The Yellow
Umbrella Revolution er en bevægelse der forsøger at gøre modstand mod Kinas
forsøg på at ”justere” demokratiet i Hongkong. Kina vil såmænd blot have lov
til at godkende de kandidater der stiller op til ledelsen af Hongkong. Men hvis
man i Hongkong ikke selv kan få lov til at bestemme hvem der skal lede byen, uden at Beijing skal godkende
kandidaterne på forhånd, så er det jo ikke demokrati, så er det vel diktatur.
Min gode kollega
og jeg tager over til Hongkong Island, vi skal ud for at finde disse
demokrater. Vi har hørt at de skulle være fredlige.
Vi stiger af Star
Ferry – de 100 år gamle færger der krydser farvandet mellem Kowloon og Hongkong
Island med minutters mellemrum – og går i land. Der er et mylder af Filippinske
piger overalt. Det er søndag de har fri fra deres Au-pair jobs. De hygger sig
sammen, spiser danser og spiller kort og
er nok ret ligeglade med demokratiet.
Videre møder vi
de første vejspærringer men der er ingen folk, kun et par forkølede betjente
bevogter afspærringen. Vi kan dog se nogle telte længere henne ad den store vej
og vi begiver os ud i denne vandring hvor vi vil forsøge at opsøge den
sympatiske bevægelse der kalder sig for Yellow Umbrella Revolution. Revolution,
det lyder lidt bastant.
Det første vi
møder på vej op ad bakken er nogle små børn der tegner midt på den brede mange-sporede
og dog afspærrede vej. Der er kamerahold der filmer dem.
Da vi passerer
bakketoppen, åbner der sig et spektakulært syn for os. Der er i hundredevis af
små telte og et virvar af folk, boder, bannere. Der er madboder og områder hvor man kan sidde og skrive, arbejde eller
holde møder. Og man har lavet overgange ved de store beton vejadskillelser mellem vejbanerne så man kan færdes let og ubesværet rundt.
Vi er ikke de
eneste der har fundet på at bruge en søndag eftermiddag på at se på denne
historiske tildragelse. Der er rigtig mange der som os kikker på og
fotograferer.
Vejret er lunt
vel et par og tyve grader og der hersker en yderst fredelig stemning. Og også en humoristisk stemning. Der er en
fotostage af den nuværende leder i Beijing. Man har udstyret ham
med en gul paraply. Det er han sikkert
vild med. Et andet sted har en opfindsom sjæl konstrueret en
cykel-banke-i-hovedet anordning. Når man træde i pedalerne kan man banke manden ned
i en sort pose.
På en forunderlig
måde er der både kaos og en vis organisering.
F.eks er der et sted hvor de er sympatiskilte fra forskellige lande.
Tyskland, Finland, USA og så videre, der dog ingen fra Danmark. Det burde vi jo
egentlig at have rådet bod på. Men der er ikke noget papir at se i den rette
farve og størrelse
Der hænger
bannere ned fra alle broerne over vejen og en kæmpekollage af paraplyer der spænder
mellem hele to broer. På et banner står ”you may say I’m a dreamer, but
I’m not the only one”, John Lennons
sang. Et utroligt stærkt og meget bevægende
udsagn når man går rundt her. Overfor er The Lonnon Wall Hongkong. En mur der
er klisteret til med små post-it sedler alle med korte udsagn, som sikkert alle
udtrykker håb på en eller anden måde. Der er i hundredtusindvis af disse små
stickers og folk går og læse dem. Så kan det da ikke bliver mere Lennonsk og
det er dybt fascinerende.
Et sted hænger også et banner med George Orwells berømte
citat ”All animals are equal, but some animals are more equal than others”. Det virker utrolig stærkt når man går her
blandt disse venlige kinesere.
Et andet sted er
der en dame der deler sange ud. Hun fatter så en mikrofon og synger for og
snart er de en lille flok der synger sammen med hende. Det lyder egentlig
ganske fint om end ret kinesisk. Det sprog egner sig ikke til at synge på.
Vi føler lidt
historiens vingesus mens vi går her. Det er aldrig før sket, at Hongkong, der
blev lovet fortsat demokrati efter at englænderne forlod deres kronkoloni i 1997, sætter sig op imod farmand i
Beijing. Man kan kun have sympati for deres sag. Det er dog vanskeligt at
forestille sig at det kan ende positivt for dem. Og hvordan det skal ende kan man
godt frygte lidt for, for de er meget stålsatte. Barrikaderne er strippet sammen
med strips i mængder der trodser enhver forestilling. Det vil tage måneder at
klippe alle disse over igen med en bidetang.
Det sidste
billede kan man vel frygtsomt kalde HongKong bag tremmer. Det er min gode
kollega der fandt på dette motiv og det er jo ret godt tænkt, det skal han ha’
Ingen kommentarer:
Send en kommentar