Nytårstalen 1864 - 2014

Her på årets sidste dag skal vi have afrundet et par meget omtalte jubilæer. 150 året for det smertelige tab af vore kære hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg. Og 200 året for tabet af Norge. Tab der forvandlede vort kære Danmark fra en, - i vore egne øjne, stormagt til en lilleput nation, bestående kun af Fyn, flankeret af et halvt Jylland der var skåret af i bunden og et Sjælland, hvor fornuften og realitetssansen var skåret af i toppen. At vor kære værtspar, Karen og Poul Bent netop nedstammer fra dette uskyldsrene Fyn er ingenlunde nogen tilfældighed. De er født der.

Jeg vil gerne behandle disse, for vort land så tragiske begivenheder i et kontrafaktisk lys. Altså ikke behandle det der skete, som jo var og stadig er et traume for os, men i stedet skal vi se på hvad der kunne være sket hvis det der skete ikke var sket. Og det skal vi for måske derigennem at kunne lindre traumet ved at forestille os et endnu værre alternativ.

Vi skal nu i 3 scenarier forestille os hvordan det kunne være gået hvis det ikke gik som det gik:

I scenarie 1, forestiller vi os at  8. armes selvmorderiske modangreb den 18 april, med Vilhelm Dinesen i spidsen, var lykkedes.  Preusserne var blevet slået tilbage og drevet på flugt tilbage til Preussen. Ja, så var kejser Vilhelm nok blevet lidt vred på den gode Otto von Bismarch og han var nok blevet fyret på gråt papir. Og til sin nevø Prins Friederich Karl havde han nok råbt: ”Scheisse, könnt Ihr nicht so ein flok bønder fra Als überwältigen”!!  Krigen mod Østrig i 1866 var ikke blevet til noget og franskmændene var ikke blevet ydmyget i den Fransk-tyske krig i 1870-71. Og hvis der ikke havde været nogen krig så ville kejser Wilhelm jo ikke have befundet sig i spejlsalen i Versailles i 1871 og have ladet sig udråbe til kejser over et samlet Tyskland.

I den situation ville grænsen så ikke ligge ved Flensborg, men helt nede ved Hamborg. Forestil jer nu hvordan det ville være gået med de billige cigaretter, Pierre Medard for slet ikke at snakke om den med tyren.  Og 3 kasser Paderborner for en hund ville være en utopi. Vi ville være henvist til at købe dansk øl i Danmark og på flasker med pant, tænk lige på det. Vi ville have mere end 200 km til den nærmeste grænsebutik. Vores kultur ville have været truet. Vi ville aldrig have kendt hverken Hanseline, spritbådene eller smørturisterne i smørbusserne.

Og der ville ikke have været noget Tyskland vi kunne have slået i fodbold i 1992. Og hvordan ville det så have stået til med vores selvbevidst­hed.

Nej, så var det nok bedre at det gik som det gik. 

I scenarie 2 var svenskerne kommet os til undsætning. Det var vel ikke for meget – nu havde de fået både Skåne, Halland og Blekinge og endog Norge havde de fået overdraget. Nej det var vel ikke for meget at forvente at Svensken ville komme og hjælpe.

Var det sket var preusserne  blevet kylet tilbage, ned over dannevirkevolden.

Men ville svensken bare gøre det for vore blå øjnes skyld, - næppe.  Efter at det tyske forbunds arme er kastet ud af landet - og hertugdømmerne med, vil svenskerne kolonisere Danmark. Så havde det været slut med at brokke sig over de fremmede.   Emil ville ikke komme fra Katholt i Småland men fra Styrtom ved Åbenrå. Vi ville alle gå rundt og tygge på snustobak og Bilka ville hedde Ikea.  Der ville blive oprettet filialer af Systembolaget her og der, hvor man kun kan købe 2 dåser lettøl af gangen – Pripps forstås. Og måske en halv flaske O.P. Anderson hvert tredje år. Og i den situation ville det være rigtig træls hvis der var mere end 200 km til den nærmeste grænsebutik.

Nej, så var det nok bedre at det gik som det gik.

I det 3. scenarie begynder vi endnu længere tilbage. Den danske konge kunne have truffet et bedre valg med hensyn til venner i Napoleonskrigene.

Havde han afholdt sig fra at kaste sin  støtte efter Frankrig kunne man have undgået at englænderne brændte København ned og huggede flåden i 1807.

Vi ville ikke være gået statsbankerot i 1813 og frem for alt, ville vi ikke have være nødt til at afstå Norge i 1814. Det, var et sviende nederlag.

Og havde vi stadigvæk haft Norge, havde man ikke i november 1863 været så forhippet på at Slesvig absolut skulle være en del af kongeriget.  Og dermed havde man undgået at tirre Jernkan­sleren i Berlin. 

Et egentlig ret tiltalende scenarie. For så ville vi jo have haft olien i Nordsøen og gassen. Der ville være bygget en bro over Skagerrak og vi har hurtigt og nemt kunnet komme på skiferie.

Men der ville også være risiko for at Norske tilstande kunne sprede sig til Danmark. Vi ville måske have haft Grillo som fodboldlandstræner hvilket ville have kvalt ethvert tilløb til roligan bevægelsen. En lille flaske linjeakvavit ville nemt kunne koste 800 kr. og en skæv lille agurk en 50er. Vi ville næppe være medlem af EU og der ville stadigvæk være 200 km til nærmeste grænsebutik.  Og i dette scenarie ville der virkelig være brug for grænsehandel.

Men hvad værre var. Der ville i dette kontrafaktiske scenarie slet ikke være blevet nogen krig i 1864. Og hvad skulle Ole Bornedal så lave sin film om, - hvem skulle man så være sure på og hvad skulle alle disse millioner have været brugt til?

Nej, så var det nok bedre at det gik som det gik.

Hermed vil jeg  til slut gerne udbringe en skål for Danmark, som det er blevet og for vores gode værtspar Karen og Poul Bent

Skål!