Her i slutningen af september er vore koraktiviteter stukket helt af, i en grad så vi denne weekend har måttet holde tungen lige i munden for at holde rede på det hele.
• Vi er blevet hyret til at synge en koral i en vokalkvartet til en koncert i
Sønderborg 26. september
• Vi skal begge synge til gudstjenesten i Sct. Marie den 27. september
• Vi skal begge synge til gudstjenesten i Sct. Marie den 27. september
• Vi har meldt os til Kongens fald et stort korværk som skal uropføres på
Alsion og der er første prøve, hvor vi skal kunne stoffet,
den 29. september.
Motetkorets efterårskoncert er ikke noget problem. Vi kan stoffet ret godt nu og det bliver to fine koncerter i hhv Sct. Marie kirke og i Lysabild kirke, det er vi ret sikre på.
Lørdag skal vi så synge Bach koralen i Riddersalen på Sønderborg slot sammen med Ensemble 1585. Anne Agerskov har hyret Kamilla, Keld, Solvejg og jeg til at synge slutkoralen i Bachs kantale ”Gott Allein mein Herze haben” og man siger ikke nej til sådan en chance.
Det er fantastisk at lave noget sammen med virkelig professionelle folk. Og det bliver også en super oplevelse.
Koncerten skal begynde kl 16 og vi er tilsagt til at komme 14:45. Vi kan vore 4 stemmer inden vi kommer. Har en kort prøve hvor vi erfarer at disse musikere vil have den virkelig langsom, meget langsommere end de optagelser vi har lyttet til forinden.
Nuvel, det vil blot give os lidt mere tid i rampelyset.
Vi får pladser lige foran orkesteret og Kamma Bidstrup der synger alle arierne og recitativerne. Således skal vi blot rejse os og gå et par skridt fremad når vi skal på.
Der er typisk et stort publikum til disse koncerter i Sønderborg musikforening og denne er ingen undtagelse.
Det er en virkelig fin koncert med disse meget professionelle musikere og mezzosopranen Kamma Bidstrup der synger dette ret svære stof helt vidunderligt.
Vores koral er afslutningen på den sidste kantate. Det går rigtig godt for det er jo festligt når man slutter af med en smuk 4-stemmig koral. Og vi får jo så hele det begejstrede bifald med, ikke dårligt. Og der er blomster bagefter i form af kræmehuse med lækkerier i. Og de søde musikere er rigtig glade for vores medvirken.
Søndag er vi begge tilsagt til at synge i Sct. Marie kirke nu i en ny kvartet sammen med Madara og Morten. Det er Anders Raahauges sidste gudstjeneste og der er mange i kirken. Den ene af de to satser vi skal synge er også ny for os og skal læres og øves hjemmefra.
På tirsdag skal vi så til den første og eneste særprøve på ”Lykkens Skib” baseret på Johannes V. Jensens ”Kongens fald” inden koncertweekenden 23. - 25. oktober. Det er et stort værk bestilt af Kor72 som skal uropføres på Alsion med 160 sangere og et orkester. Det bliver spændende, men også dette værk på 55 nodesider skal vi kunne allerede inden denne første særprøve så vi er rimeligt hængt op.
Vi når dog at få tygget det hele igennem 2 gange i løbet den sidste uge op til særprøven og er rimelig fortrøstningsfulde inden vi i morgen skal afsted til prøve i Haderslev.
Måske er kunsten også at begrænse sig, for det har da været en hel vild weekend.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar