Grus i maskineriet

Torsdag morgen cykler jeg min sædvanlige tur til Danfoss og påbegynder mit sædvanlige arbejde med den sædvanlige kop kaffe og hilser som sædvanlig på mine kolleger. Det skal også blive det eneste sædvanlige den dag.

Ved 9 tiden får jeg skrækkeligt ondt i maven og må flere gange ud for at kaste op. Det er ikke godt det her og det bliver kun værre. Da jeg ikke helt kan overskue at cykle hjem, beder jeg min gode ven og kollega køre mig hjem.

Ringer til lægen og får en tid 40 minutter fremme. Det kan ikke gøres hurtigere mener sekretæren selv om jeg næsten ikke kan overskue at skulle vente så længe. Jeg når at kaste op mens jeg venter hos lægen - så kan de lære det

Lægen kan høre på min vånden at sagen er alvorlig. Tager blodprøver og urinprøver og trykker mig på maven. Bliver dog enig med sig selv om at jeg hellere må komme til Åbenrå for en mere grundig undersøgelse. Jeg mener godt at kunne køre selv – har ikke mod på at skulle vente på en sygetransport.

På vejen til Åbenrå indstiller jeg mig på at skulle vente på at komme til. Den tanke huer mig ikke. Finder FAM – Fælles Akut Modtagelsen og bliver til min overraskelse straks indlagt på stue 54.

Der kommer sygeplejersker der tager blodprøver, hjerte kardiogrammer, blodtryk, temperatur og urinprøver. Og jeg må udpege på en skala fra 0 til 100 hvor ondt det før. Det gjorde 100 ondt, men nu er vi nede på 80. Der er styr på det må jeg sige. Lægen lader dog vente på sig. Jeg lægger mig på sengen og døser. Jeg må hverken spise eller drikke hvis man nu skulle have brug for at bedøve mig senere.

I løbet af eftermiddagen kommer der hele 3 læger, men ingen af dem kan stille en diagnose. Da den sidste kommer er jeg nok nede på 50 på smerteskalaen og han ved heller ikke hvad det kan være. Han ved en masse om hvad det ikke kan være – det kan ikke være blindtarmen for så ville smerterne hele tiden tage til.  Det kan heller ikke være nyresten for så ville der have været blod i urinen og flere andre ting kan det heller ikke være. Jeg må vælge mellem at blive til observation eller tage hjem. Jeg tager hjem.

Solvejg har allerede adviseret vore børn, så dem må vi lige have fat i igen og afblæse alarmen.

Vi har en hyggelig aften med besøg af en gammel ven. Vi skal indøve et korstunt til på søndag.

Ved 23 tiden går jeg i seng og kan mærke at der er noget galt. Smerterne begynder at komme tilbage og kl. 02:00 er de så heftige at jeg må ringe til vagtlægen. Får en tid kl. 03:00 og Solvejg kører mig til Åbenrå. Det er igen en skrækkelig tur.

Den unge vagtlæge starter igen med en blodprøve fra fingeren og en urinprøve. Og denne gang er der bid. Der er blod i urinen og han er sikker på at der er tale om en nyresten. Pyha, det var da godt.

Bliver nu igen indlagt på FAM denne gang på stue 42. Og hele proceduren gentager sig med blodprøver, blodtryk, urinprøve, temperatur osv.  Jeg spørger om det nu er nødvendigt da jeg jo lige har været indlagt, men jeg kan se på den effektive sygeplejerske at det er noget jeg ikke bør blande mig i, så jeg parerer ordre. Og jeg får besked om at iføre mig sygehustøjet. Javel.

En læge kommer for at tilse mig. Han virker meget kompetent og er også ret sikker på at der er tale om en nyresten. Egentlig er det Sønderborg Sygehus der regerer over nyrerne, men han mener ligeså godt at jeg kan blive og blive scannet i Åbenrå når jeg nu er indlagt her.

Solvejg  kører hjem og jeg får en smertestilnende pille og kan lægge mig til at sove. Smerterne fortager sig langsomt efterhånden som pillen virker.

Bliver vækket efter en time af den effektive sygeplejerske -  nu virker hun lidt mere venlig og jeg får lov til at sove videre efter at hun har taget blodtrykket.

Ved 8 tiden kommer der en meget sød og sønderjysk talende sygeplejerske ind og viser mig tilrette med morgentoilette og morgenmad. Smerterne har fortaget sig meget og jeg er faktisk ved godt mod.

Halv-10 kommer en portør og kører mig til CT-scanning. Jeg har opholdt mig rigtig meget på hospitaler med vore børn, men jeg er aldrig selv blevet kørt rundt i en seng af en portør. Det prøver jeg så nu. Det er nu lidt mærkeligt, jeg kunne jo ligeså godt være gået selv.

Lige før middag kommer lægen med resultatet af scanningen og kan meddele at der er en sten på ca. 3 mm . En størrelse som normalt selv kan passere hvis man drikker rigeligt, så det får jeg besked om at gøre. Jeg kan betragte mig som udskrevet og kan tage hjem.

Jeg ringer efter en Falck sygetransport. De kan være der indenfor en time. Jeg går ned i forhallen og spiser.

Se, det var da en værre redelighed. Jeg var sidst indlagt da jeg var 6 år for noget i benet. Nu 53 år efter har jeg så inden for et døgn været indlagt 2 gange. At en sådan lille 3 mm sten kan gøre så fandens ondt er da ikke til at forstå, men det kan den.