Planerne er lavet om. Vi skal af sted fra Hampton Inn kl. 06:00 for at nå til Wildwater's Chattooga Ridge Adventure Center, så vi kan drage ud kl. 8:30. Det er forbistert tidligt, men det skal vise sig ikke at være den største strabads i løbet af dagen. Det er den 29. september 2011.
Alle tropper vi op i afslappet og kort- til trekvart benet dress. Vi når at få lidt morgenmad inden vi kører ud i mørket i 4 biler. Først den forkerte vej ud af Easley, men GPS damen påbyder klogeligt ”make a safe U-turn”. Hun skal ikke have noget i klemme hvis noget går galt.
Vi kører østover og mens vi kører, bliver det lyst og vi kan skelne det smukke landskab. Her er små bjerge og terrænet bliver mere ur-agtigt – skov og mere skov.
Vi ankommer til wildwater centeret og finder stedet hvor vi skal indskrive os. At indskrive sig er også at skrive under på at dette er på eget ansvar. Vi er jo i Guds eget land hvor advokaterne regerer. Her fraskriver firmaet sig ethvert ansvar for vores liv og helbred og forbeholder sig retten til at bruge billeder af os, dersom de bliver gode og spektakulære, til kommercielle formål
Vi bliver udstyret med regnjakker der er tætte i hals og ærmer, svømmefødder, en hjelm, en padel og en redningsvest. På disse kanter hedder en redningsvest en PFD – Personal Floating Device. Hvis man tager en redningsvest på og sætter sig ud foran toget bliver man jo ikke reddet og så kan man jo risikere et sagsanlæg. Vi er jo i landet hvor advokaterne regerer.
Min PFD er rød til forskel fra samtlige de andres, der er blå. Det har noget med størrelsen at gøre, lidt pinligt ville nogen måske mene, omvendt er jeg jo nemmere at skelne.
Vi får en grundig orientering af en af guiderne og jeg bliver for første gang klar over hvad wildwater rafting går ud på. Efterhånden bliver jeg klar over at vi skal lade alt vores habengut blive tilbage – nøgler, ure, tegnebøger, ringe, mobiler – alt der kan blive væk og vådt må blive tilbage. Kun tøjet og vores gode humør må vi tage med. Jeg køber dog et undervandskamera for 15$ som jeg kan binde fast i min PFD.
Efter lang ventetid bliver 4 blå gummibåde læsset op på taget af en gammel skolebus og vi stiger ind. Vi skal køre en halv times tid op til floden, hvor vi skal starte vores færd og vi skramler af sted på uvejsomme veje, mod floden Chattooga River, der snoer sig på grænsen mellem South Carolina og Georgia. Vi er spændte.
Vi har en professionel fotograf med. Han vil sejle i en kajak for sig selv og forsøge at få spektakulære billeder af os. Det finder jeg først ud af efter at jeg har købt mit undervandskamera.
Vi er 14, der skal fordeles på 3 både og med os er også et lille hold på 2 – et par fra Californien. Vi må i fællesskab bære de 4 både ned til floden ad en smal skovsti. Nogle bærer maden, som vi også har medbragt i vandtætte beholdere.
Nede ved floden, der på dette sted ser meget tilforladelig ud, får vi en sidste instruktion. Hvordan skal man stige ombord, hvor skal man hjælpe en der er faldet overbord, hvordan skal man holde sig fast. Hun har en lang checkliste over hvad hun skal informere os om og en af os krydser af på listen efterhånden som hun afleverer budskaberne. – Vi er jo i landet hvor advokaterne regerer.
Vi er spændte og nu skal vi af sted. Vi er 6 mand i den båd hvor jeg er, inkl. Ben, som er vores guide, coach og potentielle redningsmand. Det er stadigvæk morgen, klokken er kun godt 8 og vi stævner som den først båd ud på floden. Vi træner lidt hvordan vi skal følge Bens ordrer, det er vigtigt at vi gør præcist hvad han siger når vi kommer ud i det vilde. Two hard strokes forward eller right side backwards, right side lean in eller hvad han nu kan komme i tanke om at måtte bede os om for at holde skuden oven vande.
Her er umådelig smukt. Skov, høje træer og vi kan se mærkelige fugle i træerne og vi kan høre fuglene gjalde længere inde i urskoven. Det tegner til at blive en fantastisk dag.
Vi sætter kursen mod det første lille fald, som vi forcerer i fin stil. Det er sjovt og lidt vildt. Vi får at vide at det er en katagori 2 og de mere vilde er op til katagori 5. Så ved vi da lidt om hvad vi har i vente. Vi er ret gode til at følge Ben´s instruktioner – two hard strokes forward osv. Vi nærmer os nu et lidt større fald.
Vi sætter et perfekt tilløb ind og styrer mod det brusende fald. Vi kommer dog lidt for langt op på de store klippestykker på den højre side og vi vipper rundt halvvejs nede ad faldet og styrter alle overbord. Det er et ret så grænseoverskridende, men jeg genfinder hurtigt overfladen. Det er dog lidt svært at få fodfæste på de glatte klipper under vandet – det lykkes dog efterhånden, som jeg genfinder fatningen. Jeg ser de andre to både lave det samme stunt. Alle ryger i. Kun den kvindelige coach formår at blive i båden og holde den på ret køl. Hun får anerkendelse fra sine mandlige kolleger, der begge ligger i vandet.
Både vores og den anden 5 mandsbåd lander på hovedet og flere af mine kolleger kommer til at ligge under de væltede både. Det er ikke helt så behageligt kan jeg forstå.
Vi bliver senere enige om at dette var planlagt. Så har de haft mulighed for at finde ud hvor vor panik tærskel ligger. Det vil de dog ikke indrømme, om end de har et ord for det at blive i båden når alle gæster er verfet af.
Billedsekvensen her giver et levende indtryk af vores styrt.
På de stille passager, fortæller Ben om floden og dens historie. Filmen Deliverence blev optaget her og vi får udpeget stedet for de forskellige scener. Jeg har dog ikke set filmen, der er fra 1972, men kan forstå at det er en klassiker.
Et sted stiger vi i land og vandrer op til et vandfald, der også er med i filmen. Her bliver der taget et gruppebillede af os.
Vi kæmper os ned gennem floden med mange små og større fald eller rapids. Det er umådelig sjovt, spændende, smukt, fascinerende og betagende.
Indimellem lægger vi til og stiger af. Et sted kan vi foretage udspring fra klippekant. Det tror jeg egentlig ikke at jeg tør, men pludselig befinder jeg mig alligevel oppe på kanten, kikker ned mod dybet. Der er nok kun 3-4 meter, men heroppefra ser det noget faretruende ud. Nuvel, det skal jo ikke hedde sig og jeg springer efter et par tilløb ud i intetheden og lander med fødderne først nede i floden. Min PFD vest er ved at ryge ovenud, og da jeg kommer op til overfladen igen, må jeg kikke ud mellem spænderne der normalt sidder over maven. Jeg får dog bæstet trukket ned, så jeg igen kan orientere mig og svømmer over til den anden bred, hvor mine kære kolleger står og griner.
Et andet sted er der et hul i en klippe, næsten som en brønd. Der står vand dernede, men Ben påstår at der er hul nedenud, og at vi skal derigennem, hvis vi tør. Det er vi med på og jeg håber at hullet er stort nok, for vi skal igennem det med hovedet først. Det er det, jeg sidder ikke fast og kommer ud bag klippen og i en rivende fos. Her står vi og kikker ned i hullet med ærefrygt, inden vi begiver os ud i det.
Længere nede ad floden kommer de 5 vilde fald, hvoraf nogle af dem er kategori 5 fald. Bådene går igennem disse fald enkeltvis og guiderne lægger reb ud så man kan redde sig hvis man falder ud. Det er meget vildt men også sjovt, nu har vi jo vænnet os til farerne. I det sidste fald falder jeg alligevel af og trækker min sidemand med. Han påstår dog at han frivilligt lod sig falde ud i floden, da han så mig komme imod sig som et kæmpebjerg. Dette styrt var fotografen dog ikke forberedt på, så der er kun billeder af at vi ligger i floden.
Efter denne sidste dramatiske del af raftingen er der dømt frokost. Vi kan tage vores PFDs og hjelme af og lægge de blå regnjakker og lade os tørre i solen. Vejret er vidunderligt og vi er landet på en solrig plet. Mens vore værter sætter maden frem på bunden af en af bådene går vi andre en flot tur op gennem en lille kløft med kurs mod et vandfald. Vi kan se fugle og høre mærkelige fugleskrig give genlyd i skoven blandet op med den stille brusen fra den sideflod vi går langs med. Vandfaldet for enden af kløften er faktisk ret så spektakulær.
Tilbage på flodbredden er frokosten sat parat og vi spiser. Sandwich som vi selv skal samle af kød og tilbehør, der er sat frem. Imens kan vi gå rundt og nyde det gode vejr. Der er masser af fisk i floden, som flokkes om de brødstykker, vi fodrer dem med.
Vi bliver her en times tid inden vi igen sætter os i bådene og roer det sidste stykke. Der er ikke flere vilde fald kun nogle relativt små fald – dog er der stadigvæk lidt udfordringer i det, men vi holder os sikkert i bådene.
Efterhånden kommer vi ud i smult vande og vi må tage hjelm og redningsveste (undskyld PFD’s) af og nyde at padle stille og roligt det resterende stykke ud i søen hvor vi efter et stykke tid kommer på slæb af en jolle med påhængsmotor. Alle er stille, vi er trætte og mættede af oplevelser. Vi lægger til ved en bro, hvor den gamle skolebus venter på os. Selv i bussen er der ikke megen snak mens vi skrumler tilbage til udgangspunktet.
Her er billederne allerede på den store 46” fladskærm. Vi køber en CD med alle billeder for 200$. Vi kommer i noget tørt tøj og kører tilbage til Easley med en stor oplevelse i bagagen.
Linkene er til nogle Youtube film. De er ikke med os, men oplevelsen er den samme.
http://www.youtube.com/watch?v=HkW0boogl7g&feature=related
http://www.youtube.com/watch?NR=1&v=bjuUZ-yPKwA
og denne der er optaget fra en båd (dog ikke vores).
http://www.youtube.com/watch?NR=1&v=bjuUZ-yPKwA
Efter vores hjemkomst har jeg købt og set Deliverance. Det var da godt jeg ikke kendte den på forhånd for den er jo både uhyggelig, dramatisk og meget spændende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar