Benspænd på ferierejsen

Vi skal rejse på ferie på selve min fødselsdag og det skal vise sig at blive en fødselsdag med masser af benspænd.

Marie, der lige er kommet hjem fra København, proklamerer at hun har glemt at få passet med. Nuvel, der er nu to muligheder: Hun kan satse på at rejse uden eller hun  kan få et nødpas hos Borgerservice. Vi vælger det sidste idet det nok lige kan nås hvis vi er der når de åbner kl. 10.

Det hele går fint hos Borgerservice indtil hun kommer til at sige at hun har glemt passet i København. Det var den forkerte udlægning. Så kan man ikke få et nødpas, det skal være bortkommet!

Lige meget hvor meget Marie trygler, er der ingen kære mor. En regel er en regel og det står nok i et cirkulære. Men hun kan jo henvende sig hos Politiet i Padborg.

Borgerservice, hrmf, det er som om de har misforstået noget. At det er borgernes service til kommunen og ikke omvendt. Det er ikke kønne ord der undslipper Maries mund efter den seance.

Vi drager nu af sted og satser i første omgang på at undvære passet. Marie ringer dog lige for en sikkerhedsskyld til Politiet i Padborg. Man skal have passet med, er beskeden og vi bliver henvist til Borgerservice.

Denne gang prøver vi i Padborg og nu ved Marie hvad hun skal sige eller i hvert fald hvad hun ikke skal sige. Trods lidt mistænksomhed, - er det nu virkelig væk?, lykkes det at få et rødbedefarvet nødpas.

Kl. 12 kan vi vende næsen mod Hamborg og de dystre forudsigelser om kø og vejarbejde på A7 viser sig ubegrundede. Og ved check-in i Hamborg skal vi da heldigvis vise passet.

Turen til Santiago via Madrid er uden problemer, dog med lange ventetider. Vi lander rettidigt i Santiago de Compostella kl. 23.40 og går ud i ankomsthallen for at finde Goldcar. Der er en Hertz, Europcar, Avis og et par stykker mere, men ingen Goldcar. Den eneste der har åbent på dette sene tidspunkt er Europcar, men de er ikke særlig meddelsomme og kender ikke Goldcar. Måske er det noget der ligger en 3-4 km borte uden for terminalen. Efter en del ringen finder vi en dame fra Goldcar, som bringer os til kontoret.

Nu viser det sig at vi på trods af vores medbragte voucher skal betale 40 euro for sen ankomst, 100 euro for benzin og 45 euro for en ekstra chauffør. Og hvad med forsikring spørger damen. Det er da normalt inkluderet og jeg kan se at vi også har betalt for det. Efter en del diskussion må vi lave et depositum på 2000 euro, som dog først vil blive trukket dersom vi laver buler i bilen. Fandens til stratenrøvere, der er sgu ikke meget guld over dette.

Klokken er nu 01:00 og vi kan sætte os ind i en sort Ford Cmax. Vi har ikke en entydig adresse, men vi har GPS koordinater, som vi taster ind. Omkring 60 km til destinationen, det lyder fornuftigt i forhold til det jeg har set på nettet. Prøver om jeg kan se hvor vi havner, men der er ikke bynavne. Nuvel, det er sikkert rigtigt og vi kører og følger anvisningerne. Der er motorvej en del af vejen og til sidst kommer vi ud på de små veje, hvor der på et tidspunkt er så smalt, at vi holder stille og diskuterer om vi overhovedet kan komme igennem. Vi lister os dog igennem og ender til sidst på en grusvej i et uendeligt mørke. Her bliver vi klar over at det ikke er det rigtige sted. Vi har kørt i den forkerte retning og er nu havnet næsten 90 km fra Arano hvor vores feriested ligger.

Vi tager en dyb indånding og vender om.  Ved hjælp af GPSen og en Iphone i kombination finder vi nu til Arano. Et skilt viser til Casa Aldea Os Muinos, men hvor er indgangen? Jeg ringer til manden. Klokken er nu 3:00 og han som svarer lyder noget søvndrukken. Endelig finder vi manden og kan parkere Cmax’en og få vore værelser udleveret. Det er bælgmørkt, men vi fornemmer at det er et dejligt sted.

Der er ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget, men det kan være svært at få øje på hvad den lange tur østover i det mørke Spanien skulle være godt for. Christian konkluderer at den er god for fars blog.

Benspænd 1

-    eller blot endnu en dag i Chefkonsulentens liv.

Denne historie stammer fra efteråret 2006 hvor jeg havde lidt besvær med et pas.

Tidligt på kontoret, - fred til at arbejde indtil de andre forstyrrende elementer dukker op. Forbereder mødet i morgen hvor vi skal diskutere Fejl 60 med Kunden. Det er vores helt store svøbe lige nu.
Snakker med Helge J som er i Italien. Han diskuterer også Fejl 60 med en anden stor kunde og det er alt andet end opmuntrende. Vi må træffe nogle hurtige beslutninger og det gør vi så.
Får lavet aftaler og sat det nødvendige i værk og jeg kan en anelse stresset tage hjem.

Kommer hjem kl 17:15, - har glemt at Solvejg er til personalemøde og at jeg skal lave mad. Nuvel, det får jeg vel også styr på. Kommer i tanke om at jeg skal huske passet, det må jeg hellere få lagt i tasken så jeg ikke glemmer det når vi skal af sted til mødet med kunden i morgen tidlig kl 3.
Skuffen hvor passene skal ligge er tom, - Holy Moses, jeg har jo sendt mit pas til den kinesiske ambassade for at få visum, - hvad fanden gør jeg nu.
Desperat ringer jeg til Ulrik, der står med en skrigende unge på armen. Han foreslår at jeg tager konens pas med. - Fin hjælp. Jeg kommer selv på den mere samvittighedsfulde ide at ringe til politiet.

Klokken er næsten halv-seks, - pasfolkene er lige ved at gå hjem. Jeg forklarer min nød og at jeg skal bruge et pas i morgen kl 3. Den gode dame siger at jeg kan komme i morgen mellem 8 og 10 så skal de nok lave det. Der går lidt tid med at forstå, at det altså er kl 3 i morgen tidligt. Hun sukker dybt, ”hvor bor du”. Da hun hører at jeg bor i Høruphav og fornemmer desperationen i min stemme, forbarmer hun sig åbenbart over mig og siger at jeg kan komme med det samme og huske dåbs-, navne- eller vielsesattest.
Ved et uransageligt tilfælde ved jeg faktisk hvor disse papirer er og jeg kaster hele hængemappen i en Nettopose og drøner ud af døren. Christian og Marie forstår ikke meget af panikken og ryster lidt på hovederne.

Inde på politigården ringer jeg på døren og bliver lukket ind. Vagthavende mener at pas personalet er gået hjem. Jeg insisterer på at de må være der, jeg har jo lige snakket med dem. Han kikker lidt mistænksomt på mig og undersøger sagen. Jeg får lov til at komme ind. Vælter min pose papirer ud på disken. Finder de rigtige – de er der heldigvis. Jeg udfylder et skema og får at vide at det koster 600 kr. Er åndsfrisk nok til at få passet udstedt så det også kan dække rejsen i næste uge til Italien.

Nu spørger damen om billedet. BILLEDET, skulle jeg have et billede med, det havde hun da ikke sagt noget om. Hun kikke lidt bebrejdende på mig og spørger mig om hvordan, hun skal kunne lave et pas uden et billede. Det ved jeg jo naturligvis ikke, men foreslår at hun kan tage en fotokopi af billedet på mit kørekort. Den hopper hun ikke på. Hvad gør jeg så, spørger jeg. Hun trækker vejret dybt og siger at jeg kan lade mine sager ligge og skynde mig ud i A-Z og få lavet et pasfoto. Men jeg skal skynde mig.

Ud af døren, forbi vagthavende i løb, ud af døren, ind i ministerbilen og af sted mod A-Z. Jeg må indrømme at jeg ikke overholder alle hastighedsgrænserne, men det er jo politiet selv der har bedt mig skynde mig. Farer ind i A-Z, skubber en kunde til side og spørger en kassedreng hvor pasfoto apparatet er og får hævet en 50er så jeg kan betale. Henne i hjørnet er der ikke noget pasfoto-apparat. Kassedrengen mener bestemt at den må være der, men det er den ikke. Jeg forhører mig i kundeservice. ”Nej, det har vi desværre ikke mere, de var her for at pille apparatet ned i går”
Jeg synker lige en gang, - hvad pokker gør jeg nu?

Jeg løber tilbage til bilen, - hvad pokker var nu politiets telefonnummer. Ringer hjem, Marie kan ikke finde det, - ringer 118 og får nummeret.

Vagthavende: – Paskontoret er lukket. Jamen jeg har jo en aftale med dem og insisterer på at han stiller om. Endelig indvilger han og jeg får fat i min dame. Er der andre steder man kan lave pasfotos. Hun sukker og henviser mig til rutebilstationen. Mens jeg ræser derind tænker jeg på hvorfor hun ikke viste mig derhen fra starten?

Her er jeg mere heldig. Her er et apparat og den kræver 60 kr i mønter. Ind i kiosken, men der er ingen betjening. Efter at have råbt halløj et par gange kommer en dame frem fra bagbutikken. Og jeg får vekslet min 50er fra A-Z til mønter.

Ind bag forhænget, i med mønterne, tryk på knappen. Jeg husker at se alvorlig ud som politiet forlanger og apparatet brænder en heftig blitz af i hovedet på mig to gange. Først da kommer jeg til at se i spejlet at jeg sidder alt for højt og at mit hår må være kappet af på billedet.
Tilbage i kiosken for at hæve flere mønter. Jeg skal købe noget ellers vil hun ikke veksle og her er det jo lidt skidt at jeg lige har startet en afholdenhedskur mht. slik. Finder dog noget til ungerne og nu nægter damen at give mig mønter. Hun har ikke ret mange og …..   Jeg må trygle hende om at give mig de 100 kr i mønter og hun giver sig til sidst. Tilbage i fotoapparatet, - får skruet stolen ned, pengene i og blitz, blitz. Nu må det være godt. Det varer en evighed inden billederne langsomt dropper ned i holderen på siden af automaten.

Tilbage til politistationen. Nu er der låst, og jeg må banke på og ringe inden jeg bliver lukket ind igen. Vagthavende som åbenbart er skiftet ud siger at paskontoret er lukket og at alle er gået hjem. Der er bælgmørkt derinde siger han. Jamen jeg har en aftale og hun må være derinde. Der er mørkt derinde siger han. Jeg beder ham alligevel om at kikke ind og jeg følger efter ham. Der er ikke mørkt og min søde dame sidder nede i enden af lokalet med frakken på. Hmm siger han og lader mig passere.

Hun tager billederne, klipper ud og klistrer i og laver en masse skrivearbejde hun åbenbart først kan lave nu. Det hele lykkes dog til sidst og jeg kan betale de 600 kr. Har du ikke kontanter. Nej.
Så må hun starte Dankortsystemet op. Det taget nogen tid.

Jeg trækker mit kort igennem. Dyyyt. - Prøver igen.  Dyyyt. Det var da som f…..  Jeg prøver en gang til. Denne gang siger den ikke dyt men skriver FEJL 60. Af alle fejlkoder dette forbandede apparat kan komme i tanke om at skrive er det FEJL 60.
Damen er sej og spritter apparatet af. Jeg forsøger en gang til med dyt til resultat inden hun overtager kortet og fører den igennem med rolig hånd. Indtast kode – åh gud ske lov, nu kan jeg komme af med pengene.

Jeg takker hende af hele hjertet og hun er faktisk stadigvæk i stand til at smile. Jeg kører hjem. Marie har varmet pizzaer, Solvejg er lige kommet hjem, og vi kan spise. Det lykkes faktisk uden problemer og jeg lister mig forsigtigt ind på sofaen.

Står op kl 3, henter Ulrik og Flemming og drager til Østrig. Passet forbliver i lommen under hele turen.