Om at købe vand og finde en restaurant

Først ved to-tiden  er vi klar til at gå ned i byen for at købe vand. Jeg skal først være færdig med min krimi, den er så afsindig spændende til sidst så jeg får lov til at læse den færdig. Så har jeg også næsten læst 150 sider i dag og er en lille smule groggy.

Vi går ned til Ferrazze som er den lille by vi bor tættest ved. Der hersker en døsig stemning over byen. Ved indgangen til byen ligger kapellet med kirkegården foran. Her er ikke som hos os. Gravsten i 5 etager. Gad vide om de ligger inde bagved. Der er billeder på alle gravsten -  egentlig ikke nogen dårlig ide. Hvis meningen med et gravsted er at mindes de afdøde er et kontrafej jo et glimrende middel til at lede tankerne på vej. Alle er pæne og nydelige billeder i sorthvid.

Som sagt hersker der en døsig stemning over byen. En børnehave deler mur med kirken – her er der lidt liv, men børnene er ved at blive hentet af de unge og elegante mødre. I øvrigt en lidt kedelig legeplads.

Vi finder kun en restaurant. Det er er ikke nogen overraskelse, da vi har fået den anvist af Musellas bestyrer. Den har dog ikke åbent endnu til min store fortrydelse, jeg kunne ellers godt bruge en kold fadøl i denne hede, der er vel hen ved 30 grader.  Det tror jeg også at Solvejg kan. Vi går nu efter vand og finder, trods ihærdig søgen i hele byen, kun én butik, - den har også lukket. Det er sgu ikke megen succes vi har med shopping indtil videre. Marie og Christian går tilbage til Musella, vores kære vingård og hjem. De har ikke så meget tålmodighed.

Da vi, efter at have opgivet indkøbsforehavendet, opkogte vender tilbage til Musella er porten lukket og vi har ingen nøgle - den  har ungerne jo. Vi ringer, men ved godt at her er chancerne små. I Danmark lykkes en telefonopringning til Christian eller Marie kun ca hver 10 gang, SMSer en anelse tiere. Det lykkes heller ikke her at komme i kontakt med Marie og Christians telefon har nok udlandsservice, men ikke svar service fra Christian. Vi ringer til bestyreren igen. Jeg har jo hans nummer da jeg ringede til ham i aftes.

Han resignerer og giver os en ekstra fjernbetjening til porten. Han anviser San Martino hvor der er gode shoppingmuligheder.

Da vi endelig kommer til vores dør, er den låst. Og vi har jo stadigvæk ikke nogen nøgle. Jeg finder ungerne nede  ved poolen, solbadende og med solbriller.

Vi beslutter os for at tage til San Martino for at shoppe. Der finder vi ganske rigtig et kæmpestort indkøbscenter. Vi havde egentlig kun brug for et lille sted hvor vi kunne købe lidt vand, et par øl og en pakke grisini. Vi kommer derfra med et kæmpelæs mad, vin, øl,  fanta,  chokolade, frugt og meget, meget mere.

Nu vil vi finde en ristorante her i denne store by. Det viser sig dog at være vanskeligere end først antaget. Vi går i alle retning, men finder kun kaffebarer og isbarer, ingen ristoranter, end ikke et pizzaria, og det her i hjertet af Italien. Det er sgu da mærkeligt. Solvejg spørger en ung italiener af hunkøn, men hun ved ikke noget, kan dårligt tale engelsk, men hun har et sødt smil, så vi bærer over med hende. Nu gider vi ikke mere at lede efter et spisested. Vi ved at der er et i vores egen lille by, og den må have åbent nu, hvor klokken er ved at være 20.

Vi finder Fiestaen og kører. Da vi kører ud af San Martino er der et skilt til en Risstorante Scambi -  det må være noget med rejer. Den ligger lige ved vejen, mindre end en km fra Musella.  Der kører vi ind. Vi bliver hjerteligt modtaget. Spisekortet er kun på italiensk. Vi kender ikke noget af det der står. Det eneste vi forstår er Roast beef og Trøfler, som jeg har fået før. Den flinke mand oversætter hele spisekortet på tillempet engelsk og vi får bestilt.

Det viser sig at være et rimeligt godt valg for alle selvom Marie mener at hendes Duck in Pasta smager af leverpostej. Det kan godt være at det var pasta med andelever -  oversættelsen var jo ikke helt perfekt. Nuvel vi bliver alle mætte og er faktisk rimeligt tilfredse med vore valg. Øllet hedder faktisk Vikingen, og smager fantastisk.

Mætte og tilfredse triller vi de sidste 500 meter hjem til Musella. Deler en flaske god Valpolicella og jeg skriver dagbog mens den resterende familie sidder nedenunder og spiller kort til høj klassisk musik.