Nytårstalen 2019

Kære venner.

Tidligere blev vi pr. brev oplyst om årets hattetema. I lyset af et, i år afholdt, såkaldt klimavalg bliver årets hattetema: KLIMAFORANDRINGER. Og det er jo et særdeles velvalgt tema.  Og det vil naturligvis også blive afspejlet i denne nytårstale. Faktisk vil jeg gerne udfolde det til ikke kun at være ”i lyset af klimavalget” men i lyset af den klimakrise de fleste har erkendt er over os.

Det har vi i hvert fald på Trompeterager. Vi er med Pia Kjærsgårds ord Klimatosser. Og ordet klimatosse er faktisk blevet årets ord i 2019. Som I ved har vi en skik med at sætte to rigtige stjerner i toppen af juletræet, stjerner som ikke er stjerner af sten, men mennesker der har betydet noget særligt for os og i det hele taget har haft stor betydning. Jeg kan nu afsløre at i år blev det Greta Thunberg den unge svenske klimaaktivist som den ene og min længst afdøde fru moder der kunne runde de 100, netop i år, som den anden.

Og ja, Greta har delt vandene og mange har rigtig travlt med at forklare hendes vrede med diagnoser og hykleri og hun burde gå i skole i stedet for. Hun har jo både asbergers og meget andet og hun klager sig over at sidde på gulvet i toget selvom hun har en 1. klasses billet. Der er rigtig mange der forholder sig meget til hvordan hun kommer med sit budskab og mindre til hvad budskabet er. For det er ligesom mere bekvemt at diskutere hvilke sygsomme Greta har end at diskutere hvilken sygdom vi er i gang med at påføre vor kære gamle jord. For det kommer jo til at koste os noget på vores bekvemmelighed og magelighed.

Men uanset hvad man måtte mene, så har den lille svensker formået at få hele verden til at tale om klimaet som selv tusindvis af eksperter og forskere ikke har formået og det er dog en bedrift. Og når hun nu ikke fik Nobelprisen, så har hun dog opnået den store anerkendelse det er, at få en plads i toppen af vores juletræ.

I det hele taget er det jo en kompleks sag at foretage sig de rigtige ting. Klimakrigen er en ting, men hvad med økologien, med plastik der er i snart sagt alle fisk, og hullet i ozonlaget og madspild kan vi jo heller ikke være bekendte.

I sommers var vi på Island og der fløj vi jo op. Fy,fy skamme, men ikke til os. Nej, for vi havde nemlig købt aflad som genvej til den gode samvittighed. Og på Island så vi masser af nyplantet skov, plantet for vores aflad.

Vores bil står for det meste hjemme i garagen mens vi cykler vores vej frem på vore cykler med elektrisk hjælp som vi lader op med strøm produceret på taget at Trompeterager 5. Og som fritidsinteresse har vil valgt korsangen der på ingen måde belaster klimaet. Vi kunne jo have valgt traktortræk!!. Jo der er ingen grænser for helligheden og måske er vi allerede CO2 neutrale.

Jo på de indre linjer går det fint, og lokalt også. I Ingeniørens årskavalkade er Sønderborg fremhævet som klimaby i en kæmpeartikel som proklamerer at Sønderborg nu er halvvejs mod CO2 klimaneutralitet i 2029. Så det bliver jo klart i vores levetid.

Men ude omkring i verden går det ad helvede til. Enhver er sig selv nærmest og der er ikke nogen der vil ofre noget på fællesskabets alter. USA bliver stadigvæk ledet af deres kæmpebaby. I år kom Mette Frederiksen til at tage sutten fra ham og nægtede at give ham Grønland. Det vrælede han over i lang tid.

Og i Storbritannien siger de Make Britain Great again. De har valgt en premierminister der til forveksling ligner Alfred fra Lønneberg, men rar som Alfred, det er han ikke.

Nå, men det her er jo i virkeligheden en tale til damerne ved Nytårfesten. Man kan vel sige at den har drejet sig lidt væk fra det og over i en mere storpolitisk retning, vi må tilbage på sporet.

Jeg tror at alle herrerne, der er her tilstede er enig med mig om, at vore damer har været meget trofaste, og er blevet ved med at hænge på år efter år. Og i år har den skønne Helene også hægtet sig på.

Og som tiden er gået har vi været nødt til at indse, at der er andre værdier ved kvinden, end dem vi først lagde mærke til.

Adam var som bekendt den første ungkarl, men det var der ikke meget ved, når der ikke var kvinder med. Og det har vi andre også måttet sande og derfor sætter vi i aften vore damer, symboliseret ved kvinden, op på en piedestal,- i tillid til, at den må ku holde til det.

Jeg vil adressere disse bemærkninger til vor værtinde Karen, som så langt har overgået sin stammoder Eva, der som bekendt kun havde frugt at byde på. Og ser i hendes, i Karens ranke skikkelse alle kvinder på én gang.

Skål!

-->

Der er noget ved denne scene….

Det er Sebastian selv der synger. Danmarks underholdningsorkester spiller energisk og vi – motetkoret – nærmest råbesynger omkvædet ud. Hele Alsion gynger. Publikum er helt oppe at køre og står op og klapper taktfast. Det er ekstranummeret ”Romeo” efter en flot, flot hyldestkoncert for vores ungdoms helt, Sebastian der fylder 70. 

Det er kulminationen på 2½ uges hektisk indøvning af et program hvor vi skal agere kor til fejringen af Sebastian her i Sønderborg, hans fødeby. Det har været svært, for det er ikke sammenhængende fraser, men meget delt op i brudstykker. Men med en intensiveret indsat og slutspurt får vi det på plads og da vi møder op på Alsion til forprøve med dirigenten synes vi at vi kan det. – Det synes den engelske dirigent bare ikke. – Have you seen this piece before…  Han revser os grundigt men får også virkelig noget energi ind i korstykkerne, så det er jo godt. Og han er så grundig at vi kun når 3 af de 6 stykker vi skal deltage i inden prøven er forbi. Vi når lige at sætte ”Fuld af nattens Stjerner” an, men her får vi at vide at der var en fejl i noderne så rytmen er helt anderledes end den meget svære rytme vi har indøvet. Nuvel det går vel også selvom jeg nu ikke er helt tryg ved at der bliver lavet om på det her i 11 time.

Næstefter er der prøve med orkestret. Danmarks Underholdningsorkester er resterne af DR Undeholdningsorkestret og de spiller forrygende. Vi prøver men når slet ikke det hele igennem. Igen er den engelske dirigent efter os og Sebastian selv er også efter os og mener at herrerne skal give noget mere. Efter en halv times tid bliver vi sendt ud til pause. Vi har en times tid inden koncerten hvor vi kan spise lidt og gå ud og snakke med flere af vore venner der er kommet i god tid.

Koncerten starter kl. 19:30 men der skal gå et par numre inden vi skal på. Vi er samlet halvdelen af koret i kongesiden og halvdelen i damesiden bag scenen i den smalle mørke gang. Vi får et tegn og vandrer ind på scenen. Her i første sæt synger vi med på 3 numre fra Cyrano, Sebastians musical fra 1993. Det går ret godt og vi har en god fornemmelse af det. Solisterne er fantastiske – det er Kristian Boland der er Cyrano.  Herefter ud igen i den mørke mellemgang. Nu har vi pause men der er stadigvæk 4 numre af første sæt som vi hører fra en skrattende højtaler i Symfoniorkestrets kantine. I pausen mingler vi med publikum og møder vore begejstrede venner.

I anden sæt skal vi ind efter et par numre – igen får vi tegnet og vandrer ind. Vi er faktisk ret gode til at gå ud og ind – i hvert fald i kongesiden. Vi synger ”Drømmeduetten” det er kun 10 takter i slutningen af den smukke duet og så skal vi ud i den mørke gang igen.  Sidste gang vi skal ind er det igen timet meget præcist for det skal være mens orkestret spiller forspillet til ”Fuld af nattens stjerner”. Louise Fribo synger allerede mens vi går ind og det er lidt skidt, for vi misser helt der hvor vi skal komme ind med vores u-uh, u-uh. Og den engelske dirigent ser lidt misfornøjet ud, men han er nu ikke selv til megen hjælp i situationen. Nuvel, Louise Fribo synger vidunderligt så det gør vist ikke så meget udover at det pirker ved vore stolthed.

Koncerten slutter med en fællessang – Sebastians udgave af ”I Danmark er jeg født”. Sebastian er på scenen sammen med alle solisterne og publikum og vi får lov til at synge med på sidste vers.

Hele salen synger med og rejser sig til langvarige og stående klapsalver. Solister og den engelske dirigent får blomster og alt er som det skal være og publikum klapper stadigvæk.

Og så er det at vi får lov til at synge ekstranummeret ”Romeo” og det er helt fantastisk. Sebastian synger selv, orkestret shiner og vi har en fest bag dem. Den er vi helt skarpe på og det hele løfter sig. Publikum klapper stående og er helt oppe at køre

Sebastian slutter det hele af med at synge ”Måske ku’ vi”.

Det var da en vældig oplevelse, han skal da bare sige til når han bliver 80.

På besøg hos Herrnhuterne

 - fra Herrens Mark til Kongens kælder og alt indimellem

Vi har sammen med en flok gode venner foræret Birgit en fødselsdagsoverraskelse. Vi har planlagt et besøg hos Herrnhuterne i Christiansfeld. Alt er minutiøst planlagt, der er ikke noget der kan gå galt. Vi er 12 mand i alt og lader os transportere i 3 biler. Aftaler møde ved Brødremenighedens kirke lidt før halv-11.

Finn og Pia tilbyder at køre og det er vi ikke sene til at sige jatak til. Finn har alt under kontrol også hvor vi skal parkere. Ved ankomsten til Christiansfeld kører vi hele vejen uden om byen for at komme den rette vej ind – det er en omvej på et par km men vi har tiden til det. Parkerer på herrens mark der er den eneste parkeringsplads der er markeret på kortet. Der er god plads og vi er stadigvæk i god tid så det gør ikke så meget at vi skal gå en km ind til kirken

Vi mødes med de andre der har parkeret lige ved indgangen til kirken. 

Vi skal deltage i gudstjenesten for lige at tjekke ud, hvordan man gør det hvis man er herrnhut. Præsten er taget til Kenya til et møde med en biskop der, ja der er flere måder at sige at man tager på ferie på. Så vi må nøjes med en lægmand. Han hilser på os og tror vi er fra Herning. Han bliver dog glad da han erfarer at vi er fra Als og Sønderborg, for han har nemlig være kirketjener i Sct. Marie for mange år siden. 

Gudstjenesten er ikke så forskellig fra det vi kender men rummet er meget specielt. Der er ingen prædikestol, intet alter, ingen døbefond. Kun et ceremonibord og en tronstol til præsten. Det er næsten som speakeren i det britiske parlament. Og menigheden sidder også her på lange bænke der står på tværs.

Vi synger en række salmer 2 kendte og 2 ukendte, men der er mange vers så de lærer sig. Præsten læser bønner og prædiken op og det er alt sammen meget fint. Og det gode ved det hele er at det kun tager 3 kvarter, så er vi ude igen, vi har nemlig en stram tidsplan så det er godt at have lidt tid på kontoen. 

Vi vandrer nu tilbage til herrens mark og tager bilen – vi skal spise frokost på Skamlingsbanken. Da vi har vundet lidt tid tager vi den smukke vej over Hejlsvig. Den er rigtig nok også meget smuk og Hejlsvig ser da umådelig hyggelig ud, den må vi frekventere på et tidspunkt evt på cykel.

Vi møder de andre på Skamlingsbanken, de er allerede kommet, de havde jo ikke den lange vej til herrens mark de skulle tilbagelægge. Vi bærer frokost, drikkevarer, borde og stole op på banken og stiller op. Vejret er dejligt. Det bliver en vidunderlig frokost med højt humør. 

Tunede tomater, vrappede lakseruller, tærte 1 og tærte 2 og til sidst er der ost. Dertil hvidvin og rosé og en øl til de meget tørstige – og jeg skal jo ikke køre.

Efter frokosten er der tid til en lille vandring i området. Vi ser klokkestablen som Karen har en vis andel i via sin far og Karen Blixen. Det er et mindesmærke over de modstandsfolk der kom af dage under besættelsen.

Vi kører tilbage til Christiansfeld. Finn har lavet en aftale med en guide der giver os en meget grundig og spændende indføring i Brødremenigheden og hvordan Christiansfeld blev til. Vi besøger igen kirken og får en masse ny viden hældt på, går en tur rundt i byen og får fortalt om arkitekturen og de håndværksmæssige traditioner og slutter på Guds Ager – kirkegården. Den er spændende for her ligger man i rækkefølge efter hinanden og der er ingen grave der bliver sløjfet. De er her alle sammen fra den første lille dreng som var den første der blev begravet her i 1773. Mænd til højre og kvinder til venstre.

Vores guide er virkelig dygtig og vidende. Hun er dejlig upoppet men seriøs og smilende. Vi tager afsked med hende ved det gamle Apotek, hvor vi skal have kaffe og honningkage.

Det er et spændende sted. Der er dækket op til os da vi kommer og vi sidder blandt nips og ting der kan købes. Der er et større sortiment af garn så vore kvinder går shop-amok i nøglerne.

Vi får honningkagerne serveret af gamle juleplatter og minsandten om ikke Birgit får en med motiv fra Vibæk vandmølle. Hvor heldig kan man da være.

Klokken nærmer sig 17 og vi skal videre – vi har nemlig også en aftale med Tyrstup kirke som ligger tæt på. Det er nemlig sådan at Christiansfeld ligger inde midt i Tyrstup sogn. Man kan vide at man forlader Christiansfeld når kantstenene bliver smalle. I Christiansfeld er de brede. Det er jo meget praktisk hvis man har brug for at vide det.

Vi tropper op ved Tyrstrup kirke kl 17. Finn har lige ringet til sin kontakt der og det er heldigt for han har nemlig glemt det, han står uden bukser. Da vi møder ham i kirken har han heldigvis fået bukserne på og kan give os en fin orientering om Tyrstrup kirke der er bygget i 1863. Desværre er det kun mig der sidder lige foran ham der kan forstå ham. Flere af de andre klager over at han taler utydeligt. Nuvel der er rig mulighed for at spørge ind for han giver sig god tid og viser rigtig meget frem om det så er kirkesølvet og messehaglerne får vi dem at se. Det er en umådelig smuk kirke med bordeauxrøde bænkerader og blå prædikestol og alter med guldornamentering.  

Da vi næsten ikke kan klare mere bliver vi sandelig også ført over i menighedshuset. Det er han også meget stolt af. Vi tager afsked ved 18-tiden. Vi har jo et punkt mere på programmet. Middag på Brødremenighedens hotel. 

De venter os og vi bliver bænket i kongens kælder. Karen har forudbestemt hvad vi skal have og forhandlet en fordelagtig pris på det. Det er haneben med tilbehør og pebersauce. Dertil rødvin til de fleste og øl til de største. Is med ikke mindre end 5 kugler til dessert og så er der endda en flødeskumskugle med som den sjette.

Det er en svær hyggelig middag og vi kommer omkring mange gode emner og også er par malere – Sørensen og Mikkelsen, Arne og Svend, Haugen og Hausten.

Vi forlader etablissementet, omfavner hinanden til afsked og kører tilbage til Als. 

Det blev da i grunden en dejlig dag. 

Benspænd i Istanbul

Vi har været på en fantastisk miniferie i Istanbul for at besøge Christian. Nu skal vi hjem til DK igen.

Tager en taxi ud til lufthavnen, det går snildt og vi er i god tid.

Checker ind og går gennem security, afleverer bagage, går gennem paskontrol og security nok engang. Endelig er vi inde, det gik da egentlig meget fint. Sætter os hos Cafe Nero og får en kop sort kaffe. Nyder det – vi har god tid.

Da der er 40 minutter til afgang går vi mod gate 225 hvor flyet til Billund går fra. Der er en masse mennesker og det er jo helt fint, det er også et stort fly. Vi sidder og venter nogen tid og til sidst synes jeg at det er lidt vel sent og der er ikke antydning af at man vil til at boarde og faktisk ser alle også ret arabiske ud der er ingen skærme der viser hvor flyet går hen og hvornår.

Jeg spørger en af de unge mennesker der sidder der, hvor han skal hen. Han skal til Teheran, Teheran – det var da også…..

Vi farer hen og rykker i døren ud til flyet, men den er selvfølgelig låst. Det går op for mig at vi er på den, vi er i deep shit. Hvordan fanden kommer vi nu hjem. Jeg beder Anders og Solvejg blive mens jeg forsøger at finde en counter.

Jeg løber tilbage og der er langt til en counter. Mens jeg løber bliver jeg klar over at vi har misset denne afgang og må finde en ny.

Jeg kommer endelig til en Tyrkish Airlines counter, badet i sved, og beretter om mit problem. Han kan ikke gøre noget inden Solvejg og Anders også er der. Jeg får et par stempler og må gå tilbage efter dem. Jeg må faktisk gennem en ny gang security for at komme tilbage. Møder dem ved kaffestedet og vi finder tilbage til en counter. Her får vi at vide at det næste fly til Billund først er i morgen og det duer ikke, vi skal på arbejde i morgen alle tre.

Er der nogen andre muligheder, - via Amsterdam, via København, via Frankfurt. Det er der, men ingen der kan være i Billund i aften eller nat. Vi vælger at tage til København, så kan vi altid tage toget videre.

Men nu viser det sig at damen ikke kan ombooke os. Vi er nødt til at gå helt ud og til billet-counteren. Det gør vi så. Nu er vi mere rolige for vi ved at flyet først går kl 21.25. Det tager en krig at komme tilbage, men endelig kommer vi ud og vi kan begynde forfra. Hen til billetcounteren. Det er billigst at købe nye billetter til København 170 euro for nye og 340 euro for at ombooke. Dejligt at der er en klar forskel, så er der ikke nogen tvivl. Vi får også at vide at man her i Atatyrk lukker gaten en time før afgang så vi skal passe på at være der til tiden. Det forklarer jo hvorfor vi kom for sent.  Vi får betalt, mens skal til en anden counter for at få udstedt et boarding pas. Det gør vi så. Kommer godt nok til at stå i en forkert kø til at begynde med, men den er heldigvis ret kort. Da vi kommer frem bliver vi sendt til en ny counter omme på den andens side og det er også forkert. Endelig rammer vi den rigtige. Damen her kan udstede boardingpas, men vil sende os et andet sted hen for at få vores bagage dirigeret til København og ikke Billund. Hun taler så dårligt engelsk så hun ikke formår at forklare os hvordan vi finder rundt i lufthavnen for at finde vores baggage. I stedet for får hun en kollega til at løbe ned og sætte nye tags på bagage. Vi må håbe at det lykkes.

Vi kan nu for anden gang gå gennem paskontrol og security. Nu kan vi se i passet at vi er rejst ud af Tyrkiet ikke mindre end 2 gange.

Vi er ikke stressede nu for vi har god tid. Endelig er vi inde på den anden side igen, med nye boardingpas og friske bagagetags.

Nu kender vi også Atatürk ud og ind. Desværre helt uden nogen nytte, for den bliver lukket om en uge – man har bygget en splinterny og topmoderne kæmpelufthavn noget længere uden for Istanbul.

Nu er det tid til at planlægge turen fra København. Vi må tage toget, der afgår kl 00:10. Det er i Vejle 03:41. Derfra bliver det nok en taxi til Billund – det tager vel en times tid. Afgang fra Billund 04:41 i den lille blå Golf og så er vi nok i Hørup ved 06-tiden.

Så kan vi nemt nå at komme på arbejde, og vi er jo op til flere oplevelser rigere.

Nytårstalen 2018

Kære venner, 2018 er ved at rinde ud og hvilket år blev det så. Det bliver vi jo meget klogere på når Finn’s nytårsquiz bliver afsløret senere her i aften (den indledning brugte jeg også sidste år, og det var en success).

Jeg har dog tænkt mig at fabulere over temaer der har være meget oppe i tiden og som måske ikke er omfattet af førnævnte nytårsquiz.

Det overordnede tema for nytårsaftenen er helte, som jo også pryder vore nytårshatte på så fornem og sprudlende vis. Mine udvalgte temaer berører både helte og det modsatte, måske mest det sidste. Temaer der strækker sig fra Den Danske Sang over politikere, svindlere til de gode folk.

Den danske sang har jo her sidst på året været udsat for noget der kunne minde om et terrorangreb. Må man synge Den danske sang er en ung blond pige i forsamlinger hvor ikke alle er blonde. En mørkhåret udlænding føler sig krænket på CBS under fællessangen. Det laver en skrækkelig ravage. Alle bliver forargede, og alle taler om dette frontalangreb på det danskeste af det mest danske vi har – højskolesangbogen. Hvis man kan føle sig ekskluderet hvis man ikke er en blond pige, hvad hvis man så er en mand. Og hvad med Jyden er så stærk og sej, så vil alle fynboere og sjællændere jo føle sig ekskluderede – og hvad med lollikkerne. Hvad tør man synge. Heldigvis skærer rektor for CBS igennem og siger at man til alle tider skal kunne synge alt hvad højskolesangbogen byder på, også på CBS. Han er da en helt. 


Hjemme i vores julestue har denne batalje også sat sine spor. Vi har som bekendt en tradition med at sætte vore helte som stjerne øverst i juletræet og i år faldt afstemningen ud til fordel for den Danske sang og den unge blonde pige. Som symbol på hende valgte vi Helene, der godtnok hverken er ung eller blond, og hendes kontrafej kom til at triumfere i toppen af træet. 

Politikere hører ikke længere til mine helte - i hvert fald ikke de toneangivende, snarere det modsatte. Og ministre er nogle af de værste.

I sommers var der øjensynlig en kampagne på Facebook hvor flere ministre – bl.a statsministeren blev fotograferet sammen med en hjemløs hvor de priste Hus Forbi og opfordrede os alle til at købe denne avis. Det er en billig omgang for Lars Løkke at give en tyver, han har sgu da, om nogen, muligheden for, at gøre noget ved problemet for disse mennesker. Men der er flere stemmer i at posere på Facebook og give en tyver. Det er ikke særlig helteagtigt.

Madam Støjbergs svar på Alcatraz er heller ikke noget kønt syn. Men man må jo gøre noget for at holde fast i taburetterne. Og det nye buzzword er ”paradigmeskifte”. Mange ved ikke hvad dette smarte ord betyder, men her er forklaringen: Man opfinder et problem som næsten ingen kan se. Man snakker det op til et vældigt stort problem med brug af ord som mord, voldtægt, terror, osv. Og så løser man problemet på en spektakulær måde som f.eks. at bruge in lille milliard på at indrette en ø til omkring 100 uønskede personer. Ca. 10 mio. pr person, det lyder umiddelbart helt hen i vejret hvilket det også er. Men der er stemmer i det og for politikere er det meget værd og så må det godt koste noget.

Og 2018 blev året hvor svindlere og fusentaster nåede til nye højder. Danske Banks pengevaskemaskine vaskede helt op mod 1500 milliarder kroner. 1500 milliarder, et helt afsindigt stort beløb. Og det kom da også helt bag på ledelsen i Danske Bank at en lille estisk filial kunne være så effektiv.

Og så var der jo Britta. Man kan sige meget om Britta, men hun har da virkelig gjort noget for ligestillingen ud i svindelverdenen. Hun har kæmpet sig helt op på siden af Stein Bagger. Og hun har jo moneterne, - de 113 millioner i kontanter og ikke som Bagger, i værdipapirer.

Men Britta er jo ikke dømt endnu, så vi ved jo ikke om det er rigtigt. Det ved derimod Mai Mercado – socialministeren der nedgjort Britta til et slet og dårligt menneske.  Hun har dømt hende allerede inden, at hun har nået at se en retssal. Det bør man jo ikke, men der kan være stemmer i det.

Men der er også sket fantastiske ting i 2018. Den store redningsaktion i sommers i en Thailandsk grotte bød på rigtige helte. En hel verden holdt vejret mens disse brave dykkere reddede de 12 drenge ud sammen med deres træner. Se det var sandelig ægte helte og det var stort at opleve. 

Men mindre kan også gøre det: 

Det er takket være Ann, lykkedes mig at vænne mig til at gå med briller. Og det har jo være forudsætningen for at holde denne tale i det hele taget. Ann er en helt, skål for hende. 

Finn og Pia, I var med til at gøre den fantastiske operatur til Esbjerg helt fantastisk. En skam at I ikke nåede morgenbadningen i Vesterhavet. Den husker vi klart, os der stod det igennem. Skål for Pia og Finn.

Og Jan, der er en institution på linje med 90-års fødselsdagen ved dette nytårsselskab. Skål for Jan.

Og så vort kære værtspar. Vi har jo gået meget igennem også dette år – fester, rejser, cykelture, operature, biografture og ikke mindst dette fantastiske nytårsbud.  Skål for Karen og Poul Bent. 

Og så Solvejg, hun er jo min allerstørste helt. Skål for Solvejg.

Studenteroprør på Garibaldipladsen

Vi er i Napoli på sen sommerferie. Mens vi sidder og spiser morgenmad breder der sig en mærkelig krudtlugt i lokalet. Det kommer udefra. Det viser sig at noget er i gære oppe på Garibaldipladsen. En flok mennesker er kravlet op i Garibaldistatuen og de råber slagord og brænder romerlys af. Det er en demonstration og det ser meget dramatisk ud. Jeg går ned på gaden og fotograferer, andre ser til fra altanerne. Der er politi med salatfade til stede men de holder sig helt neutrale. 

Efter en times tid kommer der flere grupper demonstranter og slutter sig til. Efterhånden er pladsen hel fuld. De råber slagord efter en der råber i en megafon, synger og danser. De er meget levende og kan virkelig få deres slagord ud, det er som at være til en stor fodboldkamp. Indimellem kikker alle op på hotellet der ligger ud til Garibaldipladsen hvor en dame med stort rødt hår står på en altan. Det er tydeligt at de kan li’ hende og at hun er en af deres støtter. 

Demonstrationen sætter i gang med en højtalerbil der spiller høj musik foran. De trækker ned ad Corso Umberto 1 – den store gade der går ud fra Garibaldipladsen. Mens de er på vej ned slutter der sig en større gruppe af migranter til dem – De kommer tværs over Garibaldipladsen under larm, slagord og farvestrålende bannere. Langsomt forsvinder hele den store flok – der er vel et par tusinde – ned ad Umberto 1.

Der er faktisk tale om et studenteroprør. Man vil ikke længere finde sig i at ungdommen ikke har økonomisk mulighed for at tage uddannelser på grund af høje egenbetalinger. Resultatet er en heftig brain drain - at ungdommen forsvinder ud af landet for blot at blive erstattet af afrikanske migranter. Det er en usund deal, som de unge demonstranter forsøger at banke ind i hovederne på det politiske establishment.

Min ven, der jo går til italiensk, snakker med en ung pige og får hendes version af hvad det hele går ud på. De fleste har ikke råd til at tage en uddannelse fordi det er for dyrt. Man skal betale store summer for at gå på universitetet. 

Jeg søger lidt på nettet på nyheder og finder også noget som jeg lader google-oversætte, jeg har jo ikke gået til italiensk:

Rettigheder fra Milano til Rom: "Vi vil vælte forandringsregeringen"

Fredag ​​12. oktober udløses den første nationale studentermobilisering mod regeringen og Fem Stjerne Bevægelsen under sloganet "Vi har brug for et chok!", med hashtag #agitiamoci,  

Et netværk af gymnasieelever, high-school og college grupper tager 12. oktober på gaden for at protestere mod regeringen med krav om en "reel forandring" og i virkeligheden et "chok i uddannelsessektoren”.  "Vi går på gaden hele Italien, fordi vi ønsker at eksponere regeringens bluf, der snakker om sikkerhed og innovation for vores skoler men ignorerer de reelle forhold for studerende. Vi vil blokere byerne og ryste landet, Salvini og Di Maio bør være forsigtige. Den 12. vil vi vælte jeres regering for forandring ", advarer Netværket.

Tre tusinde studerende på gaderne i Napoli: slogans mod Salvini og Di Maio

Det er nedslående at disse unge mennesker ikke får samme muligheder som vore unge. Og efter at have oplevet Napoli og Rom i halvanden uge, kan vi godt se at der må forandringer til. Det er et utroligt ineffektivt samfund. 

Det var på Capri, jeg så……

Vi er på sen sommerferie i Napoli. Vi påtænker en sejltur til Sorrento og finder ud af at vi faktisk kan komme til Sorrento via Capri. Det bliver da bedre og bedre. Og vi kan se at vi skal med en færge kl 11.10, så vi har travlt. Vi tænker at vi hellere må hæve lidt penge i hæveautomaten inden vi går ned i Metroen, der skal måske bruges kontanter når vi skal købe billetter til færgen. 

Hæveautomaten opfører sig pænt lige indtil den skal udleveren pengene. Så er det slut, der kommer igen penge ud. – Vi har hævet 200 Eur. uden af få en eneste seddel ud af det. Fandens til maskine. Nå det er nok gået galt, så jeg prøver igen, men nu vil den ikke udlevere flere penge for mit dagsmaksimum er overskredet…

Det skal sgu være løgn. Automaten sidder i en bank, så jeg går ind i banken for at klage. 

Vi bliver mødt af en mand der viser mig hvordan automaten virker, men det ved jeg jo godt. Han siger at først åbner den sig 1 gang for at udlevere kvitteringen og dernæst åbner den sig anden gang med pengene. Men den forbistrede automat udenfor har slet ikke noget der kan åbne sig, kun en sprække hvor jeg havde en stærk forventning om at sedlerne ville dukke op.

Han forslår så at jeg kan få banken til at undersøge om der er trukket penge på min konto. Men det er der jo, ellers ville jeg jo ikke få besked om at mit dagsmaks var overskredet.

Indenfor er der en sluse man skal igennem og jeg går straks ind i slusen, der er noget mindre end en brusekabine, men kommer så ikke videre. Alarmen går i gang. Den kan hverken li’ at jeg har rygsæk på eller metalgenstande i lommen. Jeg må ud igen og afføre mig rygsæk, telefon, nøgler og mønter. Så kommer jeg igennem slusen. 

På den anden side sidder der en noget stramtandet dame. Hun kan ikke et ord engelsk, heller ikke tysk, hun kan kun italiensk. Efter lidt parlamentering på forskellige sprog hidkalder hun en kollega, han kan oplyse mig om at transaktionen var mislykkedes og at pengene er ført tilbage på min konto. 

Jeg sænker skuldrene og vælger at tro på det. Vi hæver nu 200 Eur. på Solvejgs kort og suser afsted. Der er nu mindre end en halv time til at færgen går og vi skal finde ud af både Metro, finde færgen og løse billet til begge dele.

Det går nu slag i slag – nu er heldet med os. Vi går i skarpt trav og krydser et par veje måske lidt alternativt. Får købt billet til Capri, - damen forstår ikke det med Sorrento via Capri, så vi tænker: nu tager vi Capri og så må vi tage det derfra. Kl 11:08 ankommer vi til færgen og kan træde ombord.

Man kan ikke sidde udenfor så vi må lade os synke ned i et sæde indenfor. Det gik da i grunden ret godt. Vi kan nu slappe af i de 3 kvarter sejladsen varer. Vi tænker at det måske er nok at besøge Capri, - Sorrento er vel lidt det samme.

Når man taler om det azurblå middelhav passer det i hvert fald her på Capri. Vejret er vidunderligt og vandet er virkelig azurblåt. Der er et mylder af mennesker på havnen. Og vi bliver bombarderet med tilbud om hvad som helst. En af dem vækker faktisk vores nysgerrighed. Grottesejlads. Og det er til den berømte Grotte Azzurra, som H.C.Andersen har besøgt og skrevet om og hvor August Bournonville lod 2. akt af sin ballet Napoli foregå.  Det må vi da prøve.

Først går vi dog ned til vandet et sted hvor man kan få fødderne i. Det er vidunderligt at stå og lade middelhavets lune bølge overrisle vore ømme fødder. Og så med udsigt til Napolibugten med Vesuv i det fjerne og de mange skibe, der ligger for svaj her. Ikke dårligt.

Tilbage på havnen køber vi billet til grottesejladsen. Det er så viseligt indrettet at man først køber billet til en båd der fører os til grotten nogle kilometer oppe ad kysten og dernæst skal man igen betale for at blive sejlet ind i grotten i mindre både, det sidste er uden regning. Det er meget italiensk. 

Vi sætter os ind på en restaurant i nærheden og får os lidt frokost inden eventyret begynder. Her kan vi sidde med en pizza og en fadøl og nyde folkelivet. Folkelivet er det samme som turistlivet. Det myldrer med turister her og vi er jo også 2 af den samme slags.

Vi bevæger os nu hen til båden og kan snart efter stige ombord sammen med vel 20 andre og vi sætter ud af havnen. Det er en fin sejltur om langs Capris mega-stejle skrænter. 

Efter ca. 20 min sejlads er vi ved grotten.  Der ligger 3 andre både som vores og vi må vente lidt til det er vores tur. Og tur, betyder at vi 4 ad gangen bliver flyttet ned i små både hvor vi skal sidde helt nede i bunden. Dernæst bliver vi sejlet over til en anden båd der opkræver de 14 Eur. pr næse (uden kvittering). Vi får at vide at vi senere kan overveje at give drikkepenge til vores gode skipper i den lille båd.

Nu går turen ind i grotten. Vi må dukke hovederne for at passere åbningen. Herinde er det helt mørkt, men langsomt vænner vore øjne sig til mørket og det kan faktisk lade sig gøre at fotografere. Der er masser af små både herinde og skipperne synger ”O sole mio” og det hele er fantastisk. Men hvordan kan man danse ballet herinde?

Vi sidder sammen med et ældre israelsk par, hvor konen er noget bekymret. Hun sidder sammen med os opad mit ben mens hendes mand sidder foran i båden.

Vel ude igen kan vi igen komme op i den lidt større båd og vi sejler en stor oplevelse rigere tilbage til havnen.

Vi går lidt på opdagelse i butikkerne og finder en smal vej, der faktisk er en trappe der fører opad. Den tager vi. Det viser sig at være en meget lang vej der ustandselig går opad. Min endomondo siger 150 højdemeter. Oppe er der en god udsigt men det er så også det. Vel nede igen tager vi desserten, en portion is og en fadøl.

Sidst på eftermiddagen tager vi en båd tilbage til Napoli og finder ømme i fodsålerne tilbage til vores hotel. 

Det blev da en ret så god dag og vi havde da aldrig regnet med at skulle til Capri.