Mine damer
Jeg har pålagt mig at sige et par ord om det såkaldt smukke køn, som jo i så stort omfavn er præsenteret her i aften, i alle dets former og affarvninger.
Og jeg skal straks meddele, at kvinden, som sådan, er et hovedløst emne at indlade sig med, og at flere jo også er kommet galt af sted, af samme grund.
Sagen er jo, at den kvindelige natur i al dens hyppighed, har værket dragende på os mænd siden Arvids tid.
Der står kvinder bag alt skal være emnet for min tale Jeg vil nu fremdrage et par eksemplarer herpå, hentet fra både de indre linier og fra den politiske kravlegård.
- eksemplar nummer 1: Sangforeningens årlige udflugt går i år ud over de russiske stepper. Vor kvindelige rejseleder leder os forbi den røde plads, forbi et stort kloster hvor den hellige moder viser rundt. Fløjteri og hænder i lommen er forbuden og kræver ej nogen forklarelse. Og videre til rejsens mål ved bredden af Volga – Moder Volga. Efter at have arriveret til bestemmelsesstedet bliver sangforeningen igen vist rundt af kvinder – nu knap så hellige. Foreningen synger smukt ledet af dens kvindelige dirigent og man lytter andægtigt til værternes kor der diverterer med en diva som dirigent. Sangforeningen har dog foranlediget af foreningens kvindelige formand, medbragt en enkelt maskulinitet – en blind organist, men ham siges der også at stå en kvinde bag.
Jo der står kvinder bag alt.
- eksempel nummer 2 som er trukket op af den politiske urtegryde. Vort hæderkronede demokrati hviler på kvinden. Kvinden der har styret vore hjem, fra lerstampet gulv til parket med klik, har nu også bemægtiget sig de styrende organer. Således er det kvinden der styrer næsten alle politiske grupperinger. Der er kun en lille Lars og en lille Villy der forsøger at tage kønskampen op, men forgæves. Lille Lars med det troskyldigt runde hoved tror det er ham der bestemmer, men det er det ikke. Der står en kvinde bag.
Således står det til i det lille land mod nord, hvor selv kongen er en dronning.
Der står kvinder bag alt.
- eksempel nummer 3 er fra de indre linier. En varm sommerdag i det forløbne år. Man har købt en tønde øl – weizen beer – Fransiskaner og stedt den til hvile i køleskabets mørkeste og koldeste krog. Man inviterer sig til grill aften i en hyggelig havn på Nordals hos en god ældre ven og meddeler at man medtager den ravgyldne og godt nedkølede gudedrik. Man glæder sig og så gør den gode og ældre ven. Man gør sig klar til afgangen men erfarer med rædsel at øltønden er fjernet fra dens kolde placering og er blevet erstattet af en lille skål med hindbær. Man må nu sammen med den gode ældre ven indtage en lunken Fransiskaner mens kvinderne skåler i rosé. Det gode liv blev ofret for en lille pose hindbær.
Der står kvinder bag alt!
Jeg tror at alle herrerne, der er her tilstede er enig med mig om, at vore koner har været meget trofaste, og er blevet ved med at hænge på år efter år.
Og som tiden er gået har vi været nødt til at indse, at der er andre værdier ved kvinden, end at dem vi først lå mærke til.
Adam var den første ungka’l, men det er der ikke meget ved, når at der ikke er kvinder med. Og det har vi andre også måttet sande og derfor sætter vi i aften vore koner, symboliseret ved kvinden, op på en piedestal, i tillid til, at den må ku holde til det.
Jeg vil adressere disse bemærkninger til vor værtinde Karen, som langt har overgået sin stammoder Eva, der som bekendt kun havde frugt at byde på. Og ikke som i aften grønlangskål, med skålpølser men dog uden pommes fritter. Og ser i hendes, i Karens ranke skikkelse alle kvinder på én gang. Skål.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar