- Anmeldelse.
I forbindelse med min runde fødselsdag modtog jeg fra søens folk en speciel men dejlig gave. Picnic og opera i præstegårdshaven i Lysabild. Det var fra søens folk Rikke og Torben der just havde planlagt en jordomsejling i det sydfynske og derfor ikke kunne deltage i festlighederne i Blommeskobbel i forbindelse med fødselsdagen.
Det blev der rådet grundigt bod for med dette præstegårdsevent. Vi mødte op på Sarup Kirkevej 12 i cykleshorts og hjelm præcis kl. 16 og blev modtaget med kys og kram. En ekvipage var klar til afgang, - en noget bedaget trillebør der våndede sig noget under vægten af det som skulle vise sig at være lækre sager.
Vi vandrede nu ad kirkevejen mod præstegårdshaven med den klagende trillebør og det tværs gennem kirkegården. Der var dog ingen der stak hovedet og bad om ro.
Vel ankommet i præstegårdshaven indrettede vi os ved et bænkebordsæt med god udsigt til ”scenen” og Rikke dækkede op med øl, vin og smørrebrød. Det var superlækkert og der var nok, så meget, at vi måtte levne et enkelt stykke. Det er noget der sjældent sker.
Kl 17. starter operaen. Det er Operettekompaniet der er på banen. 2 sangere, tenor og sopran, og en pianist. Tenoren er Thomas Peter Kobbel fra den berømte familie, sopranen er Vibeke Kristensen og Pianisten med den fagre hårpragt er Irene Hasager. Ralf fra Taskland kro er nodevender.

Tonen blev slået an, på klaveret, og tenoren stemmer i med en arie fra en opera jeg ikke kender, men han synger godt og endnu bedre bliver det da sopranen kommer på banen, hun synger virkelig godt. Det bliver en første halvlej med smukke arier - mest opera, men også lidt operette. Forskellen mellem opera og operette er at der ikke er nogen der dør i en operette. En god forklaring som jeg ikke har hørt før, men det er jo rigtigt.
Thomas Peter Koppel har skrevet en bog som han reklamerede for. Hvis der bliver solgt nok, vil han synge ”sangen om Larsen”. Jeg købte et eksemplar og var nok den eneste for da de tog fat på 2. halvleg var Thomas Peter ikke tilfreds med salget. Nu vel, han blev overtalt til at synge sangen om Larsen alligevel.
Det blev igen en virkelig god oplevelse med fine arier, duetter og endog et Debussy klaverværk for soloklaver og højt hår. Og vore værter nød også denne koncert på trods af at opera ikke hører til kernerepertoiret i deres musikbibliotek.
Det var en virkelig fin skumringskoncert der sluttede af med et ekstranummer, en virkelig fin lille og enkel godnat-sang komponeret af Herman D. Koppel og som stadigvæk bliver sunget i de Koppelske børneværelser.
Således berigede drog vi tilbage mod Sarupvej 12 med den klagende trillebør, der nu var lettet for noget af dens byrde. Vi nød yderligere et glas vin på terrassen og i køkkenet inden vi drev cyklerne tilbage til Blommeskobbel.
Det var dog en herlig fødselsdagsgave.