Livet på cykelstien 3.0

Jeg har hverken taget EPO, testosteron, insulin eller har foretaget blodtransfusioner, men jeg har haft et cykelstyrt. Tirsdag morgen i mørke og regnvejr styrter jeg. Nedad bakke, i medvind med god fart og så forsvinder forhjulet pludselig og mit luksuslegeme møder den isbelagte asfalt med en enorm kraft. Man må kunne have registreret det på Richterskalaen i Augustenborg. Registrerer lige at cykelhjælmen også hilser på asfalten. Aaav for fanden. Jeg ruller om på ryggen og mærker efter om jeg stadig hænger sammen og er hel.

En barmhjertig samaritaner standser op på sin cykel og spørger om  jeg klarer det. Jeg kommer på benene igen og mener nok at jeg overlever.

Jeg sætter mig på cyklen igen og fortsætter mod Nordborg, der er stadigvæk 15 km og det endda uden PFD-mark up.  Jeg har set i Tour de France at man fortsætter uanset hvad, brækket kraveben, flænsede fingre, hvad som helst.

Da jeg stiger af cyklen kan jeg godt mærke at jeg er mærket. Armen gør ondt, brystkassen værker og lægmusklen har fået et drøn og der er gået et lille hul på knæet. Da jeg får de 4 lag tøj af kan jeg konstatere, at der er en stor bule på armen.

På BST centeret får jeg en ispose på armen og et lille plaster på knæet og mange trøstende og forstående ord sammen med pose smertestilnende piller.

Det var i tirsdags og her lørdag er jeg stadigvæk ikke fit. Benet er ok igen og armen ligeså, selvom den skifter farve hver dag, men ribbenene. De gør stadigvæk ondt ad Pommern til og især om natten, hvor det at vende sig i sengen bliver et projekt på størrelse med at sætte et nyt vindue i.

Nej, min krop egner sig ikke til at blive kastet i jorden. Jeg må forsøge at se mig bedre for fremover, måske skulle jeg overveje en ny lygte.

Livet på cykelstien 2.0

Så sker det endelig. Efter næsten 2 års hyppig frekventering af cykelstien mellem Hørup og Nordals sker det. Jeg overhaler en mandsperson i fuld cykeludstyr. Ung og stærk ser han ud, men jeg overhaler ham og jeg holder ham bag mig. Af alle steder kører jeg fra ham op ad Egen bakke, sikke da en slapsvans. Jeg fryder mig overmåde og forestiller mig Jørgen Leths nasale kommentar. ”Plougsgaard kikker til siden og ser sin unge og lidt slatne modstander i øjnene, kvasten på den røde tophue er faldet af. Han kan se at han er tømt for kræfter. Han ser sig ikke længere tilbage og flår cyklen op af Alpe d’Egen….”

Og det på en dag hvor det ellers er rasende koldt og hvor det blæser en stiv modvind. Meteorologerne elsker at tale om WCF, Wind Chill Factor for tiden. I dag var der en wind chill factor så de -1 grad skulle føles som -10. Jeg frøs da også tæerne en smule.

Bortset fra det, nyder jeg mine cykelture, 22 km ud og 18 km hjem. Nu er der nok dem der vil spørge hvorfor der er længere ud end hjem og spørgsmålet er også relevant.

Det skydes PDF – Perceived Distance Factor. Eller Psychological Distance Factor. Oplevet afstand.

Egen bakke er vel 2 km på en god dag og med en PFD på 2 (den føles dobbelt så lang) giver det 2 km ekstra. Efter Guderup er der også en lang stigning på 3 km med en PFD på 1.5. Dette giver ekstra halvanden kilometer. 18+2+1,5 = 22 km, vi runder opad. Nu ville nogle måske indvende at PFD ville være negativ når det går nedad, men sådan er det ikke. Hjemad er der næsten altid modvind og man skal alligevel træde i pedalerne ned af Egen bakke.

For tiden er det dog hverken WCF eller PDF der er problemet, det er lyset. Eller rettere manglende lys. Det er altid bælgmørkt når man skal cykle. Og med mine Bilka diodelygter kan jeg ikke se en pind når der kommer modkørende biler og på cykelstien er der ikke megen hjælp fra hvide striber. De er åbenbart sparet væk. Dem der engang var, er dels blevet beskidte, dels slidt af og resten er overgroet med græs.  Man burde nok i et år med kommunalvalg lægge pres på borgmesteren, men på denne årstid er der nok ikke mange stemmer i det. Der er i hvert fald god plads på cykelstien for tiden.