torsdag den 20. december 2012

Et tilfældigt møde med Den Forbudte By



I februar 2012 er jeg i Shanghai i arbejdsmæssigt medfør. En søndag aften tager jeg flyet til Beijing -  vi skal have møde med nogle myndigheder den efterfølgende dag. Aldeles uplanlagt ser vi Den forbudte by, og den historie er da værdig til bloggen.
------
Vågner ved  halvsyvtiden og læser lidt inden jeg sætter mig op og skriver noter fra i går. Kl. 8:30 går jeg ned og spiser. Her er næsten al maden kinesisk, men også lidt english breakfast. Baconen er dog ikke varm, den er faktisk direkte kold og slet ikke sprød. Yoghurten er god, så den tager jeg et par stykker af.
James kommer og efterhånden også Steen og hans søn. De har været på muren i går. Sidst kommer også Lugey, som sidder og spiser med sin frakke på. Det er i det hele taget sjældent hun har den af.
Checker ud og vi mødes i te salonen for at holde møde. Går dagens program igennem og beslutter at James fremlægger min præsentation. Folkene vi skal møde vil kun snakke kinesisk og det er ikke min stærke side, så det er nok bedst sådan. Vi lægger en strategi og er rimelig fortrøstningsfulde.
Vi har nu 3½ time til at vi skal mødes med myndighederne og hvad kan man bruge dem til, vi kan jo ikke sidde og drikke grøn te så længe. Steen vil gerne vise sin søn den forbudte by. Og den vil jeg da også gerne se. Vi prajer en taxa, og så af sted. Da vi nærmer os kan vi se den enorme mur og voldgrav rundt om komplekset.
Vi bliver sat af ved en stor port, hvor der er en masse mennesker. Straks kommer en guide os i møde og tilbyder sig. Vi har ikke tid til en guidet tur siger vi og vil bare gå ind. Han kan dog fortælle os at vi er ved bagindgangen og her kan man ikke komme ind, - man må om på den anden side og der er vel en 2-3 km derom. Og der må vi nok påregne at stå i kø en times tid ved billetlugen. Det tror vi ikke på, disse prangere er kun ude efter vores penge. Vi går mod bagindgangen, her må man da kunne komme ind - men det kan man ikke. Tilbage møder vi guiden igen og nu tilbyder han, at han for middels 200 rmb (ca 180 kr)  kan føre os gennem den forbudte by og tilbage hertil tidsnok til, at vi kan komme tilbage til hotellet. Vi resignerer og tager imod tilbuddet. Han arrangerer lynsnart en bil, der kører os om på den anden side. Her må vi betale yderligere 150 rmb for at komme foran i billetkøen, men det gør vi gerne. Vi kan godt se, at det er nødvendigt, køen er ålelang.
Vi kan nu gå ind i dette kolossale kompleks.

Manden på den meget store  plads i en af de ydre gårde

Det bliver en fantastisk tur. De 200 rmb til guiden er virkelig givet godt ud. Han kan fortælle en masse, som vi ikke ville have en kinamands chance for at få med, hvis vi selv gik rundt derinde.
Vi går fra den ene gård til den næste og der synes ingen ende på det. Det er som en stor Babuska dukke, hvor der hele tiden kommer en ny. Til sidst, helt inderst, kommer vi til kejserens hus, hvor tronen står med jing og jang på hver sin side. Et meget gammelt og flot mekanisk ur er der, som giver mindelser om Nattergalen, og ovenover tronen er der et kalligrafi med tegnene for det i konfucianismen meget grundlæggende Wu wei begreb - ”action is no action”, ”don’t push”…

Kejserens hus

Kejserens trône. Jing og jang er to traner på hver sin side af tronen

Bag ved Kejserens hus er det er stort hus til hans mange (nogle gange op til 30-40) koner. Skodderne er slået op, og man kan se ind på de mange store brikse, hvor disse koner lå og sov.

Hustruernes hus

Og sådan har sådan en hustru måske set ud


Foran alle bygninger står der kæmpestore jernkar, det har været til vand, som har stået her til at kunne slukke ildebrande hvis uheldet var ude. Alle bygninger er i træ, selv søjler der ligner beton, er hårdt træ, der er pudset helt blanke og malet med mange, mange lag.
Vi ser silke lageret og kommer ind til en lille udstilling hvor fine porcelæns ting og selv kejserens kjortel er udstillet.
Alle gelændere og rækværk inde på pladsen er udført i hvidt marmor, men man kan se at de er ved at tage skade af luftens forurening. De forvitrer lige så stille. Det er vores guide lidt ked af, men så må de jo se, enten at restaurere det eller præservere det.
Der er ingen træer eller bevoksning i øvrigt i den forbudte by. Der måtte ikke være mulighed for at gemme sig for undersåtter der måtte have til hensigt at stræbe kejseren efter livet.

Vores guide fortæller os om den sidste kejser, som ingen børn fik (på trods af at han havde 3 koner – han havde nok en dårlig sædkvalitet). Men han havde en eller flere nevøer og en af dem er en meget aktiv og berømt kalligraf, der har viet sit liv til at rejse midler til at restaurere og vedligeholde den forbudte by. Og der skal sandelig også mange midler til, for her er meget, der skal males. 

Vores guide der viste sig så rigeligt at være sin løn værd

Pludselig bliver vi ført ind i et lille hus, hvor denne nevø faktisk sidder og laver kalligrafier. Han ser ophøjet, men meget venlig ud. Han giver hånd og vi hilser ærbødigt på ham. Det er da stort, her at stå og hilse på The Last Emperors nephew. Han taler dog kun kinesisk så en sød kineserdame fortæller om ham og hvad han for mammon kan gøre for os. Give os et kinesisk navn, kalligrafere det på et billede, skrive valgsprog – hvad vi måtte ønske. Det koster kun ca. 150 USD. Vores problem er at vi ikke har meget tid og takker nej. Han bliver ikke sur af den grund og smiler venligt til os da vi forlader stedet.
Men var han ægte eller var han fake, som så meget andet her i Kina. Jeg ved det ikke, kun kan jeg se på Internettet, at der er diskussion omkring dette. Vi er åbenbart ikke de første, der har hilst på højheden.

Ude igen tager vi afsked med vores gode guide og betaler ham de 200 rmb. De var virkelig godt givet ud. Passerer den store port og er igen ude på pladsen hvor vi ankom for 2 timer siden. Jeg køber en bog om den forbudte by af en pranger og kommer for skade at betale fuld pris for den – 80 rmb. Straks har jeg en horde af  prangere omkring mig der falbyder deres bøger om muren og den olympiske by. Det er virkelig som om man havde en hvepsesværm i nakken. Selvom jeg højt og meget bestemt siger nej fortsætter de bare. De kommer helt ned på 35 rmb for 2 bøger af den slags som jeg lige har givet 80 rmb for 1 af.
Selv om der er taxaer her er der ingen der vil køre med os. Ikke med taxameter i hvert fald. En tilbyder at køre os tilbage for 200 rmb. Det lykkes dog at få det pruttet ned til 100 rmb, hvilket er mere end det dobbelte af hvad vi gav for at komme hertil.

Se, det var da en fantastisk god måde at få de 3½ time til at gå på.

Ingen kommentarer: