Benspænd 3 - eller hvor heldig kan man være

Klokken er halv et, natten til den 2. februar. Jeg ligger i min seng, ikke på vej til at sove men på vej op efter 3 timers søvn. Jeg skal ud at rejse med tog. Af forskellige årsager er det lykkedes at få etableret en rejseplan der tilsiger mig at stå op på dette ukristelige tidspunkt. Det er polakkernes skyld.

Jeg skal til Herrenberg ved Stuttgart sammen med Michal, min kollega. Michal tør ikke flyve, derfor må vi tage toget. Michal er polak. Vi skal til møde med Maciej der er konstruktør hos et firma, vi skal udvikle nye mirakler med. Maciej mener at vi skal komme tidligt så vi har hele dagen for os. Maciej er polak. – Det er polakkernes skyld.

Jeg kommer i tøjet og får mig gjort klar til rejsen. Jeg putter GPS en i tasken, har fået lagt tysklandskortet ind og fået den ladet op. Tager afsked med Solvejg, der først nu er på vej i seng og kører. Har aftalt at hente Michal mellem 1 og kvartover 1. Michal har ikke sovet og virker derfor også meget frisk.

Jeg har booket to pladser på ICE toget fra Hamburg Hbf. Kl. 03:46. Jeg har næppe tænkt mig meget om da jeg bookede – har dog tænkt at det skulle være lidt mageligt, så jeg har booket på 1. klasse.

Vi kører sydpå. Michal, der jo er frisk, snakker meget og det er fint, så falder man ikke hen. Vi passerer Slesvig og Dannevirke og jeg fortæller om Bismarck og hans snedigheder for at spille Danmark Slesvig og Holsten af hænde. Michal, der jo er polak, er ikke så begejstret for Bismarck, idet manden, ifølge Michal, var årsagen til at Polen forsvandt fra landkortet i 1860erne og blev delt mellem Rusland, Preussen og Østrig.

Senere studier på nettet viser mig, at Michal til dels har ret. Polen forsvandt for en periode, men at det faktisk ikke var Bismarcks ønske at det skulle være så, men at det blev en storpolitisk nødvendighed i magtkampen mellem Rusland, Østrig, Frankrig og England.

Nej, Michal, der har en snert af ”det er synd for os polakker” syndromet, er ikke begejstret for Bismarck – og det er jeg jo i princippet heller ikke. Fremhæver blot at han klogere og mere snu end den naive og klodsede danske regering og konge. Polen og de Slesvigske krige rummer rigelig med samtalestof helt til Hamborg.

Det er tåget og vi må til tider langt ned i fart. Passerer frakørslen til lufthavnen, nu er jeg på fremmed land hvor jeg ikke er særlig kendt. Kommer til at se på uret. Den er fem minutter over 3. Det går pludselig op for os at vi er en anelse sent på den. Bismarck og tågen har sinket os mere end forudset, eller også har afgangen været planlagt for sent.

Nuvel. Jeg fisker min GPS op. Alt er forberedt, jeg har tastet adressen ind i aftes. Bæstet er dog gået i baglås så jeg må have batteriet ud for at starte den op igen. Finder adressen igen og starter navigationen. – Men den virker ikke. Den virker IKKE. Vi lægger den i vinduet, Michal holder den i hånden og prøve ud af vinduet, men den virker ikke. Kan ikke se nogen satellitter.

Der er nu kun 35 min til afgang, og jeg beslutter mig for at køre mod centrum efter skiltene. Jeg ved at hovedbanegården ligger der et sted. Michal foreslår at vi kører til lufthavnen og tager S-bahn derfra. Det afviser jeg, der er ikke tid nok. Michal forsøger febrilsk at få liv i sin telefon der også har GPS, men han har vist kun polske kort i – det virker i hvert fald heller ikke. Der er næsten ingen biler og vi styrer mod centrum i rask fart, men Hamborg er stor, meget stor næsten 2 millioner indbyggere, så der er langt til centrum. Og kører vi nu den rigtige vej. Der stod Centrum og Altona hvor vi drejede fra, men var det nu Altona centrum eller centrum af Hamborg. Det når vi ikke at finde ud af inden vi havner på små veje der er brolagte og ensrettede.

Hvis det er vejen til centrum kommer det til at tage mere end de 25 minutter vi har tilbage.

Michal, der altid har gode forslag som co-pilot, foreslår at vi kører til Altona Hbf og finder et S-tog derfra. Jeg resignerer og giver ham ret, det er nok vores eneste chance og så skal vi endda tro på at ICE toget får en meget forsinket afgang.

For enden af den brolagte, ensrettede og meget smalle gade vi kører på er der et lille skilt med et tog hvor der står Altona. Er heldet ved at vende? Vi kører mindre end en kilometer og så er vi ved banegården, og det mager sig så heldig at der just er et parkeringshus som vi kan køre lige ind i og parkere på den første plads lige inden for bommene. Ud af bilen og på med bagagen og op på perronen.

Alt er oplyst, men der er ikke et øje. En kæmpestor plads med 10 spor og ingen tog. Og der er ikke et øje, der er stille og totalt uddødt. Klokken er 03:25. Vi kikker på det store skilt med afgangene, men det er jo ikke S-togsafgange, Der er afgange til Berlin, Bremen, Frankfurt senere på morgenen og en til München kl. 03:31. Michal løber rundt for at finde det forbandede S-tog.

Jeg fisker febrilsk vores billet op og checker nummeret på toget. ICE592, kikker op igen. Det er det samme nummer toget til München har. Michal er tilbage. Toget skal afgå fra spor 9. Det er et af de nærmeste spor og nu kan vi se at der står et gråt ICE tog på sporet.

Michal kikker på uret - den er nu 3:29. Så har vi lige 2 minutter og vi løber og springer ind ad den første dør vi møder og går stille og roligt ned gennem toget. De fleste vogne er tomme, der sidder kun enkelte passagerer. Mens vi finder vores pladser i vogn 14 sætter toget i gang. På plads 53 og 55 står der Hamburg Hbf – Stuttgart. Det er som uventet at møde en gammel ven.

Vi er enige om, at det gik da meget godt.

Hørup den 5. februar 2011

Helge

Benspænd 2

Tager til Bergamo via Milano i onsdags - dejlig flyvetur ned over de stadig sneklædte Alper. Udmærket møde torsdag og når i god tid tilbage til Milano Malpensa Airport. Nogle fly er aflyst, men ikke den til Hamborg. Checker ind via terminal og går hen for at aflevere kufferten. ---- Flyet er aflyst på grund af en askesky fra Island!!!

Nå men hwa - vi går stille og roligt hen til Lufthansas customer service. Der er en kø på 50 mennesker så det kommer nok til at tage tid. I køen står også en Peter fra Siemens Windpower. Han skal til Billund. Vi kender ham ikke og han kender ikke os, men vi har det samme problem.

Efter 2 timer er vi fremme - Der er ingen fly til Hamborg før i morgen kl 9. Er den sikker? - Nej. Kan vi komme til Munchen? - Nej. Kan vi komme til Salzburg? – Nej. Kan vi komme over alperne? - Nej!
Nå, men hwa, vi kan da også bare køre hjem. Der er kun 1400 km og vi er 3 der kan køre. Vi cancelerer vores billet og går stille og roligt ned til Europcar. Der er ingen biler. Så går vi til Avis - ingen biler, Hertz - ingen biler, Sixt - ingen biler. Der er INGEN biler i hele Norditalien.

Nå, så kan vi da bare tage overnatte og tage toget i morgen. Men nej, der er ingen hotel, for Europa største indretningsmesse er netop lige løbet af stablen her i Milano, så der er ingen hoteller i en radius på 200 km fra Milano. Det er lidt træls og en smule uheldig. Vores beslutning om at cancellere flybilletten bliver lidt udfordret, om end vi er flere, der stadigvæk er sikre på at vi har gjort det rigtige. Lise-Lotte fortryder et splitsekund at hun gik med til at droppe flyet.
Vi møder Peter igen. Han har fået booket om til et fly til Hamborg i morgen kl 9. Og har fået et hotelværelse 2 timer væk. Men kan han nu være sikker på at hans fly går i morgen? Vi vil senere skånselsløst bruge ham som benchmark på vores beslutning.

Nå, - men vi skal da ind til Milano og kikker os omkring efter en taxi. Der er ingen taxaer. Der er dog en mand, der vi køre os derind 60 euro. Han er flink. Han har hverken taxaskilt eller kvitteringsblok i bilen, men han kører pænt og sætter os af på Milanos hovedbanegård.
Vi betaler de 60 euro og går stille og roligt ind og stiller os i køen til billetlugen. Der er nok 300 mennesker foran os.
Det er en lang kø og det tager meget lang tid. Der sker mange spændende ting. Pludselig er der stor opstandelse. Lise-Lotte som opfanger ALT der sker omkring hende i en stor radius kan meddele, at der er en der er faldet død om lidt længere fremme. Han er da ganske vist også helt blå i hovedet men en tilløbende betjent med pistol i siden får dog liv i ham igen med hjertemassage. Efter et kvarter kommer en flok orangeklædte reddere og redder manden. Lægger ham op på en blød båre og kører væk med ham. Lise-Lotte begynder at causere om måder at komme til at ligge ned på og her er da en oplagt måde. Jeg tilbyder at smide mig først, men ved ikke hvordan man bliver blå i hovedet – on purpose. Kaspar går ud for spejde lidt. Han kommer tilbage med pizzaer og colaer. Den dreng er da en engel.
Vi fordriver tiden med at ringe til folk vi kender – hvis de ikke kan hjælpe kan de da i det midste have lidt ondt af os. Kaspar ringer til Andrea vores italienske kollega som vi var sammen med i Bergamo. Måske kender han nogen vi kan bo hos men han tager ikke telefonen. Bjarne Bo har gode råd til hvorledes vi kan stoppe hjem, men dem synes Lise-Lotte ikke om.

Det tager ca 3 timer så er vi fremme – det er også i sidste øjeblik for det er lige før de lukker. Desværre kan manden i billetlugen kun italiensk og det kan vi ikke. Der er ingen pladser på tog til Hamborg i morgen. Nå, men vi kan da komme til Zürich og det er da nordpå og et stykke af vejen. Måske kan man leje en bil der. Vi køber billet til i morgen tidlig kl 7.

Klokken er nu 23. Udover en spartansk morgenmad har vi kun fået en kedelig sandwich hos kunden og så Kaspars pizza slices. Vi er da stadigvæk lidt sultne og på en restaurant kan man sidde ned. Vi går ud i Milanos natteliv og finder et spisested der har åbent. Tjeneren er lidt emsig for han skal snart have fri. Det stresser Lise-Lotte umådeligt. Inden vi ved af det har vi bestilt noget men er ikke helt klar over hvad det er. Pludselig kommer manden med to store fisk han lige har dræbt og spørger om hvordan vi vil have dem. Forslår tomat og champignon. Og det siger vi da ja til.
Ved 00.30 tiden går vi mætte og veltilpasse tilbage til hovedbanegården. På vejen ringer vi til Steen der er i Chicago. Han kan vel heller ikke komme hjem – og vi er lidt bekymrede for han kan jo ikke bare leje en bil. Han er da ganske rigtigt også lidt på den og må berede sig på at holde weekend i USA.

Der er stadigvæk 6½ time til toget går. Gulvet er fint marmor, men lidt hårdt at ligge på og en anelse koldt. På et tidspunkt trodser vi alligevel det hårde gulv og lægger os til hvile, men lige som man er ved at slumre ind kommer der to mørkhårede betjente med pistoler i bæltet og sparker os op. Det kan de sgu ikke være bekendt..
Nå, men så går vi da bare en lille tur langs skinnerne og tilbage igen og ud på pladsen foran og tilbage igen og ser en reklamefilm på en 100" storskærm 29 gange og efterhånden bliver klokken både 03, 04, 05 og det er koldt. Finder ud af at man kan varme sig ved at læne sig op af en fladskærm der viser at der er lang tid til det det første tog der afgår. 06. Og så åbner kaffeshoppen. Og livet vender tilbage, både til os og til banegården.

Kl 07 indtager vi vores pladser i eksprestoget til Zürich. Sædet er blødt og polstret og jeg falder i søvn inden vi har forladt perronen. Vågner dog efter en ½ time frisk og veludhvilet. Togturen fra Milano til Zürich tager 4 timer og er utrolig smuk. Andrea ringer tilbage til Kaspar for at høre hvad han ville. Kaspar fortæller om vores dramatiske rejse efter at vi forlod hinanden i Bergamo og at han ville spørge om Andrea kunne hjælpe os men han tog ikke telefonen. Andrea bliver ulykkelig – han kan ikke se Kaspars smil om læben.
I Zürich er køen til billetlugen mere overkommelig og tager kun en halv time. Der er ingen pladser før kl. 17 og men så er det til gengæld på første klasse.
Nu har vi 5 timer i Zürich som må kunne udnyttes. Vi spiser først en dejlig frokost og går derefter ned mod bredden af Zürich Sø. På vejen ringer Peter. Hans fly er cancelleret og der er ikke udsigt til at han kan komme med i morgen heller. Han vælger at booke billet til toget som os, men nu er han et halvt døgn efter os. Ikke dårligt. Selv om vi ikke var i tvivl om at vores beslutning i går var rigtig, er det altid godt at få det bekræftet.

Vi tager således opløftede en 1½ times sejltur på søen. Det er balsam for vore efterhånden lidt medtagne og slatne legemer at sidde i formstøbte plaststole, nyde en pilsner og se ud på det smukke Schweitz.

Nå men vi skal jo hjem og kl. 17 sætter vi os ind i ICE toget fra Deutsche Bahn. Der er kun 9 timers togtur til Hamborg og der er god plads. Jeg falder igen i søvn inden vi når væk fra perronen. Det er dejligt, men vågner desværre op igen efter en ½ time. Der er en flok italienere der er kommet op at toppes med en flok tyskere om nogle siddepladser. De er meget højrøstede og truer med bål og brand og politi. Og det kunne da også alt sammen gå, hvis det ikke lige var pladserne lige foran os der var krig om.

Nå, men de falder da til ro igen, men jeg er desværre blevet frisk igen og kan ikke sove mere.
Basel - Freiburg - Karlsruhe - Mannheim - Frankfurt - Hannover - Lüneburg og enelig Hamborg Altona.
Vi er en halv time forsinkede men klokken er kun 02 om natten. Finder en taxa der kan køre os til Lufthavnen hvor min bil står.
Den er der endnu og vi kører stille og roligt til Danmark. Afleverer kollegerne og kl 05:00 ligger jeg i min seng igen.

Står op kl 10 og skriver en SMS til Peter for lige at høre hvor han er. Han er på vej gennem Tyskland i tog og erkender at vi gjorde det rigtige valg. Jeg forsøger at trøste ham.

Nej, de islændinge har vi da ikke været for heldige med. Først bruger de alle pengene og derefter spyr de aske udover hele Europa.


Lørdag den 17 april
Helge