Om Asti og et par koncerter eller tre.

I Piemonte drikker man byerne - Barolo, Alba, Asti. Vi vil til Asti og se om byen er lige så sød og perlede som den smager. I aften er der en koncert i Alba som vi har besluttet os for -  den starter først kl. 21, så det når vi nok. Jeg har fundet ud af at man kan slippe for at betale vejafgift ved at køre en mindre omvej. Det går også rigtig fint omend GPSen gerne så, at vi kører på motorvejen.

Vi kører efter La Catadrale og kommer ganske rigtigt helt ind i centrum af byen. Ved et lykketræf finder vi en parkeringsplads hvor der kun skal betales en euro for resten af dagen. Den snupper vi. Det er kvælende hedt vel omkring de 38 grader. Katedralen vi holder ved er dog lukket. Marie og Christian er hele vejen rundt, men de siger at der ikke er håndtag i nogle af dørene. Pæn og gammel er den da udefra og det skal senere vise sig, at det ikke er den rigtige katedral.

Lidt fra Wikipedia: Asti a city and comune of about 75,000 inhabitants located in the Piedmont region of northwestern Italy, aout 55 kilometres east of Turin in the plain of the Tanaro River. It is the capital of the province of Asti and it is deemed to be the modern capital of Monferrato (Montferrat in English).

The great Cattedrale di Santa Maria Assunta (built in the 13th century over another Cathedral), one of the biggest in Piedmont, in Romanesque-Gothic style. The monumental belfry is from 1266. the façade is characterized by three portals, each surmounted by a big rose-window. The interior, with a nave and two aisles, houses a wide cycle of 18th century frescoes, some altarpieces by Gandolfino d'Asti and precious silver artworks from the 15th-16th centuries. The presbytery has a noteworthy mosaic floor, from the pre-existing church. next to the last pilasters of the nave are two 14th century artworks, the funerary seal of bishop Baldracco Malabaila and the equestrian portrait of Arricino Moneta.

Vi slentrer lidt rundt på må og få og kommer til en anden kirke. Den har håndtag på dørene, men indenfor er der en nonne der jager os væk. De holder messe derinde, så vi må blive ude i varmen. Kirken hedder ellers Portæ Paradisi. Går forbi den gamle bymur og ender tilbage ved hovedgaden. Vi dropper ind i en vin bar og får os noget at drikke, det er skønt at sidde i køligheden og få sig hvilet lidt. Ude igen spørger vi efter centrum, der er to muligheder, enten den ene eller den anden ende af denne gade. Vi får anvist den rigtige ende og går i den retning.

Finder den rigtige katedral og går derind. Den er virkelig stor efter en sådan forholdsvis lille by at være. Går rundt og kikker det hele efter. Søjlerne er lidt fake, strukturen er malet på, men det ser meget livagtigt ud. Orglet, der er stort, hænger mellem to søjler oppe i koret. Det er til gengæld prydet med masser af flotte billedskærerarbejder. Vi ser at der faktisk i aften er en orgelkoncert kl 21. Med musik af bl.a. Buxtehude. Den overvejer vi at gå ind at høre i stedet for den koncert vi ellers  havde planlagt i Alba. Ja, vi beslutter os faktisk for det, nu hvor vi er her.

Udenfor er man ved at gøre klar til en udendørs koncert med Irene Grandi, men det er først kl 22. Ellers passer det jo ikke så godt sammen at have orgel koncert inde i kirken og pop koncert udenfor. Nuvel, det har de sikkert aftalt.

Vi går ud for at finde et sted at spise. Vi vil ha’ pizza, men det er som om at der ikke findes pizzariaer i Italien, vi finder i hvert fald ingen og sætter os ind et andet sted og spiser. Det er også udmærket om end det er hedt – mere end 34 grader her først på aftenen.

Ved 8-tiden bevæger vi os i retning af kirken igen, vi skal jo til koncert. Da vi nærmer os kirken er det som om at der er noget galt. Vi kan ikke komme hen til kirken. Området er afspærret på grund af den tarvelige Irene Grandi. Vi siger at vi er nødt til at komme forbi for vi skal til koncert i kirken. Det kan de ikke forstå – hverken sproget eller det med orgelkoncerten. De ryster på hovedet og siger no, no. Solvejg giver dog ikke så let op og konfronterer en anden indgang til pladsen. Hun snakker længe med et par italienere som heller ingenting forstår og blot ryster på hovedet og siger no, no. Nu opgiver også Solvejg. Det der før var to gode koncertmuligheder er nu blevet til ingenting, ja, vi kunne jo måske løse billet til Irene Grandi, men det vil vi sgu ikke. Vi er sikre på at der stod den 16. på plakaten i kirken men om det var juli eller august er vi lidt mindre sikre på.

Vi går ned til bilen. På vejen ligger der en reklameavis der ser noget bekendt ud. Den er fra Jysk, men på italiensk.

Vi finder bilen og kører de 40 km tilbage til Annunziata. Nu tager vi motor vejen hele vejen og betaler de 2,50 euro som vi sparede hertil.

Lidt om at købe et par flasker Barolo i La Morra

Ved 14 tiden skal vi til at gøre klar til at gå op til Fratelli Ferrero’s vingård. Vi har jo aftalt smagning her over middag.

Da vi ankommer bliver vi mødt at Renato Ferrero som står oppe i vinduet. Han siger at Nina, hans danske kone, kommer om lidt. Hun taler i telefon.

Der går en rum tid inden der kommer nogen og vi kikker os lidt omkring på gårdspladsen. I en gammel vinpresse ligger der en lille stribet mons. Marie og Christian flår den straks op og nusser med den. Den er dog noget apatisk og lader sig hjansle med uden at stritte imod på nogen måde.

Renato kommer ned og viser os ind i lokalet for vinsmagningen. Han præsenterer os for den første vin, som er en rose. Den hedder Nebbiosé og er fremstillet på Nebbiolo, Barbera og Pinot Noir.

Den smager dejligt, rigtig dejligt endda. Vi er vant til at Rose’er ofte er noget sure, men denne er rigtig god. Nu finder Renato en hvidvin frem. Den er også god men ikke helt i samme klasse som Rose’en. Renato er bedst til italiensk – dernæst dansk og engelsk hvor han kan så meget at vi bliver klar over at Fratelli Ferrero betyder brødrene Ferrero.

Endelig kommer Nina ud (hun er dog tør og har tøj på) og hun overtager smagningen.

Nina taler dansk så det går meget bedre. Brødrene Ferrero er ikke længere sammen om bedriften – de har hver deres gård. Derfor står der også Fratelli Ferrero di Renato Ferrero  på flasken. De deler dog lager og vinkælder et par kilometer herfra.

Renatos gård er en lille bedrift på ca. 5 hektar, hvor de kan producere ca. 25000 flasker vin om året. De klarer det meste selv og har kun hjælp i forbindelse med høsten hvor også deres to sønner kommer og hjælper til.

Nu går vi over til rødvinene og smager først på en Barbere d’Alba. Den er rigtig god. Vi smager også en Langhe Nebbiolo. Disse er lagret på fade af 50% fransk eg og 50% slovensk eg.

Så går vi over til de dyre drenge, de to baroloer de har på programmet. Den første hedder Barolo Gattera e Luciani og den er rigtig god. Vi smager og smasker vældigt på den og lægger ansigtet i kendermine. Spiser lidt ost til og lidt grissini for ofte liver sådanne dyre vine op når de indtages sammen med mad.

Vi skal også smage topvinen fra deres bedste mark. Marken hedder Vigna Manzoni og ligger lige bag gården -  faktisk meget tæt på vores Red Wine camera. Sagnet siger at en nygift vinbonde ved navn Manzoni flygtede herop med sin brud da herremanden insisterede på den føste nat med bruden.

Denne vin hedder Barolo Manzoni og er fra 2007. Den er lagret på 100% franske egefade. Da det er en lille mark bliver der kun ca. 2500 flasker af denne om året.

Vi får skænknet op i glassene og slynger den rundt nogle gange, dels for at få den rette bouquet frem i vinen og dels for at se lidt professionel og kenderagtig ud. Smager og smasker på den. Sætter den fra mig og Nina fortæller, at disse Baroloer er tørre vine med et højt indhold af tanniner som egner sig godt til fed mad. Til forskel fra Amaronerne som kommer fra Veneto og Valpolicella distriktet, der er meget fede vine. Drikker man Amarone til juleanden bliver det næsten for fedt det hele – det mener Nina i hvert fald. Da jeg skal smage min anden mundfuld af disse himmelske dråber er de væk. Christian har åbenbart fået smag for denne vin også.

Vi skal til at beslutte os for en handel og vi bliver enige om at købe en kasse af den dyre Barolo, en kasse Babera d’Alba og en kasse af den gode Rosé. Det bliver en større udskrivning, så hvis det smager halvt så godt som det er dyrt, bliver vi ikke skuffede.

Belæsset med de dyre dråber kører vi den halve kilometer tilbage til Red Wine Camera (vores B&B) og tilbringer resten af dagen ved poolen

Vandreture i Piemonte 2

En morgentur der blev lidt længere end beregnet.

Det har tordnet helt vildt i nat og regnen har øset ned i lang tid. Vækkeuret vækker os kl. 6:30 hvor vi har besluttet os for at stå op for at gå en tur. Spiser lidt og tager af sted – børnene sover videre, de synes det er en dårlig ide at stavre rundt her på denne årle morgenstund.

Luften er frisk efter regnen og der hænger en tågedis over landskabet. Temperaturen er behagelig. Et par unge mennesker står søvnigt og venter på en bus.

 

Vi har købt et vandrekort med afmærkede ruter, men det er meget detaljeret, så detaljeret at man helt mister overblikket. Hvis man er trænet orienteringsløber vil det sikkert give mening. Det hele er også lidt kompliceret af at de veje man eventuelt kunne finde på kortet er gennem vinmarker. Og i dag er disse veje så smattede på grund af regnen at de kun lader sig betræde med stor usikkerhed.

Vi opgiver kortet og følger vores instinkt i stedet for. Vi har et par fixpunkter i landskabet, La Morra der ligger højt oppe på en bakketop og det Libanesiske Cedertræ som også står på en bakketop ca. en km fra vores Camere. På et tidspunkt, hvor vi nok er helt udenfor kortet og hvor vore fixpunkter heller ikke er i syne, må vi alligevel checke vores position på Iphonen. Vi tager bestik og beslutter os for en retning og det er ikke helt skørt. Vi finder en genvej til Santa Maria – en grusvej der er god det meste af vejen, men som også bliver smattet indimellem.

Vi krydser en lille flod med en rivende strøm på grund af tordenregnen. Den er helt lysebrun – samme farve som jorden her. Et andet sted er der en stor brændestabel med vinstokke. De er tykke så de er nok gamle. Der er filtreret meget druesaft op gennem disse i løbet af mange år.  

Der er nye marker beplantet med hasselnøddebuske, dem er der faktisk mange af. Jeg synes nu de skal holde sig til vinen, men der er måske steder hvor hassel giver mere udbytte end vin.

Der er bønder, der er ude at arbejde i marken, en anden tynder ud i æblerne, det er alt sammen meget hyggeligt og alle hilser med et buen juorno. Efterånden når vi til Santa Maria og kan se over til La Morra. Vi skal heldigvis ikke helt op til byen, men kan holde os på en mere tålelig højdekurve. Efterhånden kan vi se vores eget lille kirketårn og nu går det nedad til Annunziata og Red Wine.

Vi har haft selskab af Endomondo-damen hele vejen, der har holdt os orienteret om tid og distance. Vi har tilbagelagt lidt over 11 km på omkring 3 timer og nu er vi også godt ømme i fødderne.