Valentinsdag i Shanghai

Asger ringer kvart i syv. ”Jeg står hernede, er I klar”. Ja det er vi, men Christian er jo klar i lang tid inden han kan formå sig til at træde ud af døren. Vi kommer dog ned og møder Asger i lobbyen. Han har måttet lade sin taxa køre da vi ikke var der tids nok - god begyndelse.

Vi kører i taxa for 19 Rmb og stiger af ved det spisested hvor Asger har bestemt at vi skal spise i aften. Det er en japansk restaurant af den type hvor man sidder rundt om kokken der står i midten og tilbereder maden. 168 Rmb for alt hvad du kan spise og alt hvad du kan drikke – ingen af disse er uvæsentlige. Det viser sig imidlertid hurtigt at vi har gjort regning uden vært. Det er Valentins day og det sværmer med forelskede par der skal ud at spise. Ingen steder er der plads, og det selv om vi da holder rigtig meget af hinanden. De forbandede amerikanere, at finde på sådan noget pjat som Valentins day, og så eksportere det helt til Kina.
I forventning om at finde noget i lokalområdet, der ikke er oversvømmet med forelskede ungersvende med blomsterbuketter af plastik, tager vi en taxa tilbage.

Vi finder ret hurtigt en god restaurant bag hotellet. Her er der plads og de kan tilmed tale engelsk, ikke en uvæsentlig kvalitet. Og menukortet er en billedbog, heller ikke uvæsentlig på disse kanter.
Vi får bestilt mange forskellige retter som man nu gør her i Kina. And, oksekød, svinekød, frø, fisk, bønner og en krabbe i carry og så ris. Vi døjer lidt med at beslutte om det skal være fried rice eller om det skal være steamed rice. Det ender med at vi beslutter os for fried rice, men så skal vi beslutte om det skal være med æg eller med noget andet. Her tager Christian over og træffer en beslutning. Det bliver med æg. Og så en masse øl til. Tjeneren og hans mange hjælpere er friske og bestemt ikke uden humor.

Retterne kommer ind lidt efter lidt, kødet i sur-sød sauce smager herligt og de andre retter ligeledes. Vidste faktisk ikke at der er ben i frøer, men der er der altså. Og frøer smager faktisk forbløffende godt. Vi hygger os og har det dejligt (om end jeg er ved at få krampe i min højre tommelfinger på grund af disse forbistrede spisepinde)
Da vi er ved at have bund i fadene, begynder vi at kikke os omkring – hvor bliver krabben af. Det er jo hovedretten. Vi får fat i tjeneren, der ikke kan erindre at vi har bestilt en sådan. Han bliver lidt febrilsk og siger at det tager ½ time – som han med det samme retter til 20 min. Han kommer lidt efter tilbage og siger at de ikke har flere krabber. Jamen hvad skal vi da så bruge den ekstra ris til som vi har fået til krabben? Nu kommer der en fra betjeningen springende at nu har man sandelig fundet en krabbe og vi skal bare vente lidt. Åh, det var dog dejligt og nu får vi så også friske og varme steemed rice til – de andre var jo blevet kolde.

Krabben kommer ind i sin fine gule og røde lage. Den sprælske tjener kommer med en nøddeknækker så vi kan knække kløerne og komme ind til det sparsomme kød der er på sådan et bæst. Men sovsen, - sovsen, den er fantastisk. Hvis det ikke var for sovsen var det ikke værd at købe en krabbe.

Da vi er færdige med at søbe i sovsen ligger kun skallen med de bedende øjne tilbage i fadet. Den vil Solvejg gerne have med som et minde. Hun tager den over på sin tallerken og tørrer den af med sin serviet til de to tjeneres udelte begejstring. De får dog andet at tænke på da vi beder om en doggy bag - det har de vist ikke været udsat for før.
Vi betaler og går glade, mætte og tilfredse ud i den kolde og fugtige februaraften med et krabbeskjold i plastikposen.