tirsdag den 17. maj 2011

Livet på cykelstien

Min almentilstand tilsiger mig at jeg bør gøre noget. Jeg bliver for tung, og ser i øjnene at hvis jeg ikke gør noget vil jeg i 2020 veje mere end 140 kg og det er jo uholdbart. Der er nu to veje at gå. Enten at spare sig ud af krisen eller at arbejde sig ud.

Jeg vælger at arbejde mig ud af krisen, det må være mere langtidsholdbart og jeg vil være langt mere fit i 2020 til at klare pensionisttilværelsens strabadser. Sparevejen ville betyde drastisk nedskæring af fødeindtaget over de næste mange år.  500 kcal pr måltid er ikke meget og der skal bjerge af salat og grønsager til.

Nej jeg vælger den røde plan og køber mig en blå cykel. En radikal løsning vil nogen måske mene.

En lækker sag – let som en fjer og med 27 gear.  Egentlig er det fråds at betale en hel masse penge for disse egenskaber, da man jo må formode at jo tungere og sejere cyklen er at køre desto mere vil den bidrage til planens opfyldelse. Måske er der bare tale om signalmotionering - det skal gerne se ud af meget men det må ikke gøre alt for ondt.

Planen er at cykle til arbejde. Det skulle vel ikke være nogen sag. 18 km hver vej.

Nu begynder mit nye liv på cykelstierne. Og her er ikke som det var i gamle dage. Dels er der ikke så meget dynamit i benene længere og dels har nogen lavet om på spillereglerne. - At den der har de bedste ben vinder.

En morgen kører jeg op ad Egen bakke – den er lang som bare pokker. Der koldt og der ligger rimfrost i græsset. Jeg kæmper mig op ad op ad bakken, rød i hovedet, med blodsprængte øjne, fråde om munden og med sveden haglende ned af panden. Så kommer der en ældre dame med et roligt tråd kørende forbi mig.
Disse cykler med hjælpemotor og batteri burde forbydes. De kan trække enhver selvtillid ud af hårdt arbejdende mennesker.

Selvom der er mange mennesker på cykelstien, er det ikke ofte at jeg møder nogen, jeg bliver oftest mødt og overhalet.
I fredags havde jeg dog nogen succes. Jeg forcerer op gennem Svenstrup og kommer til at køre bag ved en vældig bag (en moden kvinde). Hvad skal jeg nu gøre. Skal jeg foretage min første overhaling her I min nye ære. Jeg overvejer og ser to problemstillinger. Kan jeg komme forbi (cykelstien er bred, men så er også bagen) og hvis jeg endelig kommer forbi, kan jeg så holde forspringet. Jeg undersøger nøje damens cykel og finder ingen batterier fastspændt og må således formode at der vil blive tale om fair kamp. Jeg vover forsøget og det er en succes. Min første overhaling er en realitet og jeg holder forspringet.

Se sådan kan man jo sidde og filosofere når man cykler.

4 kommentarer:

Anders Søe Plougsgaard sagde ...

Haha, jeg kender det udmærket. Er også blevet overhalet af en konecykel engang, og det var også lige ved at slå sig på selvtilliden - faktisk gik der en halv time før en kollega afslørede at cyklen var dopet.

Det med overhalinger er ret avanceret. Det er irriterende at cykle bag nogen der cykler lidt langsommere end man selv har lyst til. Men skal man overhale kræver det jo at man bevæger sig ikke bare lidt, men mærkbart hurtigere, ellers er det akavet. Af og til - især når det går op ad bakke - beslutter jeg at blive liggende bag hende(!) foran. Hvilket altid betyder at den forankørende begynder at cykle langsommere. Og langsommere, hvorfor man alligevel er nødt til at overhale.

Anders Søe Plougsgaard sagde ...

Men forresten: Fantastisk at du er begyndt at cykle igen. God idé, og det er jo lige årstiden til det. Min cykel lider af en slem krankforkølelse tilbage fra vinteren, og nu er den også kørt i et hul og punkteret. Men det er herligt at cykle, så hvis vi kan få noget bedre vejr, så må dyret vel kunne gøres køreklar.

Helge Søe Plougsgaard sagde ...

Bestemt, du må se at få den repararet hvis den er i udu.
Det med at blive overhalet har jeg jo en vis erfaring i. Det er som om folk suser forbi men sagtner farten betydeligt når de er kommet godt forbi. De skal jo føre sig lidt frem de unge mennesker.
Igår mødte jeg tilfældigvis Sekke da jeg kørte ud fra Danfoss. Og der var han heldig, det var hans første dag på cykel og han punkterede ved Guderup og det heldige bestod i at jeg havde lappegrej med, det havde han nemlig glemt.

Lisbet Adler Brønsdahl sagde ...

...jeg kender hende...den batteridopede: Hun har gigt i hele kadaveret, hvinende ondt altid og drømmer om gode ben...
så vidt jeg véd !?.. så kan man blive helt glad for (at få) en overhaling, 'ik'