Marie har spurgt om jeg ikke kan finde en koncert her i
London en af dagene hvor vi er her. Og efter at have betalt 2 pund for en times
internet på hotellet finder jeg en rigtig fin koncert i Royal Festival Hall med
Royal Philharmonic Orchestra og deres kor. På programmet er Vaughan Williams’ 4.
symfoni og Michael Tippett oratorie ”A child of our time”. Hvis man er i
England, må man da høre Vaughan Williams, anderledes kan det da ikke være. Og
det skal vise sig at blive en særlig fin første aften her i London.
Jeg går i gang med at bestille billetter på nettet. Men kan
jeg nu betale og få et bevis med på at jeg har betalt. Og hvilket bevis får
jeg. Jeg forsøger at ringe til billetinfo, men kommer til at sidde i kø hvor en
venlig men noget maskinel dame takker mig for min tålmodighed igen og igen. Til
sidst mister jeg dog tålmodigheden. Går ned til vores vært, han kan måske
hjælpe og det kan han da. Vi kan sende bekræftelsen til ham, så vil han printe
den ud. God deal. Jeg bestiller men det er i sidste øjeblik, min internet time
er ved at rinde ud.
Marie kommer og vi kan tage af sted. Stiger af ved Waterloo
station og kan herfra se den store koncertbygning. Finder med lidt besvær Box
Office og får vores voucher konverteret til 3 billetter. Vi har nu en halv time til at fouragere i. Vejret er
virkelig dejligt – lunt og sommerligt. Vi køber lidt brød og sætter os ned til
Themsen foran Royal Festival Hall. En
bygning der måske nok mangler lidt i skønhed, men som imponerer ved sin
størrelse.
Da tiden nærme sig halv-otte går vi ind. Vi sidder faktisk
ret godt, - lige midtfor, men dog noget langt tilbage. En mand præsenterer de
to værker og laver et lille interview med dirigenten. Koncerten bliver live
transmitteret i BBC3
Første afdeling er Vaughan Williams 4 symfoni. Et flot
stykke for det store orkester med fuld besætning. Og med en fantastisk dynamik.
Symfonien blev uropført i 1935.
Hen mod slutningen af 2 satsen i en meget stille passage
snurrer min telefon i lommen, kun et enkelt snerrr. Jeg har da heldigvis sat
den på lydløs tænker jeg, men i samme sekund begynder en elektronisk GPS dame
at sige noget. Mens damen foran vender sig om og sender mig dræbende blikke
fumler jeg febrilsk telefonen ind under armen og forsøget at kvæle damen (altså
hende i telefonen) og det lykkes. Aldrig har jeg oplevet en koncert så intenst
og specielt lagt mærke til alle de stille passager som her.
Og havde min telefon ikke været af glas og aluminium, ville
den have antaget min kropsform nu, fra et sted under højre arm og man ville
måske kunne ane aftrykket fra mine ribben.
Min telefon er helt ny og jeg har endnu ikke haft slukket
helt for den. I pausen finder jeg ud af hvordan man gør, så jeg kan nyde 2
halvleg uden nervøsitet
Efter pausen er det Tippett. Det store kor på omkring 130
sangere har taget plads bag orkestret. 4 solister og dirigenten kommer ind til
applaus og ”A child of our time” kan begynde. Stykket blev til i skyggen af
2. verdenskrig og jødeudryddelserne og
begynder med: ”The world turns on its dark side. It is winter”. Et sted hen
imod slutningen synger koret en meget
bevægende udgave af ”Go down Moses”. Det er et fantastisk flot oratorie hvor
især det stor kor imponerer, men også sopranen er fantastisk.
Udenfor er det blevet køligt. Vi slår et slag ind på en pub
inden vi tager tilbage til Kings Cross.
