Der er noget ved denne scene….

Det er Sebastian selv der synger. Danmarks underholdningsorkester spiller energisk og vi – motetkoret – nærmest råbesynger omkvædet ud. Hele Alsion gynger. Publikum er helt oppe at køre og står op og klapper taktfast. Det er ekstranummeret ”Romeo” efter en flot, flot hyldestkoncert for vores ungdoms helt, Sebastian der fylder 70. 

Det er kulminationen på 2½ uges hektisk indøvning af et program hvor vi skal agere kor til fejringen af Sebastian her i Sønderborg, hans fødeby. Det har været svært, for det er ikke sammenhængende fraser, men meget delt op i brudstykker. Men med en intensiveret indsat og slutspurt får vi det på plads og da vi møder op på Alsion til forprøve med dirigenten synes vi at vi kan det. – Det synes den engelske dirigent bare ikke. – Have you seen this piece before…  Han revser os grundigt men får også virkelig noget energi ind i korstykkerne, så det er jo godt. Og han er så grundig at vi kun når 3 af de 6 stykker vi skal deltage i inden prøven er forbi. Vi når lige at sætte ”Fuld af nattens Stjerner” an, men her får vi at vide at der var en fejl i noderne så rytmen er helt anderledes end den meget svære rytme vi har indøvet. Nuvel det går vel også selvom jeg nu ikke er helt tryg ved at der bliver lavet om på det her i 11 time.

Næstefter er der prøve med orkestret. Danmarks Underholdningsorkester er resterne af DR Undeholdningsorkestret og de spiller forrygende. Vi prøver men når slet ikke det hele igennem. Igen er den engelske dirigent efter os og Sebastian selv er også efter os og mener at herrerne skal give noget mere. Efter en halv times tid bliver vi sendt ud til pause. Vi har en times tid inden koncerten hvor vi kan spise lidt og gå ud og snakke med flere af vore venner der er kommet i god tid.

Koncerten starter kl. 19:30 men der skal gå et par numre inden vi skal på. Vi er samlet halvdelen af koret i kongesiden og halvdelen i damesiden bag scenen i den smalle mørke gang. Vi får et tegn og vandrer ind på scenen. Her i første sæt synger vi med på 3 numre fra Cyrano, Sebastians musical fra 1993. Det går ret godt og vi har en god fornemmelse af det. Solisterne er fantastiske – det er Kristian Boland der er Cyrano.  Herefter ud igen i den mørke mellemgang. Nu har vi pause men der er stadigvæk 4 numre af første sæt som vi hører fra en skrattende højtaler i Symfoniorkestrets kantine. I pausen mingler vi med publikum og møder vore begejstrede venner.

I anden sæt skal vi ind efter et par numre – igen får vi tegnet og vandrer ind. Vi er faktisk ret gode til at gå ud og ind – i hvert fald i kongesiden. Vi synger ”Drømmeduetten” det er kun 10 takter i slutningen af den smukke duet og så skal vi ud i den mørke gang igen.  Sidste gang vi skal ind er det igen timet meget præcist for det skal være mens orkestret spiller forspillet til ”Fuld af nattens stjerner”. Louise Fribo synger allerede mens vi går ind og det er lidt skidt, for vi misser helt der hvor vi skal komme ind med vores u-uh, u-uh. Og den engelske dirigent ser lidt misfornøjet ud, men han er nu ikke selv til megen hjælp i situationen. Nuvel, Louise Fribo synger vidunderligt så det gør vist ikke så meget udover at det pirker ved vore stolthed.

Koncerten slutter med en fællessang – Sebastians udgave af ”I Danmark er jeg født”. Sebastian er på scenen sammen med alle solisterne og publikum og vi får lov til at synge med på sidste vers.

Hele salen synger med og rejser sig til langvarige og stående klapsalver. Solister og den engelske dirigent får blomster og alt er som det skal være og publikum klapper stadigvæk.

Og så er det at vi får lov til at synge ekstranummeret ”Romeo” og det er helt fantastisk. Sebastian synger selv, orkestret shiner og vi har en fest bag dem. Den er vi helt skarpe på og det hele løfter sig. Publikum klapper stående og er helt oppe at køre

Sebastian slutter det hele af med at synge ”Måske ku’ vi”.

Det var da en vældig oplevelse, han skal da bare sige til når han bliver 80.

På besøg hos Herrnhuterne

 - fra Herrens Mark til Kongens kælder og alt indimellem

Vi har sammen med en flok gode venner foræret Birgit en fødselsdagsoverraskelse. Vi har planlagt et besøg hos Herrnhuterne i Christiansfeld. Alt er minutiøst planlagt, der er ikke noget der kan gå galt. Vi er 12 mand i alt og lader os transportere i 3 biler. Aftaler møde ved Brødremenighedens kirke lidt før halv-11.

Finn og Pia tilbyder at køre og det er vi ikke sene til at sige jatak til. Finn har alt under kontrol også hvor vi skal parkere. Ved ankomsten til Christiansfeld kører vi hele vejen uden om byen for at komme den rette vej ind – det er en omvej på et par km men vi har tiden til det. Parkerer på herrens mark der er den eneste parkeringsplads der er markeret på kortet. Der er god plads og vi er stadigvæk i god tid så det gør ikke så meget at vi skal gå en km ind til kirken

Vi mødes med de andre der har parkeret lige ved indgangen til kirken. 

Vi skal deltage i gudstjenesten for lige at tjekke ud, hvordan man gør det hvis man er herrnhut. Præsten er taget til Kenya til et møde med en biskop der, ja der er flere måder at sige at man tager på ferie på. Så vi må nøjes med en lægmand. Han hilser på os og tror vi er fra Herning. Han bliver dog glad da han erfarer at vi er fra Als og Sønderborg, for han har nemlig være kirketjener i Sct. Marie for mange år siden. 

Gudstjenesten er ikke så forskellig fra det vi kender men rummet er meget specielt. Der er ingen prædikestol, intet alter, ingen døbefond. Kun et ceremonibord og en tronstol til præsten. Det er næsten som speakeren i det britiske parlament. Og menigheden sidder også her på lange bænke der står på tværs.

Vi synger en række salmer 2 kendte og 2 ukendte, men der er mange vers så de lærer sig. Præsten læser bønner og prædiken op og det er alt sammen meget fint. Og det gode ved det hele er at det kun tager 3 kvarter, så er vi ude igen, vi har nemlig en stram tidsplan så det er godt at have lidt tid på kontoen. 

Vi vandrer nu tilbage til herrens mark og tager bilen – vi skal spise frokost på Skamlingsbanken. Da vi har vundet lidt tid tager vi den smukke vej over Hejlsvig. Den er rigtig nok også meget smuk og Hejlsvig ser da umådelig hyggelig ud, den må vi frekventere på et tidspunkt evt på cykel.

Vi møder de andre på Skamlingsbanken, de er allerede kommet, de havde jo ikke den lange vej til herrens mark de skulle tilbagelægge. Vi bærer frokost, drikkevarer, borde og stole op på banken og stiller op. Vejret er dejligt. Det bliver en vidunderlig frokost med højt humør. 

Tunede tomater, vrappede lakseruller, tærte 1 og tærte 2 og til sidst er der ost. Dertil hvidvin og rosé og en øl til de meget tørstige – og jeg skal jo ikke køre.

Efter frokosten er der tid til en lille vandring i området. Vi ser klokkestablen som Karen har en vis andel i via sin far og Karen Blixen. Det er et mindesmærke over de modstandsfolk der kom af dage under besættelsen.

Vi kører tilbage til Christiansfeld. Finn har lavet en aftale med en guide der giver os en meget grundig og spændende indføring i Brødremenigheden og hvordan Christiansfeld blev til. Vi besøger igen kirken og får en masse ny viden hældt på, går en tur rundt i byen og får fortalt om arkitekturen og de håndværksmæssige traditioner og slutter på Guds Ager – kirkegården. Den er spændende for her ligger man i rækkefølge efter hinanden og der er ingen grave der bliver sløjfet. De er her alle sammen fra den første lille dreng som var den første der blev begravet her i 1773. Mænd til højre og kvinder til venstre.

Vores guide er virkelig dygtig og vidende. Hun er dejlig upoppet men seriøs og smilende. Vi tager afsked med hende ved det gamle Apotek, hvor vi skal have kaffe og honningkage.

Det er et spændende sted. Der er dækket op til os da vi kommer og vi sidder blandt nips og ting der kan købes. Der er et større sortiment af garn så vore kvinder går shop-amok i nøglerne.

Vi får honningkagerne serveret af gamle juleplatter og minsandten om ikke Birgit får en med motiv fra Vibæk vandmølle. Hvor heldig kan man da være.

Klokken nærmer sig 17 og vi skal videre – vi har nemlig også en aftale med Tyrstup kirke som ligger tæt på. Det er nemlig sådan at Christiansfeld ligger inde midt i Tyrstup sogn. Man kan vide at man forlader Christiansfeld når kantstenene bliver smalle. I Christiansfeld er de brede. Det er jo meget praktisk hvis man har brug for at vide det.

Vi tropper op ved Tyrstrup kirke kl 17. Finn har lige ringet til sin kontakt der og det er heldigt for han har nemlig glemt det, han står uden bukser. Da vi møder ham i kirken har han heldigvis fået bukserne på og kan give os en fin orientering om Tyrstrup kirke der er bygget i 1863. Desværre er det kun mig der sidder lige foran ham der kan forstå ham. Flere af de andre klager over at han taler utydeligt. Nuvel der er rig mulighed for at spørge ind for han giver sig god tid og viser rigtig meget frem om det så er kirkesølvet og messehaglerne får vi dem at se. Det er en umådelig smuk kirke med bordeauxrøde bænkerader og blå prædikestol og alter med guldornamentering.  

Da vi næsten ikke kan klare mere bliver vi sandelig også ført over i menighedshuset. Det er han også meget stolt af. Vi tager afsked ved 18-tiden. Vi har jo et punkt mere på programmet. Middag på Brødremenighedens hotel. 

De venter os og vi bliver bænket i kongens kælder. Karen har forudbestemt hvad vi skal have og forhandlet en fordelagtig pris på det. Det er haneben med tilbehør og pebersauce. Dertil rødvin til de fleste og øl til de største. Is med ikke mindre end 5 kugler til dessert og så er der endda en flødeskumskugle med som den sjette.

Det er en svær hyggelig middag og vi kommer omkring mange gode emner og også er par malere – Sørensen og Mikkelsen, Arne og Svend, Haugen og Hausten.

Vi forlader etablissementet, omfavner hinanden til afsked og kører tilbage til Als. 

Det blev da i grunden en dejlig dag.