Blandt lommetyve og stratenrøvere i Napoli

Vi har brugt vores første dag i Napoli til at undersøge den gamle historiske bydel og så en tur ned til vandet for at nyde synet over mod Vesuv, den store vulkan i bunden af Napolibugten. Nu er vi trætte i benene og orker ikke at gå hjem. Mens vi går over mod buslinie R2’s holdeplads på Piazza Trieste e Trento snakker vi om, at det har været en dejlig dag, men at der ikke rigtig har været noget spektakulært, der har kunnet kaste en historie til bloggen af sig.

Vi finder efter lidt søgen R2’s holdeplads. Der går ikke lang tid før den kommer og vi kan stige ind. Der er en masse, der vil med og der er en skubben og masen. Det er som om de der kom først ind ikke vil lade andre komme hen til stempelautomaten forrest i bussen. Pludselig stiger de ud igen og det giver en dejlig masse plads.  Vi kan komme frem og stemple vores billet, redelige som vi jo er. Underlig adfærd. Lidt senere går det op for mig, hvad der er sket. Jeg gennemsøger mine lommer, men min tegnebog er væk. Jeg har for første gang i mit liv været udsat for et lommetyveri. Sådan nogle satans skidesprællere. Hvad fanden bilder de sig ind (men det var jo på den anden side egentlig smart nok, jeg opdagede intet mens det stod på)

Nuvel, der er jo ikke så meget at gøre ved det, sket er sket og jeg kan jo glæde mig over at jeg havde brugt de fleste af de rede penge – der var vel kun ca. 10 euro tilbage. Men alle mine kort og mit kørekort er væk. Tilbage på hotellet får jeg hurtigt spærret mit Visa/dankort, så kan de da i hvert fald ikke bruge af mine penge længere.

Dagen efter undersøger jeg lige hvordan man forholder sig når man er udsat for tyveri i udlandet, jeg skulle helst ikke få flere problemer end højst nødvendigt, når jeg kommer hjem.

Hvis det ikke var fordi jeg allerede lå i sengen ville det løbe mig koldt ned af ryggen da jeg læser om identitetstyveri og misbrug af diverse kort. Jeg står op og går ned i receptionen, den gode mand der, må hjælpe mig.

Jeg forklarer min kvide og han spørger, inden jeg får det sagt, om det var i R2. Ja for pokker det var jo den, han selv havde anbefalet. Der er åbenbart en bande der huserer på denne rute.

Han henviser mig til en politistation nede ved havnen. Vi gør os klar, vi er friske, og vi går derned. Vi ankommer til stedet, men der er ingen politistation. Vi spørger en mand der står udenfor sin butik og slikker solskin. Police, Polizia, Stazione. Han kikker spørgende på mig.

Naaa, Cabanieri, der går en prås op for ham. Det er omme på den anden side af bygningen. Vi finder døren, den brummer selv da vi har kikket lidt på den, og vi går ind. Der sidder en dame i uniform bag noget panserglas. Hun er ved at betjene en herre og det tager lang tid. Jeg tror at italiensk er et meget ineffektivt sprog, de taler i hvert fald meget længe og i lange sætninger. Endelig er det vores tur.

Do you speak english? starter jeg. No (det hedder det også på italiensk). Jeg prøver alligevel at forklare og viser mit kort hvor forbrydelsen skete. Hun ryster blot på hovedet og tager kortet, sætter et kryds pokkers langt borte og siger. There polizia speak inglese.

Vi går igen. Vi er stadigvæk friske og tager turen til fods, der er vel kun 2-3 km. Da vi ankommer til Piazza San d’Acquisto er der heller ingen Polizia Stazione. Vi spørger os igen for.

Aah, Carabinieri. Det er lige ned ad gaden og så til højre. Der går vi hen og der står da rigtig nok også en masse biler med blåt blink på taget parkeret. Efter nogen søgen finder vi et hul i det massive gitter der omgiver bygningen.

Der sidder en lille mand i en flot uniform bag ruden. Do you speak english? No! Nå, nu tager vi ikke hans ”no” for gode varer længere og begynder af forklare. Manden er noget forvirret. Men korrekt, han ringer til en ven. Han ligner Peter Sellers fra den lyserøde panter. Til sidst går der en prås op for ham. Aah, you go to Polizia. Jamen hvis det ikke er her, hvor det så. Han forsøger med fagter at vise os vej. Nu vil vi gerne vide det rigtigt og stikker kortet ind til ham, så han kan sætte et kryds. Det forvirrer ham dog helt, han vender og drejer kortet og kan ikke se hvor vi er, så vi erkender hurtigt at det nok ikke har nogen gang på jord. Han kommer ud og viser os – først lige ud, så til højre og så stort skilt Polizia.

Vi går igen og i den anviste retning. Vel en halv km fremme er der en stor og meget kedelig bygning hvor der er gitter for alle vinduer. Der er nu ikke noget skilt med Polizia,  men foran en af dørene står der en kvindelig betjent som henvender sig til os. Hun kan tale en smule engelsk og vi bliver ført ind i et venteværelse. 

Efter et kvarters tid er det vores tur og vi får med hjælp af en tolk forklaret hvorfor vi er kommet. Der skal udfyldes nogle papirer og det skal være korrekt kan vi forstå. Dernæst bliver det kopieret og jeg skal skrive det under i 6 eksemplarer. Vi får en kopi af anmeldelsen som vi kan bruge til politiet hjemme i Danmark.

Endelig kan vi gå. Det tog nok en halv dag alt i alt, men vi har da virkelig oplevet noget må man sige.