At gå i operaen i Verona er ikke bare en musikoplevelse, det er en total oplevelse. I denne opera spilles der under åben himmel og i en arena der blev bygget alt imens Jesus traskede rundt i Palæstina. Og i denne opera kan der sidde op til 25.000 tilskuere, dog sælger man kun 15.000 billetter. Til gengæld er der udsolgt næsten hver aften fra juli til september hvor festivalen finder sted.
Så skulle man tro at der var tale om én opsætning, men nej. Der er 6 forskellige operaer i denne 89. operafestival og de skifter hver aften. En noget heftig logistikopgave.
Vi har hjemmefra bestilt billetter til Aida. Jeg konsulterede min musikalske mentor. Hvilken af Aida, La Traviata, Barberen i Sevilla eller Nabucco skal vi vælge. Helle mener helt sikkert at vi skal vælge Aida. Verdi og Italien hører sammen. Og sikkert en fantastisk opsætning på denne kæmpemæssige scene. Den Jyske Opera er et dukketeater ved siden af.
Jeg henter vore forudbestilte billetterne overfor arenaen. Vi tilbringer nu eftermiddagen som turister i Verona inden vi spiser en god middag på en ude-restaurant med udsigt til Arenaen. Der er en forventningsfuld stemning alle steder. Vejret har været lidt truende i løbet af dagen, men nu er der klart og ingen udsigt til regn. Tværtimod er det en anelse køligt.
Kl 20:30 kan vi gå ind i Arenaen. Vore pladser er ikke som forventet nede på parkettet, men midt for på den første ring 4 trin oppe. Det er faktisk fantastisk gode pladser, og specielt gode i forhold til at fotografere herlighederne.
Ved indgangen har vi alle fået et lille lagkagelys. Det skal tændes når forestillingen begynder, sådan er traditionen her.
Efterhånden bliver pladserne fyldt mere og mere op. Det er dog ikke alle sæder der er besat men der er nok udsolgt alligevel, - 15.000 tilhørere. Det er en fantastisk kulisse. Orkestergraven er bred som bare pokker og der sidder et kæmpestort orkester i det – ikke mindre end 3 harper er der.
Jeg sender en SMS til Helle og siger at nu sidder vi her og er klar. Hun ønsker os god opera og siger at vi skal glæde os til elefanterne i sejrsmarchen i 2 akt.
Kl 21:15 slukkes projektørerne, stearinlysene tændes og operaen begynder. Det begynder lidt svagt – orkestret er lidt for dæmpet og ypperstepræsten der er en bas træder ikke så klart igennem – han er måske ikke helt varm endnu. Lidt efter kommer også Radamés ind med heltetenoren og helt godt bliver det da også Aida som naturligvis er en supersopran kommer på scenen.
Helt sublimt bliver det da korene stemmer i og orkestret bruser. Så er det så de små hår på ryggen rejser sig og man får tårer i øjnene. Der er en umådelig storhed over dette sceneri i disse antikke rammer. Her sad man 30.000 tilskuere for 2000 år siden og fornøjede sig over gladiatorkampe og kristne der blev sønderrevet af løver og nu sidder vi her 20.000 tilskuere og ser en opera om krig og kærlighed, sejr og nederlag, liv og død.
2. scene i 2. akt er højdepunktet. Det er her sejrsmarchen for Radamés sejr over etioperne finder sted. Musikken er storslået, og det er det stykke man kender fra Aida. Der er et ekstra messing hornorkester på scenen og der er rigtig mange medvirkende på scenen. Ind kommer så marcherende den ene deling efter den anden i flotte kostymer. Til sidst kommer der endog på hvide heste (det er her Helle mener at der skulle komme elefanter). Det er helt fantastisk imponerende. Til sidst er der flere hundrede medvirkende på scenen.
I pausen mellem 2. og 3. akt må jeg sende en SMS til Helle med en lille status. Kan berette at elefanterne har mistet snablerne og deres grå farve og minder mere om hvide heste. Hun svarer undvigende at de nok har fået fri i aften.
Der er 3 lange pauser på 20 min hver imellem de 4 akter. Her kan man komme op at stå og gå lidt rundt. Det er også bydende nødvendigt, for det er en meget lang forestilling og stolene er ikke de mest bekvemme, selv om vi har lejet hynder til dem. Vi benytter også sceneskiftene i akterne til at komme lidt op at stå.
Det er en lidt kold aften, så folkene der sælger røde tæpper har kronede dage. Vi køber også et. Det er sådan et der koster en tier i Tigeren, men her koster de 15€. Det rene optrækkeri. Jeg ser at herren foran mig sidder i skjorteærmer og har givet fruen sin jakke. Det gør jeg også. Selv Christian låner Marie sin trøje og sidder med bare arme hele aftenen. I sidste akt må jeg dog bede om at få jakken tilbage. Vi ommøblerer lidt så Marie og Solvejg kan deles om tæppet.
Christian benytter den alt for gode tid til at tegne i sin skitseblok. Han får tegnet og skrevet en hel masse. Om den kunstneriske kvalitet står mål med det der foregår på scenen skal her være usagt - det er i hvert fald forskellige udtryk.
Ved 01-tiden dør Radamés og Aida sammen i en smuk duet. Sådan skal det gå i en opera, hvor alle følelser skal gennemleves. De genopstår dog hurtigt igen til en begejstret og langvarig applaus.
Vi myldrer ud af arenaen sammen med alle de andre med endnu en stor oplevelse i bagagen. Vi bevæger os i retning af parkeringshuset på den anden side af floden, finder den og kører tilbage til Musella hvor vi er ved 02-tiden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar