Noget om at synge for Dronningen

Dronningen kommer for at deltage i slaget på Dybbøl den 18 april. Det er naturligvis markeringen, her 150 år efter det rigtige slag, men som dengang er det et tilløbsstykke. Der har måske ikke været flere mennesker på banken siden hin forårsdag i 1864.

Markeringen indebærer også en mindegudstjeneste i Sankt Marie kirke og den vil Dronningen også gerne deltage i og Motetkoret skal synge til. Og nu da både Dronningen og Motetkoret kommer, så vil DR også være med og  lave en direkte transmission.

Da vi ankommer til generalprøven skærtorsdag den 17. April, er det som om at vejret har taget fejl af datoerne, stormen er allerede sat ind. Rundt om kirken er der parkeret store OB vogne fra DR samt en hob af sorte 4-hjulstrækkere fra PET. PET har besat  kirkekontoret og er ved at ransage kirken for ting der ikke må være der, når Dronningen kommer i morgen. Inde i kirken hersker der et vist organiseret kaos. Et virvar af kameraer, kabler og projektører er ved at blive sat op og så en flok sangere der skal prøve logistikken af.

Vi prøver vores program, der er ret omfattende for en gudstjeneste at være, og øver hvordan vi skal gå op og ned, stå med mapper, åbne dem og klappe dem sammen igen. Og vi ved præcist hvilken stol vi skal sidde på og hvilken flise vi skal stå på når vi skal synge og ikke mindst hvordan vi kommer frem og tilbage. Der må være orden i sagerne så majestæten ikke bliver irriteret og så det gør sig på TV.

Dagen oprinder og vi er tilsagt til at komme en time før. Nu er der anderledes styr på det hele. Kabelruller er væk, alt ligger organiseret og projektørstanderne har fået hvide strømper på så de falder i et med de kalkede søjler. Oppe ved orglet står 4 truthornister og øver sammen med Helge Granum, vores kære organist og dirigent.

Vi får også sunget dele af vores program igennem inden vi må sætte os for at gøre plads til gæsterne, der begynder at komme.

Efterhånden bliver kirken fyldt op af en hoben politikere, militærfolk, en enkelt minister og honoratiores, nede bagest også nogle almindelige borgere. Dem er der nu ikke så mange af.

3  minutter før Dronningen kommer skal vi rejse os op for præsteprocessionen. 4 præster og 2 biskopper skrider op af gulvet. To er tyske, vores egen Hauke fra Sankt Marie og så biskoppen fra Slesvig Domkirke.

Nu mangles kun de fine gæster og de ankommer præcist. Først Prins Joachim i Krone 65 (det er en Volvo). Jeg sidder lige ved døren og kan holde øje med udviklingen udenfor. Han venter på mor, som kort efter ankommer i Krone 1, en Daimler Majestic, pæn vogn. Alt imens bimler kirkeklokkerne og det er aldeles højtideligt.

Dronningen skrider ind i kirken lige forbi mig i en mørk bordeauxfarvet spadseredragt. Prinsen går bagefter i uniform med en masse sildesalat på brystet og med sabel ved siden. Joachim har også sabel med, - stoler de ikke på deres livvagter der ellers også er en del af?

Gudstjenesten går i gang med det flotte præludium med Helge og de 4 trut-hornister fra Slesvigske Musikkorps.

Den aftalte og indøvede logistik fungerer perfekt og lydløst, kun Solvejg taber sin læbepomade men det lægger dronningen ikke mærke til.

Vi synger rigtig fint bl.a. Rheinbergers ”Kyrie”, Mozarts ”Ave verum” , Palestrinas ”Sicut Cervus” og Rimskij-Korsakovs ”Fadervor”.

Der er oplæsning af breve fra fronten 1864 både fra den danske og tyske side.

Og her opnår vi den endelige sejr over tysken. Mikrofonen på den tyske præst virker ikke og det er næsten umuligt at høre hvad han siger. Bedre går det ikke da den tyske biskop kommer på banen. Så der fik vi da overtaget for en gangs skyld.

Biskop Marianne Christiansen holder en meget flot prædiken og alt er såre godt.

  

Da ceremonien er ovre stemmer Helge og hans messingkvartet i med et fantastisk flot postludium og Dronningen skrider ned ad gulvet igen. Hun smiler anerkendende til os. Alt andet ville også have været skuffende for vi har sunget rigtig flot. Da dronningen er ude bliver resten stoppet, man kan ikke have folk rendende rundt, når majestæten tager afsked og stiger ind i sin Daimler. Da de er væk, defilerer resten af selskabet forbi os og rigtig mange kommer med rosende ord til os. Selv Kresten Thulesen Dahl udtrykker sin begejstring. Og han kan jo spille klaver.

Jeg har fået min gode ven Kjeld til at optage udsendelsen, men det viser sig at være helt overflødigt. Da vi kommer hjem en halv time efter ligger det hele allerede på nettet.

( www.dr.dk/tv  DR kirken på DR-K)