I Amsterdam tigger vi os til en rullestol så vi kan
transportere vores nu ret så halte kollega rundt i den store Shiphol lufthavn
I Atlanta er den helt galt med min gode kollega. Han slæber
sig ud af flyet men heldigvis er der en kørestol lige ved gaten. Den snupper
vi. Jeg fungerer igen som handkaphjælper og skubber min gode kollega afsted.
Det skal vise sig at være en god disposition. At køre rundt med en handikappet
i en rullestol åbner alle døre. Vi bliver gelejtet hen til
selvbetjeningspaskontrollen og får taget både fingeraftryk og billede. Her må
min gode kollega godtnok op at stå for ellers bliver det kun hans isse de får med på billedet. Herfra suser vi
forbi en ålelang kø og lige hen til køen for crew. Men der er ingen kø, så vi
suser lige igennem. Så igennem en special security hvor min gode kollega selv
må gå igennem mens de søde folk transporterer rullestolen om på den anden side.
Så er vi igennem og inde i USA og jeg er jo bare fulgt med. Jeg er jo
handikaphjælper.
Vi finder elevatoren ned til bagageudleveringen. Og just som
vi kommer derned passerer vore kufferter forbi. De er nemme at kende for de 4
af dem er ens – sorte med en lysegrøn stribe Vi tager dem af båndet og stabler
dem op som et tårn på en baggagevogn. Nu er det bare at vente på at de andre
kommer.
Vi er betænksomme og sender en beroligende SMS til min gode kollegas hustru. De øvrige i vores rejsehold lader dog vente på sig. Vi venter meget længe næsten 3
kvarter. De svarer ikke på SMSer og deres telefoner går på telefonsvarer. Vi
bliver utålmodige og ser vores store
fremspring svinde bort igen.
Endelig kommer de. De har vist ikke været helt så skarpe da de skulle vælge en kø at stå i. Vi kan komme videre.
