Livet på cykelstien 3.0

Jeg har hverken taget EPO, testosteron, insulin eller har foretaget blodtransfusioner, men jeg har haft et cykelstyrt. Tirsdag morgen i mørke og regnvejr styrter jeg. Nedad bakke, i medvind med god fart og så forsvinder forhjulet pludselig og mit luksuslegeme møder den isbelagte asfalt med en enorm kraft. Man må kunne have registreret det på Richterskalaen i Augustenborg. Registrerer lige at cykelhjælmen også hilser på asfalten. Aaav for fanden. Jeg ruller om på ryggen og mærker efter om jeg stadig hænger sammen og er hel.

En barmhjertig samaritaner standser op på sin cykel og spørger om  jeg klarer det. Jeg kommer på benene igen og mener nok at jeg overlever.

Jeg sætter mig på cyklen igen og fortsætter mod Nordborg, der er stadigvæk 15 km og det endda uden PFD-mark up.  Jeg har set i Tour de France at man fortsætter uanset hvad, brækket kraveben, flænsede fingre, hvad som helst.

Da jeg stiger af cyklen kan jeg godt mærke at jeg er mærket. Armen gør ondt, brystkassen værker og lægmusklen har fået et drøn og der er gået et lille hul på knæet. Da jeg får de 4 lag tøj af kan jeg konstatere, at der er en stor bule på armen.

På BST centeret får jeg en ispose på armen og et lille plaster på knæet og mange trøstende og forstående ord sammen med pose smertestilnende piller.

Det var i tirsdags og her lørdag er jeg stadigvæk ikke fit. Benet er ok igen og armen ligeså, selvom den skifter farve hver dag, men ribbenene. De gør stadigvæk ondt ad Pommern til og især om natten, hvor det at vende sig i sengen bliver et projekt på størrelse med at sætte et nyt vindue i.

Nej, min krop egner sig ikke til at blive kastet i jorden. Jeg må forsøge at se mig bedre for fremover, måske skulle jeg overveje en ny lygte.