Benspænd i Istanbul

Vi har været på en fantastisk miniferie i Istanbul for at besøge Christian. Nu skal vi hjem til DK igen.

Tager en taxi ud til lufthavnen, det går snildt og vi er i god tid.

Checker ind og går gennem security, afleverer bagage, går gennem paskontrol og security nok engang. Endelig er vi inde, det gik da egentlig meget fint. Sætter os hos Cafe Nero og får en kop sort kaffe. Nyder det – vi har god tid.

Da der er 40 minutter til afgang går vi mod gate 225 hvor flyet til Billund går fra. Der er en masse mennesker og det er jo helt fint, det er også et stort fly. Vi sidder og venter nogen tid og til sidst synes jeg at det er lidt vel sent og der er ikke antydning af at man vil til at boarde og faktisk ser alle også ret arabiske ud der er ingen skærme der viser hvor flyet går hen og hvornår.

Jeg spørger en af de unge mennesker der sidder der, hvor han skal hen. Han skal til Teheran, Teheran – det var da også…..

Vi farer hen og rykker i døren ud til flyet, men den er selvfølgelig låst. Det går op for mig at vi er på den, vi er i deep shit. Hvordan fanden kommer vi nu hjem. Jeg beder Anders og Solvejg blive mens jeg forsøger at finde en counter.

Jeg løber tilbage og der er langt til en counter. Mens jeg løber bliver jeg klar over at vi har misset denne afgang og må finde en ny.

Jeg kommer endelig til en Tyrkish Airlines counter, badet i sved, og beretter om mit problem. Han kan ikke gøre noget inden Solvejg og Anders også er der. Jeg får et par stempler og må gå tilbage efter dem. Jeg må faktisk gennem en ny gang security for at komme tilbage. Møder dem ved kaffestedet og vi finder tilbage til en counter. Her får vi at vide at det næste fly til Billund først er i morgen og det duer ikke, vi skal på arbejde i morgen alle tre.

Er der nogen andre muligheder, - via Amsterdam, via København, via Frankfurt. Det er der, men ingen der kan være i Billund i aften eller nat. Vi vælger at tage til København, så kan vi altid tage toget videre.

Men nu viser det sig at damen ikke kan ombooke os. Vi er nødt til at gå helt ud og til billet-counteren. Det gør vi så. Nu er vi mere rolige for vi ved at flyet først går kl 21.25. Det tager en krig at komme tilbage, men endelig kommer vi ud og vi kan begynde forfra. Hen til billetcounteren. Det er billigst at købe nye billetter til København 170 euro for nye og 340 euro for at ombooke. Dejligt at der er en klar forskel, så er der ikke nogen tvivl. Vi får også at vide at man her i Atatyrk lukker gaten en time før afgang så vi skal passe på at være der til tiden. Det forklarer jo hvorfor vi kom for sent.  Vi får betalt, mens skal til en anden counter for at få udstedt et boarding pas. Det gør vi så. Kommer godt nok til at stå i en forkert kø til at begynde med, men den er heldigvis ret kort. Da vi kommer frem bliver vi sendt til en ny counter omme på den andens side og det er også forkert. Endelig rammer vi den rigtige. Damen her kan udstede boardingpas, men vil sende os et andet sted hen for at få vores bagage dirigeret til København og ikke Billund. Hun taler så dårligt engelsk så hun ikke formår at forklare os hvordan vi finder rundt i lufthavnen for at finde vores baggage. I stedet for får hun en kollega til at løbe ned og sætte nye tags på bagage. Vi må håbe at det lykkes.

Vi kan nu for anden gang gå gennem paskontrol og security. Nu kan vi se i passet at vi er rejst ud af Tyrkiet ikke mindre end 2 gange.

Vi er ikke stressede nu for vi har god tid. Endelig er vi inde på den anden side igen, med nye boardingpas og friske bagagetags.

Nu kender vi også Atatürk ud og ind. Desværre helt uden nogen nytte, for den bliver lukket om en uge – man har bygget en splinterny og topmoderne kæmpelufthavn noget længere uden for Istanbul.

Nu er det tid til at planlægge turen fra København. Vi må tage toget, der afgår kl 00:10. Det er i Vejle 03:41. Derfra bliver det nok en taxi til Billund – det tager vel en times tid. Afgang fra Billund 04:41 i den lille blå Golf og så er vi nok i Hørup ved 06-tiden.

Så kan vi nemt nå at komme på arbejde, og vi er jo op til flere oplevelser rigere.

Nytårstalen 2018

Kære venner, 2018 er ved at rinde ud og hvilket år blev det så. Det bliver vi jo meget klogere på når Finn’s nytårsquiz bliver afsløret senere her i aften (den indledning brugte jeg også sidste år, og det var en success).

Jeg har dog tænkt mig at fabulere over temaer der har være meget oppe i tiden og som måske ikke er omfattet af førnævnte nytårsquiz.

Det overordnede tema for nytårsaftenen er helte, som jo også pryder vore nytårshatte på så fornem og sprudlende vis. Mine udvalgte temaer berører både helte og det modsatte, måske mest det sidste. Temaer der strækker sig fra Den Danske Sang over politikere, svindlere til de gode folk.

Den danske sang har jo her sidst på året været udsat for noget der kunne minde om et terrorangreb. Må man synge Den danske sang er en ung blond pige i forsamlinger hvor ikke alle er blonde. En mørkhåret udlænding føler sig krænket på CBS under fællessangen. Det laver en skrækkelig ravage. Alle bliver forargede, og alle taler om dette frontalangreb på det danskeste af det mest danske vi har – højskolesangbogen. Hvis man kan føle sig ekskluderet hvis man ikke er en blond pige, hvad hvis man så er en mand. Og hvad med Jyden er så stærk og sej, så vil alle fynboere og sjællændere jo føle sig ekskluderede – og hvad med lollikkerne. Hvad tør man synge. Heldigvis skærer rektor for CBS igennem og siger at man til alle tider skal kunne synge alt hvad højskolesangbogen byder på, også på CBS. Han er da en helt. 


Hjemme i vores julestue har denne batalje også sat sine spor. Vi har som bekendt en tradition med at sætte vore helte som stjerne øverst i juletræet og i år faldt afstemningen ud til fordel for den Danske sang og den unge blonde pige. Som symbol på hende valgte vi Helene, der godtnok hverken er ung eller blond, og hendes kontrafej kom til at triumfere i toppen af træet. 

Politikere hører ikke længere til mine helte - i hvert fald ikke de toneangivende, snarere det modsatte. Og ministre er nogle af de værste.

I sommers var der øjensynlig en kampagne på Facebook hvor flere ministre – bl.a statsministeren blev fotograferet sammen med en hjemløs hvor de priste Hus Forbi og opfordrede os alle til at købe denne avis. Det er en billig omgang for Lars Løkke at give en tyver, han har sgu da, om nogen, muligheden for, at gøre noget ved problemet for disse mennesker. Men der er flere stemmer i at posere på Facebook og give en tyver. Det er ikke særlig helteagtigt.

Madam Støjbergs svar på Alcatraz er heller ikke noget kønt syn. Men man må jo gøre noget for at holde fast i taburetterne. Og det nye buzzword er ”paradigmeskifte”. Mange ved ikke hvad dette smarte ord betyder, men her er forklaringen: Man opfinder et problem som næsten ingen kan se. Man snakker det op til et vældigt stort problem med brug af ord som mord, voldtægt, terror, osv. Og så løser man problemet på en spektakulær måde som f.eks. at bruge in lille milliard på at indrette en ø til omkring 100 uønskede personer. Ca. 10 mio. pr person, det lyder umiddelbart helt hen i vejret hvilket det også er. Men der er stemmer i det og for politikere er det meget værd og så må det godt koste noget.

Og 2018 blev året hvor svindlere og fusentaster nåede til nye højder. Danske Banks pengevaskemaskine vaskede helt op mod 1500 milliarder kroner. 1500 milliarder, et helt afsindigt stort beløb. Og det kom da også helt bag på ledelsen i Danske Bank at en lille estisk filial kunne være så effektiv.

Og så var der jo Britta. Man kan sige meget om Britta, men hun har da virkelig gjort noget for ligestillingen ud i svindelverdenen. Hun har kæmpet sig helt op på siden af Stein Bagger. Og hun har jo moneterne, - de 113 millioner i kontanter og ikke som Bagger, i værdipapirer.

Men Britta er jo ikke dømt endnu, så vi ved jo ikke om det er rigtigt. Det ved derimod Mai Mercado – socialministeren der nedgjort Britta til et slet og dårligt menneske.  Hun har dømt hende allerede inden, at hun har nået at se en retssal. Det bør man jo ikke, men der kan være stemmer i det.

Men der er også sket fantastiske ting i 2018. Den store redningsaktion i sommers i en Thailandsk grotte bød på rigtige helte. En hel verden holdt vejret mens disse brave dykkere reddede de 12 drenge ud sammen med deres træner. Se det var sandelig ægte helte og det var stort at opleve. 

Men mindre kan også gøre det: 

Det er takket være Ann, lykkedes mig at vænne mig til at gå med briller. Og det har jo være forudsætningen for at holde denne tale i det hele taget. Ann er en helt, skål for hende. 

Finn og Pia, I var med til at gøre den fantastiske operatur til Esbjerg helt fantastisk. En skam at I ikke nåede morgenbadningen i Vesterhavet. Den husker vi klart, os der stod det igennem. Skål for Pia og Finn.

Og Jan, der er en institution på linje med 90-års fødselsdagen ved dette nytårsselskab. Skål for Jan.

Og så vort kære værtspar. Vi har jo gået meget igennem også dette år – fester, rejser, cykelture, operature, biografture og ikke mindst dette fantastiske nytårsbud.  Skål for Karen og Poul Bent. 

Og så Solvejg, hun er jo min allerstørste helt. Skål for Solvejg.

Studenteroprør på Garibaldipladsen

Vi er i Napoli på sen sommerferie. Mens vi sidder og spiser morgenmad breder der sig en mærkelig krudtlugt i lokalet. Det kommer udefra. Det viser sig at noget er i gære oppe på Garibaldipladsen. En flok mennesker er kravlet op i Garibaldistatuen og de råber slagord og brænder romerlys af. Det er en demonstration og det ser meget dramatisk ud. Jeg går ned på gaden og fotograferer, andre ser til fra altanerne. Der er politi med salatfade til stede men de holder sig helt neutrale. 

Efter en times tid kommer der flere grupper demonstranter og slutter sig til. Efterhånden er pladsen hel fuld. De råber slagord efter en der råber i en megafon, synger og danser. De er meget levende og kan virkelig få deres slagord ud, det er som at være til en stor fodboldkamp. Indimellem kikker alle op på hotellet der ligger ud til Garibaldipladsen hvor en dame med stort rødt hår står på en altan. Det er tydeligt at de kan li’ hende og at hun er en af deres støtter. 

Demonstrationen sætter i gang med en højtalerbil der spiller høj musik foran. De trækker ned ad Corso Umberto 1 – den store gade der går ud fra Garibaldipladsen. Mens de er på vej ned slutter der sig en større gruppe af migranter til dem – De kommer tværs over Garibaldipladsen under larm, slagord og farvestrålende bannere. Langsomt forsvinder hele den store flok – der er vel et par tusinde – ned ad Umberto 1.

Der er faktisk tale om et studenteroprør. Man vil ikke længere finde sig i at ungdommen ikke har økonomisk mulighed for at tage uddannelser på grund af høje egenbetalinger. Resultatet er en heftig brain drain - at ungdommen forsvinder ud af landet for blot at blive erstattet af afrikanske migranter. Det er en usund deal, som de unge demonstranter forsøger at banke ind i hovederne på det politiske establishment.

Min ven, der jo går til italiensk, snakker med en ung pige og får hendes version af hvad det hele går ud på. De fleste har ikke råd til at tage en uddannelse fordi det er for dyrt. Man skal betale store summer for at gå på universitetet. 

Jeg søger lidt på nettet på nyheder og finder også noget som jeg lader google-oversætte, jeg har jo ikke gået til italiensk:

Rettigheder fra Milano til Rom: "Vi vil vælte forandringsregeringen"

Fredag ​​12. oktober udløses den første nationale studentermobilisering mod regeringen og Fem Stjerne Bevægelsen under sloganet "Vi har brug for et chok!", med hashtag #agitiamoci,  

Et netværk af gymnasieelever, high-school og college grupper tager 12. oktober på gaden for at protestere mod regeringen med krav om en "reel forandring" og i virkeligheden et "chok i uddannelsessektoren”.  "Vi går på gaden hele Italien, fordi vi ønsker at eksponere regeringens bluf, der snakker om sikkerhed og innovation for vores skoler men ignorerer de reelle forhold for studerende. Vi vil blokere byerne og ryste landet, Salvini og Di Maio bør være forsigtige. Den 12. vil vi vælte jeres regering for forandring ", advarer Netværket.

Tre tusinde studerende på gaderne i Napoli: slogans mod Salvini og Di Maio

Det er nedslående at disse unge mennesker ikke får samme muligheder som vore unge. Og efter at have oplevet Napoli og Rom i halvanden uge, kan vi godt se at der må forandringer til. Det er et utroligt ineffektivt samfund. 

Det var på Capri, jeg så……

Vi er på sen sommerferie i Napoli. Vi påtænker en sejltur til Sorrento og finder ud af at vi faktisk kan komme til Sorrento via Capri. Det bliver da bedre og bedre. Og vi kan se at vi skal med en færge kl 11.10, så vi har travlt. Vi tænker at vi hellere må hæve lidt penge i hæveautomaten inden vi går ned i Metroen, der skal måske bruges kontanter når vi skal købe billetter til færgen. 

Hæveautomaten opfører sig pænt lige indtil den skal udleveren pengene. Så er det slut, der kommer igen penge ud. – Vi har hævet 200 Eur. uden af få en eneste seddel ud af det. Fandens til maskine. Nå det er nok gået galt, så jeg prøver igen, men nu vil den ikke udlevere flere penge for mit dagsmaksimum er overskredet…

Det skal sgu være løgn. Automaten sidder i en bank, så jeg går ind i banken for at klage. 

Vi bliver mødt af en mand der viser mig hvordan automaten virker, men det ved jeg jo godt. Han siger at først åbner den sig 1 gang for at udlevere kvitteringen og dernæst åbner den sig anden gang med pengene. Men den forbistrede automat udenfor har slet ikke noget der kan åbne sig, kun en sprække hvor jeg havde en stærk forventning om at sedlerne ville dukke op.

Han forslår så at jeg kan få banken til at undersøge om der er trukket penge på min konto. Men det er der jo, ellers ville jeg jo ikke få besked om at mit dagsmaks var overskredet.

Indenfor er der en sluse man skal igennem og jeg går straks ind i slusen, der er noget mindre end en brusekabine, men kommer så ikke videre. Alarmen går i gang. Den kan hverken li’ at jeg har rygsæk på eller metalgenstande i lommen. Jeg må ud igen og afføre mig rygsæk, telefon, nøgler og mønter. Så kommer jeg igennem slusen. 

På den anden side sidder der en noget stramtandet dame. Hun kan ikke et ord engelsk, heller ikke tysk, hun kan kun italiensk. Efter lidt parlamentering på forskellige sprog hidkalder hun en kollega, han kan oplyse mig om at transaktionen var mislykkedes og at pengene er ført tilbage på min konto. 

Jeg sænker skuldrene og vælger at tro på det. Vi hæver nu 200 Eur. på Solvejgs kort og suser afsted. Der er nu mindre end en halv time til at færgen går og vi skal finde ud af både Metro, finde færgen og løse billet til begge dele.

Det går nu slag i slag – nu er heldet med os. Vi går i skarpt trav og krydser et par veje måske lidt alternativt. Får købt billet til Capri, - damen forstår ikke det med Sorrento via Capri, så vi tænker: nu tager vi Capri og så må vi tage det derfra. Kl 11:08 ankommer vi til færgen og kan træde ombord.

Man kan ikke sidde udenfor så vi må lade os synke ned i et sæde indenfor. Det gik da i grunden ret godt. Vi kan nu slappe af i de 3 kvarter sejladsen varer. Vi tænker at det måske er nok at besøge Capri, - Sorrento er vel lidt det samme.

Når man taler om det azurblå middelhav passer det i hvert fald her på Capri. Vejret er vidunderligt og vandet er virkelig azurblåt. Der er et mylder af mennesker på havnen. Og vi bliver bombarderet med tilbud om hvad som helst. En af dem vækker faktisk vores nysgerrighed. Grottesejlads. Og det er til den berømte Grotte Azzurra, som H.C.Andersen har besøgt og skrevet om og hvor August Bournonville lod 2. akt af sin ballet Napoli foregå.  Det må vi da prøve.

Først går vi dog ned til vandet et sted hvor man kan få fødderne i. Det er vidunderligt at stå og lade middelhavets lune bølge overrisle vore ømme fødder. Og så med udsigt til Napolibugten med Vesuv i det fjerne og de mange skibe, der ligger for svaj her. Ikke dårligt.

Tilbage på havnen køber vi billet til grottesejladsen. Det er så viseligt indrettet at man først køber billet til en båd der fører os til grotten nogle kilometer oppe ad kysten og dernæst skal man igen betale for at blive sejlet ind i grotten i mindre både, det sidste er uden regning. Det er meget italiensk. 

Vi sætter os ind på en restaurant i nærheden og får os lidt frokost inden eventyret begynder. Her kan vi sidde med en pizza og en fadøl og nyde folkelivet. Folkelivet er det samme som turistlivet. Det myldrer med turister her og vi er jo også 2 af den samme slags.

Vi bevæger os nu hen til båden og kan snart efter stige ombord sammen med vel 20 andre og vi sætter ud af havnen. Det er en fin sejltur om langs Capris mega-stejle skrænter. 

Efter ca. 20 min sejlads er vi ved grotten.  Der ligger 3 andre både som vores og vi må vente lidt til det er vores tur. Og tur, betyder at vi 4 ad gangen bliver flyttet ned i små både hvor vi skal sidde helt nede i bunden. Dernæst bliver vi sejlet over til en anden båd der opkræver de 14 Eur. pr næse (uden kvittering). Vi får at vide at vi senere kan overveje at give drikkepenge til vores gode skipper i den lille båd.

Nu går turen ind i grotten. Vi må dukke hovederne for at passere åbningen. Herinde er det helt mørkt, men langsomt vænner vore øjne sig til mørket og det kan faktisk lade sig gøre at fotografere. Der er masser af små både herinde og skipperne synger ”O sole mio” og det hele er fantastisk. Men hvordan kan man danse ballet herinde?

Vi sidder sammen med et ældre israelsk par, hvor konen er noget bekymret. Hun sidder sammen med os opad mit ben mens hendes mand sidder foran i båden.

Vel ude igen kan vi igen komme op i den lidt større båd og vi sejler en stor oplevelse rigere tilbage til havnen.

Vi går lidt på opdagelse i butikkerne og finder en smal vej, der faktisk er en trappe der fører opad. Den tager vi. Det viser sig at være en meget lang vej der ustandselig går opad. Min endomondo siger 150 højdemeter. Oppe er der en god udsigt men det er så også det. Vel nede igen tager vi desserten, en portion is og en fadøl.

Sidst på eftermiddagen tager vi en båd tilbage til Napoli og finder ømme i fodsålerne tilbage til vores hotel. 

Det blev da en ret så god dag og vi havde da aldrig regnet med at skulle til Capri.

Opera Minor og de 14 pitstop

 

”Kong Arthur og hans skøre riddere” -  på herretur med Henri Purcell

I weekenden, hvor der også er 24 timers Le Mans har vi et 36 timers kulturrally. Det er en fødselsdagsgave til min hustru Solvejg (og hendes mand) og gode venner har arrangeret. Det bliver fantastisk.

1. pitstop. Morgenmøde med beværtning og indlagt korprøve.

Vi mødes ti mand høj i Helle og Carstens suiter hvor der er dækket op med kaffe, the og ostelækkerier. Mens vi sidder og nyder kaffen kommer der en eventyrlig regnskylle der trommer så kraftigt på taget så det er vanskeligt at tale sammen. Det skal blive et varsel. 

Vi trækker sammen om klaveret til en lille korprøve hvor vi indøver en sats og en kanon.

Satsen er den med Vesaas, der er nordmand, og nynner Solvejgs sang. Det er jo Solvejg der har haft fødselsdag. Kanonen er Till havs med solfylda segel. Og vi er på vej til havs, - mod Vesterhavet. Vi synes hurtigt at vi kan stoffet og kan drage videre.

2. pitstop. Første koncert i Smøl

Vi gør holdt ved landets nok mindste koncertsal – transformatortårnet i Smøl. 

Her skal vi give koncert og der er rekvireret to publikummer og med Jørgen giver det 3. Vi prøver akustikken af og instruerer Jørgen i at optage koncerten på video. Vi synger programmet og der lyder begejstrede klapsalver udenfor. Og Jørgen har fået det hele i kassen.

Efter koncerten tager vi afsked med Helle der har et egnsteaterspil hun skal tage sig af og Jørgen der har et studenterjubilæum han skal divertere.

3. pitstop. Anden koncert i Sikringsstilling Nord

Vi finder næsten samtidig Sikringstilling Nord lidt nordvest for Røde Kro og parkerer. Der er nu to muligheder for at finde de gamle 1. Verdenskrigs bunkere. Vi vælger først den forkerte og finder ikke noget, - jo måske noget der kunne være Vendersvold, men det er ikke så interessant, kun  noget højt græs på en forhøjning. Vi prøver så den anden vej og finder efter lidt vandring to gamle bunkere fra den store krig. Det var åbenbart for at sikre Tyskland mod udfald fra Nord.  Vi går ind i dem, nogle stykker og synger noget af programmet igen, det lyder fantastisk herinde. Man  kan ikke se en hånd for dig men lyden er god.

4. pitstop. Frokost i Skibelund Krat.

Skibelund krat som vi kender fra grundlovsmøder er faktisk et stort anlæg  med omkring 4000 siddepladser i et amfiteater lignende arrangement der vender mod syd. Skabt i årene efter 1864 hvor man så kunne sidder der og skue ned mod det tabte land og drømme om at flytte grænsen mod syd igen. 

Vi skuer ned i madkurvene og hvad finder vi ikke der, - ene gode sager. Der bliver dækket op på 3 campingborde med dug og det hele. Rigtige vinglas og ægte fajance. Der er tærter og salater, der er hjemmebagt brød og også et der er bagt hjemme hos bageren, der er øl og der er vin. Alle hjælper til med at få frokosten op at stå, det er tydeligt at det er et selskab der er vant til at tage ansvar. Det er herligt. 

Det begynder så småt at regne og snart bliver det til mere. Heldigvis er Lis spejder og har naturligvis en presenning med som hun og PB kaster op over en gren og så kan vi flytte i tørvejr. Den smule vand kan ikke ødelægge det gode humør og da slet ikke med den fantastiske frokost på bordet. Nu risikerer vi ikke længere at vinen bliver fortyndet.

5. pitstop. Vi besøger Vejen Kunstmuseeum

Vejen kunstmuseeum, ja der er faktisk et meget fint kunstmuseeum i Vejen, hvem skulle da have troet det. Men nogen ved det og vi kommer på besøg. Og det er gratis, faktisk også med en guide, der ved rigtig meget om museet og om egnen omkring.

Museet er oprettet af eller til bysbarnet og billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen helt tilbage i starten af det forrige århundrede. Og det er fine ting han har lavet. Blandt andet verdens nok mest  fantastiske køleanlæg til at afkøle det stedlige elværks turbiner. Det hedder Troldespringvandet med trolden i midten der holdes i skak af de 8 figurer rundt i kanten. Om vinteren når vandet er varmt damper det hele meget dramatisk og trolden er for stedse fangen.

Guiden fortæller levende om Niels Hansen Jacobsen og om hans kunst. Og også om den aktuelle udstilling med Niels Skovgårds kunst. Bl.a. om Magnusstenen der står i Skibelund krat. Og om kong Frederik d. 8. der på en hemmelig vandring besøgte stenen i 1907. Men her tager hun fejl for det var i 1908, hvor min salig oldefar IC Chistensen fulgte kongen rundt på en Danmarksturné. Nuvel det var en mindre fejl. 

Magnusstenen er i øvrigt udstillet i museet. Også en udstilling af Ingrid Vang Nyman som var illustrator af Pippi bøgerne. Det er da en forunderlig ting at der her langt ude på landet findes et så spændende museum.

Vi går ud gennem en låge til bilerne. Selv lågerne er kunstværker lavet af forskellige kunstnere.

6. pitstop. Kaffe på rastepladsen – i regnvejr.

Det er tid for en kaffe pause. Vi holder ind på rastepladsen hvor vejdirektoratet har lavet en særegen beplantning med mange forskellige træer. Dem ser vi dog ikke for det småregner og det er ikke tid for botaniske undersøgelser. 

3 bulgarer holder fest i en sættevogn. De har taget bestik af den danske sommer. Vi finder et bord og pakker ud.

Helene har bagt denne fantastiske nøddebund med choklade overtræk. Opera Minor står skrevet med ribs hen over den perfekt tempererede chokolade, der har det helt rigtige knæk. Og den serveres på dekoreret porcelæn og med kagegafler i sølv. Vi går ikke ned på udstyret. 

Snart styrter det ned igen og vi pakker skyndsomst sammen igen.

7. pitstop. Omklædning ved musikhuset i Esbjerg

Vi er nået til Esbjerg og parkerer i nærheden af musikhuset. Vi klæder om til operaen, man skal jo se ordentlig ud. Det er dog lidt græseoverskridende for vore ældre venner at skulle klæde om til festtøj i en bil. Men det skal man jo også prøve. 

Snart ser vi særdeles præsentable ud og kan gå i operaen.

8.  – og det store pitstop. Opera Minor

Kl. 18 er vi på plads ved vore 2 borde. Vi har købt øl og vin og forretten er serveret. Det bliver fantastisk, jeg kan mærke det. Operaen bliver annonceret, men vi får lige lov til at spise forretten færdig – en grøn salatsag med noget kød i. Lyset er noget dæmpet så bestemmelsen af kødet er ikke så let. Godt smager det i hvert fald.

Opera Minor begynder. Der er omkring 10 musikere på scenen og nok lige så mange skuespillere/sangere. Det bliver en helt forrygende forestilling. Purcell’s musik er orginal, sangerne synger fantastisk og det hele er bundet op i et multimedie stunt, hvor der fortælles en vanvittig historie hvor nutid og fortid blandes sammen, hvor guldhorn og Hjemis er vigtige ledetråde, hvor Knud den store og Kong Arthur mikses i en skør og meget vittig cocktail. Kong Arthur er en stor bas og Lancelot en tenor der synger formidabelt. Og en flot petroleumsblå Morris Minor er en del af sceneriet.

Pludselig sætter alle riderne sig omkring det runde bord for at spise og der gøres tegn til at man godt må bære maden ind til os også.

Vi får en dejlig hovedret hvor især kødet bliver genstand for megen diskussion, for hvad er det vi spiser. En stor klump kød med et ben der stikker ud. Det ligner mest låret på et stykke fjerkræ, men hvilket fjerkræ. Det er ikke helt til at greje. Vi spørger den søde serveringsdame, og hun mener at det er gris. Det har vi svært ved at tro på for det smager da lidt af fjerkræ. Karen mener ikke at hendes lægefaglige viden kan knække denne anatomiske gåde og googler et griseskelet. Hun mener at kunne finde en tilsvarende knogle. Helene er stadigvæk meget skeptisk. Hun kender en ”dye dowte” og hun beder om lov til tage knoglen med for en DNA analyse. Serveringsdamen har været i køkkenet og fået sit svar bekræftet, det er gris, men den har ligget i en marinade af  noget hønsefond, så det er da også lidt at udfordre os.

Da vi og skuespillere og musikere er mætte kan forestillingen fortsætte frem til desserten, der naturligvis er Hjemis. 

Operaen slutter, men musikerne fortsætter med en jam-session. I mere end en halv time diverterer de os med engelsk folkemusik af den fineste slags, og flere af musikerne er briter og måske efterkommere af Arthur eller Lancelot

Det var da en forrygende aften.

9. pitstop. De 4 hvide mænd

Klokken er hen ved 22 og det er stadigvæk lyst. Vi kan lige  nå et pitstop ved Svend Viig Hansens 4 hvide mænd.  De er imponerende store og den ene af dem har faktisk 6 tæer på sin venstre fod, det er da også imponerende. Der sidder de og skuer ud over havet og måske også ind i fremtiden. Hvad mon de ser.

10. pitstop. Hygge i Blåvand

Vi finder til Blåvand og til Karen og PB’s sommerresidens. Vi hygger os med Mors Memory, et vendespil af den mere kuriøse slags. Der er rødvin og Irish coffee på bordet og det er svært hyggeligt.

11. pitstop. Morgenbadning i Vesterhavet

Vi står op ved 8 tiden fast besluttede på en badetur i havet. Der blæser en heftig og kold vind og det trækker op til regn. Men vi har truffet en beslutning og drager iført badetøj, sandaler og et håndklæde af sted. Selvom himlen åbner sine sluser på vejen til havet fortsætter vi og tænker at hvis man skal bade bliver man jo alligevel våd. Dog er der frafald og vi er kun 4 der når helt ud til grenen hvor vi bader. Fordelen ved kulden og regnen er at det faktisk er en lise at kommer under. 

Hjemme igen er der kaffe og morgenbrød og mens vi spiser bryder solen igennem og solen stråler resten af dagen.

12. pitstop. Vandretur rundt om fyret

Der er også vandretur på programmet. Efter det overdådige morgenmåltid rydder vi op og ifører os de endnu våde sandler og går en tur op over klitterne, forbi fyret og ned på stranden mod vest og går mod syd-øst. Vi betræder det vestligste sand i Danmark.  

Der blæser stadigvæk en vældig vind og kite-surferne har kronede dage. Vi pakker og kører videre til det næstsidste pitstop.

13. pitstop. Otto Frello på Varde kunstmuseum 

I Varde er der et museum. Ankomsten dertil varsler at det er et specielt sted. To gavle på nabobygningen er dekorerede i en noget alternativ stil.

Vi går ind på Varde Kunstmuseeum som også er Otto Frellos museeum. Det er et orgie i fantasifulde, skøre og fantastiske værker. Vi går længe rundt og nyder det. Det er en stor samling og det er store og flotte malerier. Undersøger lidt på nettet omkring denne Frello som jeg intet kendte til i forvejen. Aah, man kan faktisk købe et maleri - faktisk en af dem der hænger herinde. 38.000. Det er da egentlig ikke så slemt, størrelsen og kunstneren taget i betragtning. Måske en god investering? Inden jeg kommer helt galt af sted i mine drømmerier kommer jeg til at se at der er tale om en håndmalet kopi af billedet, og det er denne kopi, der koster 38.000 kr. Jeg vil sgu ikke have en kopi.

14. pitstop. Hjem til Als

Vi kører hjem til Als. Det har da været en hel fantastisk udflugt, hvor vi sandelig ikke har spildt tiden. Vejret var med os hele vejen. 

Katten tager imod.