Mit liv som cowboy

- eller kofanger  eller tyrefægter. Det drejer sig om noget så simpelt som at sætte en grime på tre forvoksede Jersey tyrekalve. Det kan vel ikke være så svært.

Min gode ven Sekke har opfostret disse bæster og nu har de levet deres 18 måneder her på jorden og skal slagtes. Men først skal de jo fanges.

Uheldigvis er min gode ven just forulykket på sin cykel og brækket hoften og lemlæstet lårmusklen så han er ikke så meget bevendt som tyrefægter med sine krykker. Derfor er jeg hidkaldt.

Vi starter ud en søndag morgen kl 7. Vognmanden har annonceret at han kommer og henter kræene kl  9:00 så der skal vi være klar.  Vi er 3 mand – Søren og jeg der har fuld kontrol over alle lemmer og Sekke med krykkerne. Søren og Sekke har dog den fordel  at de har prøvet det før.

Efter mogenkaffen går vi i gang. Sekke advarer os. ”De er store og de har jo 4-hjulstræk”.  Hmm, hvornår kommer den næste Sekke-vits?, - vi skal ikke vente længe – ”de må jo ikke køre på landevejen” – nå hvorfor ikke? – ”de har ingen horn” ……

Der er ikke meget lys på denne tid af dagen, men vi kan dog skimte de 3 store tyrekalve nede bag i loen hvor de vader rundt i deres dybstrøelse. Bæsterne er altså inde og kan ikke komme ud. Nu gælder det bare om at få en grime på hver af dem.

Vi prøver først med det gode. Sekke mener at de er glade for æbler så måske vil de tage et æble fra hånden og så kan vi liste grimen på imens. Jeg spørger Sekke om han tror de foretrækker cox orange fremfor filippa. Han mener de er ligeglade, så vi prøver med cox orange. Den hopper de dog ikke på. Lige meget hvor meget vi nøder dem, er de på vagt og det er ikke muligt at få nogen form for grime på dem. Måske havde en filippa været bedre – det finder vi aldrig ud af .

Med kalve er det sådan, at det ikke er  forstanden der får ørerne til at stritte ud til siden ej heller hornene til at vokse ud. I deres 18 måneder lange liv har de ikke tænkt  en eneste tanke til ende eller i det hele taget resoneret noget som helst. Men nu, i deres sidste levedøgn, er det som om at der er noget der virker i panden på dem – de vil ikke fanges. Og de bruger mange tricks for at slippe væk fra vores lokkemad.

Søren og jeg må over til dem – vil de ikke fanges med det søde må de finde sig i en noget mere hårdhændet behandling. Vi laver en lasso med en kæmpelykke som vi sniger os rundt med og forsøger at få omkring hovedet af en af bæsterne.  Efter adskillige forsøg hvor de dumme kræ har drevet gæk med os lykkes det os at få en løkke om halsen af nr 54. Den mindste af kalvene. Den bliver helt vild men den er gået i fælden. Det lykkes nu Søren at få en grime om snuden af den og op omkring nakken. Med en sådan grime har man mere magt over kræet. Den pruster og slår sig voldsomt i tøjret. Imens lykkes det også at få en lasso om hovedet af nr 56.

Vi har bundet nr 54 til en stolpe midt i folden som har dimensioner som en jernbanesvelle. Den er dog langtfra tilfreds og er stadig kampberedt. Den slår sig i tøjret med en sådan kraft at stolpen knækker. Det var dog pokkers. Vi flytter fortøjningen til traktoren der står lige ved siden af – vi kan jo ikke risikere at den vælter hele laden inden vognmanden kommer.  Den slår sig fortsat i tøjeret og ligger tilsidst med benene i vejret og det hvide ud af øjnene. Vi må nok hellere løsne fortøjningen lidt og lade den løbe – vi har jo trods alt grimen på den.

Vi lader nr 54 gå med grimen om mulen vi vil ikke udfordre skæbnen og binde den. Nr 55 som er den største lader sig ikke fange, den har lugtet lunten så vi opgiver og sætter os til at vente på vognmanden.

Endelig kommer han og det første han gør er at køre fast i smadderet udenfor laden. Kun med hiv og sving og heroisk bortgravning af halm som stakker sig op foran hjulene lykkes det ham at komme nogenlunde nær på porten. Vognmanden der kommer med bare tæer i træskoene er først sur over at være kørt fast, men tøer dog lidt op efterhånden. Han har sin mor siddende i førerhuset.

Vognmanden har erfaring med tyrekalve og han ser ikke det store problem, vi skal bare komme i gang. Sekkes nabo er kommet for at hjælpe til, hans traktor skal trække lastbilen ud når vi har fået kræene ombord.

Vi starter med nr 54 der er kommet på benene igen. Vognmanden trækker i snuden, Søren og jeg skubber bagpå. Men bæstet smider sig igen og nægter at rejse sig. Her hjælper hverken cox orange eller søde ord, her må der spark, vriden rundt med halen og andre grimme tricks til før vi får den på benene igen. Efterhånden lærer vi hvordan man  skubber med en kalv. Ikke direkte bagfra, der har man ikke en chance, men sidelæns, der har den ikke så meget at stå imod med. Så vi skubber bæstet sidelæns ud til lastbilen og den kommer op på liften og op i vognen. Så er der kun to tilbage. En med grime og en uden.

Vognmanden, der åbenbart har læst Emil fra Lønneberg, siger at vi bare skal lade den gå der ikke har grime på. Den følger måske med når vi trækker nr 56 ud. Og sandelig om han ikke får ret. Det dumme bæst føler sig utryg ved at blive alene tilbage og den følger med ud. Det var da fantastisk. Efter lidt baksen frem og tilbage ved liften er de begge oppe og vi kan smække lågen i bag rumpen af dem. Det er en god fornemmelse.

Naboen kan nu trække lastbilen ud og vi står tilbage med møg ud over hele det hele fra top til tå. Det var da igrunden et værre bøvl, bare for at trække 3 kalve ud til en lastbil.