Hos skrædderen og på galopbanen

Dagbogsuddrag fra en rejse til Hongkong i marts 2000 hvor Jan Steenbjerg var min rejsekammerat.

Der er jo ikke altid noget aktuelt at skrive om, og så er der godt at have et historisk arkiv at plukke fra. Det er fredag eftermiddag og vi har lige været på firmabesøg oppe i Kina.

På vej tilbage bliver vi kapret af en skrædder fra Punjap. Han er meget vedholdende. Han kan sy et jakkesæt til mig til i morgen for 1850 HK$ i et stof som jeg selv kan vælge. Det er fristende, men jeg prøver at nøjes med at bestille en skjorte for at teste ham af. Jeg må dog op på 3 skjorter til ialt 600 HK$ inden han stiller sig tilfreds. Jeg vælger stof og bliver målt op i alle ender og kanter. Jeg kan hente dem i morgen. Betaler 200 i forskud og skal betale resten i morgen når jeg henter dem. Jeg tror det er billigt

Senere da vi går endnu en tur i området bliver vi formeligt overfaldet af indiske skræddere. 8-10 stykker tror jeg. Det er efterhånden ved at være lidt træls og vi lærer at afvise dem katagorisk, uhøfigt og med det samme. Jeg kan ikke forstå hvorfor de er så vilde med mig, de må da kunne se at der går uforholdsmæssigt meget stof til at sy til mig. Hvorfor vælger de ikke lille Jan som offer.

Vi er inde i en guldsmede butik for at se på noget guld, hvis det nu skulle være billigt. Først har vi en flot 18 karat guldhalskæde fremme, men den den koster 3900 HK$. Det er for dyrt mener jeg. Så finder hun en billigere frem, men den er for simpel. Herefter en mellemting hvor hun starter med 1500, så 1300, så 1100, så 900. Vi afviser hende og går ud af butikken, mens hun råber 700 efter os. Det er da useriøst. Hvis hun kan gå ned på 700 ville hun jo have snydt os fælt hvis jeg havde betalt de 1500. Hende er vi sure på.

Lørdag den 18. marts.
Jeg er ikke hel vild med bacon and scrambled eggs længere, men tager det alligevel for stille sulten. Jan kommer og vi spiser. Vi skal på galopbanen i dag. Først skal Jan dog have vekslet penge. Han går ind i Hongkong City Bank og står i kø i 20 minutter blot for, da han kommer frem til skranken, at få at vide at han skulle have passet med. Det har han ikke. Så er han jo nødt til at vinde noget  på væddeløbsbanen. Jeg selv hæver penge på mit dankort fra Tandslet Andelskasse i automaten udenfor banken.

Vi tager først undergrundsbanen og skifter til det normale tog og stiger af på The race Cource, stationen ved galopbanen.

Det er et prægtigt anlæg der møder os. Vi er kommet tidligt, ca 2 timer før det første løb, og der er ikke ret mange mennesker. Inde i midten er der en stor og flot park. Vi forsøger at komme derover, men den er lukket på dage hvor der er væddeløb. I stedet går vi ind og spørger en official hvorledes vi spiller på hestene. Det viser sig ikke at være så svært. Man vælger blot det letteste, - at spille på vinderen. Oddsene er angivet på en kæmpestor tavle på indercirklen.

Da vi første gang kommer hen til betalingsdiskene bliver den søde kineser bag glasskærmen hel kulleret da jeg skubber min talon ind under glasset. Straks kommer der en herre løbende. Det viser sig at jeg er kommet til at sætte kryds ved 20.000$ i stedet for 20$. Vi får misforståelsen rettet, men jeg vinder ikke alligevel.

Næste løb satser jeg igen 20$ på hest nr  4. Jeg har ellers lige fortalt Jan at mit lykketal er 13, men hest nr 13 har odds 31 så den tilskriver jeg ingen chancer. Løbet går i gang og krikken med nr 4 som jeg har satset på sakker håbløst agterud. Derimod vinder nr 13 klart. Pokkers også, - der kunne jeg være blevet 620 kr rigere hvis jeg havde fulgt min første indskydelse. I 5. løb satser jeg stort, 50$ på nr 9 og 20$ på nr 13, - nu tør jeg ikke undlade nr 13 længere. 

Vi går helt hen til målstregen så jeg rigtig kan nyde når nummer 9 suser over som den første og gør mig 1000$ rigere. Men ak, - den forbistrede krikke skuffer mig igen. Det er kun en ringe trøst at Jan kan fryde sig over at have vundet 310$ på nr 10. Nuvel, - han lover at give en øl senere.

Vejret er lunt, om end det er overskyet. Vi får en burger og senere en øl udenfor på tribunerne.

Der er en fantastisk stemning. Efterhånden er der kommet en masse mennesker. Hestene bliver præsenteret på en storskærm før hvert løb. Der speakes en hel masse, men kun på kinesisk. 99 ud af 100 her er også kinesere. Alle sidder med en mobiltelefon og tykke aviser med oplysninger de skal bruge i forbindelse med spillet.

Efter det 5. løb beslutter vi os for at drage tilbage ned mod Kowloon. Jeg skal jo ind og besøge min skrædder. Vi tager igen toget og undergrundsbanen. Der er et mylder på gaden da vi komme op fra undergrunden ved Kowloon park. Vi aftaler at mødes kl. 7.00. Jan tør ikke gå med om til skrædderen af frygt for at få en habit prakket på. Jeg har lidt svært ved at finde stedet igen. Da jeg endelig finder det viser det sig at jeg lige er gået forbi, og det har skrædderen da også opdaget han har fulgt mig rundt i min vildfarelse siger han. Skjorterne er færdige og ser gode ud. Jeg brokker mig lidt over at han ikke har syet initialer ind i lommen, som han jo sagde han kunne. Han henholder sig til at jeg ikke har bedt om det og han synes også at mit navn er meget langt.

Jeg betaler for skjorterne og siger farvel og på gensyn næste gang.

Hjemme på hotelværelset ifører jeg mig straks en af skjorterne og den passer virkelig godt, - det er da en fornøjelse.