Jul og traditioner på Trompeterager

24. december 2014.

Julen er fuld af traditioner og det er en tradition at vi hvert år den 24. starter med at fejre en gammel vens fødselsdag i Rinkenæs. Han er netop også født denne dag. Der er morgenkaffe og vi møder dem, som vi altid møder denne dag og det er hyggeligt og meget traditionsrigt.

Det er også en tradition at gå i kirke juleaftensdag. Det er dog sjældent, at det er til at få en plads, for vi har også en tradition med at komme i sidste øjeblik. I år er der en rigtig god løsning.

Vi skal alle 5 synge i julekoret til dagens 4 gudstjenester i Sct. Marie Kirke. Så har vi garanterede gode pladser med god udsigt oppe fra orglet. Vi, er det Plougsgaardske syngedynasti, der tæller tre nuværende medlemmer af Sct. Marie kirkes Motetkor og to tidligere. I år består julekoret af 10 sangere hvoraf vi så udgør halvdelen.

Det er sjovt og hyggeligt og vi kan dække alle 4 stemmer. Sopran, alt, tenor og bas.

 

Hele eftermiddagen går med dette. Vi får sunget så hatten passer både kor og fællessalmer. Og det, på både tysk og dansk. Tre af os tager hjem efter den 3. gudstjeneste. De to yngste tager den sidste med og er først hjemme ved halv-syv tiden.

Vi har indført en ny juletradition med stjernen i toppen af juletræet på Trompeterager. Vi gør brug af rigtige stjerner. Udvalgte folk der har betydet noget særligt i løbet af året får en fremtrædende plads i toppen af juletræet. Der er plads til 2, en på forsiden og en på bagsiden. Sidste år var det Nelson Mandela og Beyoncé. Mandela siger sig selv, men jeg husker ikke rigtig hvorfor Beyoncé  kom op. I år bliver det vores gamle dirigent Helge Granum der får hæderspladsen sammen med Mette Blomsterberg. Granum siger sig selv, han er gået på pension fra Motetkoret i år, hvor det har været vores privilegium at have været med de sidste 10 år.  Men Blomsterberg er ikke min ide, jeg havde forestillet mig Ole Bornedal som jeg synes havde brug for lidt oprejsning efter hans lidt udskældte 1864.

Traditionen tro er der and, brunede kartofler og ris allemande. Men det bliver ikke til så megen syngen rundt om træet i år.

Til Wien og hjem igen - Det er altid spændende at rejse

Lidt rejsegenvordigheder fra en lille musikferie i Wien i November 2014

Står op kvart i fem. Jeg synes det er lidt tidligt vi skal jo først flyve fra Hamborg kl. 8:45. Nuvel jeg lader min kones forsigtighed råde og vi kommer i tøjet og bliver klar til at køre kl. 5:40.

Da vi kommer et godt stykke ud af motorvejen mellem Sønderborg og Kliplev, kommer min kære kone i tanke om at hun har glemt toilettasken. Og for hende er det ikke mindre end en katastrofe,  cremer, tandbørste, medicin mangler nu og det hjælper ikke at jeg siger, at det går jo nok alligevel og cremer er ikke nødvendigt, jeg bruger det f.eks. aldrig. Nej, det hjælper ikke og hun beder mig om at tie stille mens hun raser ud, og det gør jeg så.

Det går ellers fint ned mod Hamborg, vejret er klart og der er ikke antydning af tåge. Vi er jo i god tid og jeg tænker endda at vi måske kunne have været vendt om og hentet toilettasken. Taler dog ikke højt om det. Og godt det samme, for da vi nærmer os afkørslen til lufthavnen går hastigheden nedad og 12 km før Schnelsen-afkørslen holder vi stille. Vi kommer nu kun ganske langsomt fremad. 10 km før Schnelsen er der en afkørsel mod Quickborn og vi skal beslutte os for, om vi vil tage den og måske komme hurtigere frem. Men just som vi er der, kommer der skred i køen og vi bliver på motorvejen.  Det varer dog kun lige indtil det er for sent at dreje fra, så holder vi der igen – køen er gået i stå igen. Og sådan kommer det til at gå den næste times tid, mens vi uendeligt langsomt nærmer os afkørslen mod lufthavnen. Da vi når afkørslen er der kun knap 3 kvarter til afgang.

Heldigvis er der rimelig skred i trafikken de sidste 5 km hen til lufthavnen og vi kan  smide bilen ind på nærmeste parkeringshus og styrte over til Terminal 1. Vi har checket ind hjemmefra så vi skal kun checke bagagen ind. Den unge mand i skranken er en anelse langsom, han er vist kun lige startet for han famler sig lidt frem og en ældre og mere erfaren kollega må hjælpe ham (om end det skulle være ligetil). Han viser os, som det også står på vore boarding pas, at det er gate D8 vi skal flyve fra. Vi styrter nu hen til security og der er heldigvis heller ingen kø, dog må jeg tjekkes en ekstra gang da mine seler som altid får det skidt til at slå ud.

Nu er der kun et kvarter til afgang og vi går målbevidste mod gate D8. Det er heldigvis lige i nærheden.  Da vi ankommer er der ikke et øje, og der står at næste fly er til Frankfurt.

Hvad fanden er nu det. Jeg farer febrilsk hen til en dame der sidder i et bur, men hun kan ikke hjælpe – det er en vekselbod. Videre til den næste skranke – der sidder en ved en terminal og hun kan se at det ikke er gate D8, men A39 vi skal flyve fra. Og A39 er desværre i den helt anden ende af  lufthavnen. Hun skynder på os at vi skal løbe, vi er allerede efterlyst.

Nu gælder det om at løbe.  Og løb er ikke vores spidskompetence. På vejen derned kan jeg høre at vi bliver råbt op over højtaleren. Da jeg når derned med tungen langt ude af halsen står der et par gate officials og venter på os. Hvor er den anden?, er det førte hun råber efter mig. Min kone kommer nu rundt om hjørnet og vi kan skanne vore bording pas og styrte ud i flyet. Dampende af sved synker vi ned i sæderne.

Se, det var jo en sindsoprivende afgang, men vi nåede det. Og det viser sig i øvrigt senere at toilettasken alligevel var med.

  

Og hjem igen efter 3 dejlige dage i wienermusikkens mekka

Vågner ved vækkeuret og skynder os at så op, så vi ikke falder hen igen. Vi har en halv time inden taxien kommer. Det lykkes os at få alting klaret og kommer ned præcist kl 5:00. Taxaen kommer trillende op ad gaden og vi kan stige ind.

Det er en venlig dame, taxichaufføren. Hun snakker med os mens hun lidt usikker kører os til luthavnen. Da vi når terminalerne, bliver hun for sent klar over at hun skal stoppe ved terminal 1 og kommer til at køre til terminal 3. Vi mener bare at vi skal stige af, men hun slukker for taxameteret og insisterer på at køre rundt igen og sætte os af ved terminal 1.

Det kommer vi til at fortryde. Hun kan ikke finde tilbage til terminalerne og spørger en om vej. Han er lidt overrasket over at skulle vise en taxa vej, men han fortæller hvad hun skal gøre. Hun følger til gengæld ikke hans råd og det ender med at vi kommer hel ud på motorvejen mod Prag og Budapest. Kører vel en 5 km inden hun drejer fra og skifter motorvej. Får omsider vendt om og vi ved faktisk ikke rigtig om hun  i det hele taget kan finde ud af det. Min kære hustru er bestemt ikke tryg ved det.

Tiden. Ja, vi har faktisk for en gangs skyld beregnet god tid til taxaen, men nu begynder hun faktisk at tære voldsomt på den sidste time inden vi skal flyve.

Endelig er vi på rette vej kan vi se og vi nærmer os igen lufthavnen. Denne gang rammer hun mere rigtig. Vi bliver sat af ved terminal 1 hvor Air Berlin har skranker. Damen undskylder meget og et lidt flov.

Vi kommer dog kun til at betale 30 euro, og de er jo ikke så slemt efter den lange køretur.

Hvor galt kan det gå - galt

Jeg har været i Oslo til et møde i dag. Stod tidligt op, kørte til Billund. Parkerede bilen i det store parkeringshus og tog flyet kl. 7:50. I Oslo tager jeg Flygtoget til Skøyen, hvor min norske kollega tager imod og vi kører til bestemmelsesstedet hvor mødet bliver holdt. Alt er en succes, alt klapper perfekt. Ved 15-tiden kører min norske kollega mig tilbage til Skøyen og jeg tager Flygtoget tilbage  til Gardemoen. Checker ind og går gennem security og har nu god tid til at få lidt at spise, tjekke lidt mails, skrive lidt osv. Jeg skal flyve 18:15, så der er god tid. Jeg går roligt rundt og er helt uvidende om hvilke fortrædeligheder der vil tilstunde mig denne aften.

Det er endnu ikke annonceret hvilken gate jeg skal flyve fra. Jeg holder øje med det og endelig kommer det op. Billund 18:15 gate 35A. Jeg går til 35A, der er langt derud, men jeg har jo god tid. Sætter mig til at vente i gaten. Der er en del andre der også. Flyet er forsinket et kvarter på grund af sen ankomst, men hvad gør det. Det har jo være en god dag og hvad gør et kvarter fra eller til. Endelig er der bording og jeg stiller mig bag i køen. Da jeg kommer frem og mit bording pas bliver scannet, siger den blip og lyser rødt. ”Det her er jo British Airways og din billet er til SAS” siger den mørklødede mand. ”Jamen I kan da se at det er det rigtige tidspunkt og det er til Billund”. Det nytter ikke noget, de vil ikke have mig med. En dame tjekker mit bording pas og kan fortælle at SAS flyver fra gate 37A, - det er lige nedenunder.

Nu har jeg travlt, for klokken er 18:15 og det er jo ikke sikkert at den også er forsinket. Da jeg kommer derned, står en dame og råber efter mig og en anden dame der åbenbart også har taget fejl. Vi når det på et hængende hår og da vi kommer ud i bussen er der højlydt brokken fra et par irriterende herrer.

Hvem fanden kunne da også gætte at både British Airways og SAS har en afgang til Billund på nøjagtig samme tidspunkt. Og så var det oveni købet British Airways jeg fløj med i morges.

Nuvel, det gik jo godt. Vi kommer godt til Billund og lander planmæssigt 19:40. Nu er det bare at køre hjem og hvile ud – tror jeg. Jeg har jo kun håndbagage og skynder mig ud af lufthavnen. Da jeg er halvvejs ovre ved parkeringshuset stikker jeg hånden i lommen efter nøglen. MEN DEN ER DER IKKE. Jeg roder i begge lommer, brystlommen, jakkelommerne, lommerne i min sweater, tasken og alle lommerne i tasken, men den er det IKKE. Den er der ikke, nej.

Nu folder katastrofen sig ud for mit indre blik. Min ekstranøgle forsvandt jo i sommers under et familiebesøg, så den har jeg ikke. Og på Skoda værkstedet, hvor jeg var i går, for bl.a. at bestille en ny nøgle fik jeg at vide, at nu skulle jeg passe på den nøgle jeg har, for den skal bruges til at kode den nye. Ellers tager det 2-3 uger inden fabrikken i Tjekkiet får lavet en ny.

Og nu er den forbandede nøgle væk.

Jeg farer tilbage og får en funktionær, der har med mistet bagage at gøre, til at kontakte flyet, måske har jeg tabt den på sædet. Han er meget hjælpsom og de søger flyet igennem, men den er der ikke.

Jeg kontakter min norske kollega, måske ligger den i hans lille bil, som vi kørte i sammen, men heller ikke her er der succes.

Jeg forsøger nu at tænke lidt rationelt. En nøgle falder jo ikke bare ud af lommen, den må være taget op og det gør man jo i security. Jeg må have glemt at få den med, da jeg tog mine ting igen efter at det havde være gennem scanneren.

Jeg kontakter Gardemoen og får telefonnummeret på hittegodsafdelingen. Ringer dertil. Der er en automatisk telefonsvarer der fortæller at kontoret har åbent fra 05 til 22. De er altså gået hjem, og klokken er dog kun 21. Måske har de glemt at skifte til vintertid.

Nuvel, så er der jo ikke noget jeg kan gøre. Jeg ringer til Falck, de må da kunne bringe mig og bilen til Hørup. Der går en times tid inden Falckmanden ringer tilbage og vi mødes udenfor.

Han kan fortælle, at man ikke kan komme ind i parkeringshuset med den bil han har med og vi kan ikke skubbe bilen ud da den jo er låst. Han bliver hurtigt enig med sig selv om, at  han lige så godt kan køre mig hjem og ordne bilen i morgen, jeg kan jo alligevel ikke bruge den. Det synes jeg er en god ide.

På vejen hjem får jeg en god hold snak, først med Falckmanden og senere med en taxa chauffør, der kører mig det sidste stykke fra Rødekro til Hørup. Er hjemme ved halv tolv tiden.

Og bilen, den står stadigvæk i det dyre parkeringshus. Til gengæld kommer jeg jo ikke til at bruge benzin, når den engang bliver kørt hjem på ladet af en Falckbil.