søndag den 30. april 2017

Aprilfestival i Sønderborg

Aprilfestival, det har jeg aldrig hørt om før. Men det har jeg så nu. Teater for store og små. Det er en teaterfestival hvor man i løbet af en uge kan se 179 forskellige forestillinger rundt om i kommunen og så er det ganske gratis.

Det er ikke nogen ny foreteelse, det startede helt tilbage i 1971 og har fundet sted hvert år siden den sidste uge af april. Og i år er det så Sønderborg der er vært, så vi skal ud at se teater.

Vi bestiller billetter til hele ugen og weekenden med. De er jo gratis

Mandag: Vi har billet til en forestilling i Skovby siloerne men den bliver flyttet til Lysabild på grund af den forbistrede kulde.

Intet er et stykke baseret på en ungdomsbog om at gøre en forskel. To dygtige skuespillere leder os gennem fortællingen om drengen Pierre Anthon der en dag proklamerer at intet betyder noget. Kammeraterne er opsatte på at bevise at han ikke har ret og begynder at samle betydninger i en stor bunke, hvor alle skal deltage. Det bliver dramatisk for man skal overgå hinanden. Jo større offeret er, jo større er betydningen men er det rigtigt?
Et tankevækkende stykke så det var da en ret god begyndelse på denne teaterodyssé



Tirsdag: En lille sonate på Hørup skole: En skuespiller, to musikere, en høne og en lille italiensk lastbil er besætningen i denne sonate.
Det bliver en rigtig sjov forestilling hvor historien er rødhætte og ulven. Men hvordan får man rollerne i dette dukketeater besat, det går der mere end halvdelen af stykket med. Rødhætte er et æg med en lille rød hat på, men hønen har jo ikke lagt det endnu. Bedstemoren er en gammel runken kartoffel, men musikeren med trompeten har spist kartoflerne – aah, der er vist en tilbage og ulven er naturligvis en kartoffelmoser.  Og så går det ellers over stok og sten. Børn og voksne er vilde med det.



Onsdag: Kæmpen som ikke havde hjerte i livet. Jeg misser denne forestillingen der ellers er lagt således at vi kan nå både den og komme til kor kl. 19:30. Desværre bliver jeg indlagt til at deltage i en telefonkonference netop på dette tidspunkt. Solvejg er dog begejstret.
Kæmpen har gemt sit hjerte på et hemmeligt sted og  lagt en forbandelse ud over landet. Kongesønnen Askefis drager ud for at tage kampen op.



Torsdag: Three Monks på Sønderborg  teater. Kinesisk teater af høj klasse. Historien er at en lille næsvis munk kommer til den gamle vise mand der lever  et simpelt liv. Den næsvise munk bliver optaget som elev hos den gamle og henter vand til ham i brønden langt væk. Her møder han den tykke lille munk, og de to hjælper hinanden og alt er godt. Men da en tredje kommer til, går det galt. Ingen af dem gider at hente vand, for det er vel de to andre der skal og der kan kun være 2. En rigtig fornøjelig forestilling med masser af dans, mimik og badutspring.

  

Fredag: Min Odyssé på Produktionsskolen på Skovvej. Det er virkelig en helt speciel oplevelse. Vi sidder alle publikummer i en stor kreds rundt om en enkelt skuespiller – Tilde Knudsen. Man er ikke helt tryg ved det i starten for hun inddrager os alle sammen i stykket som er meget improviseret, men også bygget op over Odysseen med Odysseus der længes efter sin kone Penelope. Og kæder det sammen med at tage en rejse gennem det moderne Europa hvor mytens druknede mænd bliver til nutidens druknede flygtningebørn.
Vi er vel 25 publikummer og hun formår at få os alle inddraget i sit stykke. Hun er lille og tynd men afsindig adræt og der er fuld drøn på hende en helt time – og det er  endda 4. gang hun laver stykket i dag.
  

Lørdag synger vi først et større program for Lions 100 års jubilæumstræf på handelsskolen i Sønderborg med Motetkoret. Det er lidt specielt, for det er ikke en koncert, men musik til morgenkaffen. Det er fint nok men det er lidt uvant for os.
Herefter ser vi hele 3 forestillinger inden Solvejg skal til bowling og kollegaspisning.



Otto på idrætshøjskolen ved middagstid. Det er en fornøjelig forestilling med et ældre ægtepar der ikke kan få børn. Manden kommer en dag hjem fra skoven med en brændeknude der ligner et  menneskevæsen og viser den til konen. Hun får straks moderlige følelser for brændeknuden og den får navnet Otto. Nu tager historien fart. Snart kan den tale og snart spiser den først mælken, så grisen, så koen, hesten, hønsene, gæssene så moren så faren og alt andet. Kun den gamle kloge kone får den ikke fat i.  Og det er hende der reder situationen.


Vi kan lige nå en kop kaffe inden vi skal ned på Reimers skolen hvor Zap spiller Aben Oswald. Det er virkelig for de helt små og der er mange af dem. Og det er forunderligt at det næsten er mere sjovt for os voksne at høre børnenes latter og engagement som selve stykket.
Udenfor igen skinner solen dejligt men det er hundekoldt. Nu er der godt en time til den sidste forestilling vi skal se i dag. Den tilbringer vi nede ved vandet og Idrætshøjskolens park.




Den sidste forestilling her lørdag er Tommelise og igen er vi på Idrætshøjskolen. To skuespillere laver en blanding af  dukketeater og teater hvor de selv er dukkerne.  Det er virkelig flotte og livagtige dyr de får fremstillet, - frøerne, oldenborren og muldvarpen.
Vi bliver klar over at historien også har en anden morale end den man måske kender, nemlig det, at kunne give slip og lade børnene forme deres eget liv når de vokser op.


Søndag formiddag kan vi nå den sidste forestilling inden vi skal til Christiansfeld og lave koncert med Motetkoret. ORd hedder forestillingen og det er igen på idræthøjskolen. Det viser sig dog at være en forestilling der gør mere ud af undervisning end af teater. Lidt kedelig for os voksne.

Vi har således set 9 forestillinger ud af de 179 forestilinger og bortset fra den sidste har de været rigtig gode. Til næste år er Aprilfestivalen henlagt til Syddjurs kommune, måske skulle man tage op og se på nogle af de 170 vi ikke fik set her.

mandag den 10. april 2017

Til Formel 1 i Shanghai

Jeg er i Shanghai i embeds medfør sammen med en god kollega. Og det mager sig således at der netop er Formel 1 på Shanghai Circuit mens vi er der. Det må vi da opleve, - det er spektakulært og min gode kollega er passioneret omkring denne sport.
Vi køber billetter, de er noget dyre, men der er jo tale om et once in a lifetime event (måske twice-) så det må koste hvad det koster.


Billetten dækker hele weekenden fra fredag til  søndag, men vi er her jo for at arbejde, så vi tager først derud lørdag eftermiddag til kvalifikationskørslen. Shanghai Circuit er et monsterstort anlæg med  tribuner der kan rumme mere end 100.000 tilskuere og der er  nummererede sæder. Lørdag er der dog ikke så mange.
Vi har løst billet til K tribunerne og det er et rigtig godt sted. Vi kan se hele langsiden, det skarpe sving for enden og accelerationsbanen lige foran os.  Foran er også en storskærm, bedre kan det da ikke være.


Ræserne kommer ud – vi kan høre dem i det fjerne omme ved startlinien. Tidskørsel er en individuel diciplin der har til formål at  danne startrækkefølgen til  det egentlige Formel 1 ræs  i morgen. Man kører simpelthen mod uret og den der laver de hurtigste omgangstider starter forrrest og den med den dårligste tid for en omgang starter sidst. Og de som har forbrudt sig mod en regel, kan risikere at skulle starte allersidst.
Nu kan vi se den første ræser oppe ved indgangen til langsiden. Den tordner ned mod os med  over 300km/t. Det er totalt fascinerende og lyden, lyden den er helt fantastisk. En dyb brummen  blandet med en høj hvinen. Og de bremser først ned 50 m før svinget for så at accelerere igen lige foran os. Det er frydeligt ud over alle grænser.
Og vi har jo en dansker med som vi naturligvis hepper på – Kevin Magnussen – K-Mag. Han kører i en Haas ræser der har samme farve som en grå Fergusson men her holder sammenligningen så også op. Den lyder akkurat lige så potent som de øvrige og han kører en udmærket tid der giver ham en 12 plads. 1,8 sekund efter den hurtigste. Og det kan jo ikke synes meget på en 5 km lang bane.
Tilfredse forlader vi banen og tager toget de to timer tilbage til  hotellet. Vi skal på arbejde nu, det er ikke lutter fornøjelse at være på forretningsrrejse.
Søndag tager vi igen toget til Shanghai Circuit. Idag er det dagen for det rigtige ræs. Det er noget køligt og regnfuldt da vi ankommer. Men regnen holder heldigvis op mens kulden forbliver.
Vi indtager igen vores pladser. Der er en intens  og forventningsfuld stemning. På storskærmen kan vi se ræserne står linet op bag startlinien med Louis Hamilton forrest i sin Mercedes. Starten går og K-Mag får en elendig start. Han ryger 3 pladser ned på en 15 plads. Ræset er igang. Det er totalt fascinerende når disse pragtfulde maskiner kommer hvæsende ned ad langsiden jagtende hinanden og den der har modet til at bremse sidst har muligheden for at overhale. Der er mange flotte dueller i løbet og vi kan se at K-Mag avancerer fra sin lidt ringe startplacering. Snart er han inde i top 10 som giver point og så er det bare med at avancere.


Lige foran os er der en meget stor flok BWT folk – de er måske 200. Det er dem der sponsorerer Force India holdet. De kører i lyserøde biler. En lidt fimset farve, men så er de da sikre på at blive set. Hver gang disse lyserøde bæster laver en overhaling er der stor jubel og hujen og de vifter med deres lyserøde flag.
Hen imod slutningen af løbet ligger Magnussen lige bag disse to biler og han vælger at overhale først en  og dernæst et par omgange senere den anden lige foran os. Så bliver der ro på tribunen foran os mens vi hoverer maksimalt.
K-Mag slutter på 8. pladsen og det er ikke dårligt. Det er trods alt blandt de 20 bedste ræserkørere i verden.

Meget opløftede og lettere forfrosne forlader vi Shanghai Circuit og tager toget tilbage.