Benspænd 1

-    eller blot endnu en dag i Chefkonsulentens liv.

Denne historie stammer fra efteråret 2006 hvor jeg havde lidt besvær med et pas.

Tidligt på kontoret, - fred til at arbejde indtil de andre forstyrrende elementer dukker op. Forbereder mødet i morgen hvor vi skal diskutere Fejl 60 med Kunden. Det er vores helt store svøbe lige nu.
Snakker med Helge J som er i Italien. Han diskuterer også Fejl 60 med en anden stor kunde og det er alt andet end opmuntrende. Vi må træffe nogle hurtige beslutninger og det gør vi så.
Får lavet aftaler og sat det nødvendige i værk og jeg kan en anelse stresset tage hjem.

Kommer hjem kl 17:15, - har glemt at Solvejg er til personalemøde og at jeg skal lave mad. Nuvel, det får jeg vel også styr på. Kommer i tanke om at jeg skal huske passet, det må jeg hellere få lagt i tasken så jeg ikke glemmer det når vi skal af sted til mødet med kunden i morgen tidlig kl 3.
Skuffen hvor passene skal ligge er tom, - Holy Moses, jeg har jo sendt mit pas til den kinesiske ambassade for at få visum, - hvad fanden gør jeg nu.
Desperat ringer jeg til Ulrik, der står med en skrigende unge på armen. Han foreslår at jeg tager konens pas med. - Fin hjælp. Jeg kommer selv på den mere samvittighedsfulde ide at ringe til politiet.

Klokken er næsten halv-seks, - pasfolkene er lige ved at gå hjem. Jeg forklarer min nød og at jeg skal bruge et pas i morgen kl 3. Den gode dame siger at jeg kan komme i morgen mellem 8 og 10 så skal de nok lave det. Der går lidt tid med at forstå, at det altså er kl 3 i morgen tidligt. Hun sukker dybt, ”hvor bor du”. Da hun hører at jeg bor i Høruphav og fornemmer desperationen i min stemme, forbarmer hun sig åbenbart over mig og siger at jeg kan komme med det samme og huske dåbs-, navne- eller vielsesattest.
Ved et uransageligt tilfælde ved jeg faktisk hvor disse papirer er og jeg kaster hele hængemappen i en Nettopose og drøner ud af døren. Christian og Marie forstår ikke meget af panikken og ryster lidt på hovederne.

Inde på politigården ringer jeg på døren og bliver lukket ind. Vagthavende mener at pas personalet er gået hjem. Jeg insisterer på at de må være der, jeg har jo lige snakket med dem. Han kikker lidt mistænksomt på mig og undersøger sagen. Jeg får lov til at komme ind. Vælter min pose papirer ud på disken. Finder de rigtige – de er der heldigvis. Jeg udfylder et skema og får at vide at det koster 600 kr. Er åndsfrisk nok til at få passet udstedt så det også kan dække rejsen i næste uge til Italien.

Nu spørger damen om billedet. BILLEDET, skulle jeg have et billede med, det havde hun da ikke sagt noget om. Hun kikke lidt bebrejdende på mig og spørger mig om hvordan, hun skal kunne lave et pas uden et billede. Det ved jeg jo naturligvis ikke, men foreslår at hun kan tage en fotokopi af billedet på mit kørekort. Den hopper hun ikke på. Hvad gør jeg så, spørger jeg. Hun trækker vejret dybt og siger at jeg kan lade mine sager ligge og skynde mig ud i A-Z og få lavet et pasfoto. Men jeg skal skynde mig.

Ud af døren, forbi vagthavende i løb, ud af døren, ind i ministerbilen og af sted mod A-Z. Jeg må indrømme at jeg ikke overholder alle hastighedsgrænserne, men det er jo politiet selv der har bedt mig skynde mig. Farer ind i A-Z, skubber en kunde til side og spørger en kassedreng hvor pasfoto apparatet er og får hævet en 50er så jeg kan betale. Henne i hjørnet er der ikke noget pasfoto-apparat. Kassedrengen mener bestemt at den må være der, men det er den ikke. Jeg forhører mig i kundeservice. ”Nej, det har vi desværre ikke mere, de var her for at pille apparatet ned i går”
Jeg synker lige en gang, - hvad pokker gør jeg nu?

Jeg løber tilbage til bilen, - hvad pokker var nu politiets telefonnummer. Ringer hjem, Marie kan ikke finde det, - ringer 118 og får nummeret.

Vagthavende: – Paskontoret er lukket. Jamen jeg har jo en aftale med dem og insisterer på at han stiller om. Endelig indvilger han og jeg får fat i min dame. Er der andre steder man kan lave pasfotos. Hun sukker og henviser mig til rutebilstationen. Mens jeg ræser derind tænker jeg på hvorfor hun ikke viste mig derhen fra starten?

Her er jeg mere heldig. Her er et apparat og den kræver 60 kr i mønter. Ind i kiosken, men der er ingen betjening. Efter at have råbt halløj et par gange kommer en dame frem fra bagbutikken. Og jeg får vekslet min 50er fra A-Z til mønter.

Ind bag forhænget, i med mønterne, tryk på knappen. Jeg husker at se alvorlig ud som politiet forlanger og apparatet brænder en heftig blitz af i hovedet på mig to gange. Først da kommer jeg til at se i spejlet at jeg sidder alt for højt og at mit hår må være kappet af på billedet.
Tilbage i kiosken for at hæve flere mønter. Jeg skal købe noget ellers vil hun ikke veksle og her er det jo lidt skidt at jeg lige har startet en afholdenhedskur mht. slik. Finder dog noget til ungerne og nu nægter damen at give mig mønter. Hun har ikke ret mange og …..   Jeg må trygle hende om at give mig de 100 kr i mønter og hun giver sig til sidst. Tilbage i fotoapparatet, - får skruet stolen ned, pengene i og blitz, blitz. Nu må det være godt. Det varer en evighed inden billederne langsomt dropper ned i holderen på siden af automaten.

Tilbage til politistationen. Nu er der låst, og jeg må banke på og ringe inden jeg bliver lukket ind igen. Vagthavende som åbenbart er skiftet ud siger at paskontoret er lukket og at alle er gået hjem. Der er bælgmørkt derinde siger han. Jamen jeg har en aftale og hun må være derinde. Der er mørkt derinde siger han. Jeg beder ham alligevel om at kikke ind og jeg følger efter ham. Der er ikke mørkt og min søde dame sidder nede i enden af lokalet med frakken på. Hmm siger han og lader mig passere.

Hun tager billederne, klipper ud og klistrer i og laver en masse skrivearbejde hun åbenbart først kan lave nu. Det hele lykkes dog til sidst og jeg kan betale de 600 kr. Har du ikke kontanter. Nej.
Så må hun starte Dankortsystemet op. Det taget nogen tid.

Jeg trækker mit kort igennem. Dyyyt. - Prøver igen.  Dyyyt. Det var da som f…..  Jeg prøver en gang til. Denne gang siger den ikke dyt men skriver FEJL 60. Af alle fejlkoder dette forbandede apparat kan komme i tanke om at skrive er det FEJL 60.
Damen er sej og spritter apparatet af. Jeg forsøger en gang til med dyt til resultat inden hun overtager kortet og fører den igennem med rolig hånd. Indtast kode – åh gud ske lov, nu kan jeg komme af med pengene.

Jeg takker hende af hele hjertet og hun er faktisk stadigvæk i stand til at smile. Jeg kører hjem. Marie har varmet pizzaer, Solvejg er lige kommet hjem, og vi kan spise. Det lykkes faktisk uden problemer og jeg lister mig forsigtigt ind på sofaen.

Står op kl 3, henter Ulrik og Flemming og drager til Østrig. Passet forbliver i lommen under hele turen.

Benspænd 2

Tager til Bergamo via Milano i onsdags - dejlig flyvetur ned over de stadig sneklædte Alper. Udmærket møde torsdag og når i god tid tilbage til Milano Malpensa Airport. Nogle fly er aflyst, men ikke den til Hamborg. Checker ind via terminal og går hen for at aflevere kufferten. ---- Flyet er aflyst på grund af en askesky fra Island!!!

Nå men hwa - vi går stille og roligt hen til Lufthansas customer service. Der er en kø på 50 mennesker så det kommer nok til at tage tid. I køen står også en Peter fra Siemens Windpower. Han skal til Billund. Vi kender ham ikke og han kender ikke os, men vi har det samme problem.

Efter 2 timer er vi fremme - Der er ingen fly til Hamborg før i morgen kl 9. Er den sikker? - Nej. Kan vi komme til Munchen? - Nej. Kan vi komme til Salzburg? – Nej. Kan vi komme over alperne? - Nej!
Nå, men hwa, vi kan da også bare køre hjem. Der er kun 1400 km og vi er 3 der kan køre. Vi cancelerer vores billet og går stille og roligt ned til Europcar. Der er ingen biler. Så går vi til Avis - ingen biler, Hertz - ingen biler, Sixt - ingen biler. Der er INGEN biler i hele Norditalien.

Nå, så kan vi da bare tage overnatte og tage toget i morgen. Men nej, der er ingen hotel, for Europa største indretningsmesse er netop lige løbet af stablen her i Milano, så der er ingen hoteller i en radius på 200 km fra Milano. Det er lidt træls og en smule uheldig. Vores beslutning om at cancellere flybilletten bliver lidt udfordret, om end vi er flere, der stadigvæk er sikre på at vi har gjort det rigtige. Lise-Lotte fortryder et splitsekund at hun gik med til at droppe flyet.
Vi møder Peter igen. Han har fået booket om til et fly til Hamborg i morgen kl 9. Og har fået et hotelværelse 2 timer væk. Men kan han nu være sikker på at hans fly går i morgen? Vi vil senere skånselsløst bruge ham som benchmark på vores beslutning.

Nå, - men vi skal da ind til Milano og kikker os omkring efter en taxi. Der er ingen taxaer. Der er dog en mand, der vi køre os derind 60 euro. Han er flink. Han har hverken taxaskilt eller kvitteringsblok i bilen, men han kører pænt og sætter os af på Milanos hovedbanegård.
Vi betaler de 60 euro og går stille og roligt ind og stiller os i køen til billetlugen. Der er nok 300 mennesker foran os.
Det er en lang kø og det tager meget lang tid. Der sker mange spændende ting. Pludselig er der stor opstandelse. Lise-Lotte som opfanger ALT der sker omkring hende i en stor radius kan meddele, at der er en der er faldet død om lidt længere fremme. Han er da ganske vist også helt blå i hovedet men en tilløbende betjent med pistol i siden får dog liv i ham igen med hjertemassage. Efter et kvarter kommer en flok orangeklædte reddere og redder manden. Lægger ham op på en blød båre og kører væk med ham. Lise-Lotte begynder at causere om måder at komme til at ligge ned på og her er da en oplagt måde. Jeg tilbyder at smide mig først, men ved ikke hvordan man bliver blå i hovedet – on purpose. Kaspar går ud for spejde lidt. Han kommer tilbage med pizzaer og colaer. Den dreng er da en engel.
Vi fordriver tiden med at ringe til folk vi kender – hvis de ikke kan hjælpe kan de da i det midste have lidt ondt af os. Kaspar ringer til Andrea vores italienske kollega som vi var sammen med i Bergamo. Måske kender han nogen vi kan bo hos men han tager ikke telefonen. Bjarne Bo har gode råd til hvorledes vi kan stoppe hjem, men dem synes Lise-Lotte ikke om.

Det tager ca 3 timer så er vi fremme – det er også i sidste øjeblik for det er lige før de lukker. Desværre kan manden i billetlugen kun italiensk og det kan vi ikke. Der er ingen pladser på tog til Hamborg i morgen. Nå, men vi kan da komme til Zürich og det er da nordpå og et stykke af vejen. Måske kan man leje en bil der. Vi køber billet til i morgen tidlig kl 7.

Klokken er nu 23. Udover en spartansk morgenmad har vi kun fået en kedelig sandwich hos kunden og så Kaspars pizza slices. Vi er da stadigvæk lidt sultne og på en restaurant kan man sidde ned. Vi går ud i Milanos natteliv og finder et spisested der har åbent. Tjeneren er lidt emsig for han skal snart have fri. Det stresser Lise-Lotte umådeligt. Inden vi ved af det har vi bestilt noget men er ikke helt klar over hvad det er. Pludselig kommer manden med to store fisk han lige har dræbt og spørger om hvordan vi vil have dem. Forslår tomat og champignon. Og det siger vi da ja til.
Ved 00.30 tiden går vi mætte og veltilpasse tilbage til hovedbanegården. På vejen ringer vi til Steen der er i Chicago. Han kan vel heller ikke komme hjem – og vi er lidt bekymrede for han kan jo ikke bare leje en bil. Han er da ganske rigtigt også lidt på den og må berede sig på at holde weekend i USA.

Der er stadigvæk 6½ time til toget går. Gulvet er fint marmor, men lidt hårdt at ligge på og en anelse koldt. På et tidspunkt trodser vi alligevel det hårde gulv og lægger os til hvile, men lige som man er ved at slumre ind kommer der to mørkhårede betjente med pistoler i bæltet og sparker os op. Det kan de sgu ikke være bekendt..
Nå, men så går vi da bare en lille tur langs skinnerne og tilbage igen og ud på pladsen foran og tilbage igen og ser en reklamefilm på en 100" storskærm 29 gange og efterhånden bliver klokken både 03, 04, 05 og det er koldt. Finder ud af at man kan varme sig ved at læne sig op af en fladskærm der viser at der er lang tid til det det første tog der afgår. 06. Og så åbner kaffeshoppen. Og livet vender tilbage, både til os og til banegården.

Kl 07 indtager vi vores pladser i eksprestoget til Zürich. Sædet er blødt og polstret og jeg falder i søvn inden vi har forladt perronen. Vågner dog efter en ½ time frisk og veludhvilet. Togturen fra Milano til Zürich tager 4 timer og er utrolig smuk. Andrea ringer tilbage til Kaspar for at høre hvad han ville. Kaspar fortæller om vores dramatiske rejse efter at vi forlod hinanden i Bergamo og at han ville spørge om Andrea kunne hjælpe os men han tog ikke telefonen. Andrea bliver ulykkelig – han kan ikke se Kaspars smil om læben.
I Zürich er køen til billetlugen mere overkommelig og tager kun en halv time. Der er ingen pladser før kl. 17 og men så er det til gengæld på første klasse.
Nu har vi 5 timer i Zürich som må kunne udnyttes. Vi spiser først en dejlig frokost og går derefter ned mod bredden af Zürich Sø. På vejen ringer Peter. Hans fly er cancelleret og der er ikke udsigt til at han kan komme med i morgen heller. Han vælger at booke billet til toget som os, men nu er han et halvt døgn efter os. Ikke dårligt. Selv om vi ikke var i tvivl om at vores beslutning i går var rigtig, er det altid godt at få det bekræftet.

Vi tager således opløftede en 1½ times sejltur på søen. Det er balsam for vore efterhånden lidt medtagne og slatne legemer at sidde i formstøbte plaststole, nyde en pilsner og se ud på det smukke Schweitz.

Nå men vi skal jo hjem og kl. 17 sætter vi os ind i ICE toget fra Deutsche Bahn. Der er kun 9 timers togtur til Hamborg og der er god plads. Jeg falder igen i søvn inden vi når væk fra perronen. Det er dejligt, men vågner desværre op igen efter en ½ time. Der er en flok italienere der er kommet op at toppes med en flok tyskere om nogle siddepladser. De er meget højrøstede og truer med bål og brand og politi. Og det kunne da også alt sammen gå, hvis det ikke lige var pladserne lige foran os der var krig om.

Nå, men de falder da til ro igen, men jeg er desværre blevet frisk igen og kan ikke sove mere.
Basel - Freiburg - Karlsruhe - Mannheim - Frankfurt - Hannover - Lüneburg og enelig Hamborg Altona.
Vi er en halv time forsinkede men klokken er kun 02 om natten. Finder en taxa der kan køre os til Lufthavnen hvor min bil står.
Den er der endnu og vi kører stille og roligt til Danmark. Afleverer kollegerne og kl 05:00 ligger jeg i min seng igen.

Står op kl 10 og skriver en SMS til Peter for lige at høre hvor han er. Han er på vej gennem Tyskland i tog og erkender at vi gjorde det rigtige valg. Jeg forsøger at trøste ham.

Nej, de islændinge har vi da ikke været for heldige med. Først bruger de alle pengene og derefter spyr de aske udover hele Europa.


Lørdag den 17 april
Helge