Om et besøg i Venedig

Når man er kommet helt til Verona, kan man ligeså godt tage de sidste 100 km og se Venedig, man behøver jo ikke at dø.

Jeg var der for 41 år siden på en spejdertur – FDFerne fra Spjald og den øvrige Vestjydske kreds. Markuspladsen står stadigvæk lysende klart i min erindring. Nu må vi så se om de har lavet den om eller om min erindring spiller mig et puds.

Nogle har fortalt os at man med fordel kan tage toget til Venedig, men vi har jo en bil, så hvorfor ikke bruge den, det koster jo kun benzinen, resten har vi jo betalt for alligevel.

Indstiller GPSen på Isola Del Tronchetto -  det må være en parketingsplads – den i Verona hed også noget med Isola.

Kommer let til Venedig, kun med et par enkelte svinkeærinder inden vi finder over broen der fører ud til Venedig. Der er faktisk et stort parkeringshus og der tager vi afsked med Fiestaen for en stund. Finder bussen, der er en båd og betaler 52 euro for 4 returbilletter ind til Markuspladsen.

Det er en fin sejltur fra de ydre havneområder hvor de store krydstogtsskibe ligger og ind i en lidt smallere Canal della Giudecca. Vejret er vidunderligt, solskin og varmt og en let brise. Vi lægger til ved en del stoppesteder på begge sider af kanalen inden vi krydser over til San Saccaria hvor vi står af. Det er stoppestedet lige før Markuspladsen. Kikker lidt på masker. Marie vil gerne have en maske og finder også en hun mener at kunne overkomme.

Hænger den om bagved. Så er den her nok også i aften når vi kommer tilbage. Hvis man synes at der er mange turister en sommerdag ved Søndervig strand, så er det intet at regne imod denne myretue af turister. Der er folk alle vegne. Gondoliererne har kronede dage. En 45 minutters tur i en gondol koster ca. 85€ og nemt det dobbelte hvis man ikke passer på at aftale prisen inden man sejler ud. Vi ser faktisk en gondoliere der skvatter i vandet og det lige under sukkenes bro. Det bliver nok ikke så sjovt at komme tilbage til kollegerne igen.

Vi passerer Ponte della Paglia og Palazzo Ducale – Dogepaladset som er en meget flot bygning der i dens nuværende udformning fra omkring 1400 tallet er beklædt med lyserødt Verona-marmor. Herfra går vi ind på Markuspladsen og ser til vores skræk en 100 meter lang kø foran indgangen til Markus Kirken. Nuvel det må vente til lidt senere på dagen, men ind skal vi, for det var jeg nemlig ikke for 41 år siden.

Markuspladsen svarer faktisk rigtig godt til min erindring. Man har dog stillet en musikscene op til koncert, men det kan jeg godt abstrahere fra. Selv duerne er der i hobetal selv om de nok er et par generationer længere fremme end os. Jeg genkender specielt buegangene rundt om pladsen. Vi går ned bag Markuspladsen med de ekstremt smalle gyder hvor der er alle slags forretning, souvinier, mærkevare, kunst, masker osv. Et fantastisk spændende sted at gå.

Solvejg, Marie og Christian vil gerne på shopping og se på forretninger. Solvejg har lavet research og mener at vide at der er spændende gader hvis man krydser Canal Grande. Jeg bliver helt træt bare ved tanken. Shopping er slemt nok, men at man også skal bevæge sig langt væk for at komme på shopping er lidt for meget af det gode for mig. Vi laver en aftale om at dele os. Jeg nyder min barndoms Markusplads og gaderne omkring denne og de tre shoppinglystne går på shopping. En glimrende ordning.

Dog skal vi have noget at spise først og finder efter en mindre diskussion om hvor man bedst finder et godt sted og efter at have gået i helt mennesketomme gyder finder vi endelig et sted hvor vi kan spise – bliver vist ovenpå. Får en dejlig pizza og noget godt koldt øl. Christian og Marie ser med glæde at man kan få Spagetti del Cabonara. Da vi betaler (og det er ikke billigt i Venedig) ser vi til vores skræk at vi har betalt 8€ for 4 små tørre flutes som vi endog ikke har spist. De kommer i lommerne, dem kan duerne på Markuspladsen få.

Jeg følges med min shoppingglade familie hen til Rialto broen hvor vi forlader hinanden. Jeg slentrer nu roligt tilbage gennem de smalle gyder og over et væld af broer hvor jeg kan betragte hvorledes gondoliererne manøvrerer gondolerne med kun en åre. Det er imponerende. Jeg ringer til min gode ven Kjeld og forhører mig omkring forholdene i DK. Vejret er en smule i bedring efter en horribel weekend med regn og blæst.

Tilbage på Markuspladsen fodrer jeg duerne med mit brød, går en ekstra tur gennem buegangen og affotograferer Markuskirkens 5 flotte mosaikker. Sætter mig i skyggen og nyder folkelivet og en pose lakrids jeg har fundet i min rygsæk.  

Da de andre endelig kommer tilbage er det næsten for sent at komme ind i kirken. Vi når det dog alligevel og den er da også imponerende indenfor. Særligt mosaikkerne på gulvet er specielle og meget imponerende. Marie må købe et stykke brunligt papir at tage om sig, så hun ikke støder den hellige Moder med sine bare ben. Christian må blive udenfor da vi ikke må tage rygsækken med ind. Det har han bestemt ikke noget imod.

Vi går ned mod båden igen. Køber en is men bliver jaget væk da vi vil sætte os i en vindueskarm for at spise den. Får købt Maries maske og stiger ombord på båden – nr. 2. Lidt mod forventning sejler den ind i Canal Grande. Efter lidt usikkerhed bliver vi enige om at den nok ender det rigtige sted – ved parkeringshuset hvor vi steg på.

Turen gennem Canal Grande er rigtig spændende. Det går ikke så hurtigt, da der er en voldsom trafik med gondoler, tankbåde, taxaer, almindelige motorbåde og busser som den vi sejler med. Specielt ved Rialtobroen er det helt galt og der er et virvar af både der skal den ene og den anden vej og nogle på tværs. Jeg låner Christians kamera og laver nogle film af dette cirkus.

Endelig er vi tilbage ved Tronchetto hvor vi finder vores lille Fiesta i god behold. Vi indstiller GPSen på Musella og kører.

Noget om Opera i Verona.

At gå i operaen i Verona er ikke bare en musikoplevelse, det er en total oplevelse. I denne opera spilles der under åben himmel og i en arena der blev bygget alt imens Jesus traskede rundt i Palæstina. Og i denne opera kan der sidde op til 25.000 tilskuere, dog sælger man kun 15.000 billetter. Til gengæld er der udsolgt næsten hver aften fra juli til september hvor festivalen finder sted.

Så skulle man tro at der var tale om én opsætning, men nej. Der er 6 forskellige operaer i denne 89. operafestival og de skifter hver aften. En noget heftig logistikopgave.

Vi har hjemmefra bestilt billetter til Aida. Jeg konsulterede min musikalske mentor. Hvilken af Aida, La Traviata, Barberen i Sevilla eller Nabucco skal vi vælge. Helle mener helt sikkert at vi skal vælge Aida. Verdi og Italien hører sammen. Og sikkert en fantastisk opsætning på denne kæmpemæssige scene. Den Jyske Opera er et dukketeater ved siden af.

Jeg henter vore forudbestilte billetterne overfor arenaen. Vi tilbringer nu eftermiddagen som turister i Verona inden vi spiser en god middag på en ude-restaurant med udsigt til Arenaen. Der er en forventningsfuld stemning alle steder. Vejret har været lidt truende i løbet af dagen, men nu er der klart og ingen udsigt til regn. Tværtimod er det en anelse køligt.

Kl 20:30 kan vi gå ind i Arenaen. Vore pladser er ikke som forventet nede på parkettet, men midt for på den første ring 4 trin oppe. Det er faktisk fantastisk gode pladser, og specielt gode i forhold til at fotografere herlighederne.

Ved indgangen har vi alle fået et lille lagkagelys. Det skal tændes når forestillingen begynder, sådan er traditionen her.

Efterhånden bliver pladserne fyldt mere og mere op. Det er dog ikke alle sæder der er besat men der er nok udsolgt alligevel, - 15.000 tilhørere. Det er en fantastisk kulisse. Orkestergraven er bred som bare pokker og der sidder et kæmpestort orkester i det – ikke mindre end 3 harper er der.

Jeg sender en SMS til Helle og siger at nu sidder vi her og er klar. Hun ønsker os god opera og siger at vi skal glæde os til elefanterne i sejrsmarchen i 2 akt.

Kl 21:15 slukkes projektørerne, stearinlysene tændes og operaen begynder. Det begynder lidt svagt – orkestret er lidt for dæmpet og ypperstepræsten der er en bas træder ikke så klart igennem – han er måske ikke helt varm endnu. Lidt efter kommer også Radamés ind med heltetenoren og helt godt bliver det da også Aida som naturligvis er en supersopran kommer på scenen.

Helt sublimt bliver det da korene stemmer i og orkestret bruser. Så er det så de små hår på ryggen rejser sig og man får tårer i øjnene. Der er en umådelig storhed over dette sceneri i disse antikke rammer. Her sad man 30.000 tilskuere for 2000 år siden og fornøjede sig over gladiatorkampe og kristne der blev sønderrevet af løver og nu sidder vi her 20.000 tilskuere og ser en opera om krig og kærlighed, sejr og nederlag, liv og død.

2. scene i 2. akt er højdepunktet. Det er her sejrsmarchen for Radamés sejr over etioperne finder sted. Musikken er storslået, og det er det stykke man kender fra Aida. Der er et ekstra messing hornorkester på scenen og der er rigtig mange medvirkende på scenen. Ind kommer så marcherende den ene deling efter den anden i flotte kostymer. Til sidst kommer der endog på hvide heste (det er her Helle mener at der skulle komme elefanter). Det er helt fantastisk imponerende. Til sidst er der flere hundrede medvirkende på scenen.

I pausen mellem 2. og 3. akt må jeg sende en SMS til Helle med en lille status. Kan berette at elefanterne har mistet snablerne og deres grå farve og minder mere om hvide heste. Hun svarer undvigende at de nok har fået fri i aften.

Der er 3 lange pauser på 20 min hver imellem de 4 akter. Her kan man komme op at stå og gå lidt rundt. Det er også bydende nødvendigt, for det er en meget lang forestilling og stolene er ikke de mest bekvemme, selv om vi har lejet hynder til dem. Vi benytter også sceneskiftene i akterne til at komme lidt op at stå.

Det er en lidt kold aften, så folkene der sælger røde tæpper har kronede dage. Vi køber også et. Det er sådan et der koster en tier i Tigeren, men her koster de 15€. Det rene optrækkeri. Jeg ser at herren foran mig sidder i skjorteærmer og har givet fruen sin jakke. Det gør jeg også. Selv Christian låner Marie sin trøje og sidder med bare arme hele aftenen. I sidste akt må jeg dog bede om at få jakken tilbage. Vi ommøblerer lidt så Marie og Solvejg kan deles om tæppet.

Christian benytter den alt for gode tid til at tegne i sin skitseblok. Han får tegnet og skrevet en hel masse. Om den kunstneriske kvalitet står mål med det der foregår på scenen skal her være usagt -  det er i hvert fald forskellige udtryk.

Ved 01-tiden dør Radamés og Aida sammen i en smuk duet. Sådan skal det gå i en opera, hvor alle følelser skal gennemleves. De genopstår dog hurtigt igen til en begejstret og langvarig applaus.

Vi myldrer ud af arenaen sammen med alle de andre med endnu en stor oplevelse i bagagen. Vi bevæger os i retning af parkeringshuset på den anden side af floden, finder den og kører tilbage til Musella hvor vi er ved 02-tiden

Noget om vinsmagning

Vi går rettidigt ud til det aftalte sted. Vores vært og guide er der ikke, han går stadigvæk og hiver grene ned fra de store træer. De andre i selskabet er der heller ikke. Mage til slendrian – punktlighed er sandelig ikke et fremherskende karaktertræk her i italien. Og jeg der er gået fra en meget spændende afslutning på 19 etape i Touren – og endda med Contador i udbrud.

Efterhånden er vi der alle sammen, - 7 personer. 4 inde i bilen og 3 på ladet, deriblandt mig. Nu går det over stok og sten op gennem skoven til vinmarkerne. Vi må hage os godt fast for ikke at ryge af.

Første stop er Monte del Drago.  Værten bor her. Han har faktisk fundet en jerndrage i jorden her, da han restaurerede  huset – den ser vi senere. En drage der var Drago familiens våben og symbol. Efter at den samme familie havde boet på Monte del Drago i 2 århundreder, havde de ret til at tage navnet til familienavn. Ja, langtidsplanlægning er måske noget der ligger mere til italienerne.  

Vi ser først på de grønne druer til hvidvinen. Der er et stort område med helt unge planter, faktisk er de plantet i foråret. Dem på den anden side er 28 år.

Kører dernæst til de øvrige bakker Il Perlar og Palazzina. Her er de blå druer på stokke der er noget ældre. Nogle marker har stokke der er plantet under krigen i 1943. Jo ældre stokkene er, jo bedre er druerne og desto bedre bliver vinen, lærer vi. Druerne fra disse meget gamle stokke bliver brugt til Amaronen.

Vi er i Valpolicella. Val betyder dal, poly betyder jo flere, og i dette tilfælde 4. Cello ved jeg ikke hvad betyder. I hvert fald består distriktet af 4 dale. De næste længere mod øst hører til Soare distriktet.

Der er også oliventræer. Her er der plantet nye arealer til. Man må jo sprede aktiviteterne lidt. Selv en mark med Trøfler har man.

Vi hænger godt fast på ladet mens vi drøner ned over bjerget igen med 50 i timen. Da vi er tilbage på Musella er vi godt mørbankede og ømme i rumpen.

Nu er det tid for besigtigelse af vineriet. Bygningen er restaureret, men er oprindelig fra 1660. Vi bliver lukket ind ad den store port og skal lukke den hurtigt igen, idet der skal være nogenlunde koldt indenfor.

Marie og Christian kommer med og ser også herlighederne.

Der står paller med vinkasser klar til forsendelse. En lille palle skal til Singapore. Der er store ståltanke yderst, men længere inde under urgamle hvælvinger er der træfade i mange forskellige størrelser. Her ligger vinen i fra 1 til 4 år. Nogle bliver tanket om hvert kvarte år til større og større fade.

Ovenover hvælvingerne er der tørreplads. Druer til de dyreste vine (Amaronen) bliver tørret i op til 160 dage inden de bliver lavet til vin. Billigere vine har en blanding af friske og tørrede druer og de yngste og billigste vine er lavet udelukkende på friske druer.

Nu til sagen, vi skal smage på sagerne. Vi bliver vist ned i en vinkælder, faktisk lige under vores lejlighed.

Her er der dækket op til 8 personer og der står 6 flasker vin vi skal smage på. Der står også to spyttespande på bordet som man må spytte vinen ud i eller hælde slatter ud i – Gud forbyde at vi må få brug for det. Loftet er hvælvet og der er billeder, vinflasker, og meget andet der har med vin at gøre – rigtig hyggeligt. Og så er værtens jerndrage der også.

Der går lidt tid inden vi kommer i gang, et ældre ægtepar fra Berlin er ikke ankommet – de er væk og det varer noget inden nogen finder ud af at de har været hos tandlægen.

De øvrige deltagere i vinsmagningen har alle en relation til hinanden. Den livlige dame fra Østrig og hendes voksne søn og hendes fraskilte mand fra Tyskland. Hun har også sin kusine med der bor i Rom. Kusinens venner – det ældre ægtepar der var til tandlægen er fra Berlin men har et hus i Toskana hvor de bor det meste af tiden. Han er psykoterapeut og hun børnehavepædagog og medhjælpende psykoterapeut. Jo, vi er i godt selskab.

Endelig får vi begyndt – vi opgiver i første omgang berliner-parret.

Vi starter med den hvide Bianco del Drago 2009 til 7€. Den er med skruelåg og vi får at vide at hvis en vin har skruelåg, kan den ikke gemmes og må derfor drikkes hurtigst muligt. Den smager fortrinligt. Der skal kun 1 kg druer til en 0.75l flaske af denne vin. Lavet på friske druer.

Vi går over til Rosé del Drago 2010, også med skruelåg og også til 7€. En rosé er lavet til at drikke midt på dagen f.eks. til frokost. Den skal være frisk og ikke med alt for meget alkohol. Rosé er lavet på blå druer. Farven på vin kommer fra skallerne -  det gælder også for rosé. Her fisker man skallerne fra efter 3-5 dage. Så bliver den lys i modsætning til rødvine der beholder skallerne i hele gæringsperioden. Skallerne kyler man ud og pløjer ned. Også rosé'en smager skønt. Vores vært og vinkyper må af og til ud for at ordne nogle ting, men det gør ikke noget. Hundene Sissi og Lisa deltager i arrangementet, er dog ikke med ved bordet.

Nu skal vi til de rigtige vine – de røde. Starter med en Valpolicella Superiore ’Vigne Nuove’ 2009. Denne har man ofret en korkprop på da den kan gemmes nogle år. Den koster som de andre 7€. Valpolicella vine er lavet på blanding af fra 2 til 5 forskellige druer (så vidt jeg forstår). Denne har en lille andel af tørrede (få uger) druer og druerne er groet på forholdsvis nye stokke – mindre end 20 år. Det er måske derfor den hedder Nuove. Det er den samme som vi med begejstring indtog den første aften hvor vi ankom. Allerede her begynder nogle af de kvindelige deltagere at kyle rester i spanden på bordet. Det er jo en synd.

Næste vin er en Valpolicella Superiore ’Ripasso’ fra 2007. Den er modnet et år på egefade og det er den blevet 3€ dyrere af. Den har også et større indhold af tørrede druer. En ripasso er også kendetegnet ved at den er hældt over skallerne fra Amarone vinen og har ligget sammen med disse i en uges tid. Den har en ganske anden smag, hvor man kan fornemme at den er modnet på eg. Dejlig rødvin.

Nu kommer der ost og salami på bordet – det her bliver en fest kan vi fornemme. Marie er kommet med til vinsmagningen og hygger sig rigtigt ved siden af sin moder. Vi kan se, at her kommer vi nok ikke fra og opgiver enhver tanke om restauranter eller madlavning i aften.

Den næste vin er en Monte del Drago fra 2006 til 18€. Den er lavet på en endnu større andel af tørrede druer fra endnu ældre stokke. Her skal der omkring 2 kg druer til at give en flaske vin. Jeg synes nu ikke den er væsentlig bedre end Ripassoen men det er der nok andre der er bedre til at vurdere.

Den sidste rødvin er kongen over dem alle – en Amarone ’Riserva’ 2006 til 38 €. Lavet på 100% tørrede druer og fra de ældste stokke der er mellem 40 og 68 år. Af disse bliver der kun en flaske pr 4 kg druer. Så er det jo klart at den er dyrere. Og den er også med et ungdommeligt udtryk, virkelig, virkelig, virkelig god.

Som sagt bliver skallerne fra denne Amarone brugt til Ripassoen og det der ikke bliver brugt her bliver brugt til Grappa, en snaps. Den smager vi også på – Grappa di Amarone.

Nu forlader værten os og vi kan selv hælde op og sammenligne de forskellige vine. Nu er også psykoterapeuten og hans kone dukket op og det bliver rigtig hyggeligt. Vi kommer vældig i snak og vi, der er nylig belært, kan give vor visdom videre til de nyankomne.

Tyskeren der var gift med den østrigske dame der var kusine til hende fra Rom fortæller at han har tilbragt 3 år af sit liv i Danmark. I Oksbøl flygtningelejren, lige efter krigen. Han var da 2 år og kom med sin mor og sin 4 år ældre storesøster med skib til en by han ikke kan huske. De var flygtet fra Østpreussen, de nuværende baltiske lande. Han husker kun at han fik et æble af en vagt og så barakkerne. Han synes at det er rigtig interessant at jeg kan fortælle at Mads Clausen senere købte disse barakker til at udvide Danfoss med og at jeg faktisk kender dem da en enkelt stadigvæk er der. Jeg kan fortælle at det ellers er en periode vi i Danmark ikke er særlig stolte af. Vi behandlede ikke disse stakkels  mennesker særlig godt og de var ugle sete.

Vi tager alle vinslatterne med os ud og sætter os udenfor da der skal lukkes ned til kælderen.

Jeg snakker også den del med psykoterapeuten, der er amatørmusiker og spiller fløjte sammen med sin kone på lut. De skal i operaen i Verona både lørdag og søndag. Vi skal søndag så der mødes vi måske igen.

Og sådan går den ene time med den anden med hyggelig snak. Mest tysk som bliver bedre og bedre som aftenen skrider frem. Der kommer flere flasker på bordet, også den gode Amarone. Christian og Marie hygger sig med hundene og kortspil.

Ved midnatstid bryder selskabet op og vi takker godnat og vakler op ad trappen og i seng.

Om at købe vand og finde en restaurant

Først ved to-tiden  er vi klar til at gå ned i byen for at købe vand. Jeg skal først være færdig med min krimi, den er så afsindig spændende til sidst så jeg får lov til at læse den færdig. Så har jeg også næsten læst 150 sider i dag og er en lille smule groggy.

Vi går ned til Ferrazze som er den lille by vi bor tættest ved. Der hersker en døsig stemning over byen. Ved indgangen til byen ligger kapellet med kirkegården foran. Her er ikke som hos os. Gravsten i 5 etager. Gad vide om de ligger inde bagved. Der er billeder på alle gravsten -  egentlig ikke nogen dårlig ide. Hvis meningen med et gravsted er at mindes de afdøde er et kontrafej jo et glimrende middel til at lede tankerne på vej. Alle er pæne og nydelige billeder i sorthvid.

Som sagt hersker der en døsig stemning over byen. En børnehave deler mur med kirken – her er der lidt liv, men børnene er ved at blive hentet af de unge og elegante mødre. I øvrigt en lidt kedelig legeplads.

Vi finder kun en restaurant. Det er er ikke nogen overraskelse, da vi har fået den anvist af Musellas bestyrer. Den har dog ikke åbent endnu til min store fortrydelse, jeg kunne ellers godt bruge en kold fadøl i denne hede, der er vel hen ved 30 grader.  Det tror jeg også at Solvejg kan. Vi går nu efter vand og finder, trods ihærdig søgen i hele byen, kun én butik, - den har også lukket. Det er sgu ikke megen succes vi har med shopping indtil videre. Marie og Christian går tilbage til Musella, vores kære vingård og hjem. De har ikke så meget tålmodighed.

Da vi, efter at have opgivet indkøbsforehavendet, opkogte vender tilbage til Musella er porten lukket og vi har ingen nøgle - den  har ungerne jo. Vi ringer, men ved godt at her er chancerne små. I Danmark lykkes en telefonopringning til Christian eller Marie kun ca hver 10 gang, SMSer en anelse tiere. Det lykkes heller ikke her at komme i kontakt med Marie og Christians telefon har nok udlandsservice, men ikke svar service fra Christian. Vi ringer til bestyreren igen. Jeg har jo hans nummer da jeg ringede til ham i aftes.

Han resignerer og giver os en ekstra fjernbetjening til porten. Han anviser San Martino hvor der er gode shoppingmuligheder.

Da vi endelig kommer til vores dør, er den låst. Og vi har jo stadigvæk ikke nogen nøgle. Jeg finder ungerne nede  ved poolen, solbadende og med solbriller.

Vi beslutter os for at tage til San Martino for at shoppe. Der finder vi ganske rigtig et kæmpestort indkøbscenter. Vi havde egentlig kun brug for et lille sted hvor vi kunne købe lidt vand, et par øl og en pakke grisini. Vi kommer derfra med et kæmpelæs mad, vin, øl,  fanta,  chokolade, frugt og meget, meget mere.

Nu vil vi finde en ristorante her i denne store by. Det viser sig dog at være vanskeligere end først antaget. Vi går i alle retning, men finder kun kaffebarer og isbarer, ingen ristoranter, end ikke et pizzaria, og det her i hjertet af Italien. Det er sgu da mærkeligt. Solvejg spørger en ung italiener af hunkøn, men hun ved ikke noget, kan dårligt tale engelsk, men hun har et sødt smil, så vi bærer over med hende. Nu gider vi ikke mere at lede efter et spisested. Vi ved at der er et i vores egen lille by, og den må have åbent nu, hvor klokken er ved at være 20.

Vi finder Fiestaen og kører. Da vi kører ud af San Martino er der et skilt til en Risstorante Scambi -  det må være noget med rejer. Den ligger lige ved vejen, mindre end en km fra Musella.  Der kører vi ind. Vi bliver hjerteligt modtaget. Spisekortet er kun på italiensk. Vi kender ikke noget af det der står. Det eneste vi forstår er Roast beef og Trøfler, som jeg har fået før. Den flinke mand oversætter hele spisekortet på tillempet engelsk og vi får bestilt.

Det viser sig at være et rimeligt godt valg for alle selvom Marie mener at hendes Duck in Pasta smager af leverpostej. Det kan godt være at det var pasta med andelever -  oversættelsen var jo ikke helt perfekt. Nuvel vi bliver alle mætte og er faktisk rimeligt tilfredse med vore valg. Øllet hedder faktisk Vikingen, og smager fantastisk.

Mætte og tilfredse triller vi de sidste 500 meter hjem til Musella. Deler en flaske god Valpolicella og jeg skriver dagbog mens den resterende familie sidder nedenunder og spiller kort til høj klassisk musik.