Det er igen tiden for det årlige Change Request møde hos den store kunde i Frankrig. Ihukommende sidste års katastrofemøde er der ingen der tør at tage med og det ender med at Carsten, Lise-Lotte og jeg må af sted. Vi tager også Ken med, han har ikke været der før og ved således ikke helt, hvor galt det kan gå.
Lise-Lotte har naturligvis ikke fået købt sin billet i tide og må tage til København allerede aftenen før. Hun glemmer sine kontaktlinser og må dirigere sin sagesløse far rundt på et mørkelagt Trompeterager midt om natten for at finde min postkasse. Næste morgen husker jeg at kikke efter. Der ligger en kuvert med linser og jeg husker at få dem med.
Kører med min podagra angrebne venstre storetå til lufthavnen kl 6. Carsten og Ken er ved at checke ind. De mener ikke at jeg skal have min kuffert med, - jeg kan vel som de, nøjes med håndbagage. De har ret, jeg har jo kun ekstra skjorte, et par bukser og en toilettaske med. Jeg pakker om og humper den lange vej tilbage til bilen der står på langtidsparkeringspladsen med kufferten.
Kommer alt, alt for sent i tanke om at bilnøglen ligger i min rygsæk som jeg ikke har med. Kikker mig omkring – der er ingen der ser på og jeg skubber kufferten ind under bilen og humper tilbage til terminalen. Nu må jeg huske den når jeg kommer tilbage.
Møder Lise-Lotte ved B2 gaten i CPH lufthavnen. Hun har selv famlet sig herud og er glad for at få sine linser. Nu kan hun overskue verden klart igen.
Lander i Charles De Gaulles Terminal 2 som så ofte før. Lise-Lotte er i oprør. Hun har givet næsten 12.000 for sin billet og så skal hun tilmed betale for kaffen. SAS står ikke i høj kurs her til morgen. Henter en lejevogn hos Europcar. Vi har ingen GPS med, da både både Carstens og min er blevet defekte og Lise-Lottes er stjålet. Det sidste kan være godt det samme, for den har vi aldrig haft succes med. Den kendte hverken Beauvais eller vejen dertil.
Det gør jeg til gengæld. Jeg har tillid til selv at kunne finde rundt, herregud, vi har jo været her adskillige gange. Meget mod mine medrejsendes vilje lejer jeg en Passat uden GPS. Hvorfor skal man lade sig dirigere rundt af en skinger, nasal kvindestemme når man nu kan undgå det. Vi afhenter bilen. Den har desværre ikke automatgear men en 6 trins manuel gearkasse. Det er en større udfordring for mig der just har vænnet mig af med at betjene en kobling. Det er ved at gå galt nogle gange.
Vi finder snildt vejen ud af CDG, gennem 17 rundkørsler til motorvejen til Beauvais. Lise-Lotte sidder på bagsædet og græmmer sig. Hun mener at jeg er grænseløst stædig og er sikker på at det vil gå galt uden GPS.
Ved Beauvais er der to afkørsler. Normalt tager vi den første, der kender vi vejen. Jeg mener dog at vi tidligere har taget den næste og at vi her er tættere på vores store kunde. Det viser sig ikke at være den bedste beslutning. Vi kører lidt rundt og der kommer mange triumferende ”hvad sagde jeg” ytringer fra bagsædet. Endelig får vi dog øje på produkterne fra vores store kunde og vi ved at vi er på rette vej.
Finder nu nemt Brasserie 15. Her har vi aftalt at mødes med Eric, vor franske kollega. Klokken er halv tolv, Eric er ikke ankommet endnu, men vi er sultne og sætter os ind.
Vi kan ikke forstå servitricen og servitricen kan ikke forstå os, men vi kan alle forstå ordet buffet, så det vælger vi.
Tallerkenerne er trekantede – ikke nogen fordel for os, da det er svært at læsse meget på men det er jo nok lige det der er tænkt på. Vi får dog en god portion med og indtager den. Først nu finder vi ud af at det kun er forretten til en 3 retters menu. Får nu også en mixed grill. Den er ikke god – kyllingen er med skind, lammet er med fedt og de to pølser smager mærkeligt. Derimod er frugtdesserten udmærket.
Eric er kommet og vi kan forberede os lidt til skærsilden som åbner portene kl. 14.
Entreen hos den store kunde er planmæssig. Dog er der nogle af dem der synes overraskede. Havde de ikke regnet med at vi kom. Skulle vi have lavet det som en videokonference? Det står hen i det uvisse. Der er ingen kaffe og små croissanter som der plejer! Man lader sig ikke mærke med det men nogle af dem er faktisk med på videokonference.
Mødet er berammet fra 14 til 17 og vi starter da også rettidigt, men slutter først kl 20.15. Ingen pauser, ingen kaffe og ingen chokolade croissanter, kun vand. Vi slipper dog derfra med bukserne nogenlunde oppe og æren i behold.
Nu er det mørkt, og det skærper naturligvis udfordringen med at finde vej i det franske landskab uden GPS. Finder dog snildt ud af byen og ud på motorvejen og tager retning af Cercy de Pontoise
Det er dejligt nemt at huske for det skal man køre efter hvad enten man er på vej frem eller på vej tilbage.
Carsten har booket på Parc Inn hotel og det ligger efter sigende før CDG. Hvorfor fanden har han dog ikke booket på et af hotellerne inde på lufthavnsområdet. Situationen bliver lidt tilspidset på grund af tidspunktet. Klokken er hen ved 10 og vi må formode at restauranterne ikke har åbent hele natten. Her kunne man godt diskutere hensigtsmæssigheden i en GPS, men vi har jo Eric. Ham har vi før benyttet som remote GPS. Carsten ringer og jeg forsøger at følge direktionerne som Carsten hæsblæsende videregiver på mange forskellige sprog. Det lykkes dog ikke helt hver gang og vi kommer på afveje et par gange.
Endelig, efter at have været inde for at spørge om vej på Holiday Inn, toner Parc Inn frem foran os. Jeg kører ned ad den smalle sliske til kælderen. Porten er lukket og lukker ikke op. Lise-Lotte og Carsten stiger ud og går opad og jeg bakker tilbage op ad den stejle rampe. Nu kommer Lise-Lotte og Carsten løbende tilbage – de har fundet en knap – og har trykket. Porten går op.
Jeg kører frem igen og ind i parkeringskælderen og porten går ned efter os. Men nu er Lise-Lotte væk, hun er på den forkerte side af porten. Carsten og Ken farer rundt og finder en knap som får porten til at gå op igen og vi er genforenede alle 4.
Køkkenet har åbent til 11.30 og vi får en dejlig 3 retters menu med rødvin fra Loire. Jeg fortæller om min kuffert under bilen og det giver anledning til mange fantasier om Rulle Marie, terrorist alarm og sprængning af kuffert og ministerbil.
Den 23. marts er slut og jeg checker ind på værelse 278 og sover en urolig nats søvn.
Ud næste morgen kl 05:20. Ind til CDG, hvor alt forløber glat. Sætter bilen (vist ikke det helt rigtige sted, men de kan vel selv finde den) og afleverer nøglen.
Ombord på SAS flyet har vi fået de bageste sæder. Et par danske stewarder står og charmerer sig overfor en lyshåret svensk stewardesse. Nu vejrer Lise-Lotte morgenluft. Hun konfronterer stewarderne med sin 12.000 kr. billet og gør dem opmærksom på at hun forventer en anden og mere positiv indstilling end da vi fløj herned. De må sørge for morgen komplet til alle hendes kolleger. Og den får sandelig ikke for lidt.
Det tager de alvorligt, og vi får kaffe og morgenkomplet med frugt, yoghurt og det hele. Der bliver skænket kaffe hele 6 gange for det skal ikke hedde sig.
Hjemme i Sønderborg er der ingen panik, kufferten ligger hvor den skal, - under bilen. Trækker den frem og kører på arbejde.
27 marts 2011
Helge Søe Plougsgaard
