mandag den 25. maj 2020

En lidt for spændede Kristi Himmelfartsferie

Vi er taget i sommerhus, vejret har være med os den første dag, om torsdagen, men ikke om fredagen – der begynder det at regne og det bliver ved.
Så det er mest vejr til indendørs sysler som vi så går i gang med. Mens jeg står og roder i køkkenskuffen efter en kniv bliver jeg pludselig svimmel som man sommetider gør, men denne gang tager det til og accelererer. Hele min venstre side kollapser og jeg falder om på gulvet med en masse rabalder til følge. Solvejg kommer til og tror i første omgang at jeg laver pjat da jeg rager rundt for at komme op, men kan hurtigt se at det her er ikke normalt. Jeg kan ikke komme op at stå, min venstre side virker ikke og da jeg vil sige noget kan jeg ikke. Kun uartikulerede lyde kommer ud. Jeg ved hvad jeg vil sige, men kan overhovedet ikke få min mund til at sige noget forståeligt, selv om jeg prøver langsomt. Og Solvejg siger nu at jeg er helt skæv i ansigtet. Vi må nok hellere ringe 112.


I befippelse har Solvejg fået startet noget musik på sin telefon som hun ikke kan får stoppet igen. Det kan jeg til gengæld, så helt skidt er det jo ikke. Men jeg kan stadigvæk ikke snakke og når jeg kikker ud på min venstre arm er det som om den slet ikke tilhører mig. Den er helt autonom og jeg må tage fat i den med min højre hånd for at forsikre mig om at det faktisk er min egen arm. Det er ret så syret.
112 får med det samme sendt en ambulance da hun hører at jeg hverken kan stå eller tale og er skæv i ansigtet. Det er en effektiv metode og damen forsikrer om at der er en ambulance på vej.
Jeg sidder stadigvæk på køkkengulvet og efter nogen tid opdager jeg at jeg kan tale igen. Og ben og arme virker også igen kan jeg mærke. Jeg kommer op på en stol. Jeg spørger om jeg ikke skal have noget pænere tøj på, jeg er jo i mit gamle arbejdstøj. Lidt forfængelig er man vel altid.
Da ambulancen kommer er jeg pæn og præsentabel og kan selv gå ud til ambulancen, da de to redere har forsikret sig om at jeg er normal igen. Det har nok været en lille blodprop der har passeret mener de. En hjerneblødning vil ikke forsvinde så hurtigt igen.
Solvejg bliver hjemme, for i disse coronatider må man ikke komme ind på hospitalet hvis man ikke er syg. Vi kører med fuld udrykning i rasende fart til Sønderborg sygehus. Imens taler jeg hyggeligt med den reder der sidder hos mig.  Der er aftalt ”fast track” kan jeg høre på samtalen foran i ambulancen. Og vi kører da nærmest også direkte ind i CT scanneren hvor noget kyndigt personale tager over.
Der er ikke gået en time fra at jeg er styrtet om til jeg ligger her i scanneren, det er da faktisk meget effektivt. Fra scanneren bliver jeg kørt op på akutmodtagelsen hvor lægen jeg mødte i scanneren kommer og lyser mig i øjnene og hamrer på knæ og albuer med sin lille hammer. Alt synes i orden nu. Der bliver taget blodprøver, blodtryk og jeg bliver udstyret med elektroder over hele overkroppen så de kontinuereligt kan måle hjertekardiogrammer. Det er lidt generende at have det apparatur hængende om halsen, men da jeg vælger at ligge og drive den af i sengen går det jo meget fint alligevel. Jeg når næsten at læse en hel lydbog – Erna og Rumæneren, så jeg keder mig ikke ret meget. Hver anden time natten igennem kommer der en sød sygeplejeske og trykker mig i hånden, tager temperatur og blodtryk og stiller mig spørgsmål om tid og sted, så det bliver ikke til så meget søvn.
Lørdag formiddag kommer overlægen på besøg, blodprøven viser forhøjet kolesterol, men ellers ikke andet. Og han kan igen fortælle at scanningen har vist, at det var en blodprop i lillehjernen der har passeret og skabte al den ravage. En sidste undersøgelse inden jeg er udredt er en ultralydsscanning af halspulsårerne. Hvis de kan lave den i dag vil jeg blive udskrevet herefter, hvis ikke bliver jeg bare udskrevet og skal komme til ambulant ultralydsscanning.

Det viser sig at det ikke kan blive i dag så jeg bliver udskrevet, først kan jeg dog lige nå at spise frokost, og jeg har bestilt en hakkebøf. Jeg ringer til Solvejg og aftaler at hun henter mig kl 12:30.
Lige midt i hakkebøffen får jeg dog besked om at ultralydsscanningen alligevel skal laves og det skal være nu. Jeg må efterlade en halv hakkebøf da en portør stiller med en kørestol. Jeg kunne da ellers godt gå selv, men det går ikke her. Det viser sig at mine halspulsårer er umanerlig fine og helt uden forkalkning og forsnævringer, så der er ingen alarm herfra.
Jeg tager afsked med personalet og går ned til Solvejg der holder og venter.
Se det var dog noget af en heftig oplevelse. Resten af ferien hygger vi os med vore børn der alle er kommet hjem. Så det endte jo rigtig godt.