Om at købe en robotplæneklipper

Min ældre veninde udtrykker et ønske om at få en robotplæneklipper til sin ”grønplet” som hun siger. Vi kører ind til butikken for at se på mulighederne. Der er da også et fint eksemplar og til en fornuftig pris. Men man skal jo ikke lave impulskøb så vi kører igen, min ældre veninde må lige tænke lidt over det og sove på det et par nætter.

En søndag formiddag går vi så i aktion, kører til forretningen, køber og får udleveret robotten i en stor kasse. Hjemme hos min ældre veninde går vi straks i gang med at åbne kassen og undersøge dets indhold.

 

Der er 3 hovedelementer - strømforsyningen, ladestationen og selve robotten, og så naturligvis den lange tråd der skal afgrænse området som skal klippes. Vi går straks i gang - flytter nogle planter for at optimere robottens bevægelsesfrihed og får den lange tråd lagt ud langs kanterne af plænen.

Slutter tråden til ladestationen og sætter via strømforsyningen strøm til sagerne. Nu er det bare at sætte robotten igang. Trykker på start med en forventning om at den nu kører ud og klipper græs, men det gør den ikke. Den begynder at køre rundt om sig selv flere gange og så ud til siden for til sidst at sige piiip og stoppe. 

Hvad pokker er nu det. Det skal da virke når man sætter det til. På robottens betjeningspanel blinker lamper for både fejl og manglende opladning og så at den er låst. Finder koden til at låse den op med, men den lader sig ikke låse op. Nå den skal nok lades op og vi sætter den ind i ladestationen, men her er der ikke noget der lyser. Nååå, så er det jo nok strømforsyningen der ikke virker. Jeg finder en anden (min egen er magen til) og så kommer der lys i ladestationen. Nu virker det siger jeg beroligende til min ældre veninde.

Vi sætter robotten ind i ladestationen så den kan lade op, men efter et par minutter bakker den ud igen. Vi skubber den ind igen men det gentager sig - den bakker ud igen og maser sig op ind i de lave planter der står i nærheden og det er endda udenfor området. Det var dog fandens, den tåbelige robot. Vi skubber den ind og klodser den op så den ikke kan køre ud igen, vi skal nok lære det bæst at den skal være glad for en opladning. Den står natten over. 

Dagen efter gentager mønsteret sig, den har sin egen vilje og den vil ud i busken og hvis man endelig sætter den ud på det dejlige grønne græs kører den bare rundt som sig selv. Som en uterlig unge der ikke vil høre efter. Så må der jo være en fejl på robotten også. Min fornuft tilsiger mig at det kan jo ikke kan passe at der er fejl på to ting i samme kasse, men jeg tager alligevel både strømforsyningen og robotten med tilbage til butikken og siger at det ikke virker. I butikken har de jo ikke forstand på robotter og jeg får en ny robot og en strømforsyning med. 

Vi sætter det til, nu kommer der lys i ladestationen som der skal, det er gode tegn, og vi sætter den nye robot ind til opladning. Efter 2 minutter bakker bæstet ud igen, moser rundt i bedet udenfor området. Hvad fanden er der da galt. Min ældre veninde fornemmer min frustration. Jeg flår ladestationen af og kører til forretningen og får også den byttet til en ny, det er det sidste der kan være galt. I forretningen siger de forsigtigt at jeg jo kan prøve at ringe til importøren, de ved meget om opsætning og installation. Fnys!!!, skal jeg ”Mr. Kan Alt” ringe til importøren for at få en skaldet robotplæneklipper til at virke, det kommer ikke til at ske!! 

Den nye ladestation virker naturligvis heller ikke og vi udsætter fejlfindingen til i morgen hvor jeg har fridag. Jeg sniger mig alligevel til at kikke på manualen på internetter og finder her en vigtig detalje. Ladestationen skal vende rigtigt i forhold til området hvor den skal klippe. Ja for pokker, det er da klart, det er jo derfor den hver gang drøner ud i busken udenfor området. 

Næste morgen vender vi stationen og det hele virker nu som det skal.

______________________

Min søn, Anders, kan noget med Storm P og Ebbe Rode. Her har han inspireret af min robotplæneklipper historie lavet en hel genial Robot Storm P version.

Om at sælge en trailer

Jeg tilbyder min ældre veninde at sælge hendes trailer for hende gennem Gul og Gratis, det kan vel ikke være så svært. Alternativet som hun selv har tænkt er at køre den på lossepladsen. Men nu om stunder er der penge i gamle sager og sikkert også i denne trailer.

Jeg tager et par billeder af genstanden. Det er en fin trailer med kun 2 huller i bunden. Store dele af bunden er der, og lyset virker med en enkelt pæres undtagelse.

Jeg opretter en annonce på Gul og Gratis og sætter den til salg for 1000 kr. Der er bid næsten med det    samme. En vil kende målene og det er jo også relevant, jeg måler den op og offentliggør målene. En  byder 500 kr og en anden 750. Jeg forsøger at få 850 ud af manden, men det vil han ikke høre tale om.  Vi aftaler at han henter traileren med det samme -  han bor på Haderslevegnen. Inden der er gået en time  henter han den direkte hos min ældre veninde og betaler hende de 750 kr.

Det gik da meget godt og vi er alle svært tilfredse. 

Men historien ender ikke her, for min ældre venindes nære slægtning bliver nervøs og spørger mig om jeg har aftalt at traileren bliver om-registreret. Nej det har jeg ikke, det bruger vi ikke altid her. Det er jo en ældre trailer og om-registrering koster både syn og nummerplader og så er afstanden op til en ny trailer jo ikke så stor. Og hvad kan der ske, hvis manden laver ulykker hænger det jo på bilens forsikring. Og hvis han bliver snuppet af politiet er det jo ham der får en bøde. 

Min ældre venindes nære slægtning bliver dog ikke beroliget og er stadig utryg på min ældre venindes vegne. Hvis traileren af vanvare bliver efterladt alene på motorvejen og forårsager en ulykke er der jo kun min ældre veninde at falde tilbage på, med mindre at manden fra Haderslevegnen melder sig frivilligt.  Så jeg kontakter manden på Haderslevegnen og foreligger ham sagen. Han siger at det er sådan man gør, men jeg insisterer på at han lader traileren om-registrere. 

Så vil han hellere lade handelen gå tilbage og køre traileren tilbage til mig. Han tager igen vejen fra Haderslevegnen og holder udenfor min dør en time senere. Vi udveksler traileren og de 750 kr. og roser hinandens venlighed. 

Nu da jeg har traileren igen går jeg ind på min annonce og ser efter om der er andre der har ytret interesse. Det er der, der er en der vil give 800 kr. for den og skal ikke have nummerpladen med. Det var da en endnu bedre handel. 

Jeg havde faktisk afvist hende i første omgang, men skriver tilbage og spørger om hun stadigvæk er interesseret. Det er hun og vi aftaler at hun henter traileren med en anden trailer allerede i morgen. 

Jeg går straks ud og skruer nummerpladen af og bringer den i sikkerhed.

Nytårstalen 2020

Året 2020 vil vi alle huske som et meget specielt år. Da vi holdt nytår sidste år havde vi da alle hørt tale om Corona - udover at være en mexicansk øl, en tjekkisk møntfod og et stjernebillede var det nu også noget med en sygdom i Kina.  
Men Kina er jo langt væk og de beholder nok den Corona derovre tænkte, eller håbede vi. Men nej, det gjorde de ikke - som alt andet blev også corona sendt videre til vesten. Og nu har vi døjet med det næsten et helt år.

Som det er mange bekendt har vi en tradition med at hylde nogen som har haft betydning for os eller har gjort et uudsletteligt indtryk på os. Vi sætter dem i toppen af vores juletræ som rigtige stjerner. - Og hvem blev det så i år. Der har været flere kandidater. Det var jo vanskeligt at komme udenom corona-temaet. Brostrøm, Mette F - nej den samlende figur her, er ikke nogen af dem, det er derimod tegnsprogstolken der heroisk på utallige pressemøder har tolket hvad som helst og har skullet finde på nye tegn for både

mink og mutationer og meget mere. Ingen ved hvad hun hedder, men vi kender hende alle sammen.
Og vi har jo plads til 2 i toppen af juletræet. På bagsiden af tegnsprogstolken er der en mink med en nissehue. Minkene har alle som en måttet lade livet for vores skyld så skrækkelige mutationer ikke skulle sprede sig hos os og gøre den længe ventede vaccine ubrugelig allerede inden den er nået frem. Vi synes selv det er to værdige stjerner der har strålet ud fra toppen af træet i vores stue i år.

Vi har lært mange nye tricks i år. Vi har lært at spritte af og gebærde os i det virtuelle, hvor det største problem synes at være, at blive enige om hvilken af de utallige kommunikations-platforme vi skal anvende - Zoom, Teams, Duo, Skype og mange flere. For det er jo smartest hvis vi bruger det samme samtidigt. Selv vores nytårsaften her i aften er flyttet til Zoom hvor vi nyder hinandens virtuelle selskab. Drinksene er trods alt, og heldigvis for det, fysiske. Skål.

Alting er vendt på hovedet i 2020. Før var der bødestraf for ikke at ville give hånden til hilsen, nu er det nærmest forbudt at række hånden frem, man må nøjes med de spidse albuer. Før var der indført maskeforbud i det offentlige rum, nu er det forbudt at gå uden maske. Bliver man væk fra hinanden må man kikke godt efter, hvis man skal finde sin egen kone igen i vrimlen. 

Og hvordan har det politiske landskab så håndteret en pandemi. Man kan sige det kort. Mette F. har med Søren Brostrøm i ryggen taget det hele. De øvrige har været statister. 
Men det er nok mere nuanceret end det. De øvrige partier har forsøgt at få indflydelse og er blevet lidt mere synlige hen over sommeren. Og de havde jo det held at Mette F til sidst gled i minkpelsen. 

Men Corona er ikke det eneste interessante i det politiske kandestøberi. Vi så prominente politikere der blev afsløret i upassende befamlinger af kvinder i deres nærhed. Politikere, der er til for at styre vores samfund som ikke kan styre selv. De ligger nu som de har redt.

Og det gør madam Støjberg også. I sin magtfuldkommenhed følte hun sig hævet over loven da hun rev ægtepar fra hinanden uden at vurdere om det var rimeligt. Mange syntes at det var i orden da der var tale om muslimer, - men det var det jo ikke, loven er jo ens for alle, også for muslimer.
Og nu er madam Støjberg jo ekspederet helt ud på sidelinjen. Det synes jeg bestemt ikke er en ulykke. Så kan hun jo stå derude og dræne sumpen.

Ser vi ud over kongerigets grænser er der opløftende og positive hændelser at berette om. 
Vaccinen er på vej - eller rettere den er kommet. Vi, der hører til den modne del af befolkningen, må vel snart komme i betragtning. Og det haster for vores vouchers for de rejser og operabilletter vi ikke fik brugt sidste forår udløber jo snart.
At de amerikanske vælgere fik ekspederet den forvoksede baby ud af det hvide hus må også tælle som en af de meget positive hændelser i 2020 ligesom der kom en afslutning på Brexit-farcen i 12’te time

Tilbage på de indre linjer, lykkedes det Finn at afholde sin fødselsdag under strenge restriktioner på Ballebro Færgekro, men det gik jo godt og vi måtte spise den lækre mad uden mundbind. Og det var svært hyggeligt. Tak for den fest.

Og så er det jo nu, at Ann forlader arbejdsmarkedet og sin optikerbutik, hvordan skal det nu gå.  Hvem skal nu rådgive os på synsfeltet, hvem skal sikre os klarsynet og hvad med rabatten. Det må vi have fundet løsninger på i 2021. Men vi vil på trods af denne store usikkerhed ønske dig alt godt med din nye tilværelse Ann.

Og jeg selv er fra 1. januar ansat i Solvejgs hjemmeservicefirma, på deltid, 8 timer hver fredag - uden løn i første omgang. Det ser ud som om der er nok at tage fat på.

Nå, men det her skal jo også være en tale til damerne. Jeg tror at alle herrerne, der jo ikke er her tilstede er enig med mig i, at vore damer har været meget trofaste, og er blevet ved med at hænge på år efter år. Og som tiden er gået har vi været nødt til at indse, at der er andre værdier ved kvinden, end dem vi først lagde mærke til. 

Vi har med Adam, der jo som bekendt var den første ungkarl måttet sande, at livet er en jammerdal hvis der ikke er kvinder tilstede. Vi sætter derfor vore damer, symboliseret ved kvinden op på en piedestal i tillid til at den vil kunne holde til det. De har så langt overgået deres stammoder, Eva, der som bekendt kun havde frugt at byde på.
Jeg vil gerne her på tærsklen til det man vel kan kalde vaccinens år, 2021 udbyde en skål for vore vidunderlige kvinder - og deres mænd.

Skål.

En lidt for spændede Kristi Himmelfartsferie

Vi er taget i sommerhus, vejret har være med os den første dag, om torsdagen, men ikke om fredagen – der begynder det at regne og det bliver ved.

Så det er mest vejr til indendørs sysler som vi så går i gang med. Mens jeg står og roder i køkkenskuffen efter en kniv bliver jeg pludselig svimmel som man sommetider gør, men denne gang tager det til og accelererer. Hele min venstre side kollapser og jeg falder om på gulvet med en masse rabalder til følge. Solvejg kommer til og tror i første omgang at jeg laver pjat da jeg rager rundt for at komme op, men kan hurtigt se at det her er ikke normalt. Jeg kan ikke komme op at stå, min venstre side virker ikke og da jeg vil sige noget kan jeg ikke. Kun uartikulerede lyde kommer ud. Jeg ved hvad jeg vil sige, men kan overhovedet ikke få min mund til at sige noget forståeligt, selv om jeg prøver langsomt. Og Solvejg siger nu at jeg er helt skæv i ansigtet. Vi må nok hellere ringe 112.

I befippelse har Solvejg fået startet noget musik på sin telefon som hun ikke kan får stoppet igen. Det kan jeg til gengæld, så helt skidt er det jo ikke. Men jeg kan stadigvæk ikke snakke og når jeg kikker ud på min venstre arm er det som om den slet ikke tilhører mig. Den er helt autonom og jeg må tage fat i den med min højre hånd for at forsikre mig om at det faktisk er min egen arm. Det er ret så syret.

112 får med det samme sendt en ambulance da hun hører at jeg hverken kan stå eller tale og er skæv i ansigtet. Det er en effektiv metode og damen forsikrer om at der er en ambulance på vej.

Jeg sidder stadigvæk på køkkengulvet og efter nogen tid opdager jeg at jeg kan tale igen. Og ben og arme virker også igen kan jeg mærke. Jeg kommer op på en stol. Jeg spørger om jeg ikke skal have noget pænere tøj på, jeg er jo i mit gamle arbejdstøj. Lidt forfængelig er man vel altid.

Da ambulancen kommer er jeg pæn og præsentabel og kan selv gå ud til ambulancen, da de to redere har forsikret sig om at jeg er normal igen. Det har nok været en lille blodprop der har passeret mener de. En hjerneblødning vil ikke forsvinde så hurtigt igen.

Solvejg bliver hjemme, for i disse coronatider må man ikke komme ind på hospitalet hvis man ikke er syg. Vi kører med fuld udrykning i rasende fart til Sønderborg sygehus. Imens taler jeg hyggeligt med den reder der sidder hos mig.  Der er aftalt ”fast track” kan jeg høre på samtalen foran i ambulancen. Og vi kører da nærmest også direkte ind i CT scanneren hvor noget kyndigt personale tager over.

Der er ikke gået en time fra at jeg er styrtet om til jeg ligger her i scanneren, det er da faktisk meget effektivt. Fra scanneren bliver jeg kørt op på akutmodtagelsen hvor lægen jeg mødte i scanneren kommer og lyser mig i øjnene og hamrer på knæ og albuer med sin lille hammer. Alt synes i orden nu. Der bliver taget blodprøver, blodtryk og jeg bliver udstyret med elektroder over hele overkroppen så de kontinuereligt kan måle hjertekardiogrammer. Det er lidt generende at have det apparatur hængende om halsen, men da jeg vælger at ligge og drive den af i sengen går det jo meget fint alligevel. Jeg når næsten at læse en hel lydbog – Erna og Rumæneren, så jeg keder mig ikke ret meget. Hver anden time natten igennem kommer der en sød sygeplejeske og trykker mig i hånden, tager temperatur og blodtryk og stiller mig spørgsmål om tid og sted, så det bliver ikke til så meget søvn.

Lørdag formiddag kommer overlægen på besøg, blodprøven viser forhøjet kolesterol, men ellers ikke andet. Og han kan igen fortælle at scanningen har vist, at det var en blodprop i lillehjernen der har passeret og skabte al den ravage. En sidste undersøgelse inden jeg er udredt er en ultralydsscanning af halspulsårerne. Hvis de kan lave den i dag vil jeg blive udskrevet herefter, hvis ikke bliver jeg bare udskrevet og skal komme til ambulant ultralydsscanning.

Det viser sig at det ikke kan blive i dag så jeg bliver udskrevet, først kan jeg dog lige nå at spise frokost, og jeg har bestilt en hakkebøf. Jeg ringer til Solvejg og aftaler at hun henter mig kl 12:30.

Lige midt i hakkebøffen får jeg dog besked om at ultralydsscanningen alligevel skal laves og det skal være nu. Jeg må efterlade en halv hakkebøf da en portør stiller med en kørestol. Jeg kunne da ellers godt gå selv, men det går ikke her. Det viser sig at mine halspulsårer er umanerlig fine og helt uden forkalkning og forsnævringer, så der er ingen alarm herfra.

Jeg tager afsked med personalet og går ned til Solvejg der holder og venter.

Se det var dog noget af en heftig oplevelse. Resten af ferien hygger vi os med vore børn der alle er kommet hjem. Så det endte jo rigtig godt.

Corona on Tour 2

Dagbog fra 8. april 2020 - en mærkelig tid i Danmark.

Det onsdag før påske. I denne Coronatid arbejder jeg hjemmefra og har gjort det nu i næsten 3 uger. Det er lidt en tilvænningssag og det fungerer egentlig udmærket med virtuelle møder når det nu skal være og det skal det jo. Der er da i hvert fald ingen kolleger der forstyrrer en - kun køleskabet, som jo er alt for tæt på. Ved 4-tiden klapper jeg låget ned på min labtop - det er tid for dagens cykeltur. En skik vi har opdyrket i denne tid. Vi cykler en lang tur hver dag sidst på eftermiddagen på mindst 25 km og ofte meget længere.

Solvejg, der har være i brugsen, siger at det brænder i Høruphav og et kik ud af vinduet forsikrer os da også om at der er noget helt galt i sydøstlig retning for der stiger der en tyk sort røgsøjle mod himlen. Det er det gamle kommunekontor der brænder.

Vi gør os klar til cykelturen der i dag skal går til Dybbøl og omegn. Kører lige et smut ned for at se hvor omfattende branden er. Den er omfattende, Den ene af de 3 bygninger er helt brændt ned og det midterste er der også voldsomt fut i. Brandbiler og stigevogne forsøger at få bugt med ilden, men det synes for sent. Måske kan den ene af de 3 bygninger reddes.

Vi cykler videre mod Sønderborg. Vi har altid valget mellem Søndre Landevej og vejen over Vollerup. I dag kører vi ud ad Vollerup, så tager vi Søndre Landevej hjem. Tværs ind gennem Sønderborg og under Kongevejskryset ad den gamle jernbaneviadukt der blev genåbnet for et par år siden. Ned over Christian X’s bro og ud ad Åbenråvej. Uden for byen kommer vi til den det store vejanlæg med den dobbelte rundkørsel der fører over motorvejen. Det er jo ikke noget, når man kommer der i bil, men på cykel er det et imponerende og sindrigt net af veje der fører en over på Ragebøl siden af motorvejen.

I Ragebøl drejer vi ud sydpå igen mod det andet store motorvejsanlæg, den med den monstrøse rundkørsel hvor cykelstien føres tværs igennem. Det var et af målene med dagens tur.  Tilbage på Dybbølsiden af motorvejen ser vi vejen til Stenderup, - var det ikke der hvor Peter og Birgit holdt deres fælles fødselsdag for mange år siden? Vi kører mod Stenderup og finder en masse spredt bebyggelse. Stenderup er en stor landsby med få bebyggelser der ligger meget spredt. Der har vi da aldrig været. Vi kører videre og finder til sidst også Stenderup kirke og det fine hvide kursuscenter hvor vi fejrede vore venner der fyldte 150 - tilsammen. Kirken, der blev bygget af den berømte arkitekt Martin Nyrop (det er ham med Københavns rådhus) er for længst nedlagt som kirke men den er rigtig fin.

Vi kører videre gennem Nybøl og ad landevejen til Bøffelkobbel og videre mod Dybbøl. Solvejg har læst om en høj vest for Dybbøl Banke. Da vi passerer er det tydeligt hvad det er hun har læst om. Det er Avnbjerg, og det siges at den røde prins - Prins Friedrich Karl sammen med feltmarskal Wrangel tidligt om morgenen den 18. april 1864 red op på toppen af Avnbjerg og herfra styrede stormen på Dybbøl.

Vi cykler op til højen og der da ganske vist også en prægtig udsigt og et godt overblik her. Frit udsyn til Banken og over til Gammelmark på den anden side af Vemmingbund hvorfra Preussernes kanoner gjorde helvede hedt hin forårsmorgen for 156 år siden.

Vi fortsætter ad landevejen mod Sønderborg men tager endnu en afstikker ind ved den gamle Dybbøl skole og kan derfra komme op ad Dybbøl banke ad bagvejen. Lige før vi kører ind i byen kan man sandelig køre ad en marksti over til noget der viser sig at være den gamle danske skanse 10. Den er imponerende stor.

Vi fortsætter for vi har endnu en enkelt planlagt seværdighed tilbage - Barstenen. Det må være den vejen Dybbølsten er opkaldt efter. Så der må være oplagt at finde vejen først. Det gør vi og finder da også en kæmpemæssig sten.

Den er i top-10 for store sten i Danmark. Den har engang været meget større, men har i tidens løb fungeret som stenbrud. Den er transporteret hertil under den seneste istid for 18.000 år siden.

Det var dog imponerende.

Vi sætter nu næsen hjemad - passerer den gamle bro og tager Søndre Landevej hjem til Hørup. Kører lige forbi det brændende rådhus for at se hvor meget der er tilbage. Der er ingenting tilbage af to af de 3 længer, det er et trist syn. Brandfolkene pøser stadigvæk vand på. I avisen står der at branden er under kontrol!!

Vi kører de sidste par hundrede meter hjem og får lavet aftensmad.

Det var dog en dejlig tur som blev til 39 km og sikke mange spændende ting vi har set, også i dag.

Corona on tour.

En uge midt i en corona-tid hvor vi cykler os vejen frem

Til daglig har jeg de senere år cyklet på arbejde, det sidste år helt konsekvent - 17,50 km hver vej i alt ca. 35 km pr dag. I disse corona-tider er jeg jo afskåret fra denne cykeltur så vi har i stedet sammen besluttet os for at tage en daglig cykeltur. Dertil har min kære hustru erhvervet sig en ny og mere sporty (læs: med strøm) cykel så hun kan følge med mig (læs: der også er på strøm). Det har vi stor fornøjelse af.

Sidste søndag tog vi først turen til Avnbøl for at hente vores genforenings CD for derefter at besøge gode venner på Broagerland, i Gl. Gaf. Vi fik kaffe og fantastiske kager i haven men holdt god afstand og afsprittede både før og efter. Og vejret var jo fantastisk. Og det blev til godt 53 km.

Mandag cykler jeg alene. Det skulle egentlig have være en kort tur, men det blev alligevel en dejlig rundtur ud over Als med et besøg på Høgebjerg, højdepunktet på Als hvor jeg indtog en müslibar - en af dem med appelsinkrokant. Godt 27 km.

Tirsdag havde jeg faktisk brug for at komme ind på min arbejdsplads på Danfoss. Nogen havde slukket for min kollegas computer så han ikke kunne komme i kontakt med den. Jeg benyttede mig af chancen og cyklede derop, kun for at finde en låst dør. Jeg fik portneren til at eskortere mig ind og fik startet bæstet op igen. 37 km, da der er en omvej på grund af et noget langvarigt fjernvarmerørsnedlægningarbejde ved Danfoss.

Onsdag, min kære hustru gør mig selskab igen og vi tager en aftenstur ud over de Alsiske stepper.

En dejlig tur ad de små veje som vi efterhånden er ved at kende ret så godt. Dog kommer vi stadigvæk på afveje som er blinde og må køre tilbage. Denne tur blev på næsten 26 km.

Torsdag er jeg igen alene for der skal jeg bare til Sønderborg for at købe fødselsdagsgave til min kære hustru der har fødselsdag i morgen fredag. Denne her kun på godt 18 km, men den er der og jeg fik købt gode gaver - endda med god rabat.

I disse coronatider må man sørge for at holde noget struktur på tilværelsen og der er en cykeltur en glimrende adspredelse som også bidrager til strukturen: Man kommer ud i den friske luft og får glæde af solen (som har været gavmild den forløbne uge). Man får noget motion og bliver sulten af at udføre noget (det med at blive sulten er ellers ikke noget problem). Og man ser indimellem tilmed et menneske der også er i gang med gode gøremål.

Campingvognen

Vi besøger Christian ved hans nyerhvervede pavillon som er opstillet ved Institut for X på godsbanen i Århus. Inden vi ankommer spørger Christian om vi har en gasflaske han kan låne samt om vi har en jydekrog på bilen. Begge spørgsmål har et positivt svar.

Vi ankommer hen på formiddagen og tager den sorte pavillon i øjesyn. Det er da lidt imponerende at Christian har anskaffet sig sådan én og har fået den stillet op her på Institut for X.

Vi sætter os ind og kan nu godt mærke hvor en flaske gas kan gøre nytte. Christian har naturligvis en gasvarmer, men ingen gas, så det problem er hermed løst. Gassen strømmer og snart efter breder varmen sig i rummet.

Men hvad skal jydekrogen bruges til? Jo Christian og hans venner har en campingvogn der står et lidt dårligt sted, den skal bare flyttes lidt.

Jamen hvor er den og hvor skal den hen. Christian peger - det er lige derovre bagved.

Nuvel vi sætter os i bilen og vi kører. Det viser sig at vi passerer 3 lyskryds for til sidst at passere den meget trafikkerede O1 herefter til venstre og nogle hundrede meter ind. Her finder vi en skrotbunke af en gammel graffiti-bemalet campingvogn uden vinduer og uden nogen form for stop- eller blinklys - ej heller nogen nummerplade er der på den. Jamen Christian, den kan vi sgu da ikke køre med. Om det så er døren, så kan den ikke lukkes udefra. Christian går ind og lukker den indefra og springer ud ad vinduet der jo slet ikke er der. Vi sætter den på krogen og kører langsomt ud fra området. Det er som om den lille Golf protester voldsomt mod den last vi har belemret den med, parkeringsbremsen blokerer og skal hele tiden slås fra. Det hele hyler og skriger.

Langsomt kører vi hen ad den hullede vej mod udgangen af området. For enden af den smalle vej holder der en politibil med 2 betjente!  Hvad fanden gør vi nu Christian? Jeg havde egentlig forestillet mig at Christian selv kørte, men jeg tænkte det går jo nok. Sandsynligheden for at nogen opdager det er jo lille. OG DER LIGE FORAN HOLDER PANSERNE. De holder tilbage for der er ikke plads på den smalle vej til at de kan passere. Vi kører langsomt frem og kører i en bue ud så vi giver dem plads. Den kvindelige betjent ser på mig men kører langsomt forbi. Vi kører langsomt videre og kikker tilbage. Vender de om? Men det ser ud som om de ikke gør og vi triller langsomt, med hjertet helt oppe i halsen ned mod det store lyskryds over O1. Fandens også der bliver rødt lige som vi kommer og det tager en evighed. Vi kan ikke se bagud, den brede skrotbunke vi har hængende bagpå er så bred at vore spejle ikke kan se forbi. Er politiet bagved eller er de ikke -  vi ved det ikke men satser på at de ikke er og køre langsomt over O1. Det næste lyskryds er grønt men det sidste er rødt og igen må vi vente en tid der føles som et kvarter.

Vi svinger nu til højre. Christian mener at vi kan sætte den henne under broen, der står i forvejen en gammel udrangeret campingvogn og der må den godt stå mener han. Det er der hvor de hjemløse holder til.

Vi svinger ind ved siden af den vogn der står der i forvejen og stiger ud. Blot for at blive mødt af en mand der er alt andet end glad. Vi skal fanden ædeme ikke komme og smide den skrotbunke her. Han gør ikke andet end at rydde brugte kanyler ud af den anden vogn og det gider han kraftædeme ikke og hvis vi sætter den der stikker han ild til den med det samme. Hans skælder ud i 5 minutter men er også ind imellem henne og gi’ os hånden for så at fortsætte igen, Christian siger at så vil vi naturligvis tage den med igen.

Det gør vi så og forlader stedet igen mens manden fortsætter med at skælde ud. Vi finder en anden gammel bemalet campingvogn på pladsen og vi tænker at den mangler en at være sammen med. Vi sætter den skyndsomst af og forsvinder så hurtigt vi kan.

Henne ved pavillonen sidder Solvejg stille og roligt og slikker solskin.