mandag den 27. september 2021

Billeje hos Sicily by Car

I Milano Malpensa får vi vore kufferter udleveret og så er det med at finde Sicily by Car hvor vi har lejet en bil. Jeg har kikket mine kort igennem og har konstateret at jeg ikke har mit fysiske kørekort med, kun den på telefonen - kørekortappen. Nuvel, de er vel også fremme i skoene mht til digitalisering og den rivende udvikling her i Italien. 
Det viser sig at være en kende besværligt at finde Sicily by Car i terminalen, men efter en tur en etage op og dernæst ned i kælderen finder vi dog stedet.

Der er lidt kø, og det er en omstændelig affære at få udleveret en bil her ved Sicily by Car kan vi se. Endelig er det vores tur. Vi hilser hjerteligt på manden og han afkræver mig legitimation og kørekort. Jeg viser ham passet og min app, men den er han ikke imponeret af. Han insisterer på, som Poul Bent allerede havde forudset, at få det fysiske kørekort i hånden ellers ingen bil. Det var dog fandens, jeg havde glædet mig til at køre T-roc her i Italien. Er det ok med Solvejg som chauffør så? Det er det hvis hun har kørekortet med og det har hun. Karen bliver 2. chauffør og hun har også kørekortet med. Ønsker vi måske en upgrade til automatgear? Det tager vi med, for det er Solvejg jo mere vant til. Det koster 20 euro pr dag, men vi får det for 11 euro, et klassisk sælgerkneb, for hvem ved hvad den rette pris er, nuvel vi tager det med. Karen har charmeret sig ind hos den gode Sicily by Car mand og der er god stemning.
Vi skriver nu under 6 gange og vi skal begge skrive da jeg jo ikke er chauffør, men kun den der betaler. Får nøglen til en Opel Grandland X og forlader disken for at finde bilen. Det viser sig også at være lidt af en udfordring, idet der er er Sicily by Car biler to steder og naturligvis vælger vi først det forkerte sted. Finder dog bilen og får den fyldt op med kufferter. 

Selv om Solvejg er vant til at køre i en bil med automatgear vælger hun alligevel at inddrage sit venstre ben i håndteringen af bilens pedaler. Det resulterer i en voldsom hakkende udkørsel fra parkeringsbåsen som var der kængurubenzin på tanken. Lidt efter lidt kommer hun dog i tanke om at hun jo bare skal gøre som med Golfen derhjemme og straks går det meget bedre. 

Nu er det så med at komme ud på motorvejen mod Barolo. Karen sidder bag i med sin google maps og jeg foran med min google maps. Og Solvejgs problem er at vi giver modstridende anvisninger. Det resulterer i en noget flakkende opstart på turen inden jeg finder ud af at jeg har sat min google til gående trafik. Solvejg følger nu for en tid kun Karens guidning og det går meget bedre. Vel ude på autostradaen suser vi afsted mod Barolo.




Ingen kommentarer: