Vi er på Operarejse med gode venner. Tilbringer eftermiddagen i Pontessieve hvor vi nyder folkelivet i aftenskumringen. Efterhånden er vi gået hen og er blevet sultne og vi går tilbage til bilen. Karen mener at have fået anbefalet et spisested lidt udenfor Pontessieve der har åbent (det har alle jo ikke for det er mandag). Ristorante Artemide.
Vi kører mod spisestedet, der er ikke så langt og vi er jo i bil. Karen finder efterhånden stedet på Google maps og der bliver længere og længere dertil. 6-7 km og da vi næsten har kørt dem viser der sig at der stadigvæk er 8 km.
Det er helt mørkt nu og vejene er meget dårlige, smalle og det går heftigt opad i hårnålesving. Nuvel vi giver ikke op og æder afstanden kilometer for kilometer. 6 km tilbage. Heldigvis møder vi ingen modgående. Det er forhåbentlig et godt sted, 4 km tilbage, og forhåbentlig har de da åbent, 3 km tilbage. Nu er vejene så smalle at hvis vi møder en, må enten de eller vi bakke, 2 km tilbage. Heldigvis er det godt lys på Skodaen, men når man køre op over bakkerne kan man jo ikke se om der er sving på den anden side og det er der tit, 1 km tilbage. Der er jo heldigvis ikke noget der er så skidt at det ikke er godt for en god historie. Endelig når vi op til et sted hvor der er lys og det ser sandelig ud til at der er noget der ligner en restaurant. Vi kommer til at køre lidt for langt og må bakke tilbage inden vi kan forcere en voldsom ujævn indkørsel til parkeringspladsen. Slukker motoren, lader skuldrene falde ned og stiger ud.
Nogle amerikanere kører ind ved siden af os og stiger også ud. Oh what a scary ride up here siger damerne mens mændene skal hen for at besigtige eventuelle skader på fælgen på højre forhjul på den monsterstore Audi A8 de er kommet i.
Vi går ind og bliver modtaget af 2 søde kattekillinger og en imødekommende tjener(inde). Vi får en plads indenfor i hjørnet. Her er hyggeligt, lunt og dejligt. Det må foreviges.
Spisekortet rummer mange specialiteter, men den søde tjener snakker godt for et måltid der ligger udenfor menukortet. Det tager vi og får det serveret på fade så vi kan dele det hele. Der er blandt andet flæskesteg med svær der ikke er helt sprødt. Solvejg er ikke vild med gorgonzola som den ene af retterne er baseret på så det er smart med delemenuen.
Det er et hyggeligt sted, men maden er ikke til Michelin stjerner.
Og nu da vi er kørt de 15 km helt herop ad strabadserende veje, må vi også have dessert. Igen en stor plade med små udsøgte ting på. Bl. a. en panacotta, der viser sig at være på højde med Solvejgs.
Da vi gør klar til nedstigningen igen mener Poul Bent at have fundet en bedre vej hjem. I det mindste kortere vej. Han får nu tjansen at dirigere. Hjemme på I Veronis parkeringsplads kan vi konstatere at vi ”kun” har kørt knap 10 km for at komme ned fra spisestedet.
Sidder og får et glas rødvin og snakker af. Det har faktisk været en ganske god dag og nu kender vi jo stedet hvor vi er, ret godt.
