torsdag den 22. juli 2021

Vi har fået et citrontræ.

I den forløbne vintersæson har vi bygget et orangeri i forbindelse med vores sommerhus. Vi beretter vidt og bredt om denne nyskabelse til venner og bekendte. 
Til min fødselsdag får jeg et citrontræ - nogle gode venner kan jo ikke forstå at man kan have et orangeri uden et citrontræ. Da gæsterne er gået giver vi os til at udspørge Internettet om, hvordan man gør med et citrontræ. Det er ikke en enkelt sag, skal det vise sig.

Træet er jo ankommet i en lille potte med kun ganske lidt jord så den må omplantes. Vi starter bilen og kører til Billigblomst, - der skal handles ind. Først en stor potte uden hul i bunden. Det skal vise sig at vi skal igennem et større arsenal af potter som alle har et fint rundt hul i bunden inden vi finder de få, der er uden hul.  Så skal den rette jord findes. Et citrontræ har jo sin oprindelse sydpå og vil derfor helst plantes i middelhavsjord. Man kender jo middelhavssalt og nu også middelhavsjord. En pose af det op i indkøbsvognen og så skal der gødning til. Ikke normal gødning men citrusgødning. Og så skal der lecanødder i bunden af potten, dem har vi vist fra et tidligere byggeri. Vi betaler for hele herligheden og kører hjem.

Vi følger opskriften og får citrontræet omplantet til den nye potte, med leca i bunden og middelhavsjord udenom. Og vander den denne første gang med almindeligt postevand. Men kun denne første gang, for et citrontræ skal vandes med de-mineraliseret vand - som er enten kogt vand eller opsamlet regnvand. Vi må se om vi kan etableret noget regnvandsopsamling så vi kan få vand til træet. Og ved tre ud af fire vandinger skal der gødning i vandet, det må vi huske. 

Der er allerede blomster på træet så der er mulighed for citroner i fremtiden. Vi finder dog ud af at vi selv skal agere bier og forestå befrugtningen. Det gøres noget uromantisk med en pensel.
  


Nu er alting godt, træet står strunk i sin nye potte og omgivet af velkendt jord. Den pynter vældig op i orangeriet.

Vi læser lidt videre på nettet og kan nu forstå at et citrontræ ikke kan tåle kulde - ikke under 5 grader. Hvordan fanden klarer vi det, vores varmesystem i sommerhuset er kaput, og vi kan vel ikke satse så meget på den globale opvarmning, så vi har temperaturer der konstant ligger over 5 grader. Vi finder en løsning - vi investerer i en varmepumpe, så kan vi opretholde en tilpas temperatur gennem vinteren uden at blive ruineret.

Nu er det hele på plads og vi kan se frem til en god citronhøst som afkast på vores investeringer. Der er dog tale om en langtidsinvestering idet vi læser, at citroner er 3 år om at modnes. I sommeren 2024 kan vi så invitere de gode venner til en gang citronfromage af egen avl.

torsdag den 6. maj 2021

Måren er i luften

I mange år er vi plaget af en mår i sommerhuset. Det er en plage for sådan en mår gør kun to ting, den æder og den skider og det sidste foregår i isoleringen på vores loft. På et tidspunkt indretter den, for at genere og maksimalt, et toilet i etageadskillelsen lige ovenover vores køkken. Og det lige oveni lampestedet så den fæle stank driver ned gennem hullet i lampeudtaget. 

Vi prøver forskellige og aldeles uvirksomme metoder af for at skræmme bæstet væk, men uden held. 

Efterhånden bliver stanken på loftet uudholdeligt og vi tænker at der måske ligger en død rotte eller fugl bag beklædningen på loftsetagen. Anders og Solvejg tager sig sammen og undersøger det mens jeg forsøger at fortrænge det, for jeg ved det bliver et kæmpearbejde inden vi er færdige med det. 

De løsner et par brædder og konstaterer at isoleringen er væk. Det er væk, hvor pokker er det blevet af. Kikker man opad mod rygningen er der gabende tomt - ingen glasuld og nedad mod skunken, der ligger det hele nede. Og der stiger en græsselig stank ud fra åbningen.

Vi rykker alle væggene ned og kan fjerne al den lortebefængte isolering. Ikke en eneste glasuldsplade er hel, det hele er molesteret af den forbandede mår. En død rotte i isoleringen dufter heller ikke for godt. Vi fylder 28 kæmpesække med glasuld blandet med mårlort og til sidst er det hele tomt.  

Men måren, er den der stadigvæk? Det finder vi ud af en af de følgende nætter. Vi vågner ved at der er en skrækkelig ballade på loftet og vi er ikke i tvivl - det er måren der nu har frit spillerum på hele loftet og det benytter den sig af. 

Jeg låner beslutsomt  en mårfælde af en kollega, sætter den op på loftet og lader den med et æg. Allerede den første nat sker der noget. Ægget er ædt, fælden er klappet, men måren er der ikke. Hvordan fanden kan det ske. Jo, man skal jo låse den lille låge i toppen af fælden når man har lagt ægget på plads.  Ellers smutter måren igen.

Et par dage senere er der bid igen og denne gang kan den ikke komme ud af den lille låge. Den ligger i hjørnet af fælden men da vi begynder at pirke ved fælden kommer der liv i bæstet. Den farer rundt og skriger og hvæser og er virkelig aggressiv. 


Vi bærer triumferende fælden ned og ud på terrassen her kan vi beundre dyret. Den er slet ikke tilfreds med at være fanget. Vi tager en film og slår den op på familiegruppen.


 Og hvad pokker gør vi nu med den. Det er stadigvæk september og man må først skyde den i oktober.  Og vi har jo heller ikke noget at skyde den med. Vi har ikke planlagt dens bortskaffelse godt nok og beslutter os for at køre den langt væk i Jylland. Man siger at sådan et bæst kan finde hjem igen fra lange afstande, så vi køre den helt ned til Fårhus krat ved grænsen. Vi kan vel stikke den gennem vildsvinehegnet til Tyskland.

På vej derned tikker der en SMS ind fra Anders, han har begået en ode til måren inspireret af Våren er i luften:

Måren er på loftet
sover i sin rockwoolseng
måren er på loftet
og i tagudhæng

Alt som dunsten stiger
fra sit skjul bag loftets træ,
ser man sorte driver.
Det er mårens bæ!

Måren er i fælden - 
aggressiv men silkeblød.
Køres nu til grænsen,
Den må gå mod syd!

Det er en genial sang som den djævelske mår slet ikke har fortjent.

Vi ankommer til Fårhus krat efter at det er blevet mørkt. Triller forsigtigt ind på den mørke skovvej og parkerer hvor vi synes vi er godt væk. Stiger ud og bakser mårfælden med måren ud. 

Men nu kommer der en kondiløber imod os, hvad skal han da også her. Han synes at vores forehavende ser noget suspekt ud. Vi siger at vi jo er langt ud her, han siger at han bor henne om hjørnet!!

Vi bærer fælden et godt stykke ind i skoven inden vi slipper den løs. Det sidste vi ser til den er at den suser afsted i retning af Tyskland,






  


mandag den 3. maj 2021

Om at bygge et orangeri i Blommeskobbel

Vores terrasse er mørk og vi bruger den ikke ret meget mere. Det må der gøres noget ved. Vi ihukommer Marie og Frejas byggeri med brugte vinduer og døre i haven i Lysabild og tænker, - det kan vi da også gøre. Ind på Gul og Gratis for at se efter vinduer. Her gør vi et scoop, en mand på Haderslevegnen har en masse ens vinduer til salg og de ser gode ud. Jeg kører derop og de er rigtignok fine. Køber 13 stk, det må være passende og jeg kører hjem med traileren fuld.

Klematissen bliver fjernet og vi graver ud til sokkel. Der findes ikke nogen tegning, vinduerne kommer til at bestemme dimensionerne på det orangeri som det hele skal munde ud i. Sætter soklen, så har vi godt begyndt.
Den gamle rustne stålskorsten skal væk, det kan kun gå for langsomt. Den fylder og den er grim. Jeg løsner stålgjordene og forsøger at løfte toppen af oppe fra stilladset. Men det er ikke muligt på sikker måde at få den forsigtigt ned og vi binder i stedet for en snor i skorstenen helt oppe og river den omkuld. Ned kommer den så i sikker stil og derefter på lossepladsen. Og taget over den gamle terrasse kommer også ned.

Man kan købe en ny skorsten i byggesæt og det har vi gjort. den er leveret til døren (ja faktisk foran døren) men vi skal selv sætte den op.

Det går også helt fint, selvom det er noget af et projekt. Trods et fint stillads og en del hårdt arbejde lykkes det på en weekend at få bæstet rejst og endda pudset så det bliver fint hvidt. Skorstensfejeren syner det senere og er svært tilfreds med arbejdet.

Den store tre-stammede tuja skal væk nu. Det er den som kattene suste op i og derfra op på taget. Men de er jo væk nu og det skal træet også. Det skygger alt for meget. Jeg forsøger at få et par lokale entreprenører til at give tilbud på opgaven. Den ene var alt for dyr og den anden lader ikke høre fra sig. I stedet for spørger jeg vores nabo, Uwe, og han vil gerne hjælpe. I løbet af en aften får vi hele kronen ned. Vi har jo stilladset til hjælp.
Vi lader de tre ikoniske stammer stå. De er flotte og så er der stadigvæk noget at sætte hængekøjen fast i.
Nu kan byggeriet tage fart. Vi laver et stort vinduesparti ud mod vejen og sætter en dør i som vi har købt i nærheden af Assens på Fyn.

Byggeriet er ved at ligne noget nu, næste skridt er væggen ud mod havene der skal bygges op af de resterende 9 vinduer.
6 fag med halvanden vindue -3 ruder i hver. Vi saver de 3 af vinduerne midt over så der bliver 6 halve ud af det. Så passer pengene.

Og et fint isolerende plast-tag kommer der på. Solvejg må op at kravle på taget da det viser sig at vi har glemt et par skruer inde midt på taget. Men det går fint og alle skruer bliver spændt.

Væggen bliver sat op og der bliver sat vinduer i, - først de halve i bunden.

Men sprossen, der skal være mellem den nederste og det næste vindue bliver noget klytværk. Det ser kluntet ud og det er skævt ad h.. til.

Det tåler ikke et nærbillede. Vi beslutter at det må laves om. Sprossen må fjernes.

Hvis man saver bund- og top-falsen af dobbeltvinduet, kan man vel lime den sammen med den halve og dermed få et 3-etagers vindue..

Som sagt så gjort. Ud i hobbyklubben og save top og bund af de 6 vinduer og tilbage og lime dem sammen. Det kunstfærdige lægtestativ er for at holde vinduerne i skak mens limen tørrer.

Og se, nu ser det jo straks meget bedre ud. Det ene vindue kan endog åbnes.

Det sidste stykke ind til muren lukkes med lærkebrædderne der før udgjorde terrassegulvet.

Og indenfor får vi detaljerne på plads med inddækninger og også her er det de gamle gulvbrædder der kommer til deres ret. 
Men der mangler et stykke af gulvet og der er en sokkel der stikker op gennem det gulv, der allerede er der. Vi lejer en slaghammer hos Delpin og så er den væk. Nu er det kun at støbe det restrende gulv hvilket bliver gjort i silende regnvejr. 

Efter regn kommer sol og nu ser det jo ganske færdigt ud. Her er der endog lagt flydespartel ud på gulvet så det får et mere jævnt udtryk.

Også udenfor skal der afsluttes. Disse blokke må vi dog have op en ekstra gang da vi ikke har pudset soklen og det duer jo ikke.

Og der skal tætnes i sammenføjningen mellem de to tage.

Indenfor skal bjælkerne males, der skal være hvidt så meget som muligt så de kommer til at få et rigtig præg af sommerhus og orangeri.

Gulvet skal males, egentlig vil vi have epoxygulv, men det fåes kun i grå og hvide nuancer og vi vil have farve på.
Det ender med polyuhrethan maling i en flot petroliumsgrøn farve. Flyggermanden siger at det er næsten lige så godt som epoxy.

Vi køber en flot gul gyngestol som i farve og stil passer perfekt til rummet.

Og vi får Helenes gamle køkkenbord, som hendes bror Lauritz i sin tid har lavet til hende. Han stod i lære i snedkeriet lige overfor os på Sdr Kettingskovvej, så den er jo næsten kommet hjem.

Og så her den 2. maj 2021 er vi færdige. Det sidste store tag er at male vinduerne hvide, det tager næsten hele weekenden, men det bliver rigtig flot. Vi inviterer et par gæster og indvier orangeriet. Nu vil vi nyde alle de tomater og agurker vi kan dyrke her mens vi slapper af.




søndag den 25. april 2021

Om at købe en robotplæneklipper

Min ældre veninde udtrykker et ønske om at få en robotplæneklipper til sin ”grønplet” som hun siger. Vi kører ind til butikken for at se på mulighederne. Der er da også et fint eksemplar og til en fornuftig pris. Men man skal jo ikke lave impulskøb så vi kører igen, min ældre veninde må lige tænke lidt over det og sove på det et par nætter.

En søndag formiddag går vi så i aktion, kører til forretningen, køber og får udleveret robotten i en stor kasse. Hjemme hos min ældre veninde går vi straks i gang med at åbne kassen og undersøge dets indhold.

 


Der er 3 hovedelementer - strømforsyningen, ladestationen og selve robotten, og så naturligvis den lange tråd der skal afgrænse området som skal klippes. Vi går straks i gang - flytter nogle planter for at optimere robottens bevægelsesfrihed og får den lange tråd lagt ud langs kanterne af plænen.
Slutter tråden til ladestationen og sætter via strømforsyningen strøm til sagerne. Nu er det bare at sætte robotten igang. Trykker på start med en forventning om at den nu kører ud og klipper græs, men det gør den ikke. Den begynder at køre rundt om sig selv flere gange og så ud til siden for til sidst at sige piiip og stoppe. 

Hvad pokker er nu det. Det skal da virke når man sætter det til. På robottens betjeningspanel blinker lamper for både fejl og manglende opladning og så at den er låst. Finder koden til at låse den op med, men den lader sig ikke låse op. Nå den skal nok lades op og vi sætter den ind i ladestationen, men her er der ikke noget der lyser. Nååå, så er det jo nok strømforsyningen der ikke virker. Jeg finder en anden (min egen er magen til) og så kommer der lys i ladestationen. Nu virker det siger jeg beroligende til min ældre veninde.
Vi sætter robotten ind i ladestationen så den kan lade op, men efter et par minutter bakker den ud igen. Vi skubber den ind igen men det gentager sig - den bakker ud igen og maser sig op ind i de lave planter der står i nærheden og det er endda udenfor området. Det var dog fandens, den tåbelige robot. Vi skubber den ind og klodser den op så den ikke kan køre ud igen, vi skal nok lære det bæst at den skal være glad for en opladning. Den står natten over. 

Dagen efter gentager mønsteret sig, den har sin egen vilje og den vil ud i busken og hvis man endelig sætter den ud på det dejlige grønne græs kører den bare rundt som sig selv. Som en uterlig unge der ikke vil høre efter. Så må der jo være en fejl på robotten også. Min fornuft tilsiger mig at det kan jo ikke kan passe at der er fejl på to ting i samme kasse, men jeg tager alligevel både strømforsyningen og robotten med tilbage til butikken og siger at det ikke virker. I butikken har de jo ikke forstand på robotter og jeg får en ny robot og en strømforsyning med. 

Vi sætter det til, nu kommer der lys i ladestationen som der skal, det er gode tegn, og vi sætter den nye robot ind til opladning. Efter 2 minutter bakker bæstet ud igen, moser rundt i bedet udenfor området. Hvad fanden er der da galt. Min ældre veninde fornemmer min frustration. Jeg flår ladestationen af og kører til forretningen og får også den byttet til en ny, det er det sidste der kan være galt. I forretningen siger de forsigtigt at jeg jo kan prøve at ringe til importøren, de ved meget om opsætning og installation. Fnys!!!, skal jeg ”Mr. Kan Alt” ringe til importøren for at få en skaldet robotplæneklipper til at virke, det kommer ikke til at ske!! 

Den nye ladestation virker naturligvis heller ikke og vi udsætter fejlfindingen til i morgen hvor jeg har fridag. Jeg sniger mig alligevel til at kikke på manualen på internetter og finder her en vigtig detalje. Ladestationen skal vende rigtigt i forhold til området hvor den skal klippe. Ja for pokker, det er da klart, det er jo derfor den hver gang drøner ud i busken udenfor området. 

Næste morgen vender vi stationen og det hele virker nu som det skal.


______________________
Min søn, Anders, kan noget med Storm P og Ebbe Rode. Her har han inspireret af min robotplæneklipper historie lavet en hel genial Robot Storm P version.












onsdag den 31. marts 2021

Om at sælge en trailer


Jeg tilbyder min ældre veninde at sælge hendes trailer for hende gennem Gul og Gratis, det kan vel ikke være så svært. Alternativet som hun selv har tænkt er at køre den på lossepladsen. Men nu om stunder er der penge i gamle sager og sikkert også i denne trailer.

Jeg tager et par billeder af genstanden. Det er en fin trailer med kun 2 huller i bunden. Store dele af bunden er der, og lyset virker med en enkelt pæres undtagelse.


Jeg opretter en annonce på Gul og Gratis og sætter den til salg for 1000 kr. Der er bid næsten med det    samme. En vil kende målene og det er jo også relevant, jeg måler den op og offentliggør målene. En  byder 500 kr og en anden 750. Jeg forsøger at få 850 ud af manden, men det vil han ikke høre tale om.  Vi aftaler at han henter traileren med det samme -  han bor på Haderslevegnen. Inden der er gået en time  henter han den direkte hos min ældre veninde og betaler hende de 750 kr.

Det gik da meget godt og vi er alle svært tilfredse. 

Men historien ender ikke her, for min ældre venindes nære slægtning bliver nervøs og spørger mig om jeg har aftalt at traileren bliver om-registreret. Nej det har jeg ikke, det bruger vi ikke altid her. Det er jo en ældre trailer og om-registrering koster både syn og nummerplader og så er afstanden op til en ny trailer jo ikke så stor. Og hvad kan der ske, hvis manden laver ulykker hænger det jo på bilens forsikring. Og hvis han bliver snuppet af politiet er det jo ham der får en bøde. 

Min ældre venindes nære slægtning bliver dog ikke beroliget og er stadig utryg på min ældre venindes vegne. Hvis traileren af vanvare bliver efterladt alene på motorvejen og forårsager en ulykke er der jo kun min ældre veninde at falde tilbage på, med mindre at manden fra Haderslevegnen melder sig frivilligt.  Så jeg kontakter manden på Haderslevegnen og foreligger ham sagen. Han siger at det er sådan man gør, men jeg insisterer på at han lader traileren om-registrere. 

Så vil han hellere lade handelen gå tilbage og køre traileren tilbage til mig. Han tager igen vejen fra Haderslevegnen og holder udenfor min dør en time senere. Vi udveksler traileren og de 750 kr. og roser hinandens venlighed. 

Nu da jeg har traileren igen går jeg ind på min annonce og ser efter om der er andre der har ytret interesse. Det er der, der er en der vil give 800 kr. for den og skal ikke have nummerpladen med. Det var da en endnu bedre handel. 

Jeg havde faktisk afvist hende i første omgang, men skriver tilbage og spørger om hun stadigvæk er interesseret. Det er hun og vi aftaler at hun henter traileren med en anden trailer allerede i morgen. 

Jeg går straks ud og skruer nummerpladen af og bringer den i sikkerhed.



fredag den 1. januar 2021

Nytårstalen 2020

Året 2020 vil vi alle huske som et meget specielt år. Da vi holdt nytår sidste år havde vi da alle hørt tale om Corona - udover at være en mexicansk øl, en tjekkisk møntfod og et stjernebillede var det nu også noget med en sygdom i Kina.  
Men Kina er jo langt væk og de beholder nok den Corona derovre tænkte, eller håbede vi. Men nej, det gjorde de ikke - som alt andet blev også corona sendt videre til vesten. Og nu har vi døjet med det næsten et helt år.

Som det er mange bekendt har vi en tradition med at hylde nogen som har haft betydning for os eller har gjort et uudsletteligt indtryk på os. Vi sætter dem i toppen af vores juletræ som rigtige stjerner. - Og hvem blev det så i år. Der har været flere kandidater. Det var jo vanskeligt at komme udenom corona-temaet. Brostrøm, Mette F - nej den samlende figur her, er ikke nogen af dem, det er derimod tegnsprogstolken der heroisk på utallige pressemøder har tolket hvad som helst og har skullet finde på nye tegn for både

mink og mutationer og meget mere. Ingen ved hvad hun hedder, men vi kender hende alle sammen.

Og vi har jo plads til 2 i toppen af juletræet. På bagsiden af tegnsprogstolken er der en mink med en nissehue. Minkene har alle som en måttet lade livet for vores skyld så skrækkelige mutationer ikke skulle sprede sig hos os og gøre den længe ventede vaccine ubrugelig allerede inden den er nået frem. Vi synes selv det er to værdige stjerner der har strålet ud fra toppen af træet i vores stue i år.

Vi har lært mange nye tricks i år. Vi har lært at spritte af og gebærde os i det virtuelle, hvor det største problem synes at være, at blive enige om hvilken af de utallige kommunikations-platforme vi skal anvende - Zoom, Teams, Duo, Skype og mange flere. For det er jo smartest hvis vi bruger det samme samtidigt. Selv vores nytårsaften her i aften er flyttet til Zoom hvor vi nyder hinandens virtuelle selskab. Drinksene er trods alt, og heldigvis for det, fysiske. Skål.

Alting er vendt på hovedet i 2020. Før var der bødestraf for ikke at ville give hånden til hilsen, nu er det nærmest forbudt at række hånden frem, man må nøjes med de spidse albuer. Før var der indført maskeforbud i det offentlige rum, nu er det forbudt at gå uden maske. Bliver man væk fra hinanden må man kikke godt efter, hvis man skal finde sin egen kone igen i vrimlen. 

Og hvordan har det politiske landskab så håndteret en pandemi. Man kan sige det kort. Mette F. har med Søren Brostrøm i ryggen taget det hele. De øvrige har været statister. 
Men det er nok mere nuanceret end det. De øvrige partier har forsøgt at få indflydelse og er blevet lidt mere synlige hen over sommeren. Og de havde jo det held at Mette F til sidst gled i minkpelsen. 

Men Corona er ikke det eneste interessante i det politiske kandestøberi. Vi så prominente politikere der blev afsløret i upassende befamlinger af kvinder i deres nærhed. Politikere, der er til for at styre vores samfund som ikke kan styre selv. De ligger nu som de har redt.

Og det gør madam Støjberg også. I sin magtfuldkommenhed følte hun sig hævet over loven da hun rev ægtepar fra hinanden uden at vurdere om det var rimeligt. Mange syntes at det var i orden da der var tale om muslimer, - men det var det jo ikke, loven er jo ens for alle, også for muslimer.
Og nu er madam Støjberg jo ekspederet helt ud på sidelinjen. Det synes jeg bestemt ikke er en ulykke. Så kan hun jo stå derude og dræne sumpen.

Ser vi ud over kongerigets grænser er der opløftende og positive hændelser at berette om. 
Vaccinen er på vej - eller rettere den er kommet. Vi, der hører til den modne del af befolkningen, må vel snart komme i betragtning. Og det haster for vores vouchers for de rejser og operabilletter vi ikke fik brugt sidste forår udløber jo snart.
At de amerikanske vælgere fik ekspederet den forvoksede baby ud af det hvide hus må også tælle som en af de meget positive hændelser i 2020 ligesom der kom en afslutning på Brexit-farcen i 12’te time

Tilbage på de indre linjer, lykkedes det Finn at afholde sin fødselsdag under strenge restriktioner på Ballebro Færgekro, men det gik jo godt og vi måtte spise den lækre mad uden mundbind. Og det var svært hyggeligt. Tak for den fest.

Og så er det jo nu, at Ann forlader arbejdsmarkedet og sin optikerbutik, hvordan skal det nu gå.  Hvem skal nu rådgive os på synsfeltet, hvem skal sikre os klarsynet og hvad med rabatten. Det må vi have fundet løsninger på i 2021. Men vi vil på trods af denne store usikkerhed ønske dig alt godt med din nye tilværelse Ann.

Og jeg selv er fra 1. januar ansat i Solvejgs hjemmeservicefirma, på deltid, 8 timer hver fredag - uden løn i første omgang. Det ser ud som om der er nok at tage fat på.

Nå, men det her skal jo også være en tale til damerne. Jeg tror at alle herrerne, der jo ikke er her tilstede er enig med mig i, at vore damer har været meget trofaste, og er blevet ved med at hænge på år efter år. Og som tiden er gået har vi været nødt til at indse, at der er andre værdier ved kvinden, end dem vi først lagde mærke til. 

Vi har med Adam, der jo som bekendt var den første ungkarl måttet sande, at livet er en jammerdal hvis der ikke er kvinder tilstede. Vi sætter derfor vore damer, symboliseret ved kvinden op på en piedestal i tillid til at den vil kunne holde til det. De har så langt overgået deres stammoder, Eva, der som bekendt kun havde frugt at byde på.
Jeg vil gerne her på tærsklen til det man vel kan kalde vaccinens år, 2021 udbyde en skål for vore vidunderlige kvinder - og deres mænd.

Skål.


mandag den 25. maj 2020

En lidt for spændede Kristi Himmelfartsferie

Vi er taget i sommerhus, vejret har være med os den første dag, om torsdagen, men ikke om fredagen – der begynder det at regne og det bliver ved.
Så det er mest vejr til indendørs sysler som vi så går i gang med. Mens jeg står og roder i køkkenskuffen efter en kniv bliver jeg pludselig svimmel som man sommetider gør, men denne gang tager det til og accelererer. Hele min venstre side kollapser og jeg falder om på gulvet med en masse rabalder til følge. Solvejg kommer til og tror i første omgang at jeg laver pjat da jeg rager rundt for at komme op, men kan hurtigt se at det her er ikke normalt. Jeg kan ikke komme op at stå, min venstre side virker ikke og da jeg vil sige noget kan jeg ikke. Kun uartikulerede lyde kommer ud. Jeg ved hvad jeg vil sige, men kan overhovedet ikke få min mund til at sige noget forståeligt, selv om jeg prøver langsomt. Og Solvejg siger nu at jeg er helt skæv i ansigtet. Vi må nok hellere ringe 112.


I befippelse har Solvejg fået startet noget musik på sin telefon som hun ikke kan får stoppet igen. Det kan jeg til gengæld, så helt skidt er det jo ikke. Men jeg kan stadigvæk ikke snakke og når jeg kikker ud på min venstre arm er det som om den slet ikke tilhører mig. Den er helt autonom og jeg må tage fat i den med min højre hånd for at forsikre mig om at det faktisk er min egen arm. Det er ret så syret.
112 får med det samme sendt en ambulance da hun hører at jeg hverken kan stå eller tale og er skæv i ansigtet. Det er en effektiv metode og damen forsikrer om at der er en ambulance på vej.
Jeg sidder stadigvæk på køkkengulvet og efter nogen tid opdager jeg at jeg kan tale igen. Og ben og arme virker også igen kan jeg mærke. Jeg kommer op på en stol. Jeg spørger om jeg ikke skal have noget pænere tøj på, jeg er jo i mit gamle arbejdstøj. Lidt forfængelig er man vel altid.
Da ambulancen kommer er jeg pæn og præsentabel og kan selv gå ud til ambulancen, da de to redere har forsikret sig om at jeg er normal igen. Det har nok været en lille blodprop der har passeret mener de. En hjerneblødning vil ikke forsvinde så hurtigt igen.
Solvejg bliver hjemme, for i disse coronatider må man ikke komme ind på hospitalet hvis man ikke er syg. Vi kører med fuld udrykning i rasende fart til Sønderborg sygehus. Imens taler jeg hyggeligt med den reder der sidder hos mig.  Der er aftalt ”fast track” kan jeg høre på samtalen foran i ambulancen. Og vi kører da nærmest også direkte ind i CT scanneren hvor noget kyndigt personale tager over.
Der er ikke gået en time fra at jeg er styrtet om til jeg ligger her i scanneren, det er da faktisk meget effektivt. Fra scanneren bliver jeg kørt op på akutmodtagelsen hvor lægen jeg mødte i scanneren kommer og lyser mig i øjnene og hamrer på knæ og albuer med sin lille hammer. Alt synes i orden nu. Der bliver taget blodprøver, blodtryk og jeg bliver udstyret med elektroder over hele overkroppen så de kontinuereligt kan måle hjertekardiogrammer. Det er lidt generende at have det apparatur hængende om halsen, men da jeg vælger at ligge og drive den af i sengen går det jo meget fint alligevel. Jeg når næsten at læse en hel lydbog – Erna og Rumæneren, så jeg keder mig ikke ret meget. Hver anden time natten igennem kommer der en sød sygeplejeske og trykker mig i hånden, tager temperatur og blodtryk og stiller mig spørgsmål om tid og sted, så det bliver ikke til så meget søvn.
Lørdag formiddag kommer overlægen på besøg, blodprøven viser forhøjet kolesterol, men ellers ikke andet. Og han kan igen fortælle at scanningen har vist, at det var en blodprop i lillehjernen der har passeret og skabte al den ravage. En sidste undersøgelse inden jeg er udredt er en ultralydsscanning af halspulsårerne. Hvis de kan lave den i dag vil jeg blive udskrevet herefter, hvis ikke bliver jeg bare udskrevet og skal komme til ambulant ultralydsscanning.

Det viser sig at det ikke kan blive i dag så jeg bliver udskrevet, først kan jeg dog lige nå at spise frokost, og jeg har bestilt en hakkebøf. Jeg ringer til Solvejg og aftaler at hun henter mig kl 12:30.
Lige midt i hakkebøffen får jeg dog besked om at ultralydsscanningen alligevel skal laves og det skal være nu. Jeg må efterlade en halv hakkebøf da en portør stiller med en kørestol. Jeg kunne da ellers godt gå selv, men det går ikke her. Det viser sig at mine halspulsårer er umanerlig fine og helt uden forkalkning og forsnævringer, så der er ingen alarm herfra.
Jeg tager afsked med personalet og går ned til Solvejg der holder og venter.
Se det var dog noget af en heftig oplevelse. Resten af ferien hygger vi os med vore børn der alle er kommet hjem. Så det endte jo rigtig godt.