torsdag den 9. april 2020

Corona on Tour 2


Dagbog fra 8. april 2020 - en mærkelig tid i Danmark.

Det onsdag før påske. I denne Coronatid arbejder jeg hjemmefra og har gjort det nu i næsten 3 uger. Det er lidt en tilvænningssag og det fungerer egentlig udmærket med virtuelle møder når det nu skal være og det skal det jo. Der er da i hvert fald ingen kolleger der forstyrrer en - kun køleskabet, som jo er alt for tæt på. Ved 4-tiden klapper jeg låget ned på min labtop - det er tid for dagens cykeltur. En skik vi har opdyrket i denne tid. Vi cykler en lang tur hver dag sidst på eftermiddagen på mindst 25 km og ofte meget længere.
Solvejg, der har være i brugsen, siger at det brænder i Høruphav og et kik ud af vinduet forsikrer os da også om at der er noget helt galt i sydøstlig retning for der stiger der en tyk sort røgsøjle mod himlen. Det er det gamle kommunekontor der brænder.



Vi gør os klar til cykelturen der i dag skal går til Dybbøl og omegn. Kører lige et smut ned for at se hvor omfattende branden er. Den er omfattende, Den ene af de 3 bygninger er helt brændt ned og det midterste er der også voldsomt fut i. Brandbiler og stigevogne forsøger at få bugt med ilden, men det synes for sent. Måske kan den ene af de 3 bygninger reddes.

Vi cykler videre mod Sønderborg. Vi har altid valget mellem Søndre Landevej og vejen over Vollerup. I dag kører vi ud ad Vollerup, så tager vi Søndre Landevej hjem. Tværs ind gennem Sønderborg og under Kongevejskryset ad den gamle jernbaneviadukt der blev genåbnet for et par år siden. Ned over Christian X’s bro og ud ad Åbenråvej. Uden for byen kommer vi til den det store vejanlæg med den dobbelte rundkørsel der fører over motorvejen. Det er jo ikke noget, når man kommer der i bil, men på cykel er det et imponerende og sindrigt net af veje der fører en over på Ragebøl siden af motorvejen.



I Ragebøl drejer vi ud sydpå igen mod det andet store motorvejsanlæg, den med den monstrøse rundkørsel hvor cykelstien føres tværs igennem. Det var et af målene med dagens tur.  Tilbage på Dybbølsiden af motorvejen ser vi vejen til Stenderup, - var det ikke der hvor Peter og Birgit holdt deres fælles fødselsdag for mange år siden? Vi kører mod Stenderup og finder en masse spredt bebyggelse. Stenderup er en stor landsby med få bebyggelser der ligger meget spredt. Der har vi da aldrig været. Vi kører videre og finder til sidst også Stenderup kirke og det fine hvide kursuscenter hvor vi fejrede vore venner der fyldte 150 - tilsammen. Kirken, der blev bygget af den berømte arkitekt Martin Nyrop (det er ham med Københavns rådhus) er for længst nedlagt som kirke men den er rigtig fin.



Vi kører videre gennem Nybøl og ad landevejen til Bøffelkobbel og videre mod Dybbøl. Solvejg har læst om en høj vest for Dybbøl Banke. Da vi passerer er det tydeligt hvad det er hun har læst om. Det er Avnbjerg, og det siges at den røde prins - Prins Friedrich Karl sammen med feltmarskal Wrangel tidligt om morgenen den 18. april 1864 red op på toppen af Avnbjerg og herfra styrede stormen på Dybbøl.


Vi cykler op til højen og der da ganske vist også en prægtig udsigt og et godt overblik her. Frit udsyn til Banken og over til Gammelmark på den anden side af Vemmingbund hvorfra Preussernes kanoner gjorde helvede hedt hin forårsmorgen for 156 år siden.
Vi fortsætter ad landevejen mod Sønderborg men tager endnu en afstikker ind ved den gamle Dybbøl skole og kan derfra komme op ad Dybbøl banke ad bagvejen. Lige før vi kører ind i byen kan man sandelig køre ad en marksti over til noget der viser sig at være den gamle danske skanse 10. Den er imponerende stor.
Vi fortsætter for vi har endnu en enkelt planlagt seværdighed tilbage - Barstenen. Det må være den vejen Dybbølsten er opkaldt efter. Så der må være oplagt at finde vejen først. Det gør vi og finder da også en kæmpemæssig sten.



Den er i top-10 for store sten i Danmark. Den har engang været meget større, men har i tidens løb fungeret som stenbrud. Den er transporteret hertil under den seneste istid for 18.000 år siden.
Det var dog imponerende.

Vi sætter nu næsen hjemad - passerer den gamle bro og tager Søndre Landevej hjem til Hørup. Kører lige forbi det brændende rådhus for at se hvor meget der er tilbage. Der er ingenting tilbage af to af de 3 længer, det er et trist syn. Brandfolkene pøser stadigvæk vand på. I avisen står der at branden er under kontrol!!



Vi kører de sidste par hundrede meter hjem og får lavet aftensmad.

Det var dog en dejlig tur som blev til 39 km og sikke mange spændende ting vi har set, også i dag.