Noget om kjolesæt

Vi er inviteret til rund fødselsdag hos vores gode ven Helle.  Helle inviterer til Wienerbal på Dyvig badehotel. Det var i sommers og har udover sted og indhold ikke noget at gøre med de seneste eskapader der er beskrevet på denne blog. Og denne lille beretning skal heller ikke handle om fødselsdagen, ej heller wienerballet men om det at leje et kjolesæt.

Vores gode ven Poul Bent og jeg beslutter os for at klæde os standsmæssigt på til ballet, og hvad vil være mere standsmæssigt end at komme i kjole og hvidt. Poul Bent mener at have et liggende på loftet. Jeg mener at det kan vel ikke være så svært at finde et godt kjolesæt på Gul og Gratis. De fleste mænd der går i kjolesæt er vel på min størrelse.

Jeg kikker på Gul og Gratis i Sønderjylland, der er 3 sæt men det er alle til pygmæer. Så hele landet da, - ikke bedre. Så Den blå Avis – ingen. Det skal vise sig at det ikke er så let endda.

Der er dog nogle der sælger nye kjolesæt, men de koster 3-4000 kr. Det er vel lige i overkanten. Man kan også leje. 1200 for et helt sæt. Det er manufakturhandleren i Vojens der har dette glimrende tilbud.

Jeg sender en mail og forespørger om man har et i  min størrelse. Det mener man bestemt at man har. Jeg tænker at jeg måske kan spare lidt og kun leje selve kjolen. Skjorte og bukser kan jeg vel selv finde eller måske bruge noget jeg har. Jeg spørger om det kan lade sig gøre. Det kan det godt og så bliver det kun 400 kr. Nu ligner det jo noget. Manufakturhandleren mener dog at jeg bør komme derop og prøve kjolen på. Jeg aftaler at komme en lørdag formiddag.

Dagen oprinder og jeg kører til Vojens. Finder straks, på byens fornemmeste adresse, manufakturhandelen, der forhandler både herre- og dametøj.

Jeg gør min entre og møder op ved disken. En lidt feminin mandlig ekspedient møder mig og spørger hvad skulle det være? ”Jeg vil gerne se på en kjole….”.   Ekspedienten får et lidt overrasket udtryk i ansigtet og rømmer sig lidt.  - ”Ja, et kjolesæt”, skynder jeg mig at sige da jeg fornemmer at han er ved at lave forkerte slutninger –”det er jo mig der har mailet omkring et kjolesæt”.

Ekspedienten, der bærer røde bukser og har åbenstående skjorte, minder mig lidt om Dennis Knudsen.

Vi går over i afdelingen med kjolesæt. Skal du i Logen spørger han. ”Nej for fanden da, jeg skal til Wienerbal” siger jeg lidt kort for hovedet. Han måler mig op og vi bliver enige om at jeg skal have en størrelse 62 eller 64, men dem har han ikke. Kun en størrelse 66. Den kan jeg nemt være i men ærmerne når nærmest helt ned til jorden. Jeg bliver belært om at spidserne på kjolens forstykke skal kunne nå sammen over maven og det kan de nemt og lidt mere til. Vi bliver dog enige om at den nok kan gå hvis ærmerne bliver syet op. Ja, vi ender faktisk med at konkluder at det jo er den helt rette størrelse.

Jeg får et længere foredrag omkring ærmelængder. Man skal kunne se manchetterne, og de må endelig ikke være for lange.

Hvad med skjorten spørger ”Dennis”. Skjorte, jeg havde jo tænkt mig at bruge en almindelig skorte. Det kommer jeg ikke langt med kan jeg godt fornemme. En skjorte til et kjolesæt skal være med knækflip. Han kan ikke finde en skjorte i den rette størrelse i sit udlejningsudvalg.  Han finder en ny i stedet for, det er samme pris.

Vest eller skærf? Det er nu jeg erkender, at jeg ikke ved noget om kjolesæt. Det er en videnskab helt for sig.  Han viser mig et billede af en mand der har været på besøg hos dronningen og han har vest på. Det må jeg nok heller få så. Skærf er måske lidt mere simpel. Jeg bliver nu belært om at vesten skal stikke ca. 10 cm nedenfor for-stykkerne på kjolen. Javel så.

Hvad med knapper, spørger han. Ja, hvad med knapper spørger jeg. Han finder knapper der åbenbart skal være med perlemor indfattet i en metalclips der kan gå gennem skjorten og foldes ud på bagsiden. Og knapperne i vesten skal være de samme som de øverste to knapper i skjorten.

Butterflyen finder han selv, nu spørger han ikke mere. Dog skal jeg selv tage stilling til manchetknapperne. Har man guldur skal de naturligvis være i guld, men mit er mere simpelt i stål, så jeg nøjes med sølv manchetter.

Uha, jeg frygter at dette bliver mig et dyrt bekendtskab, men man kan jo ikke komme og føre sig frem og vil leje et kjolesæt og så spørge til prisen hele tiden. Så jeg holder masken og spiller cool.

Hvad med bukser, der hører jo bukser til med blank stribe på siden. Skal du have det med? Han forsvinder hurtigt ud i bagbutikken og bliver væk i lang tid. Endelig kommer han tilbage. Han har ikke et par bukser i den rette størrelse, men han kan nå at skaffe dem. Jeg siger  hurtigt at jeg selv har bukser, jeg kan godt klare mig uden blank stribe. Og hvis ikke kan jeg selv sy en stribe på mine egne bukser.

Han giver efter og vi går til kassen. Han skal have 800 kr. for skidtet, men så skal han også sy ærmerne op, hvilket han indvilger i.

Jeg betaler og skynder mig lettet ud af butikken. Det kunne da være gået meget værre. Et par dage senere kommer kjolen med lidt kortere ærmer, dog stadigvæk for lange så man ikke kan se de fine manchetter.

                                                                                                                                     

Dagen for festen oprinder og jeg ifører mig udstyret. Det er noget stift at bevæge sig rundt i, men Poul-Bent og jeg er uden sidestykke de bedst klædte herrer blandt gæsterne ved den fest.