Torsdag morgen cykler jeg min sædvanlige tur til Danfoss og
påbegynder mit sædvanlige arbejde med den sædvanlige kop kaffe og hilser som
sædvanlig på mine kolleger. Det skal også blive det eneste sædvanlige den dag.
Ved 9 tiden får jeg skrækkeligt ondt i maven og må flere
gange ud for at kaste op. Det er ikke godt det her og det bliver kun værre. Da
jeg ikke helt kan overskue at cykle hjem, beder jeg min gode ven og kollega
køre mig hjem.
Ringer til lægen og får en tid 40 minutter fremme. Det kan
ikke gøres hurtigere mener sekretæren selv om jeg næsten ikke kan overskue at skulle vente så længe. Jeg når at kaste op mens jeg venter hos lægen - så kan de lære det
Lægen kan høre på min vånden at sagen er alvorlig. Tager
blodprøver og urinprøver og trykker mig på maven. Bliver dog enig med sig selv
om at jeg hellere må komme til Åbenrå for en mere grundig undersøgelse. Jeg
mener godt at kunne køre selv – har ikke mod på at skulle vente på en
sygetransport.
På vejen til Åbenrå indstiller jeg mig på at skulle vente på
at komme til. Den tanke huer mig ikke. Finder FAM – Fælles Akut Modtagelsen og
bliver til min overraskelse straks indlagt på stue 54.
Der kommer sygeplejersker der tager blodprøver, hjerte
kardiogrammer, blodtryk, temperatur og urinprøver. Og jeg må udpege på en skala
fra 0 til 100 hvor ondt det før. Det gjorde 100 ondt, men nu er vi nede på 80.
Der er styr på det må jeg sige. Lægen lader dog vente på sig. Jeg lægger mig på
sengen og døser. Jeg må hverken spise eller drikke hvis man nu skulle have brug
for at bedøve mig senere.
I løbet af eftermiddagen kommer der hele 3 læger, men ingen
af dem kan stille en diagnose. Da den sidste kommer er jeg nok nede på 50 på
smerteskalaen og han ved heller ikke hvad det kan være. Han ved en masse om
hvad det ikke kan være – det kan ikke være blindtarmen for så ville smerterne
hele tiden tage til. Det kan heller ikke
være nyresten for så ville der have været blod i urinen og flere andre ting kan
det heller ikke være. Jeg må vælge mellem at blive til observation eller tage
hjem. Jeg tager hjem.
Solvejg har allerede adviseret vore børn, så dem må vi lige
have fat i igen og afblæse alarmen.
Vi har en hyggelig aften med besøg af en gammel ven. Vi skal
indøve et korstunt til på søndag.
Ved 23 tiden går jeg i seng og kan mærke at der er noget
galt. Smerterne begynder at komme tilbage og kl. 02:00 er de så heftige at jeg
må ringe til vagtlægen. Får en tid kl. 03:00 og Solvejg kører mig til Åbenrå.
Det er igen en skrækkelig tur.
Den unge vagtlæge starter igen med en blodprøve fra fingeren
og en urinprøve. Og denne gang er der bid. Der er blod i urinen og han er
sikker på at der er tale om en nyresten. Pyha, det var da godt.
Bliver nu igen indlagt på FAM denne gang på stue 42. Og hele
proceduren gentager sig med blodprøver, blodtryk, urinprøve, temperatur
osv. Jeg spørger om det nu er nødvendigt
da jeg jo lige har været indlagt, men jeg kan se på den effektive sygeplejerske
at det er noget jeg ikke bør blande mig i, så jeg parerer ordre. Og jeg får
besked om at iføre mig sygehustøjet. Javel.
En læge kommer for at tilse mig. Han virker meget kompetent
og er også ret sikker på at der er tale om en nyresten. Egentlig er det
Sønderborg Sygehus der regerer over nyrerne, men han mener ligeså godt at jeg
kan blive og blive scannet i Åbenrå når jeg nu er indlagt her.
Solvejg kører hjem og
jeg får en smertestilnende pille og kan lægge mig til at sove. Smerterne
fortager sig langsomt efterhånden som pillen virker.
Bliver vækket efter en time af den effektive sygeplejerske
- nu virker hun lidt mere venlig og jeg
får lov til at sove videre efter at hun har taget blodtrykket.
Ved 8 tiden kommer der en meget sød og sønderjysk talende
sygeplejerske ind og viser mig tilrette med morgentoilette og morgenmad.
Smerterne har fortaget sig meget og jeg er faktisk ved godt mod.
Halv-10 kommer en portør og kører mig til CT-scanning. Jeg
har opholdt mig rigtig meget på hospitaler med vore børn, men jeg er aldrig
selv blevet kørt rundt i en seng af en portør. Det prøver jeg så nu. Det er nu
lidt mærkeligt, jeg kunne jo ligeså godt være gået selv.
Lige før middag kommer lægen med resultatet af scanningen og
kan meddele at der er en sten på ca. 3 mm . En størrelse som normalt selv kan
passere hvis man drikker rigeligt, så det får jeg besked om at gøre. Jeg kan
betragte mig som udskrevet og kan tage hjem.
Jeg ringer efter en Falck sygetransport. De kan være der
indenfor en time. Jeg går ned i forhallen og spiser.
Se, det var da en værre redelighed. Jeg var sidst indlagt da
jeg var 6 år for noget i benet. Nu 53 år efter har jeg så inden for et døgn
været indlagt 2 gange. At en sådan lille 3 mm sten kan gøre så fandens ondt er
da ikke til at forstå, men det kan den.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar