Kære venner.
Tidligere blev vi pr. brev oplyst om årets hattetema. I lyset
af et, i år afholdt, såkaldt klimavalg bliver årets hattetema:
KLIMAFORANDRINGER. Og det er jo et særdeles velvalgt tema. Og det vil naturligvis også blive afspejlet i
denne nytårstale. Faktisk vil jeg gerne udfolde det til ikke kun at være ”i lyset
af klimavalget” men i lyset af den klimakrise de fleste har erkendt er over os.
Det har vi i hvert fald på Trompeterager. Vi er med Pia
Kjærsgårds ord Klimatosser. Og ordet klimatosse er faktisk blevet årets ord i
2019. Som I ved har vi en skik med at sætte to rigtige stjerner i toppen af
juletræet, stjerner som ikke er stjerner af sten, men mennesker der har betydet
noget særligt for os og i det hele taget har haft stor betydning. Jeg kan nu
afsløre at i år blev det Greta Thunberg den unge svenske klimaaktivist som den
ene og min længst afdøde fru moder der kunne runde de 100, netop i år, som den
anden.
Og ja, Greta
har delt vandene og mange har rigtig travlt med at forklare hendes vrede med
diagnoser og hykleri og hun burde gå i skole i stedet for. Hun har jo både
asbergers og meget andet og hun klager sig over at sidde på gulvet i toget selvom
hun har en 1. klasses billet. Der er rigtig mange der forholder sig meget til
hvordan hun kommer med sit budskab og mindre til hvad budskabet er. For det er
ligesom mere bekvemt at diskutere hvilke sygsomme Greta har end at diskutere hvilken
sygdom vi er i gang med at påføre vor kære gamle jord. For det kommer jo til at
koste os noget på vores bekvemmelighed og magelighed.
Men uanset
hvad man måtte mene, så har den lille svensker formået at få hele verden til at
tale om klimaet som selv tusindvis af eksperter og forskere ikke har formået og
det er dog en bedrift. Og når hun nu ikke fik Nobelprisen, så har hun dog
opnået den store anerkendelse det er, at få en plads i toppen af vores juletræ.
I det hele
taget er det jo en kompleks sag at foretage sig de rigtige ting. Klimakrigen er
en ting, men hvad med økologien, med plastik der er i snart sagt alle fisk, og hullet
i ozonlaget og madspild kan vi jo heller ikke være bekendte.
I
sommers var vi på Island og der fløj vi jo op. Fy,fy skamme, men ikke til os. Nej,
for vi havde nemlig købt aflad som genvej til den gode samvittighed. Og på Island
så vi masser af nyplantet skov, plantet for vores aflad.
Vores
bil står for det meste hjemme i garagen mens vi cykler vores vej frem på vore
cykler med elektrisk hjælp som vi lader op med strøm produceret på taget at Trompeterager
5. Og som fritidsinteresse har vil valgt korsangen der på ingen måde belaster
klimaet. Vi kunne jo have valgt traktortræk!!. Jo der er ingen grænser for
helligheden og måske er vi allerede CO2 neutrale.
Jo
på de indre linjer går det fint, og lokalt også. I Ingeniørens årskavalkade er
Sønderborg fremhævet som klimaby i en kæmpeartikel som proklamerer at Sønderborg
nu er halvvejs mod CO2 klimaneutralitet i 2029. Så det bliver jo klart i vores
levetid.
Men
ude omkring i verden går det ad helvede til. Enhver er sig selv nærmest og der
er ikke nogen der vil ofre noget på fællesskabets alter. USA bliver stadigvæk ledet
af deres kæmpebaby. I år kom Mette Frederiksen til at tage sutten fra ham og
nægtede at give ham Grønland. Det vrælede han over i lang tid.
Og
i Storbritannien siger de Make Britain Great again. De har valgt en premierminister
der til forveksling ligner Alfred fra Lønneberg, men rar som Alfred, det er han
ikke.
Nå,
men det her er jo i virkeligheden en tale til damerne ved Nytårfesten. Man kan
vel sige at den har drejet sig lidt væk fra det og over i en mere storpolitisk
retning, vi må tilbage på sporet.
Jeg tror at alle herrerne, der er her tilstede
er enig med mig om, at vore damer har været meget trofaste, og er blevet ved
med at hænge på år efter år. Og i år har den skønne Helene også hægtet sig på.
Og som tiden er gået har vi været nødt til at
indse, at der er andre værdier ved kvinden, end dem vi først lagde mærke til.
Adam var som bekendt den første ungkarl, men
det var der ikke meget ved, når der ikke var kvinder med. Og det har vi andre
også måttet sande og derfor sætter vi i aften vore damer, symboliseret ved
kvinden, op på en piedestal,- i tillid til, at den må ku holde til det.
Jeg vil adressere disse bemærkninger til vor
værtinde Karen, som så langt har overgået sin stammoder Eva, der som bekendt
kun havde frugt at byde på. Og ser i hendes, i Karens ranke skikkelse alle
kvinder på én gang.
Skål!
-->
