I februar 2012 er jeg i Shanghai i arbejdsmæssigt medfør. En
søndag aften tager jeg flyet til Beijing -
vi skal have møde med nogle myndigheder den efterfølgende dag. Aldeles
uplanlagt ser vi Den forbudte by, og den historie er da værdig til bloggen.
------
Vågner ved
halvsyvtiden og læser lidt inden jeg sætter mig op og skriver noter fra
i går. Kl. 8:30 går jeg ned og spiser. Her er næsten al maden kinesisk, men
også lidt english breakfast. Baconen er dog ikke varm, den er faktisk direkte
kold og slet ikke sprød. Yoghurten er god, så den tager jeg et par stykker af.
James kommer og efterhånden også Steen og hans søn. De
har været på muren i går. Sidst kommer også Lugey, som sidder og spiser med sin
frakke på. Det er i det hele taget sjældent hun har den af.
Checker ud og vi mødes i te salonen for at holde møde. Går
dagens program igennem og beslutter at James fremlægger min præsentation.
Folkene vi skal møde vil kun snakke kinesisk og det er ikke min stærke side, så
det er nok bedst sådan. Vi lægger en strategi og er rimelig fortrøstningsfulde.
Vi har nu 3½ time til at vi skal mødes med myndighederne og
hvad kan man bruge dem til, vi kan jo ikke sidde og drikke grøn te så længe.
Steen vil gerne vise sin søn den forbudte by. Og den vil jeg da også gerne se. Vi
prajer en taxa, og så af sted. Da vi nærmer os kan vi se den enorme mur og
voldgrav rundt om komplekset.
Vi bliver sat af ved en stor port, hvor der er en masse
mennesker. Straks kommer en guide os i møde og tilbyder sig. Vi har ikke tid
til en guidet tur siger vi og vil bare gå ind. Han kan dog fortælle os at vi er
ved bagindgangen og her kan man ikke komme ind, - man må om på den anden side
og der er vel en 2-3 km derom. Og der må vi nok påregne at stå i kø en times
tid ved billetlugen. Det tror vi ikke på, disse prangere er kun ude efter vores
penge. Vi går mod bagindgangen, her må man da kunne komme ind - men det kan man ikke. Tilbage møder vi
guiden igen og nu tilbyder han, at han for middels 200 rmb (ca 180 kr) kan føre os gennem den forbudte by og tilbage
hertil tidsnok til, at vi kan komme tilbage til hotellet. Vi resignerer og
tager imod tilbuddet. Han arrangerer lynsnart en bil, der kører os om på den
anden side. Her må vi betale yderligere 150 rmb for at komme foran i
billetkøen, men det gør vi gerne. Vi kan godt se, at det er nødvendigt, køen er
ålelang.
Vi kan nu gå ind i dette kolossale kompleks.
Manden på den meget store plads i en af de ydre gårde
Det bliver en fantastisk tur. De 200 rmb til guiden er
virkelig givet godt ud. Han kan fortælle en masse, som vi ikke ville have en
kinamands chance for at få med, hvis vi selv gik rundt derinde.
Vi går fra den ene gård til den næste og der synes ingen
ende på det. Det er som en stor Babuska dukke, hvor der hele tiden kommer en
ny. Til sidst, helt inderst, kommer vi til kejserens hus, hvor tronen står med
jing og jang på hver sin side. Et meget gammelt og flot mekanisk ur er der, som
giver mindelser om Nattergalen, og ovenover tronen er der et kalligrafi med
tegnene for det i konfucianismen meget grundlæggende Wu wei begreb - ”action is
no action”, ”don’t push”…
Kejserens hus
Kejserens trône. Jing og jang er to traner på hver sin side af tronen
Bag ved Kejserens hus er det er stort hus til hans mange
(nogle gange op til 30-40) koner. Skodderne er slået op, og man kan se ind på
de mange store brikse, hvor disse koner lå og sov.
Hustruernes hus
Og sådan har sådan en hustru måske set ud
Foran alle bygninger står der kæmpestore jernkar, det har
været til vand, som har stået her til at kunne slukke ildebrande hvis uheldet
var ude. Alle bygninger er i træ, selv søjler der ligner beton, er hårdt træ,
der er pudset helt blanke og malet med mange, mange lag.
Vi ser silke lageret og kommer ind til en lille udstilling
hvor fine porcelæns ting og selv kejserens kjortel er udstillet.
Alle gelændere og rækværk inde på pladsen er udført i hvidt marmor,
men man kan se at de er ved at tage skade af luftens forurening. De forvitrer
lige så stille. Det er vores guide lidt ked af, men så må de jo se, enten at
restaurere det eller præservere det.
Der er ingen træer eller bevoksning i øvrigt i den forbudte
by. Der måtte ikke være mulighed for at gemme sig for undersåtter der måtte
have til hensigt at stræbe kejseren efter livet.
Vores guide fortæller os om den sidste kejser, som ingen børn
fik (på trods af at han havde 3 koner – han havde nok en dårlig sædkvalitet). Men
han havde en eller flere nevøer og en af dem er en meget aktiv og berømt
kalligraf, der har viet sit liv til at rejse midler til at restaurere og
vedligeholde den forbudte by. Og der skal sandelig også mange midler til, for
her er meget, der skal males.
Vores guide der viste sig så rigeligt at være sin løn værd
Pludselig bliver vi ført ind i et lille hus, hvor
denne nevø faktisk sidder og laver kalligrafier. Han ser ophøjet, men meget
venlig ud. Han giver hånd og vi hilser ærbødigt på ham. Det er da stort, her at
stå og hilse på The Last Emperors nephew. Han taler dog kun kinesisk så en sød
kineserdame fortæller om ham og hvad han for mammon kan gøre for os. Give os et
kinesisk navn, kalligrafere det på et billede, skrive valgsprog – hvad vi måtte
ønske. Det koster kun ca. 150 USD. Vores problem er at vi ikke har meget tid og
takker nej. Han bliver ikke sur af den grund og smiler venligt til os da vi
forlader stedet.
Men var han ægte eller var han fake, som så meget andet her
i Kina. Jeg ved det ikke, kun kan jeg se på Internettet, at der er diskussion
omkring dette. Vi er åbenbart ikke de første, der har hilst på højheden.
Ude igen tager vi afsked med vores gode guide og betaler ham
de 200 rmb. De var virkelig godt givet ud. Passerer den store port og er igen
ude på pladsen hvor vi ankom for 2 timer siden. Jeg køber en bog om den
forbudte by af en pranger og kommer for skade at betale fuld pris for den – 80
rmb. Straks har jeg en horde af prangere
omkring mig der falbyder deres bøger om muren og den olympiske by. Det er
virkelig som om man havde en hvepsesværm i nakken. Selvom jeg højt og meget bestemt
siger nej fortsætter de bare. De kommer helt ned på 35 rmb for 2 bøger af den
slags som jeg lige har givet 80 rmb for 1 af.
Selv om der er taxaer her er der ingen der vil køre med os.
Ikke med taxameter i hvert fald. En tilbyder at køre os tilbage for 200 rmb.
Det lykkes dog at få det pruttet ned til 100 rmb, hvilket er mere end det
dobbelte af hvad vi gav for at komme hertil.
Se, det var da en fantastisk god måde at få de 3½ time til
at gå på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar