Min hustru er
børnehavepædagog. Forleden nat kunne hun ikke sove. Når man sådan ligger der,
tager den ene tanke den anden. Og så skrev hun dem ned:
FORBYD DET
Tændte stearinlys i daginstitutioner er forbudte
Brug i stedet batterilygter,
Nej, batterier er giftige, forbyd også dem.
Og sakse, og hammermosaik og nåle med spids
Forbyd symaskiner, strygejern, elkedlen og komfuret
Forbyd også brug af varm ovn, overlad bagværk til bageren.
Forbyd køkkenknive og kartoffelskrællere og gafler
Forbyd også drikkeglas af glas, de kan smadres og blive til
glasskår
Og kopper med varm kaffe, drik den kold
Forbyd ribber og rullebrætter
Og hårde fodbolde
Forbyd legetøj af metal
Og gulerødder, de kan komme galt i halsen
Forbyd trapper, man kan falde ned af dem
Og døre, man kan klemme fingrene i dem
Forbyd tordenvejr og udrykningskøretøjer, det kan skræmme
børn
Forbyd kærligt personale, de er potentielle pædofile
Og fotografier af børn med bar hud
Forbyd afføring, det kan sprede sygdom
Og blod, børn må ikke slå sig så de bløder, måske har de HIV
Forbyd også bilerne på parkeringspladsen
Og store forbipasserende hunde
Og vandet i vandpytterne
Og den isglatte jord om vinteren
Og kælkebakken
Og kælke
Og cykler
Og grene i hovedhøjde
Og børn der skriger så personalet får høreskader
Og dem der slår
Og dem der lyver
Og dem der skider i bukserne
Og
FORBYD BØRN
1 kommentar:
Det er rigtig fint. Genremæssigt er det vel en slags debatindlæg med schwung. Det er også den slags, der virker bedst.
Det virker stærkest dér, hvor man kan se, at der er ligger personlige oplevelser til grund. Det er den slags, der giver etos, og får det hele til at stå meget skarpere. Og så virker det godt, der hvor opremsningen afbrydes midlertidigt af en uddybning eller hvor linjerne bindes sammen. Det minder lidt om Dan Turell og lidt om Benny Andersen - især det crescendo, der kommer til sidst hvor linjerne bliver kortere og kortere. Og de uventede, såsom "grene i hovedhøjde".
Den politiske diskussion er umådelig interessant. Vi lever i et samfund hvor der altid skal placeres et ansvar, hvis noget går galt. Det gør, at intet kan overlades til tilfældighederne, og derfor må man forbyde alt, som ved et tilfælde kunne forvolde nogen skade. Det giver masser af absurde regler og love, som generer en masse gode mennesker, der bare prøver at passe deres arbejde. Det er der helt sikkert også andre end pædagogerne, der kan bekræfte.
Send en kommentar