Benspænd på ferierejsen 2

I et tidligere blogindlæg har jeg beskrevet vores rejse frem til vores feriested i Galicien, der beredte os visse udfordringer. Dette indlæg er fra hjemrejsen der heller ikke forløb helt uden bump på vejen.

Telefonen vækker os kl. 6. Det er noget tidligt i forhold til hvad vi plejer på denne ferie. I dag skal vi hjem.

Lidt i 7 kører vi vore kufferter ud til bilen, indstiller GPS’en til Goldcar’s adresse og tager afsked med stedet. Det er stadigvæk mørkt, men det er begyndt at lysne. Kører via Padron til Santiago og videre mod lufthavnen. Kører fra motorvejen til det sted GPSen fører os.

Da vi er ved målet er der ingen Goldcar! Det er blevet lyst nu, men til gengæld tåget og der er ingen Goldcar. Det var det jeg frygtede.

Marie taster Goldcar Santiago ind på min Iphone. Den viser at der er 5 km. Vi kører nu efter den. Det skal vise sig at blive en noget oprivende tur. Vi svinger på kommando ind ad en mindre vej, der ender op i en grusvej der efterhånden bliver til en stenet jordvej. Nu kommer der så pilgrimme imod os i flokke. Vi er havnet på selve Caminoen. Der er rigtig mange pilgrimme og de ser ikke ud som om de er helt tilfredse med at møde en sort Cmax på deres Camino. Vejen bliver smallere og smallere og til sidst må pilgrimmene kravle helt op på kanterne for ikke at komme i klemme. Christian mener at vi skal vende om, men det kan vi jo ikke. Og bakke tilbage gennem denne hob af pilgrimme har heller ingen gang på jord.

Heldigvis åbner det sig snart op igen og vi kommer ud på en bredere vej. Snart er vi også ved målet som iPhone GPSen har fundet frem til, men her er heller ingen Goldcar. Vi holder i tåge på toppen af en grusvej hvor en skovmaskine er ved at fælde en skov.

Panikken er nu ved at brede sig. Jeg ringer til Goldcar, men man får selvfølgelig en central dame og hun kan kun hjælpe med adressen som jeg jo allerede har. Og det er ikke en mulighed at aflevere bilen i lufthavnen som jeg foreslår. Vi kører nu alligevel til lufthavnen, den kan vi da finde med GPSen.

Ved lufthavnen er der en Shell station og en dame kan instinktivt se hvad vores problem er. I hvert fald ved hun straks at vi skal have vejledning til at finde til Goldcar. Det giver hun os på gebrokkent engelsk. Nu er der ikke noget der kan fejle og vi finder hurtigt tankstationen med limegrønne Goldcar skilt et par kilometer nede ad vejen.

Men der er ingen folk og døren er låst. Hvad fanden er det nu for noget. Jeg havde da ringet og sikret mig at de åbnede kl. 7:30 og klokken er nu 8:10. Jeg finder et skilt på døren som siger at man er tilbage om 5 minutter. Ok, så er hun nok bare i lufthavnen og for at hente nye kunder. Efter 5-10 minutter kommer hun da også tilbage med en busfuld kunder. Det tager dog nogen tid inden hun har tid til at betjene os og køre os til terminalen.

Bagefter kan vi se at det måske er Google Maps der er helt galt på den med med Goldcars placering i landsskabet.

Men vi nåede det jo trods alt, vi er i lufthavnen en time før afgang og har god tid. Så der var jo egentlig ingen grund til panik.

Pilgrimsvandring på Caminoen.

Der er dem der vandrer 850 km på Caminoen fra Pyrenæerne til Santiago og derfra 80 km videre til Finis terra - Verdens Ende – en klippepynt helt længst ude mod vest hvor Spanien forsvinder ned i Atlanterhavet. I 1000 år har man foretaget denne pilgrimsvandrig for på vejen at besøge apostlen Jacobs grav i krypten under alteret i katedralen i Santiago. Santiago der jo har navn efter Sankt Jacob – San Tiago.

I Spanien er der altid garanti for godt vejr til sin ferie. I år har vi forlagt ferierejsen til nordspanien, for vi vil også vandre på Caminoen. Forleden så vi Sankt Jacobs lille sølvkiste i katedralen i Santiago og i dag vil vi så gå en pilgrimsvandring. Vi har ikke mod på de, tilsammen 930 km, så vi vælger at tage de sidste 4 km fra Finisterra og op til fyrtårnet ved verdens ende.

Da man altid kan være sikker på sol og varme i Spanien har vi naturligvis taget badetøj og badehåndklæder med på turen. Og det er ikke nogen dårlig disposition, da vejret her mere er dansk end spansk. Det regner vedvarende og er køligt. Badehåndklæderne kan, udover at tørre en, hvis man er våd, også sikre at man ikke bliver våd hvis det regner.

Vi påbegynder vores pilgrimsvandring i Finisterre og vandrer i tiltagende tåge op ad klippen. I starten kan man høre vandet, men man kan intet se. Man kan i det hele taget ikke se en hånd for sig. Vi har startet Endomondo og tracker turen, så kan vi i det mindste se på telefonen hvor vi er.

Således vandrer vi opad og tænker som en rigtige pilgrimme over livet og dets tildragelser, mens vi bliver mere og mere våde.

Vi passerer et hvidt kors eller rettere skimter et hvidt kors lidt nede ad skråningen. Det er sikkert en der er omkommet der. Hvor må det være ærgerligt, hvis man har vandret 800 km helt fra Bilbao og så skvatte ned og slå sig ihjel her kun en enkelt kilometer fra målet.

Efter en lille times vandring opad ser vi det store fyr træde frem af disen, vi er fremme.

Der er gratis adgang til fyret. Man udstiller malerier derinde og billeder af fyret  i klart vejr. Og det er godt, for kan man ikke fotografere udsigten, kan man da altid fotografere billedet, hvilket jeg så gør.

Det hele er hurtigt overset eller måske nærmere ikkeset. Men vi har været her og taget afslutningen med. Ikke nok til at få et stempel i passet, men et billede ved 0 km stenen for Caminoen får jeg da.

Benspænd på ferierejsen

Vi skal rejse på ferie på selve min fødselsdag og det skal vise sig at blive en fødselsdag med masser af benspænd.

Marie, der lige er kommet hjem fra København, proklamerer at hun har glemt at få passet med. Nuvel, der er nu to muligheder: Hun kan satse på at rejse uden eller hun  kan få et nødpas hos Borgerservice. Vi vælger det sidste idet det nok lige kan nås hvis vi er der når de åbner kl. 10.

Det hele går fint hos Borgerservice indtil hun kommer til at sige at hun har glemt passet i København. Det var den forkerte udlægning. Så kan man ikke få et nødpas, det skal være bortkommet!

Lige meget hvor meget Marie trygler, er der ingen kære mor. En regel er en regel og det står nok i et cirkulære. Men hun kan jo henvende sig hos Politiet i Padborg.

Borgerservice, hrmf, det er som om de har misforstået noget. At det er borgernes service til kommunen og ikke omvendt. Det er ikke kønne ord der undslipper Maries mund efter den seance.

Vi drager nu af sted og satser i første omgang på at undvære passet. Marie ringer dog lige for en sikkerhedsskyld til Politiet i Padborg. Man skal have passet med, er beskeden og vi bliver henvist til Borgerservice.

Denne gang prøver vi i Padborg og nu ved Marie hvad hun skal sige eller i hvert fald hvad hun ikke skal sige. Trods lidt mistænksomhed, - er det nu virkelig væk?, lykkes det at få et rødbedefarvet nødpas.

Kl. 12 kan vi vende næsen mod Hamborg og de dystre forudsigelser om kø og vejarbejde på A7 viser sig ubegrundede. Og ved check-in i Hamborg skal vi da heldigvis vise passet.

Turen til Santiago via Madrid er uden problemer, dog med lange ventetider. Vi lander rettidigt i Santiago de Compostella kl. 23.40 og går ud i ankomsthallen for at finde Goldcar. Der er en Hertz, Europcar, Avis og et par stykker mere, men ingen Goldcar. Den eneste der har åbent på dette sene tidspunkt er Europcar, men de er ikke særlig meddelsomme og kender ikke Goldcar. Måske er det noget der ligger en 3-4 km borte uden for terminalen. Efter en del ringen finder vi en dame fra Goldcar, som bringer os til kontoret.

Nu viser det sig at vi på trods af vores medbragte voucher skal betale 40 euro for sen ankomst, 100 euro for benzin og 45 euro for en ekstra chauffør. Og hvad med forsikring spørger damen. Det er da normalt inkluderet og jeg kan se at vi også har betalt for det. Efter en del diskussion må vi lave et depositum på 2000 euro, som dog først vil blive trukket dersom vi laver buler i bilen. Fandens til stratenrøvere, der er sgu ikke meget guld over dette.

Klokken er nu 01:00 og vi kan sætte os ind i en sort Ford Cmax. Vi har ikke en entydig adresse, men vi har GPS koordinater, som vi taster ind. Omkring 60 km til destinationen, det lyder fornuftigt i forhold til det jeg har set på nettet. Prøver om jeg kan se hvor vi havner, men der er ikke bynavne. Nuvel, det er sikkert rigtigt og vi kører og følger anvisningerne. Der er motorvej en del af vejen og til sidst kommer vi ud på de små veje, hvor der på et tidspunkt er så smalt, at vi holder stille og diskuterer om vi overhovedet kan komme igennem. Vi lister os dog igennem og ender til sidst på en grusvej i et uendeligt mørke. Her bliver vi klar over at det ikke er det rigtige sted. Vi har kørt i den forkerte retning og er nu havnet næsten 90 km fra Arano hvor vores feriested ligger.

Vi tager en dyb indånding og vender om.  Ved hjælp af GPSen og en Iphone i kombination finder vi nu til Arano. Et skilt viser til Casa Aldea Os Muinos, men hvor er indgangen? Jeg ringer til manden. Klokken er nu 3:00 og han som svarer lyder noget søvndrukken. Endelig finder vi manden og kan parkere Cmax’en og få vore værelser udleveret. Det er bælgmørkt, men vi fornemmer at det er et dejligt sted.

Der er ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget, men det kan være svært at få øje på hvad den lange tur østover i det mørke Spanien skulle være godt for. Christian konkluderer at den er god for fars blog.