Vi går i krig. Klokken er 02 om natten og vi kører til forbrændingsanlægget i Kær. Parkerer bilen og går ned til vandet – det er mørkt, men stien er lyst op af små lygter der er sat op for at lede folk på rette vej. Vi skal her afvente preussernes overgang til Als. Denne tragiske historiske begivenhed som fandt sted for 147 år siden bliver levendegjort her næsten på årsdagen. Der er en projektor der viser billeder fra den tid på et hvidt lærred og der er to der fortæller øjenvidneberetninger fra hver side af fronten. De preussiske øjenvidner beretter om angst og usikkerhed, de ved jo hvad der skal ske. De skal ud i små robåde og sejle over til fjenden på Als – og de kan end ikke svømme. De danskes er mere diffuse – de ved ikke hvad der er skal ske. Ved kvart i 3 tiden slukkes alt lyset og vi venter i stilhed. Kun nogle soldater i 1864 kluns kommer ned til vandet, næppe hørligt men med raslen med geværer og krudthorn. Vel til en slags vagtskifte. En kommentator beretter afdæmpet, som var det en direkte radioudsendelse.
Pludselig gjalder luften af råb og skrig og geværild. Men de 6-7 danske soldater kan ikke stille noget op. Og kort efter kommer der kanonild og kraftige sprængladninger bliver udløst lige ved siden af os, så vi kan mærke lufttrykket. Preusserne har ordre til ikke at skyde med kanonerne før man er sikker på, at fortroppen er opdaget. Kanonilden tager til og det er meget skræmmende og livagtigt. Således står slaget på, vel et kvarters tid.
Vi bliver nu beordret op langs et hegn hvor vi kan skimte ud over en mark med højt græs (dengang var det en rugmark). Klokken er nu hen ved halv fire og det lysner lidt. Vi kan se de danske soldater stå i det høje græs og gestikulere nervøst til hinanden. Der bliver tændt baune der flammer op i den gryende morgen. Signalhorn blæser til angreb og nu stormer de ned mod vandet. Der bliver kæmpet, råbt og skreget og skudt. Men man bliver slået tilbage af overlegne preussiske soldater. Geværild og granatnedslag kan både ses og i særdeleshed høres mens kanontordenen varer ved og man kan høre ekkoet inde fra Sønderborg. Lidt over halv fire blæses der til retræte og de danske soldater tager benene på nakken og forsvinder i retning af Sønderborg.
Vi går tilbage til vandet og får beretningen om Rolf Krake, panserskibet der uden held forsøgte at stanse overgangen. I stedet for må den hastigt sejle norden om Als og ned til Kegnæs drej for at hjælpe med evakueringen senere på dagen. Vi møder også Johan Korsfeldt. Han er svensker og jeg siger at han er kommet 147 år for sent hvis Sverige ellers havde til hensigt at redde os.
Vi kører hjem til Blommeskobbel mens det lysner. Tågen ligger stadigvæk hen over markerne ved Augustenborg fjord. Det var dog en fantastisk oplevelse.
