En lidt for spændede Kristi Himmelfartsferie

Vi er taget i sommerhus, vejret har være med os den første dag, om torsdagen, men ikke om fredagen – der begynder det at regne og det bliver ved.

Så det er mest vejr til indendørs sysler som vi så går i gang med. Mens jeg står og roder i køkkenskuffen efter en kniv bliver jeg pludselig svimmel som man sommetider gør, men denne gang tager det til og accelererer. Hele min venstre side kollapser og jeg falder om på gulvet med en masse rabalder til følge. Solvejg kommer til og tror i første omgang at jeg laver pjat da jeg rager rundt for at komme op, men kan hurtigt se at det her er ikke normalt. Jeg kan ikke komme op at stå, min venstre side virker ikke og da jeg vil sige noget kan jeg ikke. Kun uartikulerede lyde kommer ud. Jeg ved hvad jeg vil sige, men kan overhovedet ikke få min mund til at sige noget forståeligt, selv om jeg prøver langsomt. Og Solvejg siger nu at jeg er helt skæv i ansigtet. Vi må nok hellere ringe 112.

I befippelse har Solvejg fået startet noget musik på sin telefon som hun ikke kan får stoppet igen. Det kan jeg til gengæld, så helt skidt er det jo ikke. Men jeg kan stadigvæk ikke snakke og når jeg kikker ud på min venstre arm er det som om den slet ikke tilhører mig. Den er helt autonom og jeg må tage fat i den med min højre hånd for at forsikre mig om at det faktisk er min egen arm. Det er ret så syret.

112 får med det samme sendt en ambulance da hun hører at jeg hverken kan stå eller tale og er skæv i ansigtet. Det er en effektiv metode og damen forsikrer om at der er en ambulance på vej.

Jeg sidder stadigvæk på køkkengulvet og efter nogen tid opdager jeg at jeg kan tale igen. Og ben og arme virker også igen kan jeg mærke. Jeg kommer op på en stol. Jeg spørger om jeg ikke skal have noget pænere tøj på, jeg er jo i mit gamle arbejdstøj. Lidt forfængelig er man vel altid.

Da ambulancen kommer er jeg pæn og præsentabel og kan selv gå ud til ambulancen, da de to redere har forsikret sig om at jeg er normal igen. Det har nok været en lille blodprop der har passeret mener de. En hjerneblødning vil ikke forsvinde så hurtigt igen.

Solvejg bliver hjemme, for i disse coronatider må man ikke komme ind på hospitalet hvis man ikke er syg. Vi kører med fuld udrykning i rasende fart til Sønderborg sygehus. Imens taler jeg hyggeligt med den reder der sidder hos mig.  Der er aftalt ”fast track” kan jeg høre på samtalen foran i ambulancen. Og vi kører da nærmest også direkte ind i CT scanneren hvor noget kyndigt personale tager over.

Der er ikke gået en time fra at jeg er styrtet om til jeg ligger her i scanneren, det er da faktisk meget effektivt. Fra scanneren bliver jeg kørt op på akutmodtagelsen hvor lægen jeg mødte i scanneren kommer og lyser mig i øjnene og hamrer på knæ og albuer med sin lille hammer. Alt synes i orden nu. Der bliver taget blodprøver, blodtryk og jeg bliver udstyret med elektroder over hele overkroppen så de kontinuereligt kan måle hjertekardiogrammer. Det er lidt generende at have det apparatur hængende om halsen, men da jeg vælger at ligge og drive den af i sengen går det jo meget fint alligevel. Jeg når næsten at læse en hel lydbog – Erna og Rumæneren, så jeg keder mig ikke ret meget. Hver anden time natten igennem kommer der en sød sygeplejeske og trykker mig i hånden, tager temperatur og blodtryk og stiller mig spørgsmål om tid og sted, så det bliver ikke til så meget søvn.

Lørdag formiddag kommer overlægen på besøg, blodprøven viser forhøjet kolesterol, men ellers ikke andet. Og han kan igen fortælle at scanningen har vist, at det var en blodprop i lillehjernen der har passeret og skabte al den ravage. En sidste undersøgelse inden jeg er udredt er en ultralydsscanning af halspulsårerne. Hvis de kan lave den i dag vil jeg blive udskrevet herefter, hvis ikke bliver jeg bare udskrevet og skal komme til ambulant ultralydsscanning.

Det viser sig at det ikke kan blive i dag så jeg bliver udskrevet, først kan jeg dog lige nå at spise frokost, og jeg har bestilt en hakkebøf. Jeg ringer til Solvejg og aftaler at hun henter mig kl 12:30.

Lige midt i hakkebøffen får jeg dog besked om at ultralydsscanningen alligevel skal laves og det skal være nu. Jeg må efterlade en halv hakkebøf da en portør stiller med en kørestol. Jeg kunne da ellers godt gå selv, men det går ikke her. Det viser sig at mine halspulsårer er umanerlig fine og helt uden forkalkning og forsnævringer, så der er ingen alarm herfra.

Jeg tager afsked med personalet og går ned til Solvejg der holder og venter.

Se det var dog noget af en heftig oplevelse. Resten af ferien hygger vi os med vore børn der alle er kommet hjem. Så det endte jo rigtig godt.

Corona on Tour 2

Dagbog fra 8. april 2020 - en mærkelig tid i Danmark.

Det onsdag før påske. I denne Coronatid arbejder jeg hjemmefra og har gjort det nu i næsten 3 uger. Det er lidt en tilvænningssag og det fungerer egentlig udmærket med virtuelle møder når det nu skal være og det skal det jo. Der er da i hvert fald ingen kolleger der forstyrrer en - kun køleskabet, som jo er alt for tæt på. Ved 4-tiden klapper jeg låget ned på min labtop - det er tid for dagens cykeltur. En skik vi har opdyrket i denne tid. Vi cykler en lang tur hver dag sidst på eftermiddagen på mindst 25 km og ofte meget længere.

Solvejg, der har være i brugsen, siger at det brænder i Høruphav og et kik ud af vinduet forsikrer os da også om at der er noget helt galt i sydøstlig retning for der stiger der en tyk sort røgsøjle mod himlen. Det er det gamle kommunekontor der brænder.

Vi gør os klar til cykelturen der i dag skal går til Dybbøl og omegn. Kører lige et smut ned for at se hvor omfattende branden er. Den er omfattende, Den ene af de 3 bygninger er helt brændt ned og det midterste er der også voldsomt fut i. Brandbiler og stigevogne forsøger at få bugt med ilden, men det synes for sent. Måske kan den ene af de 3 bygninger reddes.

Vi cykler videre mod Sønderborg. Vi har altid valget mellem Søndre Landevej og vejen over Vollerup. I dag kører vi ud ad Vollerup, så tager vi Søndre Landevej hjem. Tværs ind gennem Sønderborg og under Kongevejskryset ad den gamle jernbaneviadukt der blev genåbnet for et par år siden. Ned over Christian X’s bro og ud ad Åbenråvej. Uden for byen kommer vi til den det store vejanlæg med den dobbelte rundkørsel der fører over motorvejen. Det er jo ikke noget, når man kommer der i bil, men på cykel er det et imponerende og sindrigt net af veje der fører en over på Ragebøl siden af motorvejen.

I Ragebøl drejer vi ud sydpå igen mod det andet store motorvejsanlæg, den med den monstrøse rundkørsel hvor cykelstien føres tværs igennem. Det var et af målene med dagens tur.  Tilbage på Dybbølsiden af motorvejen ser vi vejen til Stenderup, - var det ikke der hvor Peter og Birgit holdt deres fælles fødselsdag for mange år siden? Vi kører mod Stenderup og finder en masse spredt bebyggelse. Stenderup er en stor landsby med få bebyggelser der ligger meget spredt. Der har vi da aldrig været. Vi kører videre og finder til sidst også Stenderup kirke og det fine hvide kursuscenter hvor vi fejrede vore venner der fyldte 150 - tilsammen. Kirken, der blev bygget af den berømte arkitekt Martin Nyrop (det er ham med Københavns rådhus) er for længst nedlagt som kirke men den er rigtig fin.

Vi kører videre gennem Nybøl og ad landevejen til Bøffelkobbel og videre mod Dybbøl. Solvejg har læst om en høj vest for Dybbøl Banke. Da vi passerer er det tydeligt hvad det er hun har læst om. Det er Avnbjerg, og det siges at den røde prins - Prins Friedrich Karl sammen med feltmarskal Wrangel tidligt om morgenen den 18. april 1864 red op på toppen af Avnbjerg og herfra styrede stormen på Dybbøl.

Vi cykler op til højen og der da ganske vist også en prægtig udsigt og et godt overblik her. Frit udsyn til Banken og over til Gammelmark på den anden side af Vemmingbund hvorfra Preussernes kanoner gjorde helvede hedt hin forårsmorgen for 156 år siden.

Vi fortsætter ad landevejen mod Sønderborg men tager endnu en afstikker ind ved den gamle Dybbøl skole og kan derfra komme op ad Dybbøl banke ad bagvejen. Lige før vi kører ind i byen kan man sandelig køre ad en marksti over til noget der viser sig at være den gamle danske skanse 10. Den er imponerende stor.

Vi fortsætter for vi har endnu en enkelt planlagt seværdighed tilbage - Barstenen. Det må være den vejen Dybbølsten er opkaldt efter. Så der må være oplagt at finde vejen først. Det gør vi og finder da også en kæmpemæssig sten.

Den er i top-10 for store sten i Danmark. Den har engang været meget større, men har i tidens løb fungeret som stenbrud. Den er transporteret hertil under den seneste istid for 18.000 år siden.

Det var dog imponerende.

Vi sætter nu næsen hjemad - passerer den gamle bro og tager Søndre Landevej hjem til Hørup. Kører lige forbi det brændende rådhus for at se hvor meget der er tilbage. Der er ingenting tilbage af to af de 3 længer, det er et trist syn. Brandfolkene pøser stadigvæk vand på. I avisen står der at branden er under kontrol!!

Vi kører de sidste par hundrede meter hjem og får lavet aftensmad.

Det var dog en dejlig tur som blev til 39 km og sikke mange spændende ting vi har set, også i dag.

Corona on tour.

En uge midt i en corona-tid hvor vi cykler os vejen frem

Til daglig har jeg de senere år cyklet på arbejde, det sidste år helt konsekvent - 17,50 km hver vej i alt ca. 35 km pr dag. I disse corona-tider er jeg jo afskåret fra denne cykeltur så vi har i stedet sammen besluttet os for at tage en daglig cykeltur. Dertil har min kære hustru erhvervet sig en ny og mere sporty (læs: med strøm) cykel så hun kan følge med mig (læs: der også er på strøm). Det har vi stor fornøjelse af.

Sidste søndag tog vi først turen til Avnbøl for at hente vores genforenings CD for derefter at besøge gode venner på Broagerland, i Gl. Gaf. Vi fik kaffe og fantastiske kager i haven men holdt god afstand og afsprittede både før og efter. Og vejret var jo fantastisk. Og det blev til godt 53 km.

Mandag cykler jeg alene. Det skulle egentlig have være en kort tur, men det blev alligevel en dejlig rundtur ud over Als med et besøg på Høgebjerg, højdepunktet på Als hvor jeg indtog en müslibar - en af dem med appelsinkrokant. Godt 27 km.

Tirsdag havde jeg faktisk brug for at komme ind på min arbejdsplads på Danfoss. Nogen havde slukket for min kollegas computer så han ikke kunne komme i kontakt med den. Jeg benyttede mig af chancen og cyklede derop, kun for at finde en låst dør. Jeg fik portneren til at eskortere mig ind og fik startet bæstet op igen. 37 km, da der er en omvej på grund af et noget langvarigt fjernvarmerørsnedlægningarbejde ved Danfoss.

Onsdag, min kære hustru gør mig selskab igen og vi tager en aftenstur ud over de Alsiske stepper.

En dejlig tur ad de små veje som vi efterhånden er ved at kende ret så godt. Dog kommer vi stadigvæk på afveje som er blinde og må køre tilbage. Denne tur blev på næsten 26 km.

Torsdag er jeg igen alene for der skal jeg bare til Sønderborg for at købe fødselsdagsgave til min kære hustru der har fødselsdag i morgen fredag. Denne her kun på godt 18 km, men den er der og jeg fik købt gode gaver - endda med god rabat.

I disse coronatider må man sørge for at holde noget struktur på tilværelsen og der er en cykeltur en glimrende adspredelse som også bidrager til strukturen: Man kommer ud i den friske luft og får glæde af solen (som har været gavmild den forløbne uge). Man får noget motion og bliver sulten af at udføre noget (det med at blive sulten er ellers ikke noget problem). Og man ser indimellem tilmed et menneske der også er i gang med gode gøremål.

Campingvognen

Vi besøger Christian ved hans nyerhvervede pavillon som er opstillet ved Institut for X på godsbanen i Århus. Inden vi ankommer spørger Christian om vi har en gasflaske han kan låne samt om vi har en jydekrog på bilen. Begge spørgsmål har et positivt svar.

Vi ankommer hen på formiddagen og tager den sorte pavillon i øjesyn. Det er da lidt imponerende at Christian har anskaffet sig sådan én og har fået den stillet op her på Institut for X.

Vi sætter os ind og kan nu godt mærke hvor en flaske gas kan gøre nytte. Christian har naturligvis en gasvarmer, men ingen gas, så det problem er hermed løst. Gassen strømmer og snart efter breder varmen sig i rummet.

Men hvad skal jydekrogen bruges til? Jo Christian og hans venner har en campingvogn der står et lidt dårligt sted, den skal bare flyttes lidt.

Jamen hvor er den og hvor skal den hen. Christian peger - det er lige derovre bagved.

Nuvel vi sætter os i bilen og vi kører. Det viser sig at vi passerer 3 lyskryds for til sidst at passere den meget trafikkerede O1 herefter til venstre og nogle hundrede meter ind. Her finder vi en skrotbunke af en gammel graffiti-bemalet campingvogn uden vinduer og uden nogen form for stop- eller blinklys - ej heller nogen nummerplade er der på den. Jamen Christian, den kan vi sgu da ikke køre med. Om det så er døren, så kan den ikke lukkes udefra. Christian går ind og lukker den indefra og springer ud ad vinduet der jo slet ikke er der. Vi sætter den på krogen og kører langsomt ud fra området. Det er som om den lille Golf protester voldsomt mod den last vi har belemret den med, parkeringsbremsen blokerer og skal hele tiden slås fra. Det hele hyler og skriger.

Langsomt kører vi hen ad den hullede vej mod udgangen af området. For enden af den smalle vej holder der en politibil med 2 betjente!  Hvad fanden gør vi nu Christian? Jeg havde egentlig forestillet mig at Christian selv kørte, men jeg tænkte det går jo nok. Sandsynligheden for at nogen opdager det er jo lille. OG DER LIGE FORAN HOLDER PANSERNE. De holder tilbage for der er ikke plads på den smalle vej til at de kan passere. Vi kører langsomt frem og kører i en bue ud så vi giver dem plads. Den kvindelige betjent ser på mig men kører langsomt forbi. Vi kører langsomt videre og kikker tilbage. Vender de om? Men det ser ud som om de ikke gør og vi triller langsomt, med hjertet helt oppe i halsen ned mod det store lyskryds over O1. Fandens også der bliver rødt lige som vi kommer og det tager en evighed. Vi kan ikke se bagud, den brede skrotbunke vi har hængende bagpå er så bred at vore spejle ikke kan se forbi. Er politiet bagved eller er de ikke -  vi ved det ikke men satser på at de ikke er og køre langsomt over O1. Det næste lyskryds er grønt men det sidste er rødt og igen må vi vente en tid der føles som et kvarter.

Vi svinger nu til højre. Christian mener at vi kan sætte den henne under broen, der står i forvejen en gammel udrangeret campingvogn og der må den godt stå mener han. Det er der hvor de hjemløse holder til.

Vi svinger ind ved siden af den vogn der står der i forvejen og stiger ud. Blot for at blive mødt af en mand der er alt andet end glad. Vi skal fanden ædeme ikke komme og smide den skrotbunke her. Han gør ikke andet end at rydde brugte kanyler ud af den anden vogn og det gider han kraftædeme ikke og hvis vi sætter den der stikker han ild til den med det samme. Hans skælder ud i 5 minutter men er også ind imellem henne og gi’ os hånden for så at fortsætte igen, Christian siger at så vil vi naturligvis tage den med igen.

Det gør vi så og forlader stedet igen mens manden fortsætter med at skælde ud. Vi finder en anden gammel bemalet campingvogn på pladsen og vi tænker at den mangler en at være sammen med. Vi sætter den skyndsomst af og forsvinder så hurtigt vi kan.

Henne ved pavillonen sidder Solvejg stille og roligt og slikker solskin.

Nytårstalen 2019

Kære venner.

Tidligere blev vi pr. brev oplyst om årets hattetema. I lyset af et, i år afholdt, såkaldt klimavalg bliver årets hattetema: KLIMAFORANDRINGER. Og det er jo et særdeles velvalgt tema.  Og det vil naturligvis også blive afspejlet i denne nytårstale. Faktisk vil jeg gerne udfolde det til ikke kun at være ”i lyset af klimavalget” men i lyset af den klimakrise de fleste har erkendt er over os.

Det har vi i hvert fald på Trompeterager. Vi er med Pia Kjærsgårds ord Klimatosser. Og ordet klimatosse er faktisk blevet årets ord i 2019. Som I ved har vi en skik med at sætte to rigtige stjerner i toppen af juletræet, stjerner som ikke er stjerner af sten, men mennesker der har betydet noget særligt for os og i det hele taget har haft stor betydning. Jeg kan nu afsløre at i år blev det Greta Thunberg den unge svenske klimaaktivist som den ene og min længst afdøde fru moder der kunne runde de 100, netop i år, som den anden.

Og ja, Greta har delt vandene og mange har rigtig travlt med at forklare hendes vrede med diagnoser og hykleri og hun burde gå i skole i stedet for. Hun har jo både asbergers og meget andet og hun klager sig over at sidde på gulvet i toget selvom hun har en 1. klasses billet. Der er rigtig mange der forholder sig meget til hvordan hun kommer med sit budskab og mindre til hvad budskabet er. For det er ligesom mere bekvemt at diskutere hvilke sygsomme Greta har end at diskutere hvilken sygdom vi er i gang med at påføre vor kære gamle jord. For det kommer jo til at koste os noget på vores bekvemmelighed og magelighed.

Men uanset hvad man måtte mene, så har den lille svensker formået at få hele verden til at tale om klimaet som selv tusindvis af eksperter og forskere ikke har formået og det er dog en bedrift. Og når hun nu ikke fik Nobelprisen, så har hun dog opnået den store anerkendelse det er, at få en plads i toppen af vores juletræ.

I det hele taget er det jo en kompleks sag at foretage sig de rigtige ting. Klimakrigen er en ting, men hvad med økologien, med plastik der er i snart sagt alle fisk, og hullet i ozonlaget og madspild kan vi jo heller ikke være bekendte.

I sommers var vi på Island og der fløj vi jo op. Fy,fy skamme, men ikke til os. Nej, for vi havde nemlig købt aflad som genvej til den gode samvittighed. Og på Island så vi masser af nyplantet skov, plantet for vores aflad.

Vores bil står for det meste hjemme i garagen mens vi cykler vores vej frem på vore cykler med elektrisk hjælp som vi lader op med strøm produceret på taget at Trompeterager 5. Og som fritidsinteresse har vil valgt korsangen der på ingen måde belaster klimaet. Vi kunne jo have valgt traktortræk!!. Jo der er ingen grænser for helligheden og måske er vi allerede CO2 neutrale.

Jo på de indre linjer går det fint, og lokalt også. I Ingeniørens årskavalkade er Sønderborg fremhævet som klimaby i en kæmpeartikel som proklamerer at Sønderborg nu er halvvejs mod CO2 klimaneutralitet i 2029. Så det bliver jo klart i vores levetid.

Men ude omkring i verden går det ad helvede til. Enhver er sig selv nærmest og der er ikke nogen der vil ofre noget på fællesskabets alter. USA bliver stadigvæk ledet af deres kæmpebaby. I år kom Mette Frederiksen til at tage sutten fra ham og nægtede at give ham Grønland. Det vrælede han over i lang tid.

Og i Storbritannien siger de Make Britain Great again. De har valgt en premierminister der til forveksling ligner Alfred fra Lønneberg, men rar som Alfred, det er han ikke.

Nå, men det her er jo i virkeligheden en tale til damerne ved Nytårfesten. Man kan vel sige at den har drejet sig lidt væk fra det og over i en mere storpolitisk retning, vi må tilbage på sporet.

Jeg tror at alle herrerne, der er her tilstede er enig med mig om, at vore damer har været meget trofaste, og er blevet ved med at hænge på år efter år. Og i år har den skønne Helene også hægtet sig på.

Og som tiden er gået har vi været nødt til at indse, at der er andre værdier ved kvinden, end dem vi først lagde mærke til.

Adam var som bekendt den første ungkarl, men det var der ikke meget ved, når der ikke var kvinder med. Og det har vi andre også måttet sande og derfor sætter vi i aften vore damer, symboliseret ved kvinden, op på en piedestal,- i tillid til, at den må ku holde til det.

Jeg vil adressere disse bemærkninger til vor værtinde Karen, som så langt har overgået sin stammoder Eva, der som bekendt kun havde frugt at byde på. Og ser i hendes, i Karens ranke skikkelse alle kvinder på én gang.

Skål!

-->

Der er noget ved denne scene….

Det er Sebastian selv der synger. Danmarks underholdningsorkester spiller energisk og vi – motetkoret – nærmest råbesynger omkvædet ud. Hele Alsion gynger. Publikum er helt oppe at køre og står op og klapper taktfast. Det er ekstranummeret ”Romeo” efter en flot, flot hyldestkoncert for vores ungdoms helt, Sebastian der fylder 70. 

Det er kulminationen på 2½ uges hektisk indøvning af et program hvor vi skal agere kor til fejringen af Sebastian her i Sønderborg, hans fødeby. Det har været svært, for det er ikke sammenhængende fraser, men meget delt op i brudstykker. Men med en intensiveret indsat og slutspurt får vi det på plads og da vi møder op på Alsion til forprøve med dirigenten synes vi at vi kan det. – Det synes den engelske dirigent bare ikke. – Have you seen this piece before…  Han revser os grundigt men får også virkelig noget energi ind i korstykkerne, så det er jo godt. Og han er så grundig at vi kun når 3 af de 6 stykker vi skal deltage i inden prøven er forbi. Vi når lige at sætte ”Fuld af nattens Stjerner” an, men her får vi at vide at der var en fejl i noderne så rytmen er helt anderledes end den meget svære rytme vi har indøvet. Nuvel det går vel også selvom jeg nu ikke er helt tryg ved at der bliver lavet om på det her i 11 time.

Næstefter er der prøve med orkestret. Danmarks Underholdningsorkester er resterne af DR Undeholdningsorkestret og de spiller forrygende. Vi prøver men når slet ikke det hele igennem. Igen er den engelske dirigent efter os og Sebastian selv er også efter os og mener at herrerne skal give noget mere. Efter en halv times tid bliver vi sendt ud til pause. Vi har en times tid inden koncerten hvor vi kan spise lidt og gå ud og snakke med flere af vore venner der er kommet i god tid.

Koncerten starter kl. 19:30 men der skal gå et par numre inden vi skal på. Vi er samlet halvdelen af koret i kongesiden og halvdelen i damesiden bag scenen i den smalle mørke gang. Vi får et tegn og vandrer ind på scenen. Her i første sæt synger vi med på 3 numre fra Cyrano, Sebastians musical fra 1993. Det går ret godt og vi har en god fornemmelse af det. Solisterne er fantastiske – det er Kristian Boland der er Cyrano.  Herefter ud igen i den mørke mellemgang. Nu har vi pause men der er stadigvæk 4 numre af første sæt som vi hører fra en skrattende højtaler i Symfoniorkestrets kantine. I pausen mingler vi med publikum og møder vore begejstrede venner.

I anden sæt skal vi ind efter et par numre – igen får vi tegnet og vandrer ind. Vi er faktisk ret gode til at gå ud og ind – i hvert fald i kongesiden. Vi synger ”Drømmeduetten” det er kun 10 takter i slutningen af den smukke duet og så skal vi ud i den mørke gang igen.  Sidste gang vi skal ind er det igen timet meget præcist for det skal være mens orkestret spiller forspillet til ”Fuld af nattens stjerner”. Louise Fribo synger allerede mens vi går ind og det er lidt skidt, for vi misser helt der hvor vi skal komme ind med vores u-uh, u-uh. Og den engelske dirigent ser lidt misfornøjet ud, men han er nu ikke selv til megen hjælp i situationen. Nuvel, Louise Fribo synger vidunderligt så det gør vist ikke så meget udover at det pirker ved vore stolthed.

Koncerten slutter med en fællessang – Sebastians udgave af ”I Danmark er jeg født”. Sebastian er på scenen sammen med alle solisterne og publikum og vi får lov til at synge med på sidste vers.

Hele salen synger med og rejser sig til langvarige og stående klapsalver. Solister og den engelske dirigent får blomster og alt er som det skal være og publikum klapper stadigvæk.

Og så er det at vi får lov til at synge ekstranummeret ”Romeo” og det er helt fantastisk. Sebastian synger selv, orkestret shiner og vi har en fest bag dem. Den er vi helt skarpe på og det hele løfter sig. Publikum klapper stående og er helt oppe at køre

Sebastian slutter det hele af med at synge ”Måske ku’ vi”.

Det var da en vældig oplevelse, han skal da bare sige til når han bliver 80.