Halv-fem går vi over vejen til Fauenkirche og finder indgang
E som står på vores billet. Vi træder
ind i en fantastisk smuk kirkesal, der bortset fra det monstrøse alter med
orglet ovenover mest ligner en koncertsal eller et teater med gallerier i 3
etager. Det er et rundt kirkeskib med bænkerader i lyst træ som også er formede
i buer. Ude langs siderne mellem de massive søjler er bænkerader i 3 rækker. Vi
har pladser på en af disse og har en rigtig fin udsigt til både orkester og
kor.
8 svære søjler bærer den enorme kuppel der dækker hele
kirkeskibet. Vi sidder og nyder det smukke rum. Alt er holdt i lyse
pastelfarver rosa og gult og med guldskær. Det er utrolig yndefuldt og
harmonisk at se på.
Frauenkirche er oprindelig bygget i første halvdel af 1700
årene, men blev totalt udraderet i forbindelse med USA og Englands bombardement
i februar 1945. Kun alteret og den modsatte gavl stod tilbage. Og sådan blev
den liggende i 50 år indtil man omkring årtusindskiftet rekonstruerede den
gamle barokkirke. Den blev genindviet i 2005 og det er den vi sidder i.
Kl. 17 kommer først orkestret ind. Det er MDR
Sinfonieorkester og derefter MDR Rundfunkchor. De er alle klædt i sort og ser
meget flotte ud som de står oppe på korpodierne, der er sat op til dem. Ind
kommer nu også dirigenten Joost Risto og de to solister en bariton og en
sopran. Der klappes forventningsfuldt. Koret rejser sig på én gang. Meget imponerende. De er ca. 65 sangere. Solvejg har talt dem.
Dirigenten slår koncerten an og kontrabasser og horn danner
de kendte ur-toner som indgang til dette betagende værk. Det bliver en af de
helt store musikoplevelser. Det er et stort orkester, der spiller virkelig flot
og koret, koret er et fuldt professionelt kor og de synger så nakkehårende
rejser sig.
Brahms skrev Ein Deutches Requiem i 1865 - 68. Han har selv
udvalgt tekster fra biblen til sit requiem og har ladet dem synge på tysk
modsat næsten alle andre requiem, der er
sunget på latin. Deraf sikkert navnet Ein Deutsches Requiem.
1. satsen ”Selig sind, die der Leid tragen” er umådelig smuk
og vi får her virkelig fornemmelsen af at det ikke er en almindelig korkoncert
vi er kommet til. Koret synger virkelig helt fantastisk. Og det fortsætter
sådan. 2 satsen er den hvor orkestret bygger op med violiner og voldsomme
paukehvirvler og koret sætter ind med ”Denn alles Fleisch ist wie Gras” forte fortissimo
med flere kæmpestore f-er. Det er
storslået i en grad så det er svært at kontrollere mimikken og tårekanalerne.
Men der er jo heller ikke nogen der skal se på mig.
Og oplevelsen forstærkes af at sidde her i denne smukke kirke,
der helt unødigt blev ødelagt sammen med resten af Dresden i de sidste måneder af
krigen hvor tyskerne allerede mere eller mindre havde tabt.
Baritonen, der kommer ind i 3 satsen, synger med en varme og
glød der er helt fantastisk og harmonien med koret er helt perfekt. Sopranen må
vente helt til 5 sats og også hun er vidunderlig.
Midt under det hele er der en dame der falder om ovre på den
anden side af kirken under stor postyr. Jeg ser og opfatter det ikke, men
Solvejg gør. Damen bliver båret ud og der er mange der er involveret i dette.
Solvejg tror at hun overlever. Omvendt ville det da være et velvalgt tidspunkt
at dø på, til tonerne af denne dødsmesse.
Koncerten slutter med ”Selig sind die Toten”, en smuk og
bevægende sats der til sidst falder helt til ro. Dirigenten slår af og lader
armene falde ned og publikums bifald kan bryde løs.
Opløftede går vi ud – det var da godt nok en fantastisk
oplevelse. Og helt uventet, det var jo helt tilfældigt at vi så opslaget på hotellet. Og billetten blev først sikret i sidste øjeblik før koncerten som så ud til at være udsolgt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar