En musikalsk oplevelse for en 2. tenor.

Fra koncerten i Haderslev Domkirke den 26. oktober 

Vi ankom her til Haderslev domkirke for halvanden time siden og har sat de mest kritiske satser an, rettet lidt til. Jeg fornemmer at dirigenterne er rolige og fortrøstningsfulde, så kan vi vel også være det. Vi, er Dybbøl Kirkes kammerkor og Buxtehude Kammerkor der er gået sammen i dette projekt om at markere 1864 med nye korsatser.

Nu er vi klar – står i den aftalte opstilling, trompeterne bag os denne gang, det lille lommeorgel ude til venstre. Domkirken er næsten fuld i hvert fald i hovedskibet. Min kære hustru Solvejg sidder dernede og også to af de tre prisvindere fra komponistkonkurrencen sidder der.

Er det ikke fantastisk. Jeg amatørsanger står her, vi har indstuderet et større program med en blanding af helt nyt og gammelt. Og dernede sidder vel over hundrede forventningsfulde tilhørere, som er kommet her for at få en musikalsk oplevelse. Og helt frivilligt. Jeg føler mig lidt privilegeret.

Opstillingen her i domkirken er lidt anderledes og en kende uvant i forhold til de to første koncerter i Dybbøl og Flensborg. Jeg står bagest og har mistet min ellers så trofaste sidemand der på grund af sin ringere højde er placeret nede foran. Og med to aggressive trompeter kun 3 meter bag mig.

Susanne giver tegn til at koncerten skal begynde og vi koncentrerer os. Hun sætter trompeterne i gang, dernæst basserne og så os tenorer. 150 Jahre Schlacht von Düppel, slaget er i gang. Det er forunderligt at Leon Tscholl, en fløs på 18, kan skrive så stor musik. Og det har været en kamp at få den lært og ind under huden. Tenor og sopran synger på tysk mens alt og bas synger på dansk. Gad vidst om man kan forstå og skelne ordene dernede.

Slutningen med de to nationalmelodier oven i hinanden kan man nok forstå eller i hvert fald genkende. Og her får den hele armen. Susanne ser lykkelig ud da hun slår af og Ddur akkorden står og vibrerer i den store kirke i 6-7 sekunder inden den dør ud.

Nu opstår den spændte situation, klapper man eller klapper man ikke.  - Man klapper ikke.

Frank dirigerer nu de to Niels W. Gade satser Benedictus og Amen. Benedictus kan jeg efterhånden udenad -  den har vi sunget uendelig mange gange i Motetkoret og Søndagskoret. Amen derimod er ny for mig, så her må jeg holde mig til noden og kun i nødvendigt omfang se op på dirigenten. Frank har glans i øjnene og ser rigtig glad ud da han slår af efter det sidste Amen. Fotografen ude til venstre giver 3 klap som udløser en behersket klapsalve, det er stadigvæk ikke alle der klapper. Her er åbenbart flere skoler, den hvor man holder på formerne, man klapper ikke mellem satserne i en klassisk koncert og klapper man overhovedet i kirken. Og så er der den med de umiddelbart begejstrede der ikke kan lade være.

Susanne træder frem igen, nu er det tid for Mendelssohn. Mendelssohn er vidunderlig, havde han være med i konkurrencen havde han nok være en stærk vinderkandidat.

Herr, wir trau’n auf deine Güte, er en drøm for altstemmen – de har hovedrollen.  Susanne sætter den an. Organist og dirigent var ikke enige om tempoet under prøverne, men nu går det på forunderlig vis rigtig godt synes jeg. Det er en rigtig dejlig sats at synge og den har en særdeles effektfuld afslutning.

Nu skal vi have vindersatsen Kardæsker og Lærker, Morten Nyords flotte sats. Frank skal dirigere den. Og vi må se om vi kan overgå os selv endnu engang for komponisten sidder der nede midt i kirken.  Frank sætter an og vi er koncentrerede. Johans bratschspil er bevægende sammen med blokfløjter og orgel. Vi får vores ”tid” sat ind præcist. Jara’s solo er klar og ren og Kjeld reciterer. Han gør det glimrende, men kirken yder ham ikke retfærdighed. Akustikken gør det næsten umuligt at recitere så man tydeligt kan høre teksten. Jara’s sidste solo fader ud – det må være hende der er lærken.

Frank ser salig ud og publikum bryder ud i applaus.

Nu har vi en lille pause mens Buxtehude koret synger 2 Mendelssohn satser. Det er helt vidunderligt. Dels synger de rigtig godt i deres blandede opstilling og dels er det en sand lise for mit korpus at komme ned at sidde på en stol. Vi har stået op stort set hele weekenden.

Men saligheden varer ikke ved og snart skal vi op igen – vi, Dybbøl Kirkes Kammerkor, skal synge den sidste vindersats, - Bøn om fred. Det er Anthon Hansen, en sød lille mand der minder om en venlig udgave af Carl Marx, der har komponeret dette værk. Frank kalder os frem og vi indtager vores pladser, - nu har jeg faktisk min normale makker ved siden af. Vi synger vel nok den bedste udgave vi endnu har præsteret. Afslutningen er en hymne ”Verleih uns Frieden” og Buxtehuderne der er gået ned i den anden ende af kirken sætter den an og synger 1 vers på tysk. Og vi gentager fra hver sin ende af kirken det samme vers men nu på dansk.

Vi bliver genforenede og synger den sidste del af koncerten sammen, Mendelssohns ”Richte mich Gott” og Niels W. Gades Morgensang af Elverskud. Begge satser der  bringer 2. tenorerne i spil på fornemmeste vis.

Efter morgensangen bryder bifaldet ud, nu er der ingen der holder sig tilbage. Flere minutters stående applaus, fremkaldelse af musikere, solister, komponister og dirigenter og vi får også lov til at bukke gentagne gange. Sådanne øjeblikke kan man ikke få for mange af – folks øjne stråler af begejstring og Frank og Susanne ser virkelig også højstemte ud.

I dag får vi lov til at synge vores ekstranummer. Sig månen langsomt hæver i Max Regers sats. Først et vers på dansk med Frank som dirigent og så tager Susanne over og vi synger verset på tysk og det i et ganske andet (og højere) tempo. Det er som vil de hver især sætte deres signatur på koncerten. Frank den rolige og romantiske og Susanne den iltre.

Jeg går ned og spørger Solvejg om det var godt nok. Det synes hun bestemt at det var. Nu kan vi lige nå en øl ovre i Den gamle latinskole og nå hjem til kl. 20. Vi skal jo se 1864.