søndag den 25. april 2021

Om at købe en robotplæneklipper

Min ældre veninde udtrykker et ønske om at få en robotplæneklipper til sin ”grønplet” som hun siger. Vi kører ind til butikken for at se på mulighederne. Der er da også et fint eksemplar og til en fornuftig pris. Men man skal jo ikke lave impulskøb så vi kører igen, min ældre veninde må lige tænke lidt over det og sove på det et par nætter.

En søndag formiddag går vi så i aktion, kører til forretningen, køber og får udleveret robotten i en stor kasse. Hjemme hos min ældre veninde går vi straks i gang med at åbne kassen og undersøge dets indhold.

 


Der er 3 hovedelementer - strømforsyningen, ladestationen og selve robotten, og så naturligvis den lange tråd der skal afgrænse området som skal klippes. Vi går straks i gang - flytter nogle planter for at optimere robottens bevægelsesfrihed og får den lange tråd lagt ud langs kanterne af plænen.
Slutter tråden til ladestationen og sætter via strømforsyningen strøm til sagerne. Nu er det bare at sætte robotten igang. Trykker på start med en forventning om at den nu kører ud og klipper græs, men det gør den ikke. Den begynder at køre rundt om sig selv flere gange og så ud til siden for til sidst at sige piiip og stoppe. 

Hvad pokker er nu det. Det skal da virke når man sætter det til. På robottens betjeningspanel blinker lamper for både fejl og manglende opladning og så at den er låst. Finder koden til at låse den op med, men den lader sig ikke låse op. Nå den skal nok lades op og vi sætter den ind i ladestationen, men her er der ikke noget der lyser. Nååå, så er det jo nok strømforsyningen der ikke virker. Jeg finder en anden (min egen er magen til) og så kommer der lys i ladestationen. Nu virker det siger jeg beroligende til min ældre veninde.
Vi sætter robotten ind i ladestationen så den kan lade op, men efter et par minutter bakker den ud igen. Vi skubber den ind igen men det gentager sig - den bakker ud igen og maser sig op ind i de lave planter der står i nærheden og det er endda udenfor området. Det var dog fandens, den tåbelige robot. Vi skubber den ind og klodser den op så den ikke kan køre ud igen, vi skal nok lære det bæst at den skal være glad for en opladning. Den står natten over. 

Dagen efter gentager mønsteret sig, den har sin egen vilje og den vil ud i busken og hvis man endelig sætter den ud på det dejlige grønne græs kører den bare rundt som sig selv. Som en uterlig unge der ikke vil høre efter. Så må der jo være en fejl på robotten også. Min fornuft tilsiger mig at det kan jo ikke kan passe at der er fejl på to ting i samme kasse, men jeg tager alligevel både strømforsyningen og robotten med tilbage til butikken og siger at det ikke virker. I butikken har de jo ikke forstand på robotter og jeg får en ny robot og en strømforsyning med. 

Vi sætter det til, nu kommer der lys i ladestationen som der skal, det er gode tegn, og vi sætter den nye robot ind til opladning. Efter 2 minutter bakker bæstet ud igen, moser rundt i bedet udenfor området. Hvad fanden er der da galt. Min ældre veninde fornemmer min frustration. Jeg flår ladestationen af og kører til forretningen og får også den byttet til en ny, det er det sidste der kan være galt. I forretningen siger de forsigtigt at jeg jo kan prøve at ringe til importøren, de ved meget om opsætning og installation. Fnys!!!, skal jeg ”Mr. Kan Alt” ringe til importøren for at få en skaldet robotplæneklipper til at virke, det kommer ikke til at ske!! 

Den nye ladestation virker naturligvis heller ikke og vi udsætter fejlfindingen til i morgen hvor jeg har fridag. Jeg sniger mig alligevel til at kikke på manualen på internetter og finder her en vigtig detalje. Ladestationen skal vende rigtigt i forhold til området hvor den skal klippe. Ja for pokker, det er da klart, det er jo derfor den hver gang drøner ud i busken udenfor området. 

Næste morgen vender vi stationen og det hele virker nu som det skal.


______________________
Min søn, Anders, kan noget med Storm P og Ebbe Rode. Her har han inspireret af min robotplæneklipper historie lavet en hel genial Robot Storm P version.