Telefonen vækker os kl. 6. Det er noget tidligt i forhold
til hvad vi plejer på denne ferie. I dag skal vi hjem.
Lidt i 7 kører vi vore kufferter ud til bilen, indstiller
GPS’en til Goldcar’s adresse og tager afsked med stedet. Det er stadigvæk
mørkt, men det er begyndt at lysne. Kører via Padron til Santiago og videre mod
lufthavnen. Kører fra motorvejen til det sted GPSen fører os.
Da vi er ved målet er der ingen Goldcar! Det er blevet lyst
nu, men til gengæld tåget og der er ingen Goldcar. Det var det jeg frygtede.
Marie taster Goldcar Santiago ind på min Iphone. Den viser
at der er 5 km. Vi kører nu efter den. Det skal vise sig at blive en noget
oprivende tur. Vi svinger på kommando ind ad en mindre vej, der ender op i en
grusvej der efterhånden bliver til en stenet jordvej. Nu kommer der så
pilgrimme imod os i flokke. Vi er havnet på selve Caminoen. Der er rigtig mange
pilgrimme og de ser ikke ud som om de er helt tilfredse med at møde en sort
Cmax på deres Camino. Vejen bliver smallere og smallere og til sidst må pilgrimmene
kravle helt op på kanterne for ikke at komme i klemme. Christian mener at vi
skal vende om, men det kan vi jo ikke. Og bakke tilbage gennem denne hob af
pilgrimme har heller ingen gang på jord.
Heldigvis åbner det sig snart op igen og vi kommer ud på en
bredere vej. Snart er vi også ved målet som iPhone GPSen har fundet frem til,
men her er heller ingen Goldcar. Vi holder i tåge på toppen af en grusvej hvor
en skovmaskine er ved at fælde en skov.
Panikken er nu ved at brede sig. Jeg ringer til Goldcar, men
man får selvfølgelig en central dame og hun kan kun hjælpe med adressen som jeg
jo allerede har. Og det er ikke en mulighed at aflevere bilen i lufthavnen som
jeg foreslår. Vi kører nu alligevel til lufthavnen, den kan vi da finde med
GPSen.
Ved lufthavnen er der en Shell station og en dame kan instinktivt
se hvad vores problem er. I hvert fald ved hun straks at vi skal have
vejledning til at finde til Goldcar. Det giver hun os på gebrokkent engelsk. Nu
er der ikke noget der kan fejle og vi finder hurtigt tankstationen med limegrønne
Goldcar skilt et par kilometer nede ad vejen.
Men der er ingen folk og døren er låst. Hvad fanden er det
nu for noget. Jeg havde da ringet og sikret mig at de åbnede kl. 7:30 og
klokken er nu 8:10. Jeg finder et skilt på døren som siger at man er tilbage om
5 minutter. Ok, så er hun nok bare i lufthavnen og for at hente nye kunder.
Efter 5-10 minutter kommer hun da også tilbage med en busfuld kunder. Det tager
dog nogen tid inden hun har tid til at betjene os og køre os til terminalen.
Bagefter kan vi se at det måske er Google Maps der er helt
galt på den med med Goldcars placering i landsskabet.
Men vi nåede det jo trods alt, vi er i lufthavnen en time
før afgang og har god tid. Så der var jo egentlig ingen grund til panik.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar