søndag den 29. marts 2020

Corona on tour.

En uge midt i en corona-tid hvor vi cykler os vejen frem


Til daglig har jeg de senere år cyklet på arbejde, det sidste år helt konsekvent - 17,50 km hver vej i alt ca. 35 km pr dag. I disse corona-tider er jeg jo afskåret fra denne cykeltur så vi har i stedet sammen besluttet os for at tage en daglig cykeltur. Dertil har min kære hustru erhvervet sig en ny og mere sporty (læs: med strøm) cykel så hun kan følge med mig (læs: der også er på strøm). Det har vi stor fornøjelse af.

Sidste søndag tog vi først turen til Avnbøl for at hente vores genforenings CD for derefter at besøge gode venner på Broagerland, i Gl. Gaf. Vi fik kaffe og fantastiske kager i haven men holdt god afstand og afsprittede både før og efter. Og vejret var jo fantastisk. Og det blev til godt 53 km.


Mandag cykler jeg alene. Det skulle egentlig have være en kort tur, men det blev alligevel en dejlig rundtur ud over Als med et besøg på Høgebjerg, højdepunktet på Als hvor jeg indtog en müslibar - en af dem med appelsinkrokant. Godt 27 km.



Tirsdag havde jeg faktisk brug for at komme ind på min arbejdsplads på Danfoss. Nogen havde slukket for min kollegas computer så han ikke kunne komme i kontakt med den. Jeg benyttede mig af chancen og cyklede derop, kun for at finde en låst dør. Jeg fik portneren til at eskortere mig ind og fik startet bæstet op igen. 37 km, da der er en omvej på grund af et noget langvarigt fjernvarmerørsnedlægningarbejde ved Danfoss.


Onsdag, min kære hustru gør mig selskab igen og vi tager en aftenstur ud over de Alsiske stepper.
En dejlig tur ad de små veje som vi efterhånden er ved at kende ret så godt. Dog kommer vi stadigvæk på afveje som er blinde og må køre tilbage. Denne tur blev på næsten 26 km.


Torsdag er jeg igen alene for der skal jeg bare til Sønderborg for at købe fødselsdagsgave til min kære hustru der har fødselsdag i morgen fredag. Denne her kun på godt 18 km, men den er der og jeg fik købt gode gaver - endda med god rabat.


I disse coronatider må man sørge for at holde noget struktur på tilværelsen og der er en cykeltur en glimrende adspredelse som også bidrager til strukturen: Man kommer ud i den friske luft og får glæde af solen (som har været gavmild den forløbne uge). Man får noget motion og bliver sulten af at udføre noget (det med at blive sulten er ellers ikke noget problem). Og man ser indimellem tilmed et menneske der også er i gang med gode gøremål.

lørdag den 21. marts 2020

Campingvognen


Vi besøger Christian ved hans nyerhvervede pavillon som er opstillet ved Institut for X på godsbanen i Århus. Inden vi ankommer spørger Christian om vi har en gasflaske han kan låne samt om vi har en jydekrog på bilen. Begge spørgsmål har et positivt svar.
Vi ankommer hen på formiddagen og tager den sorte pavillon i øjesyn. Det er da lidt imponerende at Christian har anskaffet sig sådan én og har fået den stillet op her på Institut for X.

Vi sætter os ind og kan nu godt mærke hvor en flaske gas kan gøre nytte. Christian har naturligvis en gasvarmer, men ingen gas, så det problem er hermed løst. Gassen strømmer og snart efter breder varmen sig i rummet.
Men hvad skal jydekrogen bruges til? Jo Christian og hans venner har en campingvogn der står et lidt dårligt sted, den skal bare flyttes lidt.
Jamen hvor er den og hvor skal den hen. Christian peger - det er lige derovre bagved.

Nuvel vi sætter os i bilen og vi kører. Det viser sig at vi passerer 3 lyskryds for til sidst at passere den meget trafikkerede O1 herefter til venstre og nogle hundrede meter ind. Her finder vi en skrotbunke af en gammel graffiti-bemalet campingvogn uden vinduer og uden nogen form for stop- eller blinklys - ej heller nogen nummerplade er der på den. Jamen Christian, den kan vi sgu da ikke køre med. Om det så er døren, så kan den ikke lukkes udefra. Christian går ind og lukker den indefra og springer ud ad vinduet der jo slet ikke er der. Vi sætter den på krogen og kører langsomt ud fra området. Det er som om den lille Golf protester voldsomt mod den last vi har belemret den med, parkeringsbremsen blokerer og skal hele tiden slås fra. Det hele hyler og skriger.
Langsomt kører vi hen ad den hullede vej mod udgangen af området. For enden af den smalle vej holder der en politibil med 2 betjente!  Hvad fanden gør vi nu Christian? Jeg havde egentlig forestillet mig at Christian selv kørte, men jeg tænkte det går jo nok. Sandsynligheden for at nogen opdager det er jo lille. OG DER LIGE FORAN HOLDER PANSERNE. De holder tilbage for der er ikke plads på den smalle vej til at de kan passere. Vi kører langsomt frem og kører i en bue ud så vi giver dem plads. Den kvindelige betjent ser på mig men kører langsomt forbi. Vi kører langsomt videre og kikker tilbage. Vender de om? Men det ser ud som om de ikke gør og vi triller langsomt, med hjertet helt oppe i halsen ned mod det store lyskryds over O1. Fandens også der bliver rødt lige som vi kommer og det tager en evighed. Vi kan ikke se bagud, den brede skrotbunke vi har hængende bagpå er så bred at vore spejle ikke kan se forbi. Er politiet bagved eller er de ikke -  vi ved det ikke men satser på at de ikke er og køre langsomt over O1. Det næste lyskryds er grønt men det sidste er rødt og igen må vi vente en tid der føles som et kvarter.
Vi svinger nu til højre. Christian mener at vi kan sætte den henne under broen, der står i forvejen en gammel udrangeret campingvogn og der må den godt stå mener han. Det er der hvor de hjemløse holder til.

Vi svinger ind ved siden af den vogn der står der i forvejen og stiger ud. Blot for at blive mødt af en mand der er alt andet end glad. Vi skal fanden ædeme ikke komme og smide den skrotbunke her. Han gør ikke andet end at rydde brugte kanyler ud af den anden vogn og det gider han kraftædeme ikke og hvis vi sætter den der stikker han ild til den med det samme. Hans skælder ud i 5 minutter men er også ind imellem henne og gi’ os hånden for så at fortsætte igen, Christian siger at så vil vi naturligvis tage den med igen.

Det gør vi så og forlader stedet igen mens manden fortsætter med at skælde ud. Vi finder en anden gammel bemalet campingvogn på pladsen og vi tænker at den mangler en at være sammen med. Vi sætter den skyndsomst af og forsvinder så hurtigt vi kan.

Henne ved pavillonen sidder Solvejg stille og roligt og slikker solskin.



onsdag den 1. januar 2020

Nytårstalen 2019






Kære venner.

Tidligere blev vi pr. brev oplyst om årets hattetema. I lyset af et, i år afholdt, såkaldt klimavalg bliver årets hattetema: KLIMAFORANDRINGER. Og det er jo et særdeles velvalgt tema.  Og det vil naturligvis også blive afspejlet i denne nytårstale. Faktisk vil jeg gerne udfolde det til ikke kun at være ”i lyset af klimavalget” men i lyset af den klimakrise de fleste har erkendt er over os.

Det har vi i hvert fald på Trompeterager. Vi er med Pia Kjærsgårds ord Klimatosser. Og ordet klimatosse er faktisk blevet årets ord i 2019. Som I ved har vi en skik med at sætte to rigtige stjerner i toppen af juletræet, stjerner som ikke er stjerner af sten, men mennesker der har betydet noget særligt for os og i det hele taget har haft stor betydning. Jeg kan nu afsløre at i år blev det Greta Thunberg den unge svenske klimaaktivist som den ene og min længst afdøde fru moder der kunne runde de 100, netop i år, som den anden.

Og ja, Greta har delt vandene og mange har rigtig travlt med at forklare hendes vrede med diagnoser og hykleri og hun burde gå i skole i stedet for. Hun har jo både asbergers og meget andet og hun klager sig over at sidde på gulvet i toget selvom hun har en 1. klasses billet. Der er rigtig mange der forholder sig meget til hvordan hun kommer med sit budskab og mindre til hvad budskabet er. For det er ligesom mere bekvemt at diskutere hvilke sygsomme Greta har end at diskutere hvilken sygdom vi er i gang med at påføre vor kære gamle jord. For det kommer jo til at koste os noget på vores bekvemmelighed og magelighed.

Men uanset hvad man måtte mene, så har den lille svensker formået at få hele verden til at tale om klimaet som selv tusindvis af eksperter og forskere ikke har formået og det er dog en bedrift. Og når hun nu ikke fik Nobelprisen, så har hun dog opnået den store anerkendelse det er, at få en plads i toppen af vores juletræ.

I det hele taget er det jo en kompleks sag at foretage sig de rigtige ting. Klimakrigen er en ting, men hvad med økologien, med plastik der er i snart sagt alle fisk, og hullet i ozonlaget og madspild kan vi jo heller ikke være bekendte.

I sommers var vi på Island og der fløj vi jo op. Fy,fy skamme, men ikke til os. Nej, for vi havde nemlig købt aflad som genvej til den gode samvittighed. Og på Island så vi masser af nyplantet skov, plantet for vores aflad.
Vores bil står for det meste hjemme i garagen mens vi cykler vores vej frem på vore cykler med elektrisk hjælp som vi lader op med strøm produceret på taget at Trompeterager 5. Og som fritidsinteresse har vil valgt korsangen der på ingen måde belaster klimaet. Vi kunne jo have valgt traktortræk!!. Jo der er ingen grænser for helligheden og måske er vi allerede CO2 neutrale.


Jo på de indre linjer går det fint, og lokalt også. I Ingeniørens årskavalkade er Sønderborg fremhævet som klimaby i en kæmpeartikel som proklamerer at Sønderborg nu er halvvejs mod CO2 klimaneutralitet i 2029. Så det bliver jo klart i vores levetid.

Men ude omkring i verden går det ad helvede til. Enhver er sig selv nærmest og der er ikke nogen der vil ofre noget på fællesskabets alter. USA bliver stadigvæk ledet af deres kæmpebaby. I år kom Mette Frederiksen til at tage sutten fra ham og nægtede at give ham Grønland. Det vrælede han over i lang tid.
Og i Storbritannien siger de Make Britain Great again. De har valgt en premierminister der til forveksling ligner Alfred fra Lønneberg, men rar som Alfred, det er han ikke.

Nå, men det her er jo i virkeligheden en tale til damerne ved Nytårfesten. Man kan vel sige at den har drejet sig lidt væk fra det og over i en mere storpolitisk retning, vi må tilbage på sporet.

Jeg tror at alle herrerne, der er her tilstede er enig med mig om, at vore damer har været meget trofaste, og er blevet ved med at hænge på år efter år. Og i år har den skønne Helene også hægtet sig på.
Og som tiden er gået har vi været nødt til at indse, at der er andre værdier ved kvinden, end dem vi først lagde mærke til.

Adam var som bekendt den første ungkarl, men det var der ikke meget ved, når der ikke var kvinder med. Og det har vi andre også måttet sande og derfor sætter vi i aften vore damer, symboliseret ved kvinden, op på en piedestal,- i tillid til, at den må ku holde til det.
Jeg vil adressere disse bemærkninger til vor værtinde Karen, som så langt har overgået sin stammoder Eva, der som bekendt kun havde frugt at byde på. Og ser i hendes, i Karens ranke skikkelse alle kvinder på én gang.

Skål!
-->

tirsdag den 17. september 2019

Der er noget ved denne scene….

Det er Sebastian selv der synger. Danmarks underholdningsorkester spiller energisk og vi – motetkoret – nærmest råbesynger omkvædet ud. Hele Alsion gynger. Publikum er helt oppe at køre og står op og klapper taktfast. Det er ekstranummeret ”Romeo” efter en flot, flot hyldestkoncert for vores ungdoms helt, Sebastian der fylder 70. 


Det er kulminationen på 2½ uges hektisk indøvning af et program hvor vi skal agere kor til fejringen af Sebastian her i Sønderborg, hans fødeby. Det har været svært, for det er ikke sammenhængende fraser, men meget delt op i brudstykker. Men med en intensiveret indsat og slutspurt får vi det på plads og da vi møder op på Alsion til forprøve med dirigenten synes vi at vi kan det. – Det synes den engelske dirigent bare ikke. – Have you seen this piece before…  Han revser os grundigt men får også virkelig noget energi ind i korstykkerne, så det er jo godt. Og han er så grundig at vi kun når 3 af de 6 stykker vi skal deltage i inden prøven er forbi. Vi når lige at sætte ”Fuld af nattens Stjerner” an, men her får vi at vide at der var en fejl i noderne så rytmen er helt anderledes end den meget svære rytme vi har indøvet. Nuvel det går vel også selvom jeg nu ikke er helt tryg ved at der bliver lavet om på det her i 11 time.

Næstefter er der prøve med orkestret. Danmarks Underholdningsorkester er resterne af DR Undeholdningsorkestret og de spiller forrygende. Vi prøver men når slet ikke det hele igennem. Igen er den engelske dirigent efter os og Sebastian selv er også efter os og mener at herrerne skal give noget mere. Efter en halv times tid bliver vi sendt ud til pause. Vi har en times tid inden koncerten hvor vi kan spise lidt og gå ud og snakke med flere af vore venner der er kommet i god tid.

Koncerten starter kl. 19:30 men der skal gå et par numre inden vi skal på. Vi er samlet halvdelen af koret i kongesiden og halvdelen i damesiden bag scenen i den smalle mørke gang. Vi får et tegn og vandrer ind på scenen. Her i første sæt synger vi med på 3 numre fra Cyrano, Sebastians musical fra 1993. Det går ret godt og vi har en god fornemmelse af det. Solisterne er fantastiske – det er Kristian Boland der er Cyrano.  Herefter ud igen i den mørke mellemgang. Nu har vi pause men der er stadigvæk 4 numre af første sæt som vi hører fra en skrattende højtaler i Symfoniorkestrets kantine. I pausen mingler vi med publikum og møder vore begejstrede venner.


I anden sæt skal vi ind efter et par numre – igen får vi tegnet og vandrer ind. Vi er faktisk ret gode til at gå ud og ind – i hvert fald i kongesiden. Vi synger ”Drømmeduetten” det er kun 10 takter i slutningen af den smukke duet og så skal vi ud i den mørke gang igen.  Sidste gang vi skal ind er det igen timet meget præcist for det skal være mens orkestret spiller forspillet til ”Fuld af nattens stjerner”. Louise Fribo synger allerede mens vi går ind og det er lidt skidt, for vi misser helt der hvor vi skal komme ind med vores u-uh, u-uh. Og den engelske dirigent ser lidt misfornøjet ud, men han er nu ikke selv til megen hjælp i situationen. Nuvel, Louise Fribo synger vidunderligt så det gør vist ikke så meget udover at det pirker ved vore stolthed.

Koncerten slutter med en fællessang – Sebastians udgave af ”I Danmark er jeg født”. Sebastian er på scenen sammen med alle solisterne og publikum og vi får lov til at synge med på sidste vers.
Hele salen synger med og rejser sig til langvarige og stående klapsalver. Solister og den engelske dirigent får blomster og alt er som det skal være og publikum klapper stadigvæk.

Og så er det at vi får lov til at synge ekstranummeret ”Romeo” og det er helt fantastisk. Sebastian synger selv, orkestret shiner og vi har en fest bag dem. Den er vi helt skarpe på og det hele løfter sig. Publikum klapper stående og er helt oppe at køre

Sebastian slutter det hele af med at synge ”Måske ku’ vi”.

Det var da en vældig oplevelse, han skal da bare sige til når han bliver 80.

tirsdag den 10. september 2019

På besøg hos Herrnhuterne

 - fra Herrens Mark til Kongens kælder og alt indimellem

Vi har sammen med en flok gode venner foræret Birgit en fødselsdagsoverraskelse. Vi har planlagt et besøg hos Herrnhuterne i Christiansfeld. Alt er minutiøst planlagt, der er ikke noget der kan gå galt. Vi er 12 mand i alt og lader os transportere i 3 biler. Aftaler møde ved Brødremenighedens kirke lidt før halv-11.

Finn og Pia tilbyder at køre og det er vi ikke sene til at sige jatak til. Finn har alt under kontrol også hvor vi skal parkere. Ved ankomsten til Christiansfeld kører vi hele vejen uden om byen for at komme den rette vej ind – det er en omvej på et par km men vi har tiden til det. Parkerer på herrens mark der er den eneste parkeringsplads der er markeret på kortet. Der er god plads og vi er stadigvæk i god tid så det gør ikke så meget at vi skal gå en km ind til kirken


Vi mødes med de andre der har parkeret lige ved indgangen til kirken. 

Vi skal deltage i gudstjenesten for lige at tjekke ud, hvordan man gør det hvis man er herrnhut. Præsten er taget til Kenya til et møde med en biskop der, ja der er flere måder at sige at man tager på ferie på. Så vi må nøjes med en lægmand. Han hilser på os og tror vi er fra Herning. Han bliver dog glad da han erfarer at vi er fra Als og Sønderborg, for han har nemlig være kirketjener i Sct. Marie for mange år siden. 

Gudstjenesten er ikke så forskellig fra det vi kender men rummet er meget specielt. Der er ingen prædikestol, intet alter, ingen døbefond. Kun et ceremonibord og en tronstol til præsten. Det er næsten som speakeren i det britiske parlament. Og menigheden sidder også her på lange bænke der står på tværs.


Vi synger en række salmer 2 kendte og 2 ukendte, men der er mange vers så de lærer sig. Præsten læser bønner og prædiken op og det er alt sammen meget fint. Og det gode ved det hele er at det kun tager 3 kvarter, så er vi ude igen, vi har nemlig en stram tidsplan så det er godt at have lidt tid på kontoen. 

Vi vandrer nu tilbage til herrens mark og tager bilen – vi skal spise frokost på Skamlingsbanken. Da vi har vundet lidt tid tager vi den smukke vej over Hejlsvig. Den er rigtig nok også meget smuk og Hejlsvig ser da umådelig hyggelig ud, den må vi frekventere på et tidspunkt evt på cykel.


Vi møder de andre på Skamlingsbanken, de er allerede kommet, de havde jo ikke den lange vej til herrens mark de skulle tilbagelægge. Vi bærer frokost, drikkevarer, borde og stole op på banken og stiller op. Vejret er dejligt. Det bliver en vidunderlig frokost med højt humør. 
Tunede tomater, vrappede lakseruller, tærte 1 og tærte 2 og til sidst er der ost. Dertil hvidvin og rosé og en øl til de meget tørstige – og jeg skal jo ikke køre.


Efter frokosten er der tid til en lille vandring i området. Vi ser klokkestablen som Karen har en vis andel i via sin far og Karen Blixen. Det er et mindesmærke over de modstandsfolk der kom af dage under besættelsen.


Vi kører tilbage til Christiansfeld. Finn har lavet en aftale med en guide der giver os en meget grundig og spændende indføring i Brødremenigheden og hvordan Christiansfeld blev til. Vi besøger igen kirken og får en masse ny viden hældt på, går en tur rundt i byen og får fortalt om arkitekturen og de håndværksmæssige traditioner og slutter på Guds Ager – kirkegården. Den er spændende for her ligger man i rækkefølge efter hinanden og der er ingen grave der bliver sløjfet. De er her alle sammen fra den første lille dreng som var den første der blev begravet her i 1773. Mænd til højre og kvinder til venstre.


Vores guide er virkelig dygtig og vidende. Hun er dejlig upoppet men seriøs og smilende. Vi tager afsked med hende ved det gamle Apotek, hvor vi skal have kaffe og honningkage.

Det er et spændende sted. Der er dækket op til os da vi kommer og vi sidder blandt nips og ting der kan købes. Der er et større sortiment af garn så vore kvinder går shop-amok i nøglerne.
Vi får honningkagerne serveret af gamle juleplatter og minsandten om ikke Birgit får en med motiv fra Vibæk vandmølle. Hvor heldig kan man da være.


Klokken nærmer sig 17 og vi skal videre – vi har nemlig også en aftale med Tyrstup kirke som ligger tæt på. Det er nemlig sådan at Christiansfeld ligger inde midt i Tyrstup sogn. Man kan vide at man forlader Christiansfeld når kantstenene bliver smalle. I Christiansfeld er de brede. Det er jo meget praktisk hvis man har brug for at vide det.



Vi tropper op ved Tyrstrup kirke kl 17. Finn har lige ringet til sin kontakt der og det er heldigt for han har nemlig glemt det, han står uden bukser. Da vi møder ham i kirken har han heldigvis fået bukserne på og kan give os en fin orientering om Tyrstrup kirke der er bygget i 1863. Desværre er det kun mig der sidder lige foran ham der kan forstå ham. Flere af de andre klager over at han taler utydeligt. Nuvel der er rig mulighed for at spørge ind for han giver sig god tid og viser rigtig meget frem om det så er kirkesølvet og messehaglerne får vi dem at se. Det er en umådelig smuk kirke med bordeauxrøde bænkerader og blå prædikestol og alter med guldornamentering.  

Da vi næsten ikke kan klare mere bliver vi sandelig også ført over i menighedshuset. Det er han også meget stolt af. Vi tager afsked ved 18-tiden. Vi har jo et punkt mere på programmet. Middag på Brødremenighedens hotel. 


De venter os og vi bliver bænket i kongens kælder. Karen har forudbestemt hvad vi skal have og forhandlet en fordelagtig pris på det. Det er haneben med tilbehør og pebersauce. Dertil rødvin til de fleste og øl til de største. Is med ikke mindre end 5 kugler til dessert og så er der endda en flødeskumskugle med som den sjette.
Det er en svær hyggelig middag og vi kommer omkring mange gode emner og også er par malere – Sørensen og Mikkelsen, Arne og Svend, Haugen og Hausten.

Vi forlader etablissementet, omfavner hinanden til afsked og kører tilbage til Als. 

Det blev da i grunden en dejlig dag. 

onsdag den 20. marts 2019

Benspænd i Istanbul


Vi har været på en fantastisk miniferie i Istanbul for at besøge Christian. Nu skal vi hjem til DK igen.
Tager en taxi ud til lufthavnen, det går snildt og vi er i god tid.
Checker ind og går gennem security, afleverer bagage, går gennem paskontrol og security nok engang. Endelig er vi inde, det gik da egentlig meget fint. Sætter os hos Cafe Nero og får en kop sort kaffe. Nyder det – vi har god tid.
Da der er 40 minutter til afgang går vi mod gate 225 hvor flyet til Billund går fra. Der er en masse mennesker og det er jo helt fint, det er også et stort fly. Vi sidder og venter nogen tid og til sidst synes jeg at det er lidt vel sent og der er ikke antydning af at man vil til at boarde og faktisk ser alle også ret arabiske ud der er ingen skærme der viser hvor flyet går hen og hvornår.
Jeg spørger en af de unge mennesker der sidder der, hvor han skal hen. Han skal til Teheran, Teheran – det var da også…..
Vi farer hen og rykker i døren ud til flyet, men den er selvfølgelig låst. Det går op for mig at vi er på den, vi er i deep shit. Hvordan fanden kommer vi nu hjem. Jeg beder Anders og Solvejg blive mens jeg forsøger at finde en counter.
Jeg løber tilbage og der er langt til en counter. Mens jeg løber bliver jeg klar over at vi har misset denne afgang og må finde en ny.
Jeg kommer endelig til en Tyrkish Airlines counter, badet i sved, og beretter om mit problem. Han kan ikke gøre noget inden Solvejg og Anders også er der. Jeg får et par stempler og må gå tilbage efter dem. Jeg må faktisk gennem en ny gang security for at komme tilbage. Møder dem ved kaffestedet og vi finder tilbage til en counter. Her får vi at vide at det næste fly til Billund først er i morgen og det duer ikke, vi skal på arbejde i morgen alle tre.
Er der nogen andre muligheder, - via Amsterdam, via København, via Frankfurt. Det er der, men ingen der kan være i Billund i aften eller nat. Vi vælger at tage til København, så kan vi altid tage toget videre.

Men nu viser det sig at damen ikke kan ombooke os. Vi er nødt til at gå helt ud og til billet-counteren. Det gør vi så. Nu er vi mere rolige for vi ved at flyet først går kl 21.25. Det tager en krig at komme tilbage, men endelig kommer vi ud og vi kan begynde forfra. Hen til billetcounteren. Det er billigst at købe nye billetter til København 170 euro for nye og 340 euro for at ombooke. Dejligt at der er en klar forskel, så er der ikke nogen tvivl. Vi får også at vide at man her i Atatyrk lukker gaten en time før afgang så vi skal passe på at være der til tiden. Det forklarer jo hvorfor vi kom for sent.  Vi får betalt, mens skal til en anden counter for at få udstedt et boarding pas. Det gør vi så. Kommer godt nok til at stå i en forkert kø til at begynde med, men den er heldigvis ret kort. Da vi kommer frem bliver vi sendt til en ny counter omme på den andens side og det er også forkert. Endelig rammer vi den rigtige. Damen her kan udstede boardingpas, men vil sende os et andet sted hen for at få vores bagage dirigeret til København og ikke Billund. Hun taler så dårligt engelsk så hun ikke formår at forklare os hvordan vi finder rundt i lufthavnen for at finde vores baggage. I stedet for får hun en kollega til at løbe ned og sætte nye tags på bagage. Vi må håbe at det lykkes.

Vi kan nu for anden gang gå gennem paskontrol og security. Nu kan vi se i passet at vi er rejst ud af Tyrkiet ikke mindre end 2 gange.


Vi er ikke stressede nu for vi har god tid. Endelig er vi inde på den anden side igen, med nye boardingpas og friske bagagetags.
Nu kender vi også Atatürk ud og ind. Desværre helt uden nogen nytte, for den bliver lukket om en uge – man har bygget en splinterny og topmoderne kæmpelufthavn noget længere uden for Istanbul.

Nu er det tid til at planlægge turen fra København. Vi må tage toget, der afgår kl 00:10. Det er i Vejle 03:41. Derfra bliver det nok en taxi til Billund – det tager vel en times tid. Afgang fra Billund 04:41 i den lille blå Golf og så er vi nok i Hørup ved 06-tiden.
Så kan vi nemt nå at komme på arbejde, og vi er jo op til flere oplevelser rigere.