Noget om en afslutning

I dette blogindlæg er nogle af ingredienserne skiftet ud. Det sjove og skøre er skiftet ud med det vemodige og eftertænksomme.

Vi skal hente Christian hjem fra efterskolen. Han har gået på Ollerup Efterskole nu i 10 måneder og nu er det slut. Helt slut. Vi har 4 børn – de 3 har gået på Ollerup og Anders har haft forelæsninger ved forstanderen, Jesper Vognsgaard, da han var højskolelærer. Så vi har haft en stor tilknytning til denne skole gennem mange år. For os er det også slut, vi har ikke flere børn.

Sidste weekend var vi til festival på Skolen, 2 dage med musik fra to scener i tilsammen 16 timer. Og vel at mærke musik af en høj standard. Lørdagen sluttes af med en midnatskoncert med det store fælleskor. Et helt kor af unge og trætte mennesker, mange drenge i bar overkrop, piger med psykedeliske farver i  håret, nogle er hæse efter dagens og aftenens heavy metal udladninger, men de synger.  Ave Maria – på trappen foran skolen hvor der er stearinlys i alle vinduerne. Det er meget stemningsfuldt. Efter koncerten er der mange våde øjne både hos eleverne og deres forældre. Der blev det klart, at nu var det næsten slut.

Men nu er det slut. Vi ankommer til tiden og finder Christian og en enorm bunke ting og sager han har samlet sammen i årets løb. Christian har hang til gamle ting og sager og har øjensynligt tømt genbrugsbutikken i Svendborg flere gange – blandt eleverne kaldet ”Genneren i Svenneren”. Med besvær får vi det hele stoppet ind i vores ellers ret store bil. Og det er endda 2. Læs. Det første havde vi med hjem efter festivalen

Nu kan afslutningen begynde i den smukke sal. Velkomst ved Jesper Vognsgaard og så en fællessang. Her på stedet er fællessang virkelig fællessang. Alle synger med så det runger i de gamle bygninger.

Herefter er det tid for talerne. Forstanderens tale er både vis og rig på informationer. Han sammenfatter årgangens identitet som de, der altid lige nåede det, men som ikke var i for god tid. De som altid var der når det gjaldt og de som tog sagen i egen hånd da kommunen sendte deres lærere hjem. Jeg kan snildt se Christian indgå i denne identitet.

Viseforstanderen talte på vegne af lærerne og også hans tale gav et rigtigt fint indblik i hvordan han oplevede lockouten hvor forstander, viseforstander og en enkelt lærer stod tilbage med en hel skole. Hvordan det var at se de udelukkede stå grædende tilbage og vinke til bussen da de drog på turné.

Flere forældre holder gode taler, men de bliver alle overtrumfet af elevernes indslag. To piger synger en både eftertænksom og morsom sang de har skrevet til lejligheden og et par af deres kammerater spiller til. Og to piger holder en fantastisk tale om skoleåret som det kom til at forme sig. Med klare stemmer og med tårerne trillende ned af kinderne taler de og erfarer at det er godt at være to så man kan få tid til at samle sig indimellem. Mange af deres kammerater græder og det er der også mange af os forældre der gør. Det er meget bevægende.

Det store fælleskor synger deres sidste koncert. De har i årets løb haft 5 dirigenter -  de 3 normale og to af deres kammerater der trådte til da der var konflikt . De får alle 5 et nummer og de to unge knægte dirigerer fantastisk og har alle deres 113 kammeraters opmærksomhed og beundring.

Også disse indslag er bevægende og trækker i tårekanalerne. Det bliver klart for mig at det også for mig er sidste gang. Vi har haft utrolig mange fantastiske oplevelser på denne skole fra Thomas i 2001-2, Marie i 2008-9 og nu til Christian. Festivaller, musicals, nytårskoncerter,  forældre dage. Denne er den sidste koncert her på stedet.

Personalet kvitterer med et lille kornummer som de også gjorde da vi afleverede Christian i august.

Solen er kommet tilbage efter en regntung formiddag, tilpas til den store afskedsrunde. Alle forældre bliver gennet ind i spisesalen til kaffen mens eleverne og deres lærere stiller op i en kæmperundkreds på gårdspladsen. Dette ved vi af erfaring tager tid. Alle elever hilser af med lærerne og hinanden og det bliver til rigtig, rigtig, rigtig mange kram og mange tårer. Men det skal tage den tid det skal og det gør det så.

Kl. 19 sætter vi os i bilen og kører hjemad. Der bliver stille i bilen.  Eftertænksomheden og vemoden tager over. Et efterskoleophold er en helt fantastisk oplevelse for unge mennesker hvor de gør sig rigtig mange erfaringer om sammenhold, fællesskab, dannelse, forelskelse og tab. Og  lærer rigtig meget om sig selv.

Efterskolen er slut og noget nyt kan begynde. I morgen drager Christian til Roskilde Festival

Mit liv med Endomondo

Endomondo er et sportsprogram og jeg er sporty, derfor bruger jeg Endomondo.  Måske lidt forklaring. Endomondo er en GPS-tracker der kan vise hvor du bevæger dig, hvor hurtigt, hvor meget op og ned, hvor mange kalorier du forbrænder og hvordan vejret er. Man skal bare have en telefon – en smartphone med en Endomondo app, så kører det. En sådan har jeg fået. Jeg starter bæstet når jeg stiger på cyklen om morgenen for at køre på arbejde og putter telefonen i lommen. For hver kilometer lyder der så en peptalk nede fra lommen ”15 km in 45 minutes and 49 seconds, last km in 2 minutes and 32 seconds”.  Det er både hyggeligt og fremmende for præstationen. Når jeg så er fremme kan jeg se min tilbagelagte rute hvis jeg skulle være i tvivl om hvor jeg har kørt.

Nogen på mit arbejde mener at vi skal lave et hold, et Endomondohold, og målet skal være at vi tilsammen kører en tur rundt om jorden inden jul, 40.000 km. Det hold skal jeg med på.

Jeg melder mig til og opretter mig med et Endomondo profilbillede.   

Men nu begynder prøvelserne. Vi er jo alle konkurrencemennesker og der udkrystalliserer sig hurtigt en rangorden. Jeg opgiver straks de første pladser, de bliver indtaget af nogle særdeles ihærdige atleter. Her er det udviklingschefen og produktionschefen der er i infight. Jeg tager kampen op lidt længere nede af skalaen hvor der er trængsel af salgsfolk. Jeg  ligger og vipper omkring 7. pladsen  i kategorien kørte kilometer – og det er forbistret svært at avancere- alle holder hinanden i skak.

Heldigvis er der også en kategori med forbrændte kalorier, og her har jeg en fordel. Alle der har fulgt med i fysiktimerne ved at potentiel energi er givet ved formlen m ^. g ^. h – massen gange tyngdeaccelerationen gange højden. Tyngdeaccelerationen og højden af bakkerne vi forcerer er ens for os alle, men massen, - her har jeg en fordel med mine 125 kg og det viser sig også i tabellen. I dag var jeg på 5. pladsen i kategorien forbrændte kalorier, eller burgere, som Endomondo omregner det til.  Jeg har dog meget svært ved at holde den sporty lille Mads bag mig. Han ånder mig i nakken og er kun 2 små bid af en burger bag mig.

Jeg må finde på noget der distancerer mig fra de andre så jeg kan trække fra. Jeg starter Endomondo, putter den i lommen og går ned i skuret og trækker plæneklipperen frem.

Noget om plæneklippersorger

Det er forår og græsset gror. Jeg trækker plæneklipperen frem og fylder benzin på den. Trækker i snoren, men der sker ingenting – ingen tegn på liv. Som jeg husker fra sidste år var det nu også en møgplæneklipper som altid var svær at starte og græsopsamleren er elendig.

Vi må ha’ en ny. Går på nettet og kan se at det store varehus har et godt udvalg, - og så har de åbent på den sene aftentime.

Jeg kører derind og udvælger mig en flot rød selvkørende plæneklipper med store hjul og selvstarter. Betaler, får den udleveret og kører hjem, - nu skal der slås plæne.

Først skal bæstet dog pakkes ud og samles.  Der er meget der skal samles men det lader sig gøre. Fylder olie på motoren og benzin i tanken. Nu kommer det store øjeblik. Jeg rykker bøjlen tilbage og drejer nøglen. Men der sker intet….. ikke en eneste lyd kommer der og intet bevæger sig. Det var dog fandens. Måske er batteriet ikke opladet (det plejer de dog ellers at være). Jeg forsøger mig nu med at trække i snoren. Bæstet har også en gammeldags startsnor. Men heller ikke det kan lokke den i gang.

Nuvel det er ved at være sent og jeg slår mig til tåls med at der sikkert mangler strøm på batteriet. Efter en hel nats opladning, sætter jeg batteriet tilbage i maskinen. Bøjlen tilbage og dreje nøglen. Ikke en lyd, der sker intet. Fandens til lort skal man da lede længe efter.

Vi kører tilbage til varehuset med skidtet og jeg fortæller den sagesløse ekspedient at skidtet ikke virker og at jeg forventer at få en anden OG erstatning for den liter olie jeg har hældt på.

Vi får en ny uden brok inkl. en liter olie.

Hjemme åbner jeg kassen inden jeg tager den ud af bilen og checker at selvstarteren kan køre rundt. Det kan den. Det er allerede meget bedre..

Samler plæneklipperen – denne gang går det hurtigere da jeg jo har rutinen. Fylder olie på motoren og benzin i tanken. Nu er det atter tid for det store øjeblik. Jeg trækker bøjlen tilbage og drejer nøglen. Men der sker intet…..  Der sker intet, hvordan fanden kan det da lade sig gøre. Jeg havde jo checket…

Jeg bruger nu hele min intellektuelle kapacitet på at stykke hændelserne sammen for, om muligt at finde en forklaring.  Der må være sket noget mens jeg samlede bæstet som gør at starteren ikke får strøm. Jeg skruer dækslet af ved startnøglen og finder til min store glæde at stikforbindelserne er røget af. Det må have været et træk i ledningen i forbindelse med at jeg samlede den og nu husker jeg også hændelser der godt kan forklare det (både på denne og på den første). Sætter stikkene på igen og samler skidtet.

Jeg drejer spændt nøglen …..  wi-wi-wi-wi-wi siger den og det er da bestemt et stort fremskridt, men der kommer aldrig et wroom.

Wi-wi-wi-wi-wi…. Efterhånden tømmer jeg batteriet, men der kommer aldrig et wroom. Fandens til maskine. Jeg må igen i analysemode. Det kan næsten kun være benzinen for tændrøret gnistrer lystigt når jeg tager det ud. Måske var der to-takts benzin, som jeg bruger til  motorsaven og hækkesaksen, i dunken (det plejer nu ellers ikke at være et problem).

Jeg råber efter Christian, han må hjælpe ved tømme benzinen ud. Vi vender plæneklipperen på hovedet og lader benzinen løbe tilbage i dunken.

Nu genkender Christian dunken. Er det benzin fra den dunk du har brugt far. Det tror jeg ikke kan brænde. Det er noget jeg har fået af Viktor, men det kan ikke brænde…..

Jeg lader skuldrene synke ned og kan nu se det hele klart for mig.

Vi tømmer det sidste af den ubestemmelige og ikke brændbare væske ud og fylder på med nytanket 98oktan blyfri OK-benzin.

Wi-wi-wi-wi-wrooom. En lidt hakkende gang i starten og haven bliver fyldt med tykt, sort røg. Men den kører.

Gad vidst om den gamle gule Stiga kunne have klaret endnu en sæson hvis den var blevet budt noget bedre benzin?