søndag den 2. november 2014

1864 endnu engang


I foråret deltog jeg i et korprojekt med Dybbøl kirkes kammerkor med uropførelsen af et helt nyt værk. 9 nye korsatser af Jacob Lorenzen bestilt af Dybbøl kirke. Det var som optakt til Dybbøl dagen og værket havde præmiere skærtorsdag om aftenen den 17. april og blev gentaget på selve 150 årsdagen for stormen på Dybbøl den 18 april i Rinkenæs Korskirke.

Her i efteråret har jeg så igen deltaget i et projekt med Dybbøl Kirkes kammerkor, denne gang i samarbejde med Buxtehude Kammerkor, en fraktion af det tyske mindretals store kor. Der er for alvor gået 1864 i det og der har være udskrevet en komponistkonkurrence med det formål at skaffe nye korsatser til den dramatiske begivenhed.
3 værker er blevet udvalgt som vindere og vi har kæmpet med dem i en halvanden måneds tid, indtil den store weekend 24.-26. oktober, hvor det hele skal løbe af stabelen.

Øveaftenerne har været svært hyggelige, disse Buxtehuder er gode sanger og gemytlige folk og så har de medbragt en hvirvelvind af en dirigent, der kræver det ypperste vi kan yde.
Susanne Heigold og Frank Laue er et rigtig godt makkerpar der supplerer hinanden rigtig fint.



Den sidste uge op til koncerterne har vi prøve om mandagen og generalprøve med musikere om tirsdagen.
Fredag går det så løs. Forprøve og opvarmning i Dybbøl kirke. Kl. 18.30 stiller vi så op i en fyldt kirke og fyrer koncerten af.  Alle 3 komponister er der, men de ved endnu ikke hvem der har fået 1. 2. og 3. prisen. Det gør vi andre heller ikke.
Det går ret godt på trods af små skønhedsfejl som nok kun et fåtal har bemærket. Derimod er der en del snak bagefter om trompeterne på pulpituret. De har i nogen grad overdøvet koret. Trompeter har svært ved at holde igen når det griber dem.



Efter koncerten er der receptionen i kirkeladen med champagne, chokolader og fine taler af Heinrich Jürgensen fra Bund Deutscher Nordschleswiger, der har sponsoreret koncerten og Mette Bock, der er formand for Grænseforeningen. Talerne kredser om emnet samarbejde og venskab hen over grænsen og mellem dansk og tysk. Og det er da også enestående at vi nu er i stand til at udleve fælleskulturelle projekter som dette og finder det naturligt.
Og så endelig kan Frank og Susanne afsløre hvem der bliver nr 3, 2 og 1 i konkurrencen. Den unge Leon Tscholl bliver nr 2 med sin ”150 Jahre Schlacht von Düppel” der uhæmmet blander dansk og tysk sprog og endog lader os synge ”Der er et yndigt land” og ”Einigkeit und Recht und Freiheit” (Deutschland, Deutschlad überalles) oveni hinanden. Hvordan han har arbejdet med den danske tekst ved jeg ikke for han kan hverken tale eller forstå dansk kan jeg se. Morten Nyord bliver vinder af  konkurrencen med ”Kardæsker og lærker” og modtager et guldindrammet diplom sammen med 1600 euro. Trediepladsen går til Anthon Hansen for ”Bøn om fred”.

Lørdag eftermiddag gentager vi koncerten i Helligåndskirken i Flensborg. Søndag er det så den store finale i Haderslev Domkirke. Denne koncert er kulminationen på forløbet og bliver en helt igennem storslået oplevelse, der er beskrevet selvstændigt her på bloggen.
Og at jeg ikke er den eneste, der syntes at dette var en storslået begivenhed, vidner denne søde mail fra en af Buxtehudesopranerne om.

Liebe Mitsängerinnen und Mitsänger, liebe Susanne, lieber Frank!
Ich bin es vorhin beim Abendessen nur an meinem Tisch losgeworden, möchte aber gerne, dass noch mehr Männer (und Tenöre ;-)) es wissen:
Wie ihr heute den Anfang von „I østen stiger solen op” gesungen habt, das war DER HAMMER!!! Nothing less but absolutely great.  Ich hätte fast nicht selbst einsetzen können vor Ergriffenheit und Kloß im Hals. .
Danke! Das war für mich der Höhepunkt des heutigen Konzerts.

Jeg synes den skulle med, for jeg er en af ”tenørerne” 


Ingen kommentarer: