Studenteroprør på Garibaldipladsen

Vi er i Napoli på sen sommerferie. Mens vi sidder og spiser morgenmad breder der sig en mærkelig krudtlugt i lokalet. Det kommer udefra. Det viser sig at noget er i gære oppe på Garibaldipladsen. En flok mennesker er kravlet op i Garibaldistatuen og de råber slagord og brænder romerlys af. Det er en demonstration og det ser meget dramatisk ud. Jeg går ned på gaden og fotograferer, andre ser til fra altanerne. Der er politi med salatfade til stede men de holder sig helt neutrale. 

Efter en times tid kommer der flere grupper demonstranter og slutter sig til. Efterhånden er pladsen hel fuld. De råber slagord efter en der råber i en megafon, synger og danser. De er meget levende og kan virkelig få deres slagord ud, det er som at være til en stor fodboldkamp. Indimellem kikker alle op på hotellet der ligger ud til Garibaldipladsen hvor en dame med stort rødt hår står på en altan. Det er tydeligt at de kan li’ hende og at hun er en af deres støtter. 

Demonstrationen sætter i gang med en højtalerbil der spiller høj musik foran. De trækker ned ad Corso Umberto 1 – den store gade der går ud fra Garibaldipladsen. Mens de er på vej ned slutter der sig en større gruppe af migranter til dem – De kommer tværs over Garibaldipladsen under larm, slagord og farvestrålende bannere. Langsomt forsvinder hele den store flok – der er vel et par tusinde – ned ad Umberto 1.

Der er faktisk tale om et studenteroprør. Man vil ikke længere finde sig i at ungdommen ikke har økonomisk mulighed for at tage uddannelser på grund af høje egenbetalinger. Resultatet er en heftig brain drain - at ungdommen forsvinder ud af landet for blot at blive erstattet af afrikanske migranter. Det er en usund deal, som de unge demonstranter forsøger at banke ind i hovederne på det politiske establishment.

Min ven, der jo går til italiensk, snakker med en ung pige og får hendes version af hvad det hele går ud på. De fleste har ikke råd til at tage en uddannelse fordi det er for dyrt. Man skal betale store summer for at gå på universitetet. 

Jeg søger lidt på nettet på nyheder og finder også noget som jeg lader google-oversætte, jeg har jo ikke gået til italiensk:

Rettigheder fra Milano til Rom: "Vi vil vælte forandringsregeringen"

Fredag ​​12. oktober udløses den første nationale studentermobilisering mod regeringen og Fem Stjerne Bevægelsen under sloganet "Vi har brug for et chok!", med hashtag #agitiamoci,  

Et netværk af gymnasieelever, high-school og college grupper tager 12. oktober på gaden for at protestere mod regeringen med krav om en "reel forandring" og i virkeligheden et "chok i uddannelsessektoren”.  "Vi går på gaden hele Italien, fordi vi ønsker at eksponere regeringens bluf, der snakker om sikkerhed og innovation for vores skoler men ignorerer de reelle forhold for studerende. Vi vil blokere byerne og ryste landet, Salvini og Di Maio bør være forsigtige. Den 12. vil vi vælte jeres regering for forandring ", advarer Netværket.

Tre tusinde studerende på gaderne i Napoli: slogans mod Salvini og Di Maio

Det er nedslående at disse unge mennesker ikke får samme muligheder som vore unge. Og efter at have oplevet Napoli og Rom i halvanden uge, kan vi godt se at der må forandringer til. Det er et utroligt ineffektivt samfund. 

Det var på Capri, jeg så……

Vi er på sen sommerferie i Napoli. Vi påtænker en sejltur til Sorrento og finder ud af at vi faktisk kan komme til Sorrento via Capri. Det bliver da bedre og bedre. Og vi kan se at vi skal med en færge kl 11.10, så vi har travlt. Vi tænker at vi hellere må hæve lidt penge i hæveautomaten inden vi går ned i Metroen, der skal måske bruges kontanter når vi skal købe billetter til færgen. 

Hæveautomaten opfører sig pænt lige indtil den skal udleveren pengene. Så er det slut, der kommer igen penge ud. – Vi har hævet 200 Eur. uden af få en eneste seddel ud af det. Fandens til maskine. Nå det er nok gået galt, så jeg prøver igen, men nu vil den ikke udlevere flere penge for mit dagsmaksimum er overskredet…

Det skal sgu være løgn. Automaten sidder i en bank, så jeg går ind i banken for at klage. 

Vi bliver mødt af en mand der viser mig hvordan automaten virker, men det ved jeg jo godt. Han siger at først åbner den sig 1 gang for at udlevere kvitteringen og dernæst åbner den sig anden gang med pengene. Men den forbistrede automat udenfor har slet ikke noget der kan åbne sig, kun en sprække hvor jeg havde en stærk forventning om at sedlerne ville dukke op.

Han forslår så at jeg kan få banken til at undersøge om der er trukket penge på min konto. Men det er der jo, ellers ville jeg jo ikke få besked om at mit dagsmaks var overskredet.

Indenfor er der en sluse man skal igennem og jeg går straks ind i slusen, der er noget mindre end en brusekabine, men kommer så ikke videre. Alarmen går i gang. Den kan hverken li’ at jeg har rygsæk på eller metalgenstande i lommen. Jeg må ud igen og afføre mig rygsæk, telefon, nøgler og mønter. Så kommer jeg igennem slusen. 

På den anden side sidder der en noget stramtandet dame. Hun kan ikke et ord engelsk, heller ikke tysk, hun kan kun italiensk. Efter lidt parlamentering på forskellige sprog hidkalder hun en kollega, han kan oplyse mig om at transaktionen var mislykkedes og at pengene er ført tilbage på min konto. 

Jeg sænker skuldrene og vælger at tro på det. Vi hæver nu 200 Eur. på Solvejgs kort og suser afsted. Der er nu mindre end en halv time til at færgen går og vi skal finde ud af både Metro, finde færgen og løse billet til begge dele.

Det går nu slag i slag – nu er heldet med os. Vi går i skarpt trav og krydser et par veje måske lidt alternativt. Får købt billet til Capri, - damen forstår ikke det med Sorrento via Capri, så vi tænker: nu tager vi Capri og så må vi tage det derfra. Kl 11:08 ankommer vi til færgen og kan træde ombord.

Man kan ikke sidde udenfor så vi må lade os synke ned i et sæde indenfor. Det gik da i grunden ret godt. Vi kan nu slappe af i de 3 kvarter sejladsen varer. Vi tænker at det måske er nok at besøge Capri, - Sorrento er vel lidt det samme.

Når man taler om det azurblå middelhav passer det i hvert fald her på Capri. Vejret er vidunderligt og vandet er virkelig azurblåt. Der er et mylder af mennesker på havnen. Og vi bliver bombarderet med tilbud om hvad som helst. En af dem vækker faktisk vores nysgerrighed. Grottesejlads. Og det er til den berømte Grotte Azzurra, som H.C.Andersen har besøgt og skrevet om og hvor August Bournonville lod 2. akt af sin ballet Napoli foregå.  Det må vi da prøve.

Først går vi dog ned til vandet et sted hvor man kan få fødderne i. Det er vidunderligt at stå og lade middelhavets lune bølge overrisle vore ømme fødder. Og så med udsigt til Napolibugten med Vesuv i det fjerne og de mange skibe, der ligger for svaj her. Ikke dårligt.

Tilbage på havnen køber vi billet til grottesejladsen. Det er så viseligt indrettet at man først køber billet til en båd der fører os til grotten nogle kilometer oppe ad kysten og dernæst skal man igen betale for at blive sejlet ind i grotten i mindre både, det sidste er uden regning. Det er meget italiensk. 

Vi sætter os ind på en restaurant i nærheden og får os lidt frokost inden eventyret begynder. Her kan vi sidde med en pizza og en fadøl og nyde folkelivet. Folkelivet er det samme som turistlivet. Det myldrer med turister her og vi er jo også 2 af den samme slags.

Vi bevæger os nu hen til båden og kan snart efter stige ombord sammen med vel 20 andre og vi sætter ud af havnen. Det er en fin sejltur om langs Capris mega-stejle skrænter. 

Efter ca. 20 min sejlads er vi ved grotten.  Der ligger 3 andre både som vores og vi må vente lidt til det er vores tur. Og tur, betyder at vi 4 ad gangen bliver flyttet ned i små både hvor vi skal sidde helt nede i bunden. Dernæst bliver vi sejlet over til en anden båd der opkræver de 14 Eur. pr næse (uden kvittering). Vi får at vide at vi senere kan overveje at give drikkepenge til vores gode skipper i den lille båd.

Nu går turen ind i grotten. Vi må dukke hovederne for at passere åbningen. Herinde er det helt mørkt, men langsomt vænner vore øjne sig til mørket og det kan faktisk lade sig gøre at fotografere. Der er masser af små både herinde og skipperne synger ”O sole mio” og det hele er fantastisk. Men hvordan kan man danse ballet herinde?

Vi sidder sammen med et ældre israelsk par, hvor konen er noget bekymret. Hun sidder sammen med os opad mit ben mens hendes mand sidder foran i båden.

Vel ude igen kan vi igen komme op i den lidt større båd og vi sejler en stor oplevelse rigere tilbage til havnen.

Vi går lidt på opdagelse i butikkerne og finder en smal vej, der faktisk er en trappe der fører opad. Den tager vi. Det viser sig at være en meget lang vej der ustandselig går opad. Min endomondo siger 150 højdemeter. Oppe er der en god udsigt men det er så også det. Vel nede igen tager vi desserten, en portion is og en fadøl.

Sidst på eftermiddagen tager vi en båd tilbage til Napoli og finder ømme i fodsålerne tilbage til vores hotel. 

Det blev da en ret så god dag og vi havde da aldrig regnet med at skulle til Capri.