Mine damer
Jeg har pålagt mig at sige et par ord om det såkaldt
smukke køn, som jo i så stort omfavn er præsenteret her i aften, i alle dets
former og affarvninger.
Og jeg skal straks meddele, at kvinden, som sådan, er et
hovedløst emne at indlade sig med, og at flere jo også er kommet
galt af sted, af samme grund.
Sagen er jo, at den kvindelige natur i al dens hyppighed, har
værket dragende på os mænd siden Arvids tid.
Da vi må erkende at fruentimmeret i alt dets pragt og vælde ikke
er til at komme udenom, hverken i direkte eller afledt betydning, skal temaet
for denne tale til damerne skal være ligestilling, pigerne efter drengene eller
tre mand bagved en enke.
Eller med andre ord Der
står kvinder bag alt.
Jeg vil nu fremdrage et par eksempler der underbygger denne tese.
Ved den seneste afstemning om hvem der skal lede vort lille
kongerige blev de styrende taburetter besat af kvinder. De blå mænd blev
skiftet ud med de røde matroner. Dog var der mislyde i denne farvesymfoni.
Der var, til eksempel, en lille lyshåret kone, Pia, der hverken
havde det rette køn eller den hel rette blå farve til at være med i legen
drengene efter pigerne der er blevet en så yndet forlystelse.
Og på kvindesiden var der en mand der både kunne ryge pibe og
fortælle morsomheder. Men han var jo en mand og måske havde han taget vel meget
farve af det Blåtårn han var lukket inde i, i flere uger efter afstemningen.
Nu er der imidlertid bragt orden i tingene. Den lille kone er
skiftet ud med en blå mand og den morsomme mand er skiftet ud med en meget
rutineret og rød kvinde. Og hvor klogt var det ikke, at den morsomme mand stoppede inden
han blev hel blå i hovedet!
Så nu kan de rigtig lege pigerne efter drengene. Men som det jo
ofte sker, de store piger rotter sig sammen mod den lille Johanne. De snyder
hende og løber over i drengenes omklædningsrum og laver aftaler.
Der står kvinder bag
alt.
Et andet eksempel er fra de indre linier. Fruen på Trompeterager
fylder dobbeltrundt og lidt kantet. Der inviteres til fødselsedags party med
tema: Kvinderne ud af køkkenet med
indbagt vinsmagning. Askeonsdag myldrer en masse gæster ind og der skåles i en
musikalsk velkomstdrink. Stor er overraskelsen, da selskabet erfarer at den i
indbydelsen kryptiske formulering står ved magt. Der er ikke lavet noget mad!
Den mandlige fraktion må iføre sig forklæder og briller og begynde at læse
opskrifter mens kvinderne sætter sig i de bløde sofaer og ser franske film alt
imens de uafladeligt snakker. Sådan noget kan kvinder.
Succesen udebliver ikke. 7 mænd i et køkken er både effektivt og
meget morsomt.
Således fejrede fruen på Trompeterager sin 55 års fødselsdag i
pomp og pragt. Og det uden at røre en finger i køkkenet og så havde gæsterne
oven i købet selv bragt vinen med.
Der står en kvinde bag alt!
Jeg tror at alle herrerne, der er her tilstede er enig med mig
om, at vore koner har været meget trofaste, og er blevet ved med at hænge
på år efter år.
Og som tiden er gået har vi været nødt til at indse, at der er andre
værdier ved kvinden, end at dem vi først lå mærke til.
Adam var den første ungka’l, men det er der ikke meget ved, når
at der ikke er kvinder med. Og det har vi andre også måttet sande og derfor
sætter vi i aften vore koner, symboliseret ved kvinden, op på en piedestal, i
tillid til, at den må ku holde til det.
Jeg
vil adressere disse bemærkninger til vor værtinde Karen, som langt har overgået
sin stammoder Eva, der som bekendt kun havde frugt at byde på. Og ikke som i
aften grønlangskål, med skålpølser men dog uden pommes fritter. Og ser i
hendes, i Karens ranke skikkelse alle kvinder
på én gang.
