Anklageskrift mod 2021

Af Anders Søe Plougsgaard til nytårsaften 2021

Melodi: O Kristelighed

31/12

Thi kendes for ret;

nu dømmer vi året som udrinder snart.

Vi mødes i dag i vort puds, som er stift

For højt at udsynge et anklageskrift

mod året, der bød på skandaler i tal.

De opregnes skal:

1/1

En sur ronkedor

med tømmermænd og en retriever i snor,

gik over og posted sit udmeldingsbrev.

Han vi' ikke mer have partiet på slæb.

Hans store visioner, blir virkelighed

hvis Mette hun vil.

5/1

Til Jes sa' de nej,

vi finder os ikke i mere fra dig!

Han svared, det tilbud til hans praktikant

lå tyve år tilbage og var kun lidt fjant.

Han var ikke krænker, men havde nok haft

en slet dømmekraft. 

23/4

Den stank, den var styg!

Men det som blev pelset var danskernes ryg!

At miste et livsværk var ikke så rart,

så svie og tort kosted en milliard*.

Og minkkommisionen den gransker endnu.

Betaler gør du.

13/8

For sløv var hans kniv

Han gaflede guld uden akkreditiv

Men Karlsson fik taget ham med til forhør:

"Forvirrede pige, hun er vist lidt skør.

Jeg tog blot hvad EU fra danskerne stjal."

Men dommen den faldt! 

15/8

Kulturen den tav!

En ode til Joy var der ingen, som gav.

Ministerens smag af musik blev fatal

halvfemsernes pop var nok lidt for banal.

Som damen i opera'n sang hun til sidst,

og ingen var trist. 

18/8

En intern rapport

om hans eskapader blev offentliggjort.

De konservative gôutered ej sligt,

og Pape udtalte sit interdikt:

"Den slags vil vi ikke have sid'ne på os -

vi gi'r ham et los!"

13/12

En pige blev frelst

fra en gammel gris, der var sytten et halvt.

Man mente at Inger nok strammed den lidt,

Selv Venstre påstod at ret sku vær ret.

Mon rigsret server't på luciadag

var bedre end kag'... 

1/1 2022

Nu falder vor dom

det skete er sket, og kan ej gøres om.

Men året må vige sin plads for et nyt

og tiden den blødgør hvert tidselgemyt.

Vi sænker vor hammer og håber vi får

et festligt nytår!

* faktisk nitten

Nytårstalen 2021

2021 har igen været et helt usædvanligt år som har budt på både opture og nedture og hvor vi næsten har lært at leve med Corona. Vi navngiver nu de nye mutationer med græske bogstaver alpha, delta og omikron og der er bogstaver nok til mange nye varianter. Og det selvom der er nogle der er bandlyst som f.eks xi for det hedder præsidenten i Kina.

Sidste år måtte vi flytte dette traditionelle nytårsselskab fra Skovhøj og over på de virtuelle platforme. Og det var jo ikke det samme. Udvalget af snapse, senneper og sange var slet ikke, som vi var vant til. I år er det heldigvis anderledes. Vi har alle taget det sidste stik og kan med nogenlunde ro i sindet samles her i dette skønne lag og skue ud over nytårsbordets glæder. Skål for det.

På Trompeterager har vi som bekendt en tradition med at sætte rigtige stjerner i toppen af juletræet. Stjerner der har gjort eller afsluttet en uudslettelig gerning. Og der er plads til 2 stjerner i vores træ. Den ene side tilkom Saga. En dejlig ældre brun labradorhund vi kender, der fik sit første og eneste kuld unger, men derudover blev amme for 4 glubske dalmantinerhvalpe. En enestående bedrift som fortjente en titel som årets hundemoder og en topplacering i juletræet.

Men hvem skulle så på den anden side? Havde der været jul i januar, havde den unge afroamerikanske digter Amanda Gorman i sin gule jakke eller Bernie Sanders med sine strikkede luffer i forbindelse med præsidentindsættelsen været oplagte, men jul er som bekendt i december og nu havde Janni Petersen fra News, Kasper Hjulmand, Sofie Linde, Søren Brostrøm, Ole Ryborg og Angela Merkel spillet sig på banen. En afstemming i det Plougsgaardske juleselskab tildelte Angela Merkel æren. Kvinden der gennem 16 svære år styrede Tyskland og Europa gennem et oprørt hav. Man kan så med en vis ret sige, at det blev et ”Mutti” tema i toppen af vores juletræ.

Og nu hvor vi er inde på det storladne, kan vi jo ikke komme udenom sporten. 2021 blev et formidabelt år. Helt fra starten af året var vi udsat for en Gisseltagning, idet den purunge Mathias Gissel tryllebandt os foran tv-skærmene og Danmark blev verdensmestre i håndbold. Og sommerens fodbold-EM blev en massesuggestion på linje med sommeren 92. Eneste forskel var at vi ikke vandt, men det var også lidt lige meget. Og Rosas svigersøn, Jonas Vingegård, kørte sig til en andenplads i Tour de France, - en helt eksorbitant præstation som næsten druknede i fodboldfeberen.

Senere på sommeren vandt vi en masse medaljer til OL - hvem husker ikke den grædende Viktor og den overlykkelige Anne Marie Rindom. Og sidst fik håndbolddamerne en VM bronzemedalje med hjem fra Barcelona.

Temaet for vores sammenkomst her i aften er som bekendt ”Ri(g)sretter”. Det lille, i parentes omklamrede, g vidner om, at der udover den ret, der ofte nydes juleaften, tilsat en mandel også er tale om en ret i juridisk forstand. Madam Støjberg stod tiltalt for bevidst at have administreret i strid med loven og tvangsadskille alle 34 ægtepar hvor kvinden var under 18 uden individuel vurdering. Indenfor i retsalen hævdede Madam Støjberg at hun aldrig havde gjort noget ulovligt og udenfor hævdede hun at hun gjorde det ulovlige for pigernes skyld. 

For mig at set var intet af det hun gjorde for pigernes skyld, men kun for Madam Støjbergs egen skyld.

Vi blev udsat for politisk spin af værste skuffe og som stank værre end Dan Jørgensen i en klimadebat. Jeg vil ikke se børnebrude i Danmark hævder Madam Støjberg igen og igen, med tryk på vil og ikke. Det blev fremlagt som små piger der var blevet tvangsgiftet med gamle ulækre mænd. Men ingen af disse brudgomme var over 32 år og gennemsnitsalderen var kun lige godt 23. Fire af dem var endog selv under 18.

Madam Støjberg siger at det er de danske værdier der har tabt. Men intet kunne være mere forkert. Det er de danske værdier der har vundet. Ingen, selv ikke en minister står over loven. 

2021 har jo resulteret i mangt og meget på den politiske front i vores lille land. Mette Frederiksens slettede SMS-beskeder og afhøring i minkkommissionen blev der snakket meget om. Dansk folkeparti blev sendt på en ny nedadgående rutsjetur i forbindelse med kommunalvalget og nu skændes de om hvilken kriminel leder de helst vil have, der kan ikke være langt til bunden.

Og Søren Papes popularitet steg til nye højder. Så hvis den mand afholder sig fra at snakke politik men nøjes med at synge julesange på torvet i Viborg og fortælle om hvordan man tilbereder brunede kartofler, vil hans popularitet fortsætte med at gå opad, - han har fundet fidusen.

Hvor 2020 blev et år, hvor vi i vid udstrækning blev hjemme, eller i hvert fald i Danmark, kom vi i år igen ud i verden. Vores udsatte operatur blev gennemført i år sammen med vores gode værter her i aften. Vi drog på kombineret opera- og vin odyssé til Piedmonte med de bugnende vinmarker og videre til Milano og Scala operaen hvor vi mødte Barberen i Sevilla. Det var i sandhed en vidunderlig rejse. Og vi takker for det gode selskab.

Og hvordan står det så til i vores egen lille andedam. Jo-o, Solvejg planlægger at gå på fuld tid som leder af sit hjemmeservicefirma i løbet af forsommeren. Jeg selv, der jo indtil videre kun er deltidsansat i Solvejg-hjemmeservice, 8 timer hver fredag, uden løn, kan nok i løbet af året se frem til at få tilbudt en fuldtidsstilling. Nu må vi se.  

Nå, men det her skal jo også være en tale til damerne. Jeg tror at alle herrerne, der jo er her tilstede er enig med mig i, at vore damer, i år dog med undtagelse af Ann, har været meget trofaste, og er blevet ved med at hænge på år efter år. Og som tiden er gået har vi været nødt til at indse, at der er andre værdier ved kvinden, end dem vi først lagde mærke til. 

Vi har med Adam, der jo som bekendt var den første ungkarl, måttet sande, at livet er en jammerdal hvis der ikke er kvinder tilstede. Vi sætter derfor vore damer, symboliseret ved kvinden, op på en piedestal i tillid til at den vil kunne holde til det. De har så langt overgået deres stammoder, Eva, der som bekendt kun havde frugt at byde på.

Jeg vil gerne her på tærsklen til det man vel kan kalde vaccinens og det fjerde stiks år, 2022 udbyde en skål for vore vidunderlige kvinder - og deres mænd.

Skål.

Hørup, d. 30. december 2021

Påskeliljeløg og en hunds endeligt

Midt i november bliver jeg kontaktet af formanden for landsbylaget i hvor vores sommerhus ligger. Han vil gerne have mig til at sætte påskeliljeløg på begge sider langs vejen fra vores hus og helt op til Østkystvejen. Det har jeg tidligere lovet ham og jeg får 3 store kasser løg og kan gå i gang. Sætter lidt men erkender at det er bedst at være 2 til det, så jeg venter til dagen efter, hvor Solvejg kan hjælpe.

Mens vi går der og sætter løg, kommer vores genbo oppe fra toppen af bakken forbi. Han er ude at gå tur med en bekendt og sine to hunde, den store sorte og den meget store hvide. Vi falder i snak om løgene.  Og mens vi står der og snakker siger jeg, lidt i sjov, at jeg tror hans hund er død, for den meget store hvide ligger mærkeligt midt på vejen henne ved skiltene. 

Han går derhen og der er da også noget galt med den, den er helt slatten og vil ikke rejse sig. Da en bil skal forbi, må han slæbe den ind til siden. Vi går derover og kan se at det slet ikke er godt med hunden - den hyperventilerer og har det skidt. Vi tilbyder at hente bilen og køre hunden hjem. Det tager han imod. Tilbage ved bilen lægger vi sædet ned og finder et tæppe den kan ligge på.

Henne ved hunden igen er der ikke nogen udvikling. Den er stadigvæk helt apatisk. Vi løfter den op bag i bilen og manden sætter sig på det sæde der ikke er fældet ned for at holde øje.  Vi kører op mod hans hus på toppen af bakken overfor os. Mens vi kører siger han pludselig at ”nu døde den”.

Oppe på bakken, bakker vi ind på hans grund og stiger ud. Jeg lukker bagageklappen op og et skrækindjagende syn møder mig. Hunden ligger stendød, med vidt opspilede øjne og blottede tænder. 

Manden er rigtig ked af det og græder mens han bøjer sig ned over sin hund. Han sunder sig lidt og vi bærer hunden på tæppet over på et havebord der står inde under et halvtag. 

Solvejg kommer med den sorte hund i snoren. De er gået herop og hun siger, at den har fornemmet at der var noget galt, for den har vendt sig om flere gange for at se efter sin hvide ven.

Vi tager afsked med manden og kører lidt rystede tilbage og planter løg.

Bil i grøften

Vi er i Castiglione Falletto og har nydt en herlig frokost med vore venner. De vil vandre tilbage til Barolo mens vi kører tilbage - bilen skal jo med tilbage.

Vi kommer forbi en mark hvor de høster. Bonden kommer med traktor og vogn og bakker op i marken for at læsse de plukkede druer op på vognen. Vi hilser på ham og kører videre. Et par hundrede meter længere nede møder vi en modkørende bil og Solvejg kører godt ud i siden for ikke at kollidere. Lidt for langt ud, for pludselig forvinder det højre hjul ned i en skjult grøft der er en halv meter dyb. Bilen står på maven og jeg kan end ikke åbne døren i passagersiden. 

Solvejg er lidt rystet og meget ked af det. Bilen står uhjælpelig fast - hjulene snurrer bare rundt i luften og bilen rører sig ikke, hverken fremad eller baglæns. Hvad fanden gør vi nu? Jeg tager resolut et billede af den forulykkede bil og vandrer tilbage til det sted hvor vi mødte manden i traktoren, han må kunne hjælpe. På min telefon skriver jeg ”Vi er skredet ud i grøften med bilen, kan du hjælpe os” og oversætter det til Italiensk med Google Translate. Jeg vandre op i marken hvor han holder og viser ham teksten. Han forstår det straks og nikker og siger 5 minutes og viser de 5 minutter med hånden. Jeg går tilbage til bilen og vi forsøger en ekstra gang om vi kan komme fri af egen kraft, men det er umuligt bilen er urokkelig, fandens til tungt asen.

Kort efter kommer manden i traktoren og han har en hjælper med. De kikker rundt om bilen efter et sted hvor de kan få fat og trække bilen op. Finder trækøjet sammen med reservehjulet og får den skruet i bagi. Manden har et reb i traktoren og vi binder den i bilen og til snuden af traktoren. 

Men den springer som var det en sytråd og bilen har ikke rykket sig en smule.

 

Begge vore italienske venner går rundt om bilen og snakker en masse italiensk. Vi finder advarselstrekanten frem og sætter den op så forbipasserende kan tage sig i agt. Til sidst beslutter manden på traktoren sig for at hente noget stærkere reb hjemme på gården. Han forsvinder i hjælperens bil og kommer tilbage efter 10 minutter med et nylonreb der ser tyndt, men stærkt ud. Nu flytter vi trækøjet frem foran og forbinder bilen med traktoren, der nu er placeret foran bilen. 

Solvejg sidder i bilen og skal forsøge at køre bilen op mens traktoren trækker. Men hjulene snurrer bare rundt, for der er ikke nok friktion mod asfalten. Det ryger og lugter af brændt dæk. Nu prøver jeg og hjælperen at løfte den ene side af bilen så den får mere tryk på hjulet mod asfalten og nu sker der noget. Stille og roligt kommer bilen op. Åhh hvilken lettelse at se den skide Opel Grandland X med alle 4 hjul med god kontakt med asfalten. 

Jeg takker de gode hjælpere af hjertet og spørger om jeg ikke kan betale dem lidt for deres hjælp. Det modsætter de sig, de vil ikke have noget. Jeg takker dem igen og trykker deres hånd. Det i sig selv gør faktisk rigtig godt, her i post-corona æraen. Jeg henter advarselstrekanten, folder den sammen og tænker, at det gik da ikke helt galt.

Billeje hos Sicily by Car

I Milano Malpensa får vi vore kufferter udleveret og så er det med at finde Sicily by Car hvor vi har lejet en bil. Jeg har kikket mine kort igennem og har konstateret at jeg ikke har mit fysiske kørekort med, kun den på telefonen - kørekortappen. Nuvel, de er vel også fremme i skoene mht til digitalisering og den rivende udvikling her i Italien. 

Det viser sig at være en kende besværligt at finde Sicily by Car i terminalen, men efter en tur en etage op og dernæst ned i kælderen finder vi dog stedet.

Der er lidt kø, og det er en omstændelig affære at få udleveret en bil her ved Sicily by Car kan vi se. Endelig er det vores tur. Vi hilser hjerteligt på manden og han afkræver mig legitimation og kørekort. Jeg viser ham passet og min app, men den er han ikke imponeret af. Han insisterer på, som Poul Bent allerede havde forudset, at få det fysiske kørekort i hånden ellers ingen bil. Det var dog fandens, jeg havde glædet mig til at køre T-roc her i Italien. Er det ok med Solvejg som chauffør så? Det er det hvis hun har kørekortet med og det har hun. Karen bliver 2. chauffør og hun har også kørekortet med. Ønsker vi måske en upgrade til automatgear? Det tager vi med, for det er Solvejg jo mere vant til. Det koster 20 euro pr dag, men vi får det for 11 euro, et klassisk sælgerkneb, for hvem ved hvad den rette pris er, nuvel vi tager det med. Karen har charmeret sig ind hos den gode Sicily by Car mand og der er god stemning.

Vi skriver nu under 6 gange og vi skal begge skrive da jeg jo ikke er chauffør, men kun den der betaler. Får nøglen til en Opel Grandland X og forlader disken for at finde bilen. Det viser sig også at være lidt af en udfordring, idet der er er Sicily by Car biler to steder og naturligvis vælger vi først det forkerte sted. Finder dog bilen og får den fyldt op med kufferter. 

Selv om Solvejg er vant til at køre i en bil med automatgear vælger hun alligevel at inddrage sit venstre ben i håndteringen af bilens pedaler. Det resulterer i en voldsom hakkende udkørsel fra parkeringsbåsen som var der kængurubenzin på tanken. Lidt efter lidt kommer hun dog i tanke om at hun jo bare skal gøre som med Golfen derhjemme og straks går det meget bedre. 

Nu er det så med at komme ud på motorvejen mod Barolo. Karen sidder bag i med sin google maps og jeg foran med min google maps. Og Solvejgs problem er at vi giver modstridende anvisninger. Det resulterer i en noget flakkende opstart på turen inden jeg finder ud af at jeg har sat min google til gående trafik. Solvejg følger nu for en tid kun Karens guidning og det går meget bedre. Vel ude på autostradaen suser vi afsted mod Barolo.

Vi har fået et citrontræ.

I den forløbne vintersæson har vi bygget et orangeri i forbindelse med vores sommerhus. Vi beretter vidt og bredt om denne nyskabelse til venner og bekendte. 

Til min fødselsdag får jeg et citrontræ - nogle gode venner kan jo ikke forstå at man kan have et orangeri uden et citrontræ. Da gæsterne er gået giver vi os til at udspørge Internettet om, hvordan man gør med et citrontræ. Det er ikke en enkelt sag, skal det vise sig.

Træet er jo ankommet i en lille potte med kun ganske lidt jord så den må omplantes. Vi starter bilen og kører til Billigblomst, - der skal handles ind. Først en stor potte uden hul i bunden. Det skal vise sig at vi skal igennem et større arsenal af potter som alle har et fint rundt hul i bunden inden vi finder de få, der er uden hul.  Så skal den rette jord findes. Et citrontræ har jo sin oprindelse sydpå og vil derfor helst plantes i middelhavsjord. Man kender jo middelhavssalt og nu også middelhavsjord. En pose af det op i indkøbsvognen og så skal der gødning til. Ikke normal gødning men citrusgødning. Og så skal der lecanødder i bunden af potten, dem har vi vist fra et tidligere byggeri. Vi betaler for hele herligheden og kører hjem.

Vi følger opskriften og får citrontræet omplantet til den nye potte, med leca i bunden og middelhavsjord udenom. Og vander den denne første gang med almindeligt postevand. Men kun denne første gang, for et citrontræ skal vandes med de-mineraliseret vand - som er enten kogt vand eller opsamlet regnvand. Vi må se om vi kan etableret noget regnvandsopsamling så vi kan få vand til træet. Og ved tre ud af fire vandinger skal der gødning i vandet, det må vi huske. 

Der er allerede blomster på træet så der er mulighed for citroner i fremtiden. Vi finder dog ud af at vi selv skal agere bier og forestå befrugtningen. Det gøres noget uromantisk med en pensel.

  

Nu er alting godt, træet står strunk i sin nye potte og omgivet af velkendt jord. Den pynter vældig op i orangeriet.

Vi læser lidt videre på nettet og kan nu forstå at et citrontræ ikke kan tåle kulde - ikke under 5 grader. Hvordan fanden klarer vi det, vores varmesystem i sommerhuset er kaput, og vi kan vel ikke satse så meget på den globale opvarmning, så vi har temperaturer der konstant ligger over 5 grader. Vi finder en løsning - vi investerer i en varmepumpe, så kan vi opretholde en tilpas temperatur gennem vinteren uden at blive ruineret.

Nu er det hele på plads og vi kan se frem til en god citronhøst som afkast på vores investeringer. Der er dog tale om en langtidsinvestering idet vi læser, at citroner er 3 år om at modnes. I sommeren 2024 kan vi så invitere de gode venner til en gang citronfromage af egen avl.

Måren er i luften

I mange år er vi plaget af en mår i sommerhuset. Det er en plage for sådan en mår gør kun to ting, den æder og den skider og det sidste foregår i isoleringen på vores loft. På et tidspunkt indretter den, for at genere og maksimalt, et toilet i etageadskillelsen lige ovenover vores køkken. Og det lige oveni lampestedet så den fæle stank driver ned gennem hullet i lampeudtaget. 

Vi prøver forskellige og aldeles uvirksomme metoder af for at skræmme bæstet væk, men uden held. 

Efterhånden bliver stanken på loftet uudholdeligt og vi tænker at der måske ligger en død rotte eller fugl bag beklædningen på loftsetagen. Anders og Solvejg tager sig sammen og undersøger det mens jeg forsøger at fortrænge det, for jeg ved det bliver et kæmpearbejde inden vi er færdige med det. 

De løsner et par brædder og konstaterer at isoleringen er væk. Det er væk, hvor pokker er det blevet af. Kikker man opad mod rygningen er der gabende tomt - ingen glasuld og nedad mod skunken, der ligger det hele nede. Og der stiger en græsselig stank ud fra åbningen.

Vi rykker alle væggene ned og kan fjerne al den lortebefængte isolering. Ikke en eneste glasuldsplade er hel, det hele er molesteret af den forbandede mår. En død rotte i isoleringen dufter heller ikke for godt. Vi fylder 28 kæmpesække med glasuld blandet med mårlort og til sidst er det hele tomt.  

Men måren, er den der stadigvæk? Det finder vi ud af en af de følgende nætter. Vi vågner ved at der er en skrækkelig ballade på loftet og vi er ikke i tvivl - det er måren der nu har frit spillerum på hele loftet og det benytter den sig af. 

Jeg låner beslutsomt  en mårfælde af en kollega, sætter den op på loftet og lader den med et æg. Allerede den første nat sker der noget. Ægget er ædt, fælden er klappet, men måren er der ikke. Hvordan fanden kan det ske. Jo, man skal jo låse den lille låge i toppen af fælden når man har lagt ægget på plads.  Ellers smutter måren igen.

Et par dage senere er der bid igen og denne gang kan den ikke komme ud af den lille låge. Den ligger i hjørnet af fælden men da vi begynder at pirke ved fælden kommer der liv i bæstet. Den farer rundt og skriger og hvæser og er virkelig aggressiv. 

Vi bærer triumferende fælden ned og ud på terrassen her kan vi beundre dyret. Den er slet ikke tilfreds med at være fanget. Vi tager en film og slår den op på familiegruppen.

 Og hvad pokker gør vi nu med den. Det er stadigvæk september og man må først skyde den i oktober.  Og vi har jo heller ikke noget at skyde den med. Vi har ikke planlagt dens bortskaffelse godt nok og beslutter os for at køre den langt væk i Jylland. Man siger at sådan et bæst kan finde hjem igen fra lange afstande, så vi køre den helt ned til Fårhus krat ved grænsen. Vi kan vel stikke den gennem vildsvinehegnet til Tyskland.

På vej derned tikker der en SMS ind fra Anders, han har begået en ode til måren inspireret af Våren er i luften:

Måren er på loftet

sover i sin rockwoolseng

måren er på loftet

og i tagudhæng

Alt som dunsten stiger

fra sit skjul bag loftets træ,

ser man sorte driver.

Det er mårens bæ!

Måren er i fælden - 

aggressiv men silkeblød.

Køres nu til grænsen,

Den må gå mod syd!

Det er en genial sang som den djævelske mår slet ikke har fortjent.

Vi ankommer til Fårhus krat efter at det er blevet mørkt. Triller forsigtigt ind på den mørke skovvej og parkerer hvor vi synes vi er godt væk. Stiger ud og bakser mårfælden med måren ud. 

Men nu kommer der en kondiløber imod os, hvad skal han da også her. Han synes at vores forehavende ser noget suspekt ud. Vi siger at vi jo er langt ud her, han siger at han bor henne om hjørnet!!

Vi bærer fælden et godt stykke ind i skoven inden vi slipper den løs. Det sidste vi ser til den er at den suser afsted i retning af Tyskland,