Benspænd 3 - eller hvor heldig kan man være

Klokken er halv et, natten til den 2. februar. Jeg ligger i min seng, ikke på vej til at sove men på vej op efter 3 timers søvn. Jeg skal ud at rejse med tog. Af forskellige årsager er det lykkedes at få etableret en rejseplan der tilsiger mig at stå op på dette ukristelige tidspunkt. Det er polakkernes skyld.

Jeg skal til Herrenberg ved Stuttgart sammen med Michal, min kollega. Michal tør ikke flyve, derfor må vi tage toget. Michal er polak. Vi skal til møde med Maciej der er konstruktør hos et firma, vi skal udvikle nye mirakler med. Maciej mener at vi skal komme tidligt så vi har hele dagen for os. Maciej er polak. – Det er polakkernes skyld.

Jeg kommer i tøjet og får mig gjort klar til rejsen. Jeg putter GPS en i tasken, har fået lagt tysklandskortet ind og fået den ladet op. Tager afsked med Solvejg, der først nu er på vej i seng og kører. Har aftalt at hente Michal mellem 1 og kvartover 1. Michal har ikke sovet og virker derfor også meget frisk.

Jeg har booket to pladser på ICE toget fra Hamburg Hbf. Kl. 03:46. Jeg har næppe tænkt mig meget om da jeg bookede – har dog tænkt at det skulle være lidt mageligt, så jeg har booket på 1. klasse.

Vi kører sydpå. Michal, der jo er frisk, snakker meget og det er fint, så falder man ikke hen. Vi passerer Slesvig og Dannevirke og jeg fortæller om Bismarck og hans snedigheder for at spille Danmark Slesvig og Holsten af hænde. Michal, der jo er polak, er ikke så begejstret for Bismarck, idet manden, ifølge Michal, var årsagen til at Polen forsvandt fra landkortet i 1860erne og blev delt mellem Rusland, Preussen og Østrig.

Senere studier på nettet viser mig, at Michal til dels har ret. Polen forsvandt for en periode, men at det faktisk ikke var Bismarcks ønske at det skulle være så, men at det blev en storpolitisk nødvendighed i magtkampen mellem Rusland, Østrig, Frankrig og England.

Nej, Michal, der har en snert af ”det er synd for os polakker” syndromet, er ikke begejstret for Bismarck – og det er jeg jo i princippet heller ikke. Fremhæver blot at han klogere og mere snu end den naive og klodsede danske regering og konge. Polen og de Slesvigske krige rummer rigelig med samtalestof helt til Hamborg.

Det er tåget og vi må til tider langt ned i fart. Passerer frakørslen til lufthavnen, nu er jeg på fremmed land hvor jeg ikke er særlig kendt. Kommer til at se på uret. Den er fem minutter over 3. Det går pludselig op for os at vi er en anelse sent på den. Bismarck og tågen har sinket os mere end forudset, eller også har afgangen været planlagt for sent.

Nuvel. Jeg fisker min GPS op. Alt er forberedt, jeg har tastet adressen ind i aftes. Bæstet er dog gået i baglås så jeg må have batteriet ud for at starte den op igen. Finder adressen igen og starter navigationen. – Men den virker ikke. Den virker IKKE. Vi lægger den i vinduet, Michal holder den i hånden og prøve ud af vinduet, men den virker ikke. Kan ikke se nogen satellitter.

Der er nu kun 35 min til afgang, og jeg beslutter mig for at køre mod centrum efter skiltene. Jeg ved at hovedbanegården ligger der et sted. Michal foreslår at vi kører til lufthavnen og tager S-bahn derfra. Det afviser jeg, der er ikke tid nok. Michal forsøger febrilsk at få liv i sin telefon der også har GPS, men han har vist kun polske kort i – det virker i hvert fald heller ikke. Der er næsten ingen biler og vi styrer mod centrum i rask fart, men Hamborg er stor, meget stor næsten 2 millioner indbyggere, så der er langt til centrum. Og kører vi nu den rigtige vej. Der stod Centrum og Altona hvor vi drejede fra, men var det nu Altona centrum eller centrum af Hamborg. Det når vi ikke at finde ud af inden vi havner på små veje der er brolagte og ensrettede.

Hvis det er vejen til centrum kommer det til at tage mere end de 25 minutter vi har tilbage.

Michal, der altid har gode forslag som co-pilot, foreslår at vi kører til Altona Hbf og finder et S-tog derfra. Jeg resignerer og giver ham ret, det er nok vores eneste chance og så skal vi endda tro på at ICE toget får en meget forsinket afgang.

For enden af den brolagte, ensrettede og meget smalle gade vi kører på er der et lille skilt med et tog hvor der står Altona. Er heldet ved at vende? Vi kører mindre end en kilometer og så er vi ved banegården, og det mager sig så heldig at der just er et parkeringshus som vi kan køre lige ind i og parkere på den første plads lige inden for bommene. Ud af bilen og på med bagagen og op på perronen.

Alt er oplyst, men der er ikke et øje. En kæmpestor plads med 10 spor og ingen tog. Og der er ikke et øje, der er stille og totalt uddødt. Klokken er 03:25. Vi kikker på det store skilt med afgangene, men det er jo ikke S-togsafgange, Der er afgange til Berlin, Bremen, Frankfurt senere på morgenen og en til München kl. 03:31. Michal løber rundt for at finde det forbandede S-tog.

Jeg fisker febrilsk vores billet op og checker nummeret på toget. ICE592, kikker op igen. Det er det samme nummer toget til München har. Michal er tilbage. Toget skal afgå fra spor 9. Det er et af de nærmeste spor og nu kan vi se at der står et gråt ICE tog på sporet.

Michal kikker på uret - den er nu 3:29. Så har vi lige 2 minutter og vi løber og springer ind ad den første dør vi møder og går stille og roligt ned gennem toget. De fleste vogne er tomme, der sidder kun enkelte passagerer. Mens vi finder vores pladser i vogn 14 sætter toget i gang. På plads 53 og 55 står der Hamburg Hbf – Stuttgart. Det er som uventet at møde en gammel ven.

Vi er enige om, at det gik da meget godt.

Hørup den 5. februar 2011

Helge