Bil i grøften

Vi er i Castiglione Falletto og har nydt en herlig frokost med vore venner. De vil vandre tilbage til Barolo mens vi kører tilbage - bilen skal jo med tilbage.

Vi kommer forbi en mark hvor de høster. Bonden kommer med traktor og vogn og bakker op i marken for at læsse de plukkede druer op på vognen. Vi hilser på ham og kører videre. Et par hundrede meter længere nede møder vi en modkørende bil og Solvejg kører godt ud i siden for ikke at kollidere. Lidt for langt ud, for pludselig forvinder det højre hjul ned i en skjult grøft der er en halv meter dyb. Bilen står på maven og jeg kan end ikke åbne døren i passagersiden. 

Solvejg er lidt rystet og meget ked af det. Bilen står uhjælpelig fast - hjulene snurrer bare rundt i luften og bilen rører sig ikke, hverken fremad eller baglæns. Hvad fanden gør vi nu? Jeg tager resolut et billede af den forulykkede bil og vandrer tilbage til det sted hvor vi mødte manden i traktoren, han må kunne hjælpe. På min telefon skriver jeg ”Vi er skredet ud i grøften med bilen, kan du hjælpe os” og oversætter det til Italiensk med Google Translate. Jeg vandre op i marken hvor han holder og viser ham teksten. Han forstår det straks og nikker og siger 5 minutes og viser de 5 minutter med hånden. Jeg går tilbage til bilen og vi forsøger en ekstra gang om vi kan komme fri af egen kraft, men det er umuligt bilen er urokkelig, fandens til tungt asen.

Kort efter kommer manden i traktoren og han har en hjælper med. De kikker rundt om bilen efter et sted hvor de kan få fat og trække bilen op. Finder trækøjet sammen med reservehjulet og får den skruet i bagi. Manden har et reb i traktoren og vi binder den i bilen og til snuden af traktoren. 

Men den springer som var det en sytråd og bilen har ikke rykket sig en smule.

 

Begge vore italienske venner går rundt om bilen og snakker en masse italiensk. Vi finder advarselstrekanten frem og sætter den op så forbipasserende kan tage sig i agt. Til sidst beslutter manden på traktoren sig for at hente noget stærkere reb hjemme på gården. Han forsvinder i hjælperens bil og kommer tilbage efter 10 minutter med et nylonreb der ser tyndt, men stærkt ud. Nu flytter vi trækøjet frem foran og forbinder bilen med traktoren, der nu er placeret foran bilen. 

Solvejg sidder i bilen og skal forsøge at køre bilen op mens traktoren trækker. Men hjulene snurrer bare rundt, for der er ikke nok friktion mod asfalten. Det ryger og lugter af brændt dæk. Nu prøver jeg og hjælperen at løfte den ene side af bilen så den får mere tryk på hjulet mod asfalten og nu sker der noget. Stille og roligt kommer bilen op. Åhh hvilken lettelse at se den skide Opel Grandland X med alle 4 hjul med god kontakt med asfalten. 

Jeg takker de gode hjælpere af hjertet og spørger om jeg ikke kan betale dem lidt for deres hjælp. Det modsætter de sig, de vil ikke have noget. Jeg takker dem igen og trykker deres hånd. Det i sig selv gør faktisk rigtig godt, her i post-corona æraen. Jeg henter advarselstrekanten, folder den sammen og tænker, at det gik da ikke helt galt.

Billeje hos Sicily by Car

I Milano Malpensa får vi vore kufferter udleveret og så er det med at finde Sicily by Car hvor vi har lejet en bil. Jeg har kikket mine kort igennem og har konstateret at jeg ikke har mit fysiske kørekort med, kun den på telefonen - kørekortappen. Nuvel, de er vel også fremme i skoene mht til digitalisering og den rivende udvikling her i Italien. 

Det viser sig at være en kende besværligt at finde Sicily by Car i terminalen, men efter en tur en etage op og dernæst ned i kælderen finder vi dog stedet.

Der er lidt kø, og det er en omstændelig affære at få udleveret en bil her ved Sicily by Car kan vi se. Endelig er det vores tur. Vi hilser hjerteligt på manden og han afkræver mig legitimation og kørekort. Jeg viser ham passet og min app, men den er han ikke imponeret af. Han insisterer på, som Poul Bent allerede havde forudset, at få det fysiske kørekort i hånden ellers ingen bil. Det var dog fandens, jeg havde glædet mig til at køre T-roc her i Italien. Er det ok med Solvejg som chauffør så? Det er det hvis hun har kørekortet med og det har hun. Karen bliver 2. chauffør og hun har også kørekortet med. Ønsker vi måske en upgrade til automatgear? Det tager vi med, for det er Solvejg jo mere vant til. Det koster 20 euro pr dag, men vi får det for 11 euro, et klassisk sælgerkneb, for hvem ved hvad den rette pris er, nuvel vi tager det med. Karen har charmeret sig ind hos den gode Sicily by Car mand og der er god stemning.

Vi skriver nu under 6 gange og vi skal begge skrive da jeg jo ikke er chauffør, men kun den der betaler. Får nøglen til en Opel Grandland X og forlader disken for at finde bilen. Det viser sig også at være lidt af en udfordring, idet der er er Sicily by Car biler to steder og naturligvis vælger vi først det forkerte sted. Finder dog bilen og får den fyldt op med kufferter. 

Selv om Solvejg er vant til at køre i en bil med automatgear vælger hun alligevel at inddrage sit venstre ben i håndteringen af bilens pedaler. Det resulterer i en voldsom hakkende udkørsel fra parkeringsbåsen som var der kængurubenzin på tanken. Lidt efter lidt kommer hun dog i tanke om at hun jo bare skal gøre som med Golfen derhjemme og straks går det meget bedre. 

Nu er det så med at komme ud på motorvejen mod Barolo. Karen sidder bag i med sin google maps og jeg foran med min google maps. Og Solvejgs problem er at vi giver modstridende anvisninger. Det resulterer i en noget flakkende opstart på turen inden jeg finder ud af at jeg har sat min google til gående trafik. Solvejg følger nu for en tid kun Karens guidning og det går meget bedre. Vel ude på autostradaen suser vi afsted mod Barolo.